Nyhed
Læsetid: 6 min.

Et parti er genopstået

Støtten til de britiske Liberaldemokrater er steget med 50 procent på en uge, og partiet ligger stabilt i meningsmålingerne. Formand Clegg selv sammenlignes med præsident Obama og får æren for en stor stigning i vælgerregistreringen. Men holder det, når han fremstiller sit parti som 'det nye' over for 'de gamle'?
Nick Clegg har trukket Liberaldemokraterne op på en vælgertilslutning på 30 procent i meningsmålingerne, og han kan efter valget i næste måned sidde med nøglen til regeringsdannelsen.

Nick Clegg har trukket Liberaldemokraterne op på en vælgertilslutning på 30 procent i meningsmålingerne, og han kan efter valget i næste måned sidde med nøglen til regeringsdannelsen.

Andrew Winning

Udland
22. april 2010

»Han ser tyndere ud i virkeligheden,« hvisker en kvinde til sidemanden, mens blitzene lyser podiet op, og striben af kameramænd i tandem læner sig frem og følger den unge habitklædte mand skride hastigt over scenen mod pladsen med det lille papskilt med hans navn på.

»Nick Clegg« står der. »Formand for Liberaldemokraterne«.

Det er måske lige nøjagtigt muligt, at den 43-årige Clegg kan have tabt sig i tiden mellem sidste torsdags premierministerdebat og dagens pressemøde. For om nogen har han været i vælten siden. Hans partis vælgertilslutning er steget med 50 procent, og hvor bookmakerne i sidste uge vurderede, at det var omtrent lige så sandsynligt, at Loch Ness-uhyret ville dukke op inden for de næste fem år, som at Nick Clegg ville blive landets næste premierminister, har de nu hastigt reduceret oddsene til 1-12 fra 1-300. Aviser og elektroniske medier er gået i selvsving i begejstringen over den dynamik, tv-debatten har bibragt valgkampen. Og Nick Clegg selv er blevet sammenlignet med både Barack Obama og Winston Churchill.

Den liberale leder ryster voldsomt på hovedet ved påmindelsen.

»Hvis I har forventet noget churchill'sk eller obama'sk, må jeg skuffe jer,« lægger han ud efter at have indtaget talerstolen.

Han formår at se afslappet ud trods standard-uniformen bestående af mørkt jakkesæt og skinnende sorte lædersko. Det er utroligt, hvilken forskel en hånd i bukselommen og et par åbne knapper i jakken kan gøre. Og så kommer han alligevel med én af de sætninger, som han har gentaget gang på gang den seneste uge, og som har bragt påmindelser om Obamas budskaber om håb og forandring:

»Jeg ved ikke, hvad der vil ske. Meningsmålinger går op og ned. Men jeg ved, at for første gang i mange år er vi vidne til et sammenbrud i 'den gamle politik'. Jeg tror, at folk er begyndt at tro på, at vi måske kan gøre det anderledes,« siger den unge parti- leder, der i dag har valgt et lysegrønt slips, efter at weekendens røde resulterede i overskrifter om hans mulige præference, hvis han ender som tungen på vægtskålen efter valget.

Holder fast i føring

Liberaldemokraternes og Nick Cleggs personlige succes har overrasket selv garvede politiske journalister og akademikere, der med voksende forundring er nået frem til den konklusion, at hoppet i tilslutning til de liberale ikke bare er et midlertidigt 'blop' efter sidste uges tv-debat. Dag efter dag har nye målinger vist, at befolkningen holder fast i støtten, der nu ligger på ca. 30 procent.

»Nick Cleggs stærke optræden i den første parti- lederdebat har produceret en af de stærkeste bevægelser i nyere britisk valgkamp- historie,« siger professor Patrick Dunleavy, ekspert i vælgeropførsel og det britiske valgsystem fra London School of Economics og pointerer, at af de ca. otte procentpoint, som Liberaldemokraternes støtte er steget med, er ca. fire kommet fra de konservative og tre fra Labour og kun ganske lidt fra de øvrige partier såsom De Grønne, det Britiske Nationale Parti og det anti-europæiske UKIP.

Netop denne midterposition - mellem de to store partier - er grunden til, at Nick Clegg nægter at sige, hvem han vil støtte, i tilfælde af at hverken Labour eller de konservative sikrer sig et flertal ved valget den 6. maj. I stedet præsenterer han sit parti og sig selv som »noget andet og nyt« sammenlignet med det, han kalder for de »to gamle partier, som har leget bytteleg med din regering i 65 år, afgivet de samme løfter, brudt de samme løfter«.

Kunne mødes i en taxi

I virkeligheden er Liberal- demokraterne dog langtfra nye, fortæller Paul Mitchell, der er ekspert i de britiske partier fra London School of Economics.

»Der er i virkeligheden tale om en navneændring fra Det Liberale Parti, som er ældgammelt. Det er ældre end Labour-partiet og var indtil starten af det 20. århundrede et af de store regeringspartier sammen med de konservative,« siger han.

I løbet af det 20. århundrede blev partiet imidlertid erstattet af arbejderpartiet Labour som det andet store parti og blev næsten udryddet i 1950'erne, hvor der ofte blev spøgt med, at de fem liberale parlamentarikere kunne holde deres møder på bagsædet af en taxi. Partiet overlevede, men havde op til midten af 1970'erne færre end 10 procent af vælgertilslutningen. I 1988 sluttede de liberale og udbryderpartiet Det Socialdemokratiske Parti (SDP) sig sammen og tog navneforandring til Liberaldemokraterne. Partiet fik dengang en vælgeropbakning på de cirka 20 procent, det indtil for en uge siden har ligget på. Med sammensmeltningen skete der også en ideologisk ændring, forklarer Mitchell.

»Partiets ideologi påvirkes af SDP, så det bliver et liberalt, progressivt parti, der næsten kan kaldes venstre- orienteret, hvis man ser på dets manifester. Det er stadigvæk tilhænger af det frie marked, men det ønsker at gøre det mere fair, og det fremhæver fairness og ønsket om at hjælpe samfundets svageste,« siger Mitchell.

»Partiet går ind for at skille sig af med landets atom- våben og er imod atomenergi. Der er et grønt parti, og det går ind for at afskaffe al brugerbetaling for videregående uddannelse, samtidig med at det ønsker at beskatte de rigeste husejere og gøre de laveste indkomster skattefri,« tilføjer han om partiets løfter i denne valgkamp.

De veluddannedes parti

Ifølge meningsmålingerne er 60 procent af Liberaldemokraterne fra middelklassen, og de skulle være de mest veluddannede vælgere. Trods valgeksperternes insisteren på, at Liberaldemokraternes og Labours vælgere stort set er de samme, er en ikke uvæsentlig del mere højreorienteret, og partiet har i mange lokalvalg netop formået at 'stjæle' konservative stemmer. Ifølge Robert Worcester, der grundlagde meningsmålingsinstituttet MORI, ligger partiets kernevælgere dog lidt tættere på Labour end på de konservative.

»Mens næsten to tredjedele af de liberale kernevælgere siger, at de ikke bryder sig om Labour, siger tre fjerdedele, at de ikke kan lide de konservative. Mens næsten halvdelen af vælgerne siger, at de mener, at de konservative er parate til at lede landet, er kun lidt over en tredjedel af Liberaldemokraterne enige,« skriver han i en analyse i The Observer.

Ved det forrige valg fik Liberaldemokraterne 22 procent af stemmerne - det højeste i moderne tid. Fremgangen dækkede over, at mange valgte at udtrykke deres utilfredshed med især Labours støtte for Irak-krigen med en stemme på de liberale, som fra starten havde været imod krigen. Paul Mitchell mener dog ikke, at det nødvendigvis er modstridende, at Liberaldemokraterne både er partiet for de veluddannede og et protestparti.

»En frygtelig masse veluddannede, studerende og mediefolk var i den gruppe, der var imod Irak-krigen,« påpeger han.

»I dette valg har Liberaldemokraterne været ude og love ekstra skatter på bankerne, og selv om de konservative har lovet det samme, så stoler folk ikke på, at de konservative virkelig vil gøre det,« siger Paul Mitchell.

Reform af valgsystemet

En af Liberaldemokraternes mærkesager er en reform af det britiske valgsystem - noget, som mange vælgere støtter. Som systemet er i dag, er det kun vinderen i hver enkelt valgkreds, der kommer i parlamentet. Det betød ved valget i 1995, at Liberaldemokraterne trods sine 22 procent af stemmerne på landsplan kun fik 62 kandidater valgt ind i parlamentet, svarende til ni procent af pladserne. Af samme årsag vil Liberaldemokraterne ikke få flest pladser i parlamentet, selv hvis de imponerende meningsmålinger omdannes til stemmer den 6. maj.

Med udsigten til et resultat, hvor hverken Labour eller de konservative har flertal alene, har Labour rakt hånden ud til de liberale med et løfte om reform. Nick Clegg har dog i klare vendinger afvist Gordon Browns pludselige reformlyst efter 13 år, hvor Brown - ifølge Clegg - »systematisk blokerede, personligt blokerede, politisk reform«.

Og Clegg tror på, at den storm, der den seneste uge har vendt op og ned på den britiske valgkamp, er begyndelsen på noget nyt. Især i lyset af, at ikke færre end 450.000 vælgere har ladet sig registrere - et højere antal sene registreringer end normalt - så de kan stemme. Og hovedparten af dem er unge mellem 18-24 år.

»Landet plejede at være delt på midten. Men det er en ting, som vi aldrig vil vende tilbage til - denne indspiste lille underhåndsaftale, at det kun er dem (Labour og de konservative, red.), der kan tale på briternes vegne. De eneste, der endnu ikke har opdaget det, er Gordon Brown og David Cameron. Overgangen fra et to-partisystem til pluralisme er uomstødelig,« sagde en selvsikker Nick Clegg i en overbevisende forestilling, der - hvis han holder stilen - ikke vil gøre aftenens debat mindre interessant end sidste uges.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her