Læsetid: 4 min.

'Et skridt i rigtig retning, men ikke nedrustning'

Obamas nye strategiske atomvåbenudspil flytter fokus væk fra koldkrigsstrategier og Bushs afskrækkelsesdoktriner - nedrustningsfortalere er tilfredse, men ikke begejstrede, og Iran og Nordkorea kan stadig ikke vide sig på den sikre side
USA°Øs atomare styrker bliver dirigeret v©°k fra massiv gen°©g©°ldelse med det nye udspil. Her et atommissil testaffyret ved Hawaii.

USA°Øs atomare styrker bliver dirigeret v©°k fra massiv gen°©g©°ldelse med det nye udspil. Her et atommissil testaffyret ved Hawaii.

US NAVY

8. april 2010

Obama-regeringen har indvarslet et radikalt skift i USA's atomvåbenstrategi og udelukker nu for første gang at gribe til brug af kernevåben for at gengælde angreb med biologiske eller kemiske våben eller store konventionelle styrker.

Den nye strategiske betænkning, den 72 sider lange Nuclear Posture Review, som blev offentliggjort tirsdag efter et års forarbejde, markerer en af de største ændringer i strategisk tænkning siden slutningen af Den Kolde Krig og omstøder flere af de politikker, som blev indført af Bush-regeringen. Blandt ændringerne er et løfte om ikke at udvikle nye atomvåben - et skridt, som blev presset igennem trods kraftig modstand fra Pentagon.

Selv om antallet af de scenarier, hvor USA kan tænkes at anvende atomvåben, er blevet drastisk reduceret, er der endnu huller i strategien, som kan muliggøre et amerikansk kernevåbenangreb mod lande som Iran eller Nordkorea.

Alligevel tøvede udenrigsminister Hillary Clinton ikke på et fælles pressemøde i Pentagon med forsvarsminister Robert Gates med at betegne de skitserede ændringer som »en milepæl«.

Organisationer, der arbejder for at afskaffe eller minimere verdens atomarsenaler, hilser generelt strategiskiftet velkommen, men udtrykker dog også skuffelse over, at betænkningen ikke er gået helt så vidt, som de gerne så: Det var et udbredt ønske, at USA ville have erklæret, at man gav afkald på brug af kernevåben i alle andre situationer end som gengældelse af et atomangreb imod USA eller dets allierede.

Offentliggørelse af den reviderede betænkning sker i samme uge, som Barack Obama rejser til Prag for at underskrive en atomvåben- traktat med Rusland, og i næste uge skal den amerikanske præsident være vært for et topmøde i Washington om nuklear ikke-spredning. 47 nationer vil deltage.

Nuclear Posture Review flytter fokus væk fra den gængse strategi under Den Kolde Krig, hvor Rusland eller Kina ansås for at udgøre den største trussel.

Truslen er ændret

Trusselsbilledet udgøres nu i hovedsagen af atomvåbenspredning og/eller en eventuel atomvåbenbevæbnet terrororganisation. Behovet for at råde over et enormt lager af atomare våben anses nu ikke længere for at være til stede.

Den største ændring er erkendelsen af, at de omstændigheder, hvorunder nukleare våben kunne tænkes brugt, har måttet indsnævres.

Den vigtigste passage i den reviderede betænkning slår fast, at den strategiske situation har ændret sig siden slutningen på Den Kolde Krig, og at USA har en tilstrækkelig stærk konventionel kapacitet til at afskrække angreb fra biologisk eller kemisk krigsførelse.

Følgelig bemærkes det i betænkningen: »De Forenede Stater vil ikke bruge eller true med at bruge atomvåben mod ikke nukleart bevæbnede stater, der er part i ikke-spredningstraktaten og handler i overensstemmelse med deres nukleare ikke-spredningsforpligtelser.«

Dette står i kontrast til Bush, som i 2001 erklærede, at atomvåben vil blive anvendt til at holde en bred vifte af trusler fra livet, herunder masseødelæggelsesvåben og angreb fra store konventionelle styrker.

Problemet for Iran og Nordkorea er, at dette løfte ikke omfatter dem, fordi den amerikanske regering anser dem for at handle i modstrid med ikke-spredningstraktaten.

Nordkorea trak sig ud af ikke-spredningstraktaten i 2003, mens Iran, hævder USA, i det skjulte arbejder med at udvikle atomvåbenkapacitet, hvilket Teheran benægter. På pressemødet advarede forsvarsminister Gates atter Iran og opfordrede Teheran til at »spille efter reglerne.«

Der er også en anomali i forbindelse med revisionen i, at det giver mulighed for lagring af omkring 200 taktiske atomvåben blev afholdt i fem europæiske lande. Det kan have været en narresut til de europæiske lande, der er bekymrede for mange indrømmelser, der gives til Rusland.

Dog ikke nok garanti

Lisbeth Gronlund, som er leder af Global Security Programme for den kritiske ngo Union of Concerned Scientists, glæder sig over, at et amerikansk nukleart angreb mod lande, der anvender kemiske eller biologiske våben, fremover er udelukket.

»Det er et positivt skridt, synes jeg. Går det langt nok? Nej. Men ville det være muligt for Obama at foretage det store spring, vi ønsker? Nej,« siger Gronlund.

Og Daryl Kimball, leder af ngo'en Arms Control Association, siger:

»Jeg synes generelt, at den reviderede betænkning trækker USA et stykke i retning af en mere passende common sense-atomvåbenstrategi. Dette udspil er efter min mening et yderligere fremskridt væk fra stærk afhængighed af atomvåben til at løse en bred vifte af opgaver.«

Også Joe Cirincione, formand for stiftelsen Ploughshares Fund, betegner betænkningen som et stort, positivt skridt fremad.

»Den kunne gå længere og hurtigere, men det er det bedste, vi kan håbe på under de givne omstændigheder. Det er et solidt og pragmatisk dokument, som forsøger at formulere en transformationsproces. Det er tale om nyorientering i henseende til to aspekter: De amerikanske nukleare styrker bliver dirigeret væk fra massiv gengældelse og over mod vore dages trusler om atomterrorisme og nye atomvåbenførende stater. Og den amerikanske politik bliver styret mere i retning af dramatisk reduceret våbenanvendelse og nedgradering af militære løsningsmodeller.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu