Læsetid: 8 min.

Melilla er Europas beskidte hemmelighed

Hegnet rundt om den spanske enklave Melilla på den nordafrikanske kyst er i løbet af det seneste tiår blevet stadig højere og mere besværligt at forcere for de migranter, som drømmer om et liv i Europa
Det spanske politi lukker grænsen til en spansk enklave i Marokko. Kvinderne bag hegnet tjener normalt penge på at smugle ting fra Marokko til Spanien, men kontrollen er blevet forstærket efter immigrationskriserne i Ceuta og Melilla, og kvinderne skal nu igennem tjekpoints.

Det spanske politi lukker grænsen til en spansk enklave i Marokko. Kvinderne bag hegnet tjener normalt penge på at smugle ting fra Marokko til Spanien, men kontrollen er blevet forstærket efter immigrationskriserne i Ceuta og Melilla, og kvinderne skal nu igennem tjekpoints.

Fidel Raso

27. april 2010

I efteråret 1998 bemærkede José Palazon, en lærer fra Melilla, at der hver aften skete noget mærkeligt ved skraldespanden foran hans hus. Under dække af mørket fjernede en stor dreng affaldet for at sove i spanden. Tanken, om at et barn var reduceret til status af affald, var foruroligende, men ikke overraskende for Palazon, som var vant til synet af sovende indvandrere på gaderne i hans by.

Melilla ligger på Afrikas nordkyst, omgivet af vand og marokkansk territorium. For den uophørlige strøm af afrikanske og asiatiske migranter, der søger mod nord, har den en uimodståelig tiltrækning. Erobret ved et tilfælde for over 500 år siden er Melilla geografisk afrikansk, juridisk en del af Spanien. Når indvandrerne når frem til Middelhavet, hvor så mange af deres forgængere har måttet lade livet, tilbyder Melilla dem et sikkert brohoved til Europa - hvis de ellers kan trænge gennem dens barrikader.

Palazon og hans kone, Maite talte med drengen og fandt ud af, at han kun var 11 år gammel og havde boet i byens mørke afkroge, siden han var kommet over hegnet fra Marokko tre år tidligere. Det lykkedes dem at adoptere ham, og de forsøgte også at overtale bystyret til at hjælpe andre indvandrerbørn på gaderne. Men, som Palazon husker:

»De ønskede ikke at hjælpe disse børn, fordi det kun ville få endnu flere til at komme til Melilla.«

Grusomhedens teater

Melillas budskab til migranterne var: 'Lad dig ikke narre af de brede avenuer og de smukke springvand i denne spanske by. Intet af dette er for dig. Bliv hvor du er, forbliv fattig. Hvis du prøver at komme hertil, vil vi sørge for, at det kommer til at gøre ondt på dig. Hvis du er virkelig uheldig, vil vi lade dig blive her, og du vil ikke have nogen udvej. Du vil bare være fanget, uden håb og uden rettigheder.'

Og det er problemet bag kravene om bedre arbejdsforhold for immigrantarbejderne. Hvis man behandler dem ordentligt og giver dem adgang til flere af de rettigheder, som europæerne nyder godt af, opmuntrer man kun til større tilstrømning. Følgelig er Melilla blevet en art teater, hvori der udspiller sig intense menneskelige dramaer - alt sammen med det kalkulerede budskab, at dramaerne vil kunne afskrække det store globale publikum af håbefulde fattige.

Teatret involverer naturligvis spaniere, men det er ikke deres værk alene. Også marokkanere er involveret i drab på indvandrere på den afrikanske side af hegnet og i ulovlig fordrivelse af mænd, kvinder og børn på marcher ud i ørkenen. Bag Spanien står EU, som finansierer teaterstykket, skriver manuskriptet og ignorerer ofrene, de fysiske såvel som de juridiske. For at beskytte vores arbejdspladser tillader EU Melilla som et grusomhedens teater.

Større hegn

Allerede da Palazon fandt drengen i sin skraldespand i slutningen af 90'erne var stykket råt. Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur fandt beviser for, at de afrikanere, som klarede den til Melilla blev holdt i landbrugsbygninger, hvor forholdene i nogle tilfælde var så dårlige, at andre foretrak at rykke ind i forladte biler på en nærliggende losseplads. Politiet kunne finde på at give dem et glas vand med et bedøvelsesmiddel, hvorefter de kunne vikles ind i tape, som dækkede næsten hele kroppen, herunder munden og bekvemt sendes til deres hjemland med militærfly, hvor nogle ifølge rapporter blev dårligt behandlet og endda dræbt af lokale politifolk.

Dengang var det 10 kilometer lange hegn omkring landsiden af byen ikke meget mere end pigtrådsruller. I 1999 voksede EU's modstand mod indvandring, og byen rejste en ny hindring - to parallelle fire meter høje trådhegn med pigtråd foroven og en asfalteret stribe forneden, som blev afpatruljeret af det spanske Guardia Civil samt overvågningsudstyr i form af 106 videokameraer, infrarøde sensorer, mikrofonkabler og helikoptere. En mand fra Melilla, der havde arbejdet ved hegnet fortalte mig, at han, når han mødte på arbejde, ofte fandt sin stige indsmurt ind i blod. Så vidt han vidste, fordi indvandrere havde forsøgt at bruge den til at klatre ind i byen og var blevet hængende i pigtråden.

Men nogle klarede den. Nogle fik smuglet sig ind i byen i bilers bagagerum. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch konstaterede, at børn, der rejste alene, stadig kunne finde vej, og at nogle af disse blev tilbageholdt i et gammelt fort, La Purisima, hvor de blev slået af personalet, overfaldet og holdt i straffeceller i op til en uge uden sengetøj eller toiletter, før de blev gelejdet tilbage til Marokko, hvor politiet gav dem endnu en omgang bank, før de blev efterladt på gaden for at klare sig selv. Human Rights Watch konkluderede, at spanierne brød deres egen udlændingelove og var skyld i »vilkårlig og diskriminerende« adfærd.

Ikke desto mindre virkede det nye hegn - ikke ved at stoppe indvandrerne, men ved at omdirigere mange til havet. De dukkede frem fra Sahara og satte kursen mod De Kanariske Øer eller det sydlige Spanien i små robåde, undertiden lykkedes det, andre gange blev druknedøden resultatet - indtil 2004, da EU investerede i ekstra kystpatruljering og sendte dem tilbage til Melilla og til nye og blodige kriser.

Som en krigszone

Indvandrerne forsamledes i hundredvis i stumper af skovområder ud for Melilla og iværksatte et massestormløb på byens omkreds. I sommeren 2005 kunne Amnesty International rapportere, at de, som blev fanget på hegnet, blev udsat for overdreven voldsudøvelse fra marokkanske og spanske vagter. Og at de, som blev fanget inden for hegnet på ulovlig vis blev deporteret tilbage til Marokko, ofte for at blive dumpet i ørkenen. I det efterår var der klare beviser for mord på Melilla og langs kysten, ud for den anden spanske enklave Ceuta.

En menneskerettighedsadvokat fra Melilla, Jose Alonso, gik ud til hegnet om natten: »Det var det tætteste, jeg har været på en krig. Der var en helikopter over den spanske side med en enorm projektør af lys på den marokkanske side. Der var skydning. Derfra, hvor jeg stod, kunne jeg se hundredvis af mennesker, der forsøgte at komme over hegnet. Begge sider skød ned på dem. Det var som en krigsfilm.«

Mellem august og oktober 2005 var der mindst 11 dødsfald på Melilla og Ceuta - de fleste blev skudt, da de styrtede ned fra hegnet om natten. En mand fik sin hals knust af en gummikugle, snesevis af andre blev såret af kugler eller faldt ned fra hegnet, og mange fortalte siden, at de blev overfaldet og bestjålet af sikkerhedsstyrkerne. Spanierne sagde, at det var marokkanerne, der gjorde det, marokkanerne sagde, at det var spanierne. På én nat i disse måneder, blev seks mænd skudt på den marokkanske side af hegnet på Melilla: De marokkanske myndigheder sagde, det var selvforsvar, fordi indvandrerne havde kastet sten mod dem. Ingen blev sigtet for drabene.

I en særlig rapport om disse måneders intense vold, skrev Amnesty International: »I de sidste par uger er snesevis af mennesker såret og mindst 11 dræbt under forsøg på at komme ind i de spanske enklaver Ceuta og Melilla, hvor de blev konfronteret med ordensmagten fra begge lande ... Yderligere hundreder, herunder flere mulige asylansøgere blev pågrebet af de marokkanske myndigheder, anbragt i forvaring eller tvunget væk. Vi så beviser for, at ordensmagten greb til magtanvendelse, som var både ulovlig og uforholdsmæssig, herunder dødbringende våben.«

Et hegn af bureaukrati

Spanierne reagerede ved at bygge et endnu større hegn, med støtte fra EU.

Da de var færdige, var landsiden af Melilla beskyttet af seks meter høje parallelle hegn udstyret med bevægelsessensorer, kameraer og vagttårne, overvåget af bil- og helikopterpatruljer og flere tropper end nogensinde. Men indvandrerne blev ved med at komme. Og vagterne skød. På en nat i juli 2006 blev tre afrikanske mænd dræbt i hegnet og 12 andre såret. Flere begyndte at komme rundt om søsiden af byen, nogle gange i små både eller endog på jetski, undertiden i redningsveste, nogle gange i druknet tilstand.

Spanierne og deres sponsorer i EU reagerede denne gang ved at skabe et nyt form for hegn - et bureaukratisk. Indvandrere sivede ind i byen. Nogle søgte om asyl, andre blot om opholdstilladelse. Deres sager blev behandlet og næsten altid afvist. Nogle af de afviste blev herefter bortvist. Men mange kom fra lande, der ikke har hjemsendelsesaftale med Spanien. I nogle år klarede den spanske regering dette ved at give dem et brev med instruktioner om, at de var udvist og sætte dem på færgen til fastlandet Spanien med ordre til at tage hjem til sig selv, vel vidende, at de ville forsvinde i en verden af sorte-marked job og falske papirer. Men som rygtet om deres succes nåede deres hjemegne, fulgte flere trop. Nu får de ikke lov til at komme om bord på færgen, og de kan ikke sendes hjem, fordi deres lande ikke har nogen aftale med Spanien, de kan ikke presses tilbage til Marokko, fordi der ikke er nogen aftale med dette land, så derfor holder de sig på stedet som en levende advarsel til dem, der måtte være fristet til at følge i deres fodspor.

Der er hundredvis af disse strandede mennesker i Melilla i dag. Her kan indvandrerne overleve, til dels fordi de spanske myndigheder har etableret et nyt Centro de Estancia Temporal de Immigrantes (CETI), hvor der er rene og sikre sovesale og regelmæssige måltider, dels fordi folk hyrer dem til forefaldende arbejde som at vaske biler eller feje fortove. De forespørger bestandig hos CETI's ansatte, om der er nyt om deres ansøgninger om opholdstilladelse, men får hver gang at vide, at den afgørelse er op til politiet eller myndighederne.

En indvandrer, Ali Achet, som før var sælger i en CD-butik i Dakha i Bangladesh, har siddet fast i Melilla siden den 9. december 2005. Hans familie betalte 3.000 euro til en smugler, som gik med til at flyve ham direkte til Marokko. I stedet blev han sendt i bus til Indien, så i fly til Etiopien og Togo, hvor han levede som tigger i et år og blev så radmager som et skelet, indtil hans familie omsider kunne hjælpe ham til at bestikke sig videre til Melilla i bagagerummet på en bil.

»Vi kom her, fordi vi søgte friheden, men vi er havnet i et fængsel. Hvad har vi gjort? Hver dag venter vi på en løsning. Vi lider. Vi har intet nu. En fængselsdom er i det mindste tidsbegrænset. Det her er uendeligt,« siger han

Gregorio Escobar, Melillas guvernør, sidder i sit veludstyrede kontor i sit nydelige grå jakkesæt.

»Vi har et ansvar for at vogte denne grænse, ikke kun for vores egne borgere, men for hele Europa, siger han og forklarer, at han udmærket forstår byens dragende effekt, taget i betragtning, at gennemsnitsindkomsten i Melilla er 15 gange højere, end den er på den anden side af hegnet til Marokko og nærmest umåleligt højere end i det Afrika syd for Sahara, hvorfra de fleste indvandrere kommer.

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Brockdorff

Det er naturligvis utroligt smertefuldt at læse om det voldsomme pres fra horder af fattige mennesker i Afrika, der presser voldsomt på Europas ”døre”, fordi de vil ind og have del i den sociale og økonomiske velstand, som knap 500 millioner europæere i EU har opbygget i deres respektive lande siden afslutningen på anden verdenskrig i 1945.

Men ...

Hvis der bare uden videre åbnes op for ubegrænset indvandring af forarmede mennesker fra de fattigdomshærgede afrikanske lande, men også fra områder som Asien, Mellemøsten og Centralamerika, vil millioner af mennesker strømme ind over Europas grænser og nærmest ”oversvømme” de vestlige bykerner i forholdet 1 til 100.

Den franske forfatter Jean Raspail skrev i 1972 bogen ”The Camp of the Saints”, hvor han fremførte den profeti, at en strøm af forarmede mennesker fra Den Tredje Verden ville invadere Frankrig i det 21. århundrede. I hans optik blev det afrikanske kontinent invaderet og koloniseret af Europa i det 19. århundrede – mens Europa i det 21. århundrede vil opleve det samme på grund af millioner af forarmede og ludfattige sjæle fra Afrika.

Når man samtidig ved, at verdens befolkning i de næste 40 år vil ryge i vejret fra 6,8 milliarder til mere end ni milliarder, hvoraf 95% af forøgelsen vil ske i verdens fattigste egne som Afrika, står de veludviklede demokratier i Vesten over for enorme problemer, der som nævnt vil skabe en ”flodbølge” af forarmede mennesker til de vestlige grænser og bykerner i forholdet 1 til 100, hvis ikke EU foretager nogle drastiske skridt med hensyn til udvikling på det afrikanske kontinent.

Spanien, Portugal, Grækenland, Italien og Malta har i årevis forsøgt at få EU-kommissionen til at skabe nogle rammer for et stærkt forsvar af EU’s ydre grænser, så det ikke bare vælter ind med fattige mennesker. Disse forhutlede afrikanere ser naturligvis muligheden for en bedre fremtid i det samme Europa, som anno 2010 selv lider under omfattende arbejdsløshed. Takket være store nationaløkonomiske problemer på grund af den globale finanskrise, men også fordi alt for mange privatejede virksomheder med industri er udflyttet til de asiatiske lande.

Lige netop disse fem EU-lande oplever store vanskeligheder med tusinder af bådflygtninge fra Afrika, der strømmer ind til deres kyster, hvilket skaber enorme problemer, fordi alle disse forarmede mennesker skal forsørges fra dag èt af deres ankomst. De skal have noget at spise og drikke, et sted at sove, noget tøj på kroppen, og der bruges enorme menneskelige og økonomiske ressourcer, som ikke kan undgå at tære voldsomt på de enkelte landes nationaløkonomier.

Selvom de gamle kolonimagter i Afrika som blandt andre England og Frankrig samt Portugal i sin tid efterlod en opbygget infrastruktur, er det ikke lykkedes for de afrikanske befolkninger at skabe noget som helst i retning af demokrati med lov og orden, som vi kender det i de vestlige lande. I langt de fleste afrikanske stater er det stadig de patriarkalske stammekulturer, der styrer menneskers adfærd, og derfor er det nærmest umuligt at skabe en positiv udvikling for det afrikanske folk, som kan skabe vækst og velstand for millioner.

Europa står foran store problemer med Afrika.

Jeg er enig med Ole Brockdorff meget langt hen ad vejen. Det skærer i hjertet at høre om disse ulykkelige menneskeskæbner, og hvis ellers beskrivelsen i artiklen er korrekt, så er der nogle ting, der foregår på en helt uacceptabel måde.

F.eks. kan det ikke være rigtigt, at et Europa, som bekender sig til humanismen, skyder illegale immigranter, der forsøger at klatre over hegnet. Den slags metoder må være forbeholdt diktaturstater som f.eks. det hedengangne DDR, der også skød de af sine egne borgere, der forsøgte at komme ud af landet.

Men når det er sagt, så finder jeg det også fuldstændig indlysende, at Europa bliver nødt til i videst mulig omfang at forhindre illegale immigranter i at rejse hertil.

Man kan mene, hvad man vil om indvandring, men alle burde kunne indse, at indvandring nødvendigvis må foregå under nogle ordnede og lovlige forhold. Dette er ikke bare nødvendigt at hensyn til den oprindelige befolkning i de lande, som indvandrere rejser til, men også af hensyn til indvandrerne selv.

Og derfor er man naturligvis nødt til at "bygge hegn" imod bl.a. Afrika på den ene eller anden måde, således at folk ikke bare kan krydse grænsen illegalt.

Problemet med hegnet kunne meget simpelt løses ved at Spanien giver Ceuta og Mellila tilbage til Marokko fra hvilket de tog dem.

@Ole Brockdorff:
"fordi de vil ind og have del i den sociale og økonomiske velstand, som knap 500 millioner europæere i EU har opbygget i deres respektive lande siden afslutningen på anden verdenskrig i 1945."

Såvidt jeg ved er det også på bekostning af netop disse mennesker, vi er blevet så rige.