Læsetid: 3 min.

Polens ironiske tragedie

Trods det fatalistiske mismod, som polakkerne føler efter det tragiske flystyrt, efterlader den afdøde præsident formentlig et Polen, der er i en bedre forfatning, end nationen har været nogensinde før, og som nu - omsider - kan lægge sin dystre fortid bag sig
Trods det fatalistiske mismod, som polakkerne føler efter det tragiske flystyrt, efterlader den afdøde præsident formentlig et Polen, der er i en bedre forfatning, end nationen har været nogensinde før, og som nu - omsider - kan lægge sin dystre fortid bag sig
13. april 2010

Polen er et sted, hvor hyppige tragedier forekommer at være indskrevet i den nationale arvemasse. Prisgivet russiske, tyske og østrigske stormagter i over 200 år, er Polens historie en historien om tårer og blod, modstand og martyrium.

Og det var netop for at mindes nogle af disse martyrer, ofrene for massakren i 1940 i Katynskoven, at Lech Kaczynski, og en stor del af den polske elite mistede livet den 10. april. Ironien kunne knapt være grusommere. For mange polakker var det den nationale ulykkesfugl, der slog til igen. »Dette sted er forbandet,« sagde Alexander Kwasniewski, Kaczynskis forgænger som statsoverhoved.

På baggrund af disse utallige heroiske nationale og historiske nederlag kan man ikke fortænke polakkerne i at gribes af fatalistisk mismod i disse dage. Men Polens nuværende situation er ikke nederlagspræget. Den er snarere kendetegnet ved succes i opbygningen af det bedste Polen, der måske nogensinde har eksisteret - en succes, hvor Kaczynski og hans tvillingebror, Jaroslaw, også har spillet afgørende, om end polariserende roller.

I de sidste par års store finansielle og økonomiske krise er det alene Polen blandt de 27 lande i EU, som ikke er gået i recession. For første gang i sin historie er den polske nation, hvor den helst vil være: forankret i Vesten. Som et centralt og stadig mere indflydelsesrigt medlem af EU, stålsat ven af USA og NATO-medlem, er Polen et stabilt og uafhængigt demokrati, uanset hvor meget det politiske liv så rumler.

Velfungerende system

I flere år efter at Polen havde ført an i at nedbryde den sovjetiske kommunismes greb om sine satellitstater til dens sluttelige fald i 1989, syntes Polen at gå en skæbnesvanger fremtid i møde som Østeuropas svar på Italien i Østeuropa med sit konstante kalejdoskop af skiftende politiske flertal og kollapsende regeringer. Men i løbet af de seneste ti år er dette kaos modnet til et relativt velfungerende trepartisystem: Til venstre befinder sig de moderniserede socialdemokrater og de hensygnende rester af det gamle kommunistregime, i midten findes de liberale centristers regeringsparti, premierminister Donald Tusks Borgerplatform, og til højre har vi de nationalkonservative, som er konsolideret under de to Kaczynski-brødre.

Tvillingernes højdepunkt kom i 2005-07, da Lech og Jaroslaw sammen styrede Lov- og Retfærdighedspartiet. Det var en lidet lykkelig eller gavnlig periode kendetegnet ved paranoia og ballade på hjemmefronten som i udlandet. Havde det ikke været for lørdagens tragedie, ville Kaczynskis politiske død sandsynligvis være blevet beseglet til oktober, hvor Bronislaw Komorowski, en patriotisk liberal, stod til at vælte Lech som præsident. Som parlamentsformand er Komorowski nu fungerende præsident, og præsidentvalget til juni en formssag.

Kaczynski-brødrene har dog stadig betydelig appel i de dele af den polske befolkning, som er mistroiske over for Tyskland, fjendtligt indstillede over for Rusland, EU-skeptiske, proamerikanske ude tøven og besat af projektet om 'moralsk fornyelse' hjemme. I betragtning af den polske historie er det ikke nogen overraskelse. Men deres fokus på at rette op på historiens fejltagelser er tilbageskuende, for Polens ungdom, storbybefolkning og elite lever i højere grad i nuet og er mere optaget af at sikre en bedre fremtid.

I sidste uge mødtes de polske og russiske premierministre for første gang i Katyn i et forsøg på at lægge fortiden bag sig. Det var en begrænset succes. Men i det forhold skal man næppe vente det store gennembrud, højst en trinvis proces af små skridt og forsonlige fagter.

I weekenden mødtes Donald Tusk og Vladimir Putin igen, midt i blodbadet Smolensk og atter forenet i sorg. Hvor usandsynligt det end kan forekomme, kan Lech Kaczynski arv være at bringe Warszawa og Moskva tættere på hinanden og at hjælpe Polen med at bryde ud af sin tragiske cyklus.

Ian Traynor er Europa-redaktør for The Guardian

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Læs nekrolog på side 23

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu