Nyhed
Læsetid: 7 min.

Maoisterne vil tage magten i Indien i 2050

Den værste krise i moderne indisk historie, bliver den kaldt. Maoisterne kontrollerer store dele af Indien, og i Delhi taler høgene om at bombe deres landsbyer. Men i bund og grund handler konflikten om fattigdom og adgang til jord, påpeger eksperter
Udland
23. april 2010
En kvinde ser til, mens soldater fra de paramilitære styrker patruljerer i byen Lalgargh, under et besøg af indenrigs-minister P. Chidambaram. Byen ligger i et af de områder, hvor de indiske maoister står stærkt.

En kvinde ser til, mens soldater fra de paramilitære styrker patruljerer i byen Lalgargh, under et besøg af indenrigs-minister P. Chidambaram. Byen ligger i et af de områder, hvor de indiske maoister står stærkt.

Deshakalyan CHOWDHURY

Selv siger de, at de kun var 300 mænd og kvinder, udstyret med simple våben, men drevet af hjerte for sagen. Andre mener, at de var mindst 1.000 veludrustede guerillaer. Hvad sandheden end er, lykkedes det dem under en tre timer lang ildkamp, at dræbe 76 indiske soldater, heraf 15 af de toptrænede specialsoldater Black Cobras, og såre yderligere 50. Kun otte guerrillakæmpere mistede livet. Den 6. april i de dybe og ufremkommelige skove i Dantewada-distriktet i den indiske delstat Chattisgarh var et hold indiske soldater på vej hjem fra en mission, da Peoples Liberation Guerrilla Army slog til og fik, hvad der betegnes som den mest spektakulære sejr i de indiske maoisters historie.

Og angrebet skabte rystelser i hovedstaden Delhi. Maoisterne udgør »den største trussel« imod Indiens interne sikkerhed, udtalte regeringen, der måtte afværge angreb fra begge oppositionsblokke. Kongrespartiet er for blide, fyr indenrigsminister P. Chidambaram og bomb maoisterne!, buldrede højrefløjen med det hindunationale BJP i spidsen. Nej, indvendte venstrefløjen, regeringen har allerede alt for lang tid behandlet en social konflikt, som var den militær. Her har vi følgerne.

Bomber vi maoisterne, bomber vi vores egne landsbyer, lød advarslen. Blandt andet bragte den verdenskendte indiske forfatterinde, Arundhati Roy, sig for skud ved efter en reportagetur til Dantewada kort at ytre:

»Jeg hylder folket i Dantewada, som rejste sig mod staten. Var der andre alternativer? Stammefolkene er blevet negligeret i årtier. Nu, hvor de er begyndt at protestere, erklærer myndighederne dem krig.«

Negligering

M.J Akbar, forfatter, debattør og chefredaktør for den indiske avis Sunday Guardian, er et langt stykke af vejen enig i Roys analyse. »Hvis jeg var fattig, og staten ikke havde lavet andet end at sikre, at de rige blev rigere med en vækstrate på otte procent, så ville geværet nok også for mig syntes som det sidste opråb. Her har vi resultatet af så mange årtiers konsekvent negligering af fattigdomsproblemerne hos Indiens stammefolk, de kasteløse og de jordløse,« siger M.J Akbar, mens han på sit kontor i Delhi viser Indienkortet med de mange røde pletter, der illustrerer omfanget af den såkaldte røde korridor - distrikter, hvor de forskellige maoistiske grupper har godt fat. Og kortet vil kun blive mere rødt, hvis myndighederne ikke for alvor tager fat på udfordringen, mener J.K Akbar. »De fattige er ikke fjolser. De forventer ikke, at der pludselig popper en ånd op af en flaske og tilbyder dem guld og grønne skove. Men de vil heller ikke acceptere ligegyldighed som deres skæbne,« fastslår M.J Akbar.

Trickle-down-effekt?

Maoisterne har særlig godt fat i de nordøstlige delstater, hvor resultaterne af en vækst, der endnu ikke er nået de fattige, står klart. For hele Indien gælder, at fejlernæring blandt børn er faldet med kun seks procent til omkring 46 procent siden de økonomiske reformer i 1991, trods et boom på 50 procent i BNP i samme periode. Indien rangerede nr. 64 ud af 84 lande på Verdensbankens Global Hunger Index i 2009 under lande som Nord Korea og Zimbabwe.

»Trickle-downeffekten er et upassende billedsprog at bruge overfor folk, der er tørstige, fordi de ikke har rent vand,« påpegede M.J Akbar for nylig i en klumme i Sunday Guardian.

Myndighederne mener, at de omkring 30 maoistiske oprørsgrupper har omkring 22.000 mand under våben og opererer i op mod 200 af landets 630 distrikter - mod blot i 56 i 2001. De kaldes maoisterne i den vestlige presse. I Indien bruges navnene Naxalites, Naxals eller Naksalvadis - variationer over navnet Naxalbari, den landsby i den indiske delstat Vestbengalen, hvor bevægelsen tog sit udgangspunkt, da Communist Party of India (Marxist CPM) i foråret 1967 erklærede, at de ikke længere så forhandlingens vej som åben og ville gribe til våben for at sikre jord til de jordløse. Henri Tiphagne, fremtrædende menneskerettighedsaktivist og leder af organisationen People's Watch, mener ikke, at man skal lægge så meget i, at de kalder sig maoister.

»Et eller andet skal man jo kalde sig. Da maoismen tog udgangspunkt i bønderne og ikke i industriarbejderne, er det jo nærliggende, og så er der noget at skrive på pamfletterne. Men i bund og grund er det et oprør, der tager udgangspunkt i folkenes egne levende erfaringer med uretfærdighed,« siger Henri Tripangne, der understreger, at de indiske maoister intet har at gøre med dem, der i årevis har kæmpet i nabolandet Nepal og i dag sidder på regeringsmagten.

Jordkampen

Også i dag er spørgsmålet om adgang til jord i centrum.

»Nogen har forklaret den seneste tids opblussen af konflikten som udelukkende en reaktion på globaliseringen, men det er en konflikt, der har lange rødder, og i bund og grund handler om, at Indien aldrig har taget ordentligt fat på at forbedre forholdene for dem på bunden,« siger Henri Tiphagne.

Men det betyder ikke, at konflikten er uberørt af mere nutidige forandringer. Når det er lykkes for maoisterne at rekruttere så mange nye kadrer i landsbyerne, og vinde sympati hos store dele af det intellektuelle liv i storbyerne, er det nært knyttet til den økonomiske liberalisering og pres fra kommercielle interesser for adgang til jord og ressourcer, understreger han.

»Der er så mange udenlandske multinationale selskaber og indiske pengeinteresser, der ønsker at få fat i jorden. Nogle til minedrift, andre til produktion. Det har betydet, at tusinder er blevet forflyttet af de lokale myndigheder eller presset af bøller betalt af industrien,« fortæller Tiphagne.

Solgte floder

Blandt andet har en af Indiens største virksomheder, Tata, været under kritik. »De er kendt for at have egne militære grupper, der sørger for deres interesser,« siger Henri Tiphagne. I andre tilfælde er landsbybeboerne blevet flyttet fra deres jord med den forklaring, at det er for deres egen sikkerheds skyld.

»De bor i dag i flygtningelejre under forfærdelige forhold, men bliver afvist, når de ønsker at vende hjem til deres jord. Imens kan de se, hvordan tre floder, som de lever af, allerede er blevet solgt til private firmaer,« fortæller Henri Tiphagne.

Arundhati Roy beskriver i et essay om hendes besøg hos maoisterne, i det indiske magasin Outlook, maoisterne som; »næsten udelukkende desperate fattige stammefolk, der lever i en sådan kronisk sult, at det tangerer hungersnød af en slags, vi normalt kun forbinder med Afrika syd for Sahara. Når stammebefolkninger har grebet til våben, skyldes det en regering, som ikke har vist dem andet end vold og svigt, og som nu ønsker at tilrane sig det sidste, de har tilbage af deres jord.«

Brutalitet

Tiphagne og hans organisation behandler flere sager om tilfældige drab og voldtægter begået af militæret og de paramilitære styrker i de såkaldte maoist-inficerede områder. Men det er ikke kun regeringsstyrkerne, der får kritik for brutale metoder. Maoisterne beskyldes for at berøve de i forvejen fattige landsbybeboere og tvinge unge mennesker til at kæmpe med dem. »Børn mellem 10 og 15 år bliver rekrutteret som børnesoldater af Indiens maoistiske oprørere«, advarede Amnesty International for nylig.

I nogle tilfælde overtaler oprørerne fattige familier i det østlige og centrale Indien til at aflevere deres børn med løfter om, at børnene vil få mad og et bedre liv i lejrene. Andre gange tager de børnene med magt, skrev Reuters. Henri Tiphagne afviser ikke, at maoisterne bruger brutale metoder. »Det er en brutal hverdag, de lever i. Alle har del i, at volden er eskaleret.«

Lang vej

Uanset hvad man mener om maoisternes kamp, så er det et altafgørende slag, der vil præge indisk politik i årene fremover. Vælger man konfrontationens vej og begynder at bombe sine egne landsbyer? Eller går man den lange tunge vej med at sikre tålelige levevilkår og grundlæggende rettigheder for stammefolkene og de andre udstødte i det indiske samfund? Den indiske indenrigsminister P. Chidambaram havde taget fat på problemet, forsvarede Kongres-regeringen sig med henvisning til den såkaldte operation Green Hunt, der blev skudt i gang i slutningen af sidste år. Men den var dømt til at fejle, mener M.J Akbar. For et er, at de ofte brutale metoder som militæret bruger, skader de lokale, samt frister endnu flere unge mænd og kvinder til at slutte sig til maoisterne. Det andet er, at den gode gamle militærstrategiske principper om guerrila, i høj grad også gælder i denne situation.

»Maoisterne har ikke besat territorier: De har gjort de fattiges naturlige habitat til deres bastion, de er, om man er enig eller ej, af folket. Deres kæmpere bærer ikke uniform, deres officerer bærer ikke udmærkelser, og deres fodsoldater skifter ikke til civil, når de går hjem. Det er derfor meget vanskeligt at bekæmpe dem med traditionelle metoder,« siger M.J Akbar.

»Der er ingen vej udenom at gå i gang med en seriøs dialog,« siger Henri Tiphagne:

»Hvis man altså ikke ønsker, at en hel generation skal vokse op i skovene med våben som deres eneste stemme. Regeringen har det ultimative ansvar for, at det er nået hertil, og at maoisterne i dag siger, at de har magt og vilje til at overtage magten i Delhi i 2050. Det skulle aldrig være kommet hertil.«

Information var inviteret til Indien af det spanske EU-formandskab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her