Læsetid: 3 min.

'Sammenstød mellem USA og Kina er uundgåelige'

Hu Jintao og Barack Obama mødes i dag i Washington, efter at de seneste måneder har budt på en række kontroverser mellem de to stormagter. Nu lader der til at være tøbrud i forholdet mellem Beijing og Washington, men sammenstødene vil fortsætte, i takt med at Kina indtager sin retmæssige plads som supermagt, vurderer førende kinesisk forsker
Forholdet mellem USA og Kina har ikke været det bedste i de seneste måneder, men måske kan dagens møde mellem præsidenterne Hu Jintao og Barack Obama forbedre situationen. Her ses de to præsidenter sammen med den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton før et møde sidste år.

Forholdet mellem USA og Kina har ikke været det bedste i de seneste måneder, men måske kan dagens møde mellem præsidenterne Hu Jintao og Barack Obama forbedre situationen. Her ses de to præsidenter sammen med den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton før et møde sidste år.

Doug Mills

12. april 2010

BEIJING - Hu Jintao og Barack Obama vil i dag trykke hånd i Washington. Præsidenterne for Kina og USA signalerer dermed et vendepunkt i relationerne efter flere måneders konflikt. Men håndtrykket vil blot tilbyde midlertidig afspænding, lyder beskeden i Beijing.

»Kina og USA kan aldrig blive venner,« siger Yan Xuetong, leder af instituttet for internationale studier ved Tsinghua Universitet. »De to landes prioriteter modarbejder hinanden, og det er en farlig situation, som lederne skal sørge for ikke udvikler sig.«

Yan Xuetong - som det amerikanske magasin Foreign Policy beskriver som en af verdens 100 mest indflydelsesrige intellektuelle, og som advokerer for en mere aggressiv kinesisk udenrigspolitik - mener, at sammenstødende mellem USA og Kina vil skærpes, i takt med at Kina »genindtager sin naturlige og historiske rolle som supermagt«.

Henover vinteren har kontroverserne mellem de to lande hobet sig op med uenigheder om handel, valutapolitik, Taiwan, Tibet og censur af internettet.

Begge sider har dog nu udsendt formidlende toner. Beijing har udtrykt villighed til i det mindste at diskutere en af Obamas mærkesager: Sanktioner mod Iran for landets atomprogram.

Samtidig har USA besluttet at udskyde en ventet rapport, der ifølge forlydender vil beskylde Beijing for valutamanipulation. En rapport, der ifølge Jin Canrong, professor i internationale relationer fra Folkets Universitet, »kan udløse handelskrig«.

»De to lande har besluttet sig for at nedtone uenigheder, og udviser nu hver især en smule velvilje,« siger Jin.

»Hu Jintao viser Barack Obama respekt ved at deltage i den amerikanske præsidents topmøde om atomsikkerhed og viser dermed vilje til at løsne op for den seneste tids anspændte forhold.«

De to ledere mødes i forbindelse med et møde om atomsikkerhed arrangeret af Obamas administration, som omkring 50 lande vil deltage i.

Argumentet, at den kinesiske præsidents tilstedeværelse viser Obama respekt og tilfører tyngde og troværdighed til mødet, afspejler en stigende selvsikkerhed i Beijing over Kinas stadig voksende indflydelse på den internationale scene.

Modsatte kerneinteresser

Mødet mellem Hu og Obama vil dog ikke, ifølge hverken Jin Canrong eller Yan Xuetong, udtørre kilden til strid mellem de to lande.

»USA's og Kinas kerneinteresser har længe været i konflikt med hinanden, og samtidig fører Kinas opstigen nu til en ændret magtbalance, som gør situationen endnu mere følsom,« siger Jin Canrong.

Landene har fundamentalt forskellige prioriteringer i forholdet til hinanden. Obamas administration fremhæver specielt to prioriteter i det indbyrdes forhold: En afbalancering af valuta og handel og inddæmning af Irans nukleare ambitioner.

»Disse emner er ikke på Beijings prioritetsliste, og Kina er derfor ikke opsat på at samarbejde om dem,« siger Yan Xuetong

»For Kina er det derimod allervigtigst at fremhæve emner relateret til suverænitet og territorial integritet,« siger han. »Og med sit møde med Dalai Lama, som Kina anser for separatist, og våbensalg til Taiwan, der er en del af Kinas territorium, viser Obama, at han ikke respekterer Kinas kerneinteresser. Der er ikke tegn på, at det vil ændre sig, så fremtidige sammenstød mellem USA og Kina er uundgåelige,« finder Yan Xuetong. »Men hvis lederne kan sikre, at det ikke eskalerer og kun fører til politiske skærmydsler, så skal omverdenen hilse Kinas opstigen og den konkurrence, som Kina byder USA, velkommen.«

Kamp om gunst

»Kina og USA vil kæmpe om omverdenens gunst. Vi vil kæmpe videnskabeligt og økonomisk, og vi vil kæmpe om det moralske overtag. Det kan kun gavne omverdenen,« siger han. »I kampen vil USA måske miste sin hegemoniske dominans, og det nederlag kan blive en svær situation at håndtere for amerikanerne og deres politikere.«

Ifølge Yan Xuetong er det netop kinesernes eget tab af historisk dominans, som i dag i høj grad motiverer landets udenrigspolitik: »Kineserne ønsker at opleve det samme, som deres forfædre gjorde: At Kina igen er nummer ét i verden. Det er ønsket om respekt, der driver vores udenrigspolitik - først når vi er blevet stærke, vil omverdenen give Kina respekt.«

Han erkender, at det er snak, som kan lyde skræmmende i udenlandske øren.

»Det er et berettiget spørgsmål, hvilken slags supermagt Kina vil blive. Men kinesere og amerikanere har vidt forskellige definitioner af vores internationale interesser. USA vil, at hele verden følger dets model, og betragter regimeskifter, som det vi ser i Irak, som en del af sin sikkerhedsinteresse. Kina har derimod ingen interesse i at ændre regeringer eller politiske systemer i andre lande. Hvis andre lande vil lære af Kina, så vil vi undervise dem, men vi vil ikke påtvinge dem vores model.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu