Læsetid: 2 min.

Opløsning af regeringsparti fører til thailandsk valg

Valg i Thailand kan udskrives et år tidligere end ellers planlagt. Det sker efter beordring om opløsning af regeringspartiet, krav om premierministerens afgang og voldelige demonstrationer i weekenden, der kostede 21 mennesker livet
14. april 2010

Demonstranter i blodrøde trøjer, en farve, der signalerer sympati for Thailands tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, har blokeret nogle af Bangkoks største gader. Andre i samme farve protesterer overalt ved Thailands demokrati-monument.

De demonstrerende vifter med flag, står med bannere og kommer med tilråb mod den siddende premierminister, Abhisit Vejjajiva, ifølge Henrik Wang, der er bosiddende i Bangkok. Demonstranterne kræver premierministerens afgang.

En britisk sydøstasienforsker tror, regeringens tid snart er forbi, men demonstrationerne mod den vil være endnu mere kortlivet:

»Personligt tror jeg, at de fleste demonstranter snart vil forlade Bangkoks demonstrationer, så der kun vil være en lille kerne tilbage. Regntiden kommer, og mange skal hjem og passe gårdene i landområderne. Men drabene i lørdags og valgkommissionens beslutning vil formentlig betyde, at et valg vil blive udskrevet inden alt for længe,« siger Tim Forsyth fra The London School of Economics and Political Science til Information.

Efter en blodig lørdag, hvor 21 personer ifølge The Guardian mistede livet, og mere end 800 kom til skade som følge af demonstrationerne, fik de rødklædte demonstranter gode nyheder mandag.

Skal først stadfæstes

Thailands valgkommission kræver, at regeringspartiet, Demokraternes Parti, opløser sig selv. Der sker, efter at partiet i 2005, da premierminister Abhisit Vejjajiva var næstformand, velvilligt modtog over 43 millioner kroner i støtte fra en enkelt donor. Den maksimale donationsgrænse i Thailand er på lidt over 1,69 millioner kroner.

Valgkommissionens beslutning skal stadfæstes i Thailands højesteret; en proces, der dog kan vare måneder.

»Men det er en meget betydningsfuld beslutning, især lige nu. Det gør bestemt tingene værre for Abhisit, sværere for ham at blive som regeringsleder,« fortalte en unavngiven udenlandsk diplomat til The Guardian.

En anden støtte til demonstranterne kom fra hæren, som ellers tidligere regnedes for en fast støtte til den nuværende regering.

Thailands øverste hærchef, general Anupong Paochinda, fortalte, at hæren ikke ønskede endnu en situation som i lørdags, hvor hæren måtte affyre skud.

»Situationen må løses politisk,« sagde han og udtalte videre, at en opløsning af Thailands parlament var et »fornuftigt skridt«, ifølge The Guardian.

De demonstrerende kommer oftest fra den økonomisk nedre del af Thailands befolkning. De ønsker tidligere premierminister Thaksin Shinawatra tilbage til magten, men det skal de ifølge Tim Forsyth være påpasselige med.

»Selv om Thaksin var god for den fattige del af befolkningen, anses han i udlandet for at være korrupt, og for Thailand gælder det om at undgå, at han bliver en for stor spiller i det indenrigspolitiske liv. Det må være en af de vigtigste opgaver, hvis Thailands efterfølgende regering skal stå som en ordentlig, legitim regering.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu