Læsetid: 5 min.

Det er pengene selv, der tvinger til vækst

Kun tre pct. af pengene er i dag sedler og mønter. Resten er virtuelle summer, skabt af private banker. Barcelona-konferencen om den grønne økonomi vil gøre op med pengenes tvangsmekanismer og tage retten til at producere penge fra kommercielle finansinstitutioner
Dollarsedler er stadig det universelle tegn  på velstand, trods finanskrise og tilbagegang for amerikansk økonomi. men i virkeligheden er 97 procent af verdens penge virtuelle, mens kun tre procent rent faktisk findes som fysiske størrelser.

Dollarsedler er stadig det universelle tegn på velstand, trods finanskrise og tilbagegang for amerikansk økonomi. men i virkeligheden er 97 procent af verdens penge virtuelle, mens kun tre procent rent faktisk findes som fysiske størrelser.

Jamie Marshall

7. april 2010

BARCELONA - Det ligner et paradoks. På bænkerækkerne beklædt med dybrød plys sidder de over 300 konferencedeltagere og ser op mod talerstolen og bagvæggen, hvor mottoet for Barcelonas Universitet er indskrevet: Libertas perfundet omnia luce, friheden gennemtrænger alt med sit lys. På sidevæggene hænger seks enorme malerier i tunge guldrammer, hvor konger, kejsere, kardinaler, sultaner og store videnskabsmænd er centrum for imponerende tableauer, der fortæller om magt, rigdom og fremgang. Kun to kvinder kan øjnes blandt de mindst 100 skikkelser på malerierne. Den store sal er indrammet af mauriske marmorsøjler og -buer under et rigt ornamenteret loft. Frihedens lys står ind gennem farvede glasmosaikker, placeret højt til vejrs.

I dette rum - i al sin pragt en hyldest til storhed og ekspansion via kombinationen af magt og ånd - drøfter konferencens deltagere fra 40 lande, hvordan det moderne menneske kan slippe ud af netop den grænseløse ekspansions kultur.

Enhver i denne forsamling ved, at biologiske systemer, der vokser eksponentielt mod himlen, før eller siden bryder sammen, hvis ikke de formår at indstille sig på en ny ligevægt. Enhver ved også, at den voksende globale økonomi på en række områder truer eller allerede har sprængt de rammer, der sættes af en begrænset planet.

Hvad deltagerne i denne 2nd Conference on Economic Degrowth i Barcelona er mindre sikre på, er, hvordan man bryder med vækstøkonomiens tvangsmekanismer. Tvangsmekanismerne er et hovedemne for de oplæg og diskussioner, der finder sted i løbet af den fire dage lange konference om alternativer til vækstøkonomien.

»Penge er det mest sofistikerede tvangsmiddel, der er skabt,« udbryder en deltager i en af konferencens mange workshops. Og økonomen Richard Douthwaite, leder af den irske tænketank Feasta, Foundation for the Economics of Sustainability, forklarer nærmere:

»Mønter og sedler udgør kun tre pct. af de penge, der bruges i USA, og omtrent det samme gælder i andre lande. Resten af pengene eksisterer kun i kraft af, at nogen har taget lån og betaler renter. Når et lån er tilbagebetalt, eksisterer de pågældende penge ikke mere.«

Mens det alene er nationalbankerne, der må køre de nationale seddelpresser og præge mønterne, så har altså private, kommercielle banker retten til at skabe langt de fleste penge i samfundet og gøre det ud af ingenting. Penge, der engang udelukkende var et bytteredskab, er i dag blevet en selvstændig vare - og siden 1971 ikke engang forankret i guldet.

Rentefælden

Bankerne producerer naturligvis penge for at opnå profit, nemlig den profit, der består i låntagerens rentebetaling til banken. Renten er selve kilden til nye penge ind i systemet. Bankens renteindtægter går delvis videre til medarbejderne som lønninger og som udbytte til bankens ejere - begge sender pengene videre i omløb via køb af forbrugsgoder eller investeringer.

»Det er en meget ustabil basis for pengesystemet,« siger Richard Douthwaite.

For at være profitabelt for bankerne skal udlånsmængden således vedvarende stige, så låneren evner at betale såvel lånet som renterne tilbage. Og det vover forbrugere, virksomheder og andre låntagere kun at gøre i en voksende økonomi, hvor der råder tiltro til pengemængdens og rigdommens fortsatte vækst.

Douthwaite påpeger, at den økonomiske krise kun i først omgang var præget af fejlslagne bankers nedtur og manglende evne og vilje til at yde lån. Dét problem skulle de mange hjælpepakker råde bod på.

»Men under krisen har folk heller ikke villet tage lån som før, og det indebærer, at der ikke kommer nye rentebetalinger og dermed nye penge ind i systemet. Likviditeten kan tørre ud og hele økonomien gå i stå,« siger han.

Væksttvangen

Den besynderlige pointe, som går igen i Barcelona-konferencens diskussioner, er således, at den gældende kapitalistiske markedsøkonomi kun evner at skabe stabilitet i samfundet - beskæftigelsen, den offentlige sektor etc. - ved at vokse. Er økonomien stabil, dvs. en vækst-rate på nul, bliver systemet ustabilt.

Dét er unægtelig en udfordring for denne forsamling af økonomer, økologer og andre fagfolk, der af hensynet til bæredygtigheden vil standse væksten eller ligefrem fremme, hvad franskmændene her på konferencen kalder decroissance, negative vækstrater, i en periode.

»I et scenarie med minusvækst vil folk være endnu mindre villige til at tage lån, og det kan sætte økonomien i stå,« påpeger Douthwaite.

Så hvad er vejen frem?

Den tyske økonom Dirk Löhr, professor ved Trier Universitet, vil fokusere på renten. Den rente, som engang var forbudt af kirken, fordi det ansås for umoralsk, at den med penge i overskud skulle tjene penge på at hjælpe den i nød.

»Jo højere rente, desto mere accelererer alting. Når en lastbilchauffør finder det nødvendigt at køre hurtigt, er det i sidste ende fordi, der time for time løber renter på de lån, firmaet har optaget,« siger Löhr.

Dette er vækstøkonomiens tvangsmekanisme i forhold til erhvervslivet: Den enkelte virksomhed må optage lån for at komme i gang. Fordi lånet skal betales tilbage med renter, er virksomheden tvunget til at tjene mere, end den bruger - og presset bliver forstærket, hvis der også er investorer, som kræver et udbytte for at have stillet startkapital til rådighed. Virksomheden må derfor kombinere produktivitetsstigninger med voksende afsætning for at skaffe overskud - til betaling af banken og investorerne, men også for at kunne investere i yderligere produktivitetsforbedringer.

Flere i Barcelona-konferencens workshop om penge fører tanken om rentens afskaffelse videre og foreslår, at de kommercielle banker fratages retten til at skabe penge via udlån mod rente.

Men renten er jo i dag den primære måde, nye penge introduceres i økonomien. Altså må der et andet system til at sikre penge,« påpeger en kvinde i arbejdsgruppen.

»Penge skal være et offentligt gode,« svarer Daniel O'Neill, økonom ved University of Leeds og medarbejder ved Center for Advancement of the Steady State Economy. O'Neill mener, at skabelse af nye penge skal være statens privilegium. I det omfang banker vil låne penge ud, må de først låne dem af den statslige bank, ikke som nu selv skabe pengene. Staten kan for sit vedkommende sende den nødvendige og ønskværdige mængde penge i cirkulation i samfundet - eller trække penge ud - ved at regulere sit offentlige forbrug. Kapaciteten til at regulere dette forbrug besidder staten via sin ret til skatteopkrævning.

Didac Sanchez-Costa, spansk sociolog og øko-aktivist bosat i den lille by Montseny nord for Barcelona, har et supplerende forslag:

»Vi laver vore egne penge. I Montseny introducerede vi for et år siden ganske lovligt en lokal valuta kaldet Ecoseny, som kan bruges lokalt og veksles med euro. Den styrker den lokale økonomi og de lokale virksomheder og giver større modstandskraft mod vækstøkonomiens kriser.«

- Hvem trykker pengene?

»Det gør jeg,« siger Didac Sanchez-Costa.

Dét projekt bliver der snakket mere om blandt konferencedeltagerne på Barcelonas gamle universitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Fortalerne for Steady state kapitalisme fortæller os aldrig hvad vi skal stille op med korporationerne, eller som vi kaldte dem i min ungdom: Monopolkapitalisterne. De fortæller heller aldrig hvordan vi skal organisere produktionen af alt det, som ikke på nogen rationel måde lader sig fremstille lokalt og i lille målestok: Alt fra vindmøller til avanceret medicinske og kirurgiske instrumenter. Småborgerskabet er selvfølgelig en del af løsningen, men uden arbejderklassen er intet muligt. Så det er på tide, at fagbevægelsen vågner op og påtager sig sit økologiske ansvar og dropper den perspektivløse kamp for beskæftigelse (an sich).

At omskabe kapitalismen ovenfra lyder umiddelbart som en god ide, men ved nøjere eftertanke kan det vist ikke blive andet end et hundeslagsmål over stedse svindende tilgange. At skabe øget lokal sammenhæng på alle leder og kanter er i sig selv ikke vejen frem til målet, men derimod en rigtig god begyndelse. Kapitalismen falder ikke sammen af sig selv - snarere udarter den til et mareridt af anarki og bandeuvæsen, hvis vi lader den være i fred. Økosocialisme eller barbari - der findes ikke en tredie vej; kun blindgyder, som fx. grøn vækst. Det her drejer sig om politik, og så længe disse spørgsmål ikke er på den politiske dagsorden vil det gå ad helvedet til - uanset hvor mange vindmøller, solceller og bølgekraftværker vi opstiller. Vores stofskifte med resten af naturen kan kun reguleres ved hjælp af intelligente planer. Jeg ved, at mange opfatter den slags som økofascisme, men de skulle nu alligevel tænke nærmere over det frygtelige alternativ. Økosocialisme skal selvfølgelig være et lokalt forankret demokrati (fri os for Lovelocks politiske kandestøberier - men læs alligevel hans bøger om Gaia, hvis du ikke allerede har gjort det!).

Venlig hilsen

Niels-Simon Larsen

@Niels-Holger: Jeg kan godt give dig ret i meget af det, du skriver, men når det gælder om at komme med løsninger (og have noget at have dem i), er vi alle på samme linje: Luftige løsninger.

Den kære kapitalisme pukker du også på (med god ret), men hvem er ikke kapitalist her i DK? Enhver med en bankkonto, om end den er ren overførselsindkomst, har trods alt noget, og er således hverken besiddelsesløs eller proletar.
At tale om en arbejderklasse er ren fiktion i og med at arbejderførerne gjorde os til små kapitalister. Nu hæger både SF og soc.dem. om parcelhusejerne.

Socialisme, selv øko-socialisme er langt fra virkelighedens verden i og med ingen rigtigt ved, hvad det er. Vi har en luftig ide om det (også jeg). I bedste fald er den mindre end luftig, men når det gælder om at samle folk omkring den - meget luftig.

Det er meget godt at have visioner om, hvilken politik ”de indflydelsesrige” burde følge, men det bliver let råben i den tomme luft. At slukke for vandhanen og ikke lade vandet løbe er et smukt tiltag, men stadig kun dråber.

Nej, det er sgu svært at finde ud af, hvor man skal sætte ind. Først og fremmest synes jeg, vi skal sky de gamle, ubrugelige begreber, med mindre man kan gøre sig forståelig over dem.
Jeg er mest på ’utopivognen’ og læser med fornøjelse om, at ’Man kan jo lave sine egne penge’, Omstillingstanken osv. Meget luftigt alt sammen, men befordrende for gode samtaler med positive mennesker, og så er det befriet for raseri over de satans kapitalister, der skulle have en røvfuld.
Det er svært at læse en avis, uden at ryste på hovedet over alt det, der sker. Der spekuleres i vores aggressive potentiale, den daglige dosis vredefremkaldelse. Måske læser jeg de mere utopiske artikler i Inf. som ren chokolade, men håber dog der er noget mere i det.

Thomas Dynesen

Det er da stadig Nationalbanken der laver pengene.

Der er ét eller andet galt her. Selvom 97% af pengene i omløb er digitale er det da stadig nationalbanken der "trykker" dem. Banker må da ikke blot selv udstede en konto med digitale penge på og så låne dem til mig. De skal tage pengene fra en intern konto og de penge kommer i sidste ende fra (en elektronisk overførsel fra) nationalbanken. Den eneste måde en bank, eller du og jeg, kan lave vores egne penge på er ved at udstede en check. Og netop for at forebygge en sådan ukontrolleret "seddelpresse" er checks kun gyldige i 20 dage. Ellers risikerede man jo fuldstændig ukontrolleret inflation.

Steen Rasmussen

Man glemmer tit, at penge ikke bare er likvide midler, at de er mere eller mindre likvide, og at de risikere at holde op med at vær likvide, f.eks. fordi der er for mange af dem.

Jesper Jespersen skelner mellem grader af likviditet ved f.eks. at tale om primær og sekundær likviditet i sin grundbog fra 2008 (mener jeg. bogen hedder vidst "Makroøkonomi").

Sedler i lommen og indestående på bankkonti er mest likvide, primær likviditet. De kan kun udstedes af nationalbanken.

Men bankerne genererer sekundær likviditet ved at låne de penge ud igen, som er skudt ind i bankerne, dvs. indlån der konverteres til udlån.

De relationer som opstår mellem banken og bankens skyldnere bliver til aktiver, dvs. gældsbeviser. Det kan godt være at bankens tilgodehavender ikke direkte er udtryk for direkte likviditet, men de er mere eller mindre omsættelige, dvs. de kan konverteres til primær likviditet, samtidigt med at de penge, som banken har lånt ud til sine debittorer forbliver i systemet, og vender tilbage til bankerne igen ret hurtigt. Dvs. likviditeten i det økonomiske system fordobles faktisk hver gang indlån konverteres til udlån.

Verden bliver ikke rigere af at den primære likviditet sættes i verden af nationalbanken eller ved at bankerne skaber yderligere (sekundær) likviditet med sine udlån af indlån. Men mængden af bogførte aktiver stiger, dvs. mængden af nominelle værdier stiger. Verdens grundkapital er måske den samme. Dvs. de huse og de produktionsmidler, der måtte findes, er blevet belånt ved genereringen af sekundær likviditet, hvor de før bare var aktiver (registreret i det økonomiske system eller ikke regidstreret).

Penge er gæld.
Når man gør den økonomiske vækst op, så gør man det i omsætning af likvider, primær og sekundær likviditet. Akkumulering af både sekundær og primær likviditet figurerer som beskatningsgrundlag. Det gør den mindst likvide kapital også i et hvist omfang. Men det korte og det lange er, at selv om der genereres sekundær likviditet, dvs. selv om pengene sættes i verden ved at etablere debit/kredit relationer, ja så behøver verden ikke at blive rigere. Aktiver opvejes af passiver. Skyldneren er blevet lige så fattig som kreditor er blevet rigere. Verdens størrelse ændres heller ikke af, at der sættes penge i verden.

Den eneste, der for øvrigt er helt sikker på afkast, det er skattefar, som er med til at tvinge de omsætningsgenererende og akkumulerende (skyldnere) til at være langt mere produktive, end de ellers ville have været. Pengegenereringen gør ikke nødvendigvis verden rigere, men den sætter ild i røven på alverdens skyldnere.

Jeg ved ikke om det er rigtigt, at verden i øjeblikket står i gæld til sig selv i et omfang, der svarer til 83 års Brutto-Globalt-produkt. (83 fremkommer, når man dividerer verdens gæld med BGP http://en.wikipedia.org/wiki/World_economy ) Det er absolut værd at forholde sig til, dvs. finde ud af, bekræfte afkræfte. Hjælp mig!

Selve fænomenet penge er et manghovedet uhyre. At beskrive verdens penge/gældsbeviser som velstand er en af de mere monstrøse.

http://www.information.dk/229128#comment-223835

@ Marie Spliid Clausen

Korrekt - præcis lige som en seddel af papir påtrykt en bro og et oldtidsfund.

Den store forskel mellem guld og pengesedler er dog at pengesedler kan ekspanderes og devalueres i det uendelige.
Guld kan mines, men mængden af nyt guld er marginal i forhold til det vi allerede har på overfladen, så guld kan ikke devalueres.

En kalv kan være en god og fornuftig investering, men er håbløs som betalingsmiddel.

Penge er jo blot en ret til at forbruge for en angivet sum. Det er et belønningssystem, der først og fremmest fastholder hierakiske strukturer og først i anden omgang har reelt med faktisk eksisterende værdier at gøre.