Læsetid: 5 min.

Mens de venter på apartheidstaten

Der arbejdes på højtryk i Ramallah for at gøre det palæstinensiske samfund modent til en fredsaftale med israelerne, der ikke kommer, med mindre 'det internationale samfund' presser Israel. Alternativet er apartheid, siger palæstinenserne
PA's sikkerhedsstyrker holder en ulmende opstand under låg for at beskytte det projekt, 'præsident' Abu Mazen (Mahmoud Abbas) og 'premierminister' Salam al-Fayyad arbejder med, og som skal gøre Yassir Arafats korrupte PA-arvegods til en politisk og økonomisk troværdig partner i en to-stats-aftale med Israel.

PA's sikkerhedsstyrker holder en ulmende opstand under låg for at beskytte det projekt, 'præsident' Abu Mazen (Mahmoud Abbas) og 'premierminister' Salam al-Fayyad arbejder med, og som skal gøre Yassir Arafats korrupte PA-arvegods til en politisk og økonomisk troværdig partner i en to-stats-aftale med Israel.

Ammar Awad

6. april 2010

RAMALLAH - Gaderne summer af foretagsomhed: Byggekraner, nye biler, nye butikker med nye kunder, men under summetonen spores en sær atmosfære af lånt tid. Som indirekte bekræftes af Nathalie Khankan, der har travlt med at etablere et dansk kulturhus i byen.

»Ingen her ved, hvad der sker om et år, men nu åbner huset den 9. maj,« siger hun, »og forhåbentlig kan det blive et beskedent bidrag til forståelsen af Palæstina hjemme i Danmark.«

I Ramallahs myretue er spørgsmålet dog snarere, om palæstinenserne forstår sig selv. Modstridende signaler peger både mod øget nationalisme og mere samarbejde med israelerne. På den ene side opkaldte bystyret i 11. marts en plads efter Dalal al-Mughrabi, en ung feyadeen-kvinde, der i 1978 deltog i den terroraktion, israelerne husker som 'Kystvej-massakren', hvor 37 buspassagerer blev myrdet, heraf 13 børn.

På den anden side er det officielle mantra: Ro på.

August 2011 er deadline for den frist, PA-hjemmestyret (Palestinian Authority) har sat for en fredsaftale med Israel. Indtil da opretholdes den absolutte samarbejdsvilje, uanset at israelerne bevidst provokerer uroligheder med offentliggørelse af nye bosættelser i Østjerusalem. Således blev fire store drenge dræbt med skarp ammunition nær Nablus, heraf to ved omstændigheder, der nærede mistanken om summariske likvideringer.

PA's sikkerhedsstyrker holder en ulmende opstand under låg for at beskytte det projekt, 'præsident' Abu Mazen (Mahmoud Abbas) og 'premierminister' Salam al-Fayyad arbejder med, og som skal gøre Yassir Arafats korrupte PA-arvegods til en politisk og økonomisk troværdig partner i en to-stats-aftale med Israel. Og hvis Israel ikke vil bide til den bolle, en ensidig erklæring om dannelse af en palæstinensisk stat.

»Det er tiden til konkret handling, for nu har forhandlingerne med Israel stået på i 16 år,« siger Ali Jarbawi, politilog og eks-professor ved Bir Zeit-universitetet, der i sit relativt nye job som PA's 'planlægningsminister' koordinerer al-Fayyads opbygning af økonomiske tiltag og 'gennemsigtige' institutioner, der er PA-styrets signal til 'det internationale samfund' om, at Arafats miks af forhandling og væbnet modstand nu er historie.

»Og enten ender det med fuldstændig adskillelse af de to folk eller med fuldstændig integration,« fortsætter han. »Israelerne kan ikke få i både pose og sæk - at integrere vores landområder, men udskille vort folk. Nu er det et enten eller: Total adskillelse af land og folk eller total integration. Vi traf vores valg tilbage i 1988, nemlig at støtte en to-stats-løsning. Det er ikke palæstinenserne, men israelerne, der nu må træffe en beslutning. Men israelerne ønsker ikke en to-stats-løsning, for den betyder, at de må opgive at integrere de besatte områder, de så hedt ønsker at eje. Så udadtil tilslutter de sig to-stats-løsningen for at tækkes verden, indadtil fratager de os landet og overlader os en stat af resterne, d.v.s. bycentrerne (områderne A og B i Oslo-aftalerne, red.) mens de selv beholder det ubebyggede område C, der udgør 60 pct. af Vestbredden. Vi skal altså presses sammen i små kantoner, som vi kan få lov at kalde det palæstinensiske imperium, hvis vi har lyst. Den strategi er jo også baggrunden for bosættelserne.«

Det forbudte 'A'-ord

Modtrækket er PA-styrets to års-plan om at bevare roen og arbejde mod en troværdig statsdannelse. Men Ali Jarbawi har ikke tillid til israelsk velvilje, han satser på 'det internationale samfund' - 'Kvartettens' vilje til at presse Israel til en aftale.

Men hvad nu, hvis det ikke sker?

»Så er alle optioner åbne,« svarer Ali Jarbawi, »herunder en tredje intifada.«

Altså en væbnet opstand, der vil føje et nyt sammenbrud til kæden af fiaskoer siden underskrivelsen af Oslo-aftalerne i 1993. Og spørger man f.eks. Sam Bahour, en amerikansk-palæstinensisk forretningsmand og ivrig deltager i Ramallahs økonomiske og politiske optur, er han ikke optimistisk: »Vi kan ikke bluffe os selv med al-Fayyads teori om 'statsdannelse'. Det er ret beset et pr-stunt,« sagde han mellem to aftaler i en kaffe-pause på Pronto Café i Ramallahs middelklasse-nabolag.

»Og det er at foregøgle folk en urealistisk ambition at bilde dem ind, at , at økonomisk aktivitet er det samme som økonomisk udvikling. Det er en misforståelse, mange ligger under for.«

I Bahours politiske regnebog betyder 'økonomisk udvikling' fuld med kontrol med egne ressourcer, over landet, fuld bevægelsesfrihed, naturgasressourcer, adgang til havne og lufthavne, bygning af statslige institutioner, der kan stå for import af varer - »kort sagt alt de komponenter, israelerne i dag kontrollerer«.

Til spørgsmålet om, hvor vidt det så er smartere fra et palæstinensisk synspunkt at læne sig tilbage, folde hænderne over maven, og sige til Israel: Kom og annekter os, så får vi en fælles binational stat, der om få år vil have arabisk flertal, svarer han: »Så sent som i februar sagde Ehud Barak, den israelske forsvarsminister, at et Israel 'fra floden til havet' må vælge mellem at være en jødisk stat med apartheid eller en demokratisk stat uden apartheid. Han brugte det frygtede 'A'-ord, som israelerne for kun to år siden ikke turde tage i deres mund.«

Bahour påpeger, at Benyamin Netanyahus krav om, at palæstinenserne må »anerkende Israels identitet som jødisk« er rejst for at undvige en binational stats-løsning. Svaret i Israel synes at være en apartheidløsning.

En kendsgerning

»Og den er allerede en kendsgerning,« siger Ali Jarbawi. »Israelerne har planlagt på Vestbredden, som om den allerede er en del af Israel. Se f.eks. på vejnettet: Det er lagt sådan, at det med tiden vil udgøre grænserne mellem os og dem - men vi vil aldrig acceptere en status som 'rest-stat', en 'provisorisk stat', som Abu Mazen kalder den, og som han har afvist over for Israel og det internationale samfund. Og jo, vi kan snakke om udvekslinger, hvor bosættelser bevares mod kompensation, men selve princippet om, at landet er vores, er ikke til forhandling.«

Således kan kun et politisk mirakel eller en meget beslutsom amerikansk præsident forhindre det sammenbrud, der i palæstinensisk optik synes uundgåeligt. Uden for PA-styrets på-tvungne optimisme har kun få tillid til det internationale samfunds vilje til at presse israelerne til en to-stats-aftale, der er spiselig for palæstinenserne - altså med Jerusalem som deres hovedstad. Og som Barak har sagt det: Apartheid synes at være det eneste svar for en jødisk stat, da en demokratisk stat er uspiselig for israelerne.

Finsk-syriske Nathalie Khankan, der opvokset i Danmark og som palæstinensisk gift nu bor i Ramallah og er primus motor i etableringen af Det Danske Hus i Palæstina, er også på det rene med situationen. For som hun siger, da vi spiser frokost på en af de nye smarte espresso-caféer, der i 2009 bidrog til PA-styrets forbløffende vækst på syv pct.: »Ingen ved, hvad det ender med.«

Indtil da knokler hun videre. Det Danske Hus åbner 9. maj.

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

som Barak har sagt det: Apartheid synes at være det eneste svar for en jødisk stat, da en demokratisk stat er uspiselig for israelerne.

Hør hov! Er det ellers ikke Det Heltemodige Vest der skal udbrede demokratiet til alle verdenshjørner uanset om de vil eller ej?
...Eller er det kun hvis folk sidder ovenpå nogle lækre naturresourcer & andre godter?

Jeg synes sgu det er pinligt for Israel, det de har gang i. Det er under niveau for en gruppe der indtil for bare 50 år siden var statsløst, selv vidste hvordan det var at være klemt (mildest talt!) og i øvrigt fostrede en stærk intellektuel elite der bidrog til amerikansk og europæisk åndsliv.
Muligvis er en del af problemet med Israel, at en stor del jødiske intellektuelle ikke gider bo der. Sådan kan det i hvert fald godt se ud herfra. -->

http://www.youtube.com/watch?v=qMGuYjt6CP8

Grete Møller

Det er heldigvis ved at gå op for flere og flere mennesker i Europa, at vi ikke længere kan se stiltiende på, at Israel overtræder alle internationale, humanitære love.

Fra den 1.-3. marts fandt den første samling af Russell Tribunalet sted i Barcelona.
Emnet for Tribunalet var, at overveje i hvilken udstrækning Den Europæiske Union og dens medlemmer er medskyldige i den fortsatte besættelse af Palæstinensisk Territorium og i Israels krænkelse af det palæstinensiske folks rettigheder.
Jeg undrer mig over, at Information, som ellers er rigtig flittig og kompetent til at dække konflikten
mellem Israel og Palæstina, ikke har dækket denne begivenhed i Bacelona, som er det mest helhjertede internationale forsøg på at følge op på Goldstonerapporten.
Russell Tribunalet vil med hjælp af de europæiske borgere genindsætte moral og værdier og FNs overordnede status. Spørgsmålet er, om de europæiske borgere vil sttøtte Tribunalets formål og råbe så højt, at der virkelig sker en ændring af stilhedens forbrydelse!
Vil Information være med til at råbe?

Der findes kun få folkeslag og nationalistiske konflikter som jeg har fældet så mange tårer over som palæstinenserne og jødiske bosætteres 'stjernetog' mod dem.

Man har det med at få medlidenhed med ofrene for de mest brutale og militaristiske stater der findes overhovedet, herunder USA, Iran, Kina og Israel.

John V. Mortensen

Jeg vil give Grete Møller ret, nu skal europa - råbe højt og længe, til det er sivet ind i både USA og Israel - at apartheid og tyveri af et andet folks jord er en kriminel handling, som bør standses.