Læsetid: 7 min.

Den mediesuspenderede islamiske republik

Seks scener fra et Iran, der censurerer medierne og aflytter civilsamfundet - men som omvendt er udsat for et vestligt mediebombardement, der har en helt anden dagsorden end den påståede om kernevåben - som Iran ikke har
Seks scener fra et Iran, der censurerer medierne og aflytter civilsamfundet - men som omvendt er udsat for et vestligt mediebombardement, der har en helt anden dagsorden end den påståede om kernevåben - som Iran ikke har
26. april 2010

Teheran- Den morgen, mit visum udløb ved midnat, tog jeg til åbningen af Teherans internationale oliemesse. Min tese var, at konflikten om Irans atomprogram ikke kun handler om bomber, men også om olie, og havde derfor anmodet Ministeriet for Kultur og Islamisk Vejledning om interview desangående. En embedsmandsstemme i hoteltelefonen meddelte, at jeg kunne komme til messeåbningen og træffe folk, der vidste besked.

Jeg tog den første taxa. Omsider havde jeg tilladelse til at arbejde efter journalistiske kriterier, der ellers er suspenderede i den islamiske republik.

II

Lige før ruteflyets
touch downi Imam Khomenei-lufthavnen seks dage tidligere havde jeg gemt et eksemplar af Newsweek, da det indeholdt med en appel til den åndelige leder, storayatollah Ali Khamenei. Han blev opfordret til omgående at løslade 35 fængslede skribenter, journalister og bloggere, der har siddet buret inde siden juni, 'afhørt, tortureret og anklaget for konspiration med vestlige medier', som det hedder i appellen, signeret af bl.a. PEN og Freedom House, diverse komiteer for ytringsfrihed og litterære notabiliteter som Nobel-pristagerne Orhan Pamuk og Nadime Gordimer.

Således passer det litterære miljø på sig selv. Formentlig i forventning om, at andre tager sig af tusindvis af mindre prominente aktivister, der i disse måneder straffes for forbrydelser mod den republik Ruhollah Khomenei, den islamiske revolutions fader, beskrev tilbage i 1980: »Vort fremtidige samfund vil være et frit samfund, hvor alle elementer af undertrykkelse, grusomhed og magtmisbrug vil blive udslettet.«

Tak for kaffe!

Vel, jeg påregnede ikke at dele skæbne med de vansmægtende, dersom min bagage blev undersøgt ved indrejsen, men sidst jeg var her for 10 år siden, blev min pc'er beslaglagt i lufthavnen. Og Newsweek er amerikansk, USA er fremdeles 'Den Store Satan' og det iranske styre ser med en vis relevans de vestlige medier som fjendtlige missiler i den propagandakrig, mit pressevisum også var en del af, så vist som det var første gang i 10 måneder, udenlandske journalister kunne rejse ind - nemlig for at dække Irans store atomnedrustnings-initiativ.

Paranoiaen viste sig at være netop paranoia. Pasbetjenten sagde »velkommen til Iran«, en midaldrende piccolo viste mig til hotelværelset uden at blive hængende i gulvtæppet i håb om drikkepenge - og med et kodekort fra receptionen virkede internettet.

III

Teheran lignede sig selv. Mellemøstens mest filmede gavlmaleri, Stars and Stripes med kranier og faldende bombestriber, er intakt men falmet af smog fra bilister, der hverken viger for hinanden eller for fodgængere og anser de røde lys i gadekrydsene for vejledende.

Hotellet, det tidligere Intercon, blev efter revolutionen i 1979 omdøbt til det poetisk klingende Laleh (tulipan), men har dog ikke noget specielt lyrisk rygte. Tvært imod mistænkes det for at være aflytningscentral. Min ven fra Tyrkiet slæbte af samme grund rundt på sin bærbare med, hver gang han gik udenfor svingdøren af frygt for, at en hemmelige tjeneste ville hacke hans kildenet, hvis han efterlod den på værelset.

Og ja, jo, yes ... Iran er et overvågningssamfund. Fastboende udlændinge går uden videre fra, at de aflyttes. Som en iraner fortalte mig i et ubevogtet øjeblik: »Siemens har solgt styret et aflytningssystem, så mobiltelefoner kan spores overalt, også selvom du kun sms'er, som studenterne gjorde under demonstrationerne. Og Nokia er den farligste mobiltelefon.«

Og næh ... det er ikke nemt at være vestlig journalist i den islamiske republik. Som det første briefes den indrejsende på journalistvisum om, at det er strengt forbudt at tale med og interviewe ikkeautoriserede iranere på gaden, på cafeer eller i offentlige anlæg. Ses de med blok og kuglepen eller kamera, risikerer de anholdelse af basijmilitsens berygtede bisser. Og så kan de flinke værter fra udenrigsministeriet intet stille op. Anholdte - sådan kan det kun forstås - er prisgivet aldeles ubehagelig vilkårlighed.

Men eftersom det er meget svært - for ikke at sige umuligt - at få konkrete svar på selv mildt kritiske spørgsmål, da ingen officielle personer løber risikoen for at blive citeret for noget konkret, men henviser til en overordnet, der aldrig er til stede, er tricket at interviewe uden kamera, blok og kuglepen, at 'ta' den på huskeren', som teknikken kaldes i fagjargonen. Hvor svært kan det være?

For selv om der er mange uniformer i fjernsynet, er der kun få i gadebilledet, da dette er trods alt ikke Irak under Saddam. Samtalen finder sted, selv om iranere, jeg talte med - det blev alligevel til nogle stykker takket være askeskyens forlængelse af mit visum - unisont meldte om øget kontrol med civilsamfundet, »især efter balladerne under shura-højtiden« (shiitternes martyrfest). F.eks. lukkes restauranter i måneder, hvis deres musikvalg mishager det særlige religiøse politi, eller de kvindelige gæster gribes i sjusk med hovedtørklædet.

IV

Sådanne tilstande er ikke så kønne, men det selvfølgelige spørgsmål, der sjældent stilles i de vestlige medier, er hvorfor styret er så paranoidt?

Et svar er, at de konservative præster er fødte fanatikere, der henretter homoseksuelle og utro kvinder, og i ramme alvor - som det fremgik af de to seneste fredagsbøn-prædikener - hævder, at kvinders løsagtige påklædning øger risikoen for jordskælv.

Men et mere relevant svar er, at Vesten sikrer, at selv fornuftig opposition ikke får et ben til jorden.

Revolutionsgarden og det konservative præsteskab, der dominerer 'Vogternes Råd', begrunder undertrykkelsen af anderledes tænkende med det pres, Iran er underlagt fra især USA, men også Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

Men kravet om at kontrollere det iranske atomprogram ned til mindste møtrik kan også ses som et røgslør over en mere pekuniær geopolitisk interesse:

Iran kontrollerer klodens næststørste kendte reserver (efter Saudi-Arabien) og pumper 11 procent af verdens samlede produktion op fra jordens indre.

Iran er også det eneste olierige land i Mellemøsten, der ikke er underlagt USA's kontrol.

Indtil 2003 var Irak det andet, men det blev 'ordnet', da den i forvejen vingeskudte Saddam Hussein begik den brøler at gå fra dollaren og handle Iraks olie i euro.

Iran har syndet på samme måde oven i købet på en langt større målestol ved at handle olie med vækstlandet Kina i euro - i øvrigt i lighed med Spanien, en anden storaftager af iransk olie. Japans olieimport fra Iran betales i yen.

Hvad betyder det? Det betyder, at dollaren er truet som verdens førende revervaluta. Den amerikanske seddelpresse har siden 1971, da Nixon-administrationen gik fra guldet, været 'flydende finansieret', nemlig ved tankskibe, der befærder Den Persiske Golf med råolie, betalt i dollar.

Ændres denne verdensorden væsentligt, kollapser den amerikanske økonomi. Og denne verdensorden har Iran formastet sig til at pille ved med eksport-kontrakter i euro og yen og bebudede i 2007 etableringen af en alternativ oliebørs på det internationale marked.

V

Det var denne børs, jeg var interesseret i. Og efter at have overværet åbningen af oliemessen med den rituelle fordømmelse af USA's neoimperialistiske lumskerier mod Iran, drev jeg rundt i olieministeriets informationsafdeling på udkig efter 'en relevant person', da den venlige mand fra ministeriet havde vist sig totalt ineffektiv. Jeg var heldig - og en pr-medarbejder hjælpsom - så med ét stod jeg over for Irans OPEC-delegerede, Khatibi Tabatabai: »Ja, det er korrekt, at Iran handler omkring 90 procent af sin olie i anden valuta end dollaren,« bekræftede han: »Men Iran har ikke etableret nogen egentlig konkurrent til dollaren som olievaluta, da vi handler i bilaterale aftaler med hvert enkelt land, og hvor valutaen aftales fra gang til gang. Han understregede flere gange, at Iran er et 'loyalt OPEC-medlem', der følger vedtagne prisdannelser.

»Vi ville gerne have prisen op, for vi får reelt mindre for vores olie i dag, end vi fik i 1975 bl.a. på grund af øgede omkostninger, men som det næststørste OPEC-medlem må vil følge den prisdannelse, der kan skabes enighed om.«

Iran opfører sig altså ordentligt for ikke at miste den platform, OPEC også er - og for ikke at give USA endnu et argument i det trusselscenario, Bush/Cheney indledte, og som er fortsat under Barack Obama.

VI

Nu, hvor Irak er neutraliseret, er Iran og Tyrkiet de eneste lande i Mellemøsten, der har potentiale som regional stormagt i verdens største oliebassin. Begge lande har masser af vand og er lige store befolkningsmæssigt med ca. 75-80 mio. indbyggere. Det, der skiller, er Tyrkiets NATO-medlemskab og Irans medlemskab af 'Ondskabens Akse'. Ifølge den vestlige presse går artikel efter artikel ud på, at Iran 'i løbet af et, to, fire år' vil fremstille en atombombe, og at Vesten er nødt til at foretage sig noget for at forhindre det. Der er ikke skygge af konkrete beviser for, at Iran vil fremstille kernevåben, ej heller at Iran vil opgradere uran til 90 pct., hvilket kræves til kernevåben. De indicier, der påpeges, og som IAEA, FN's atomvagthund, bider mærke i, er fortielser kombineret med afprøvning af missiler, etc. - der lagt sammen kunne tyde på, at iranerne pønser på at forberede fremførelse af kernevåben. Men efter konferencen om atomnedrustning sidste weekend, hvor bl.a. Kina, Tyrkiet, Brasilien og Indonesien deltog, lader en kernevåbenproduktion sig ikke gøre uden at Iran mister al troværdighed.

»Efter det show får de meget svært ved at forklare en bombe,« som en politisk iagttager af bemærkede.

Så hvad handler atomstriden om?

Olie - men den strid har de vestlige medier suspenderet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arash Shariar

Jeg føler denne artikel rammer meget godt plet. Det er her meget vigtigt at de danske medier tager sig sammen og begynder at interessere og analysere konflikten man har med Iran fra et mere intelligent og objektivt vinkel.

- Arash

Martin Vindum

@Arash Shariar
Ja det ville være dejligt, men fuldkommen urealistisk, når medierne, indoktrinerede som der jo er, har skabt et fjende billede, så skal der virkelig ske en omvæltning.
Forestil dig Ekstra Bladet forside pyntet med en overskrift lydende:
Iran igen mødt med terror trusler fra olie hungrende USA
Eller hvad med:
Ahmadinejad imponerer med sin humor, grænsende til standup, men altid med en alvorlig pointe i baggrunden

Nej det kommer vi næppe til at opleve, dertil er alle danske medier, fastlåst i en dem/os retorik, fra en længest forgangen koldkrigs-periode

MVH Martin

Aksel Gasbjerg

Igen en fremragende artikel af Lasse Ellegård fra Iran.

Mediekrigen mod Iran handler lige så lidt om a-våben som mediekrigen mod Irak handlede om masseødelæggelsesvåben.

Om 10-20 år når perioden kommer lidt på afstand, vil man se USA's krige i Mellemøsten fra 1991 til 2010, som 4 oliekrige.

1. Oliekrig 1991: Lige efter murens fald skulle USA sikre sig kontrol med Mellemøsten. Anledningen blev 1. Golfkrig, hvor USA genindsatte Kuwaits emir, og strammede kontrollen med Saudi-Arabien og Irak.

2. Oliekrig 2001: Afghanistan, hvor USA sikrede sig adgang til og olieforsyningslinjer fra den kaspiske olie-region.

3. Oliekrig 2003: Irak, hvor USA sikrede sig kontrol over Iraks olie, samt eliminerede den største trussel mod Israel.

4. Oliekrig 2010: Iran ??

I de vestlige medier er USA i disse oliekrige blevet sidestillet med den barmhjertige samaritaner, der har kæmpet mod terror, diktatorer, kvindeundertrykkelse osv.

Men det er bevidst mediemanipulation, som de regeringstro vestlige medier alt for villigt har ført til torvs.

USA's udenrigspolitik er en benhård imperial kamp om magt over råstoffer, markeder og investeringsobjekter. I denne kamp ses der ikke på demokrati, undertrykkelse mv, men kun om et land er med - eller mod USA.

Skulle et land føre selvstændig politik og tale USA imod, vil USA med alle midler (CIA, krige, medier) søge at vælte landets regering uanset om den er folkevalgt eller ej.