Baggrund
Læsetid: 4 min.

To skurke, to dagsordner

På det officielle møde talte de om atomterror og global sikkerhed, på det andet - i korridorerne - om Iran-sanktioner. Og resultatet? Det skulle gerne begynde at materialisere sig inden sommerferien
Udland
14. april 2010
47 nationer deltog i mødet om atomsikkerhed i Washington, der sluttede i går.  Sikkerhed og risikoen for atomterror var på den officielle dagsorden, men mellem møderne blev der også tid til at diskutere et af de lande, der ikke var inviteret med ved bordet, nemlig Iran - og i den forbindelse muligheden for internationale sanktioner.

47 nationer deltog i mødet om atomsikkerhed i Washington, der sluttede i går. Sikkerhed og risikoen for atomterror var på den officielle dagsorden, men mellem møderne blev der også tid til at diskutere et af de lande, der ikke var inviteret med ved bordet, nemlig Iran - og i den forbindelse muligheden for internationale sanktioner.

Jewel Samad

NEW YORK - Der var et officielt topmøde i Washington: Både det første af sin art og med 47 deltagende nationer den største forsamling af statsledere på amerikansk jord, siden FN blev grundlagt i 40erne.

Og så var der det andet. For topmødet om atom-sikkerhed, der sluttede i USA's hovedstad sent i aftes, handlede åbenlyst om to forskellige skurke, to fjendebilleder og to vidt forskellige dagsordener.

Den første skurk ser nogenlunde sådan her ud: En al-Qaeda-leder, der sidder ved et lejrbål et sted i Pakistans eller Afghanistans bjerge og forsøger at købe atomteknologi og -viden af forsmåede pakistanske og indiske videnskabsmænd eller russiske gangsterbander.

Med præsident Obamas ord ved mødet i går, så er der nu gået 20 år siden Den Kolde Krigs endeligt, og »nu er vi konfronteret med skæbnens ironi: Risikoen for en nuklear konflikt mellem nationer er blevet mindre, men risikoen for et nukleart angreb er vokset,« sagde præsidenten og gentog sin ofte benyttede opfordring til verdenslederne om »ikke bare at tale, men at handle«.

Tidligere havde Obamas antiterror-rådgiver, John Brennan, forklaret, at USA længe har haft beviser for, at al-Qaeda forsøger at skaffe sig adgang til højberiget uran eller plutonium og fremstille en bombe. Dog er terrorgrupperne angiveligt blevet snydt med falske bomber flere gange, og de vurderes endnu ikke at have den fornødne viden eller teknologi. Men som skribenten Jonathan Alter bemærker i Newsweek, så ville selv en risiko på en halv eller en kvart procent imidlertid få de fleste til at flytte langt væk fra et a-kraftværk i en fart, mens truslen fra atomterrorisme ikke har været lige så præsent - ikke indtil nu i hvert fald.

Små fremskridt

Videre til skurk nummer to, som også er et klassisk og velkendt fjendebillede: Irans præsident på inspektion i nationens atomanlæg - eller på talerstolen iført vindjakke og hidsig antivestlig retorik. Ahmadinejad og Irans atomprogram var imidlertid slet ikke på den officielle dagsorden ved topmødet, iranerne var ikke inviteret, men på sidelinjen søgte både Obama og de amerikanske diplomater at lokke og presse alle tilstedeværende til at bakke op om nye sanktioner.

På begge fronter - den officielle og den uofficielle - var der små fremskridt at notere. I en aftale finansieret af USA meddelte Ukraine, at landet opgiver sit lager af højberiget uran fra Sovjettiden og sender det til behandling i enten Rusland eller USA, så det senere kan bruges som lavberiget brændsel. Også flere andre lande, Mexico, Canada, Malaysia, Rusland og USA, annoncerede forskellige initiativer, der reducerer deres atomlagre eller skærper kontrollen.

Og hvad angår spørgsmålet om Iran, så spillede det en hovedrolle ved Obamas ca. 90 minutter lange møde med Kinas præsident, Hu Jintao. Amerikanske diplomater sagde efter samtalen, at Kina nu bakker op om sanktioner, mens kineserne selv var noget mere forbeholdne.

»De to præsidenter er blevet enige om, at deres to delegationer bør arbejde på en sanktionsresolution i New York,« sagde den amerikanske diplomat Jeffrey Bader, som er National Security Councils Asien-ansvarlige, og tilføjede, at kineserne »har gjort klart, at de er parate til at arbejde sammen med os«.

Mens topmødet fortsatte i aftes efter redaktionens slutning, stod det klart, at begge dagsordner først ender i fiasko eller reel succes senere på foråret:

Debatten om atomsikkerhed fortsætter, når FN i maj skal genforhandle og muligvis forsøge at styrke den internationale aftale om ikke-spredning af atomvåben. Og mens Obama og de internationale ledere hyldede det globale samarbejde, så stod det imidlertid også klart i aftes, at systemet er uhyre sårbart: Man kan holde internationale møder og enes om nye regler, men der skal i princippet kun en enkelt fyret og forgældet atomekspert eller en enkelt vellykket gangsterhandel til, før en atomterrorbombe kan være en realitet. Sydkorea lovede i går at afholde et nyt atom-sikkerheds-topmøde om to år, men i en meningsmåling erklærede et flertal af amerikanerne (56 pct. mod 40 pct.) at de ikke tror, topmøderne gør det vanskeligere for terrorister at købe a-våben.

Trækker Kina i land?

Samtidig begynder de konkrete forhandlinger nu om Iransanktioner i FN's sikkerhedsråd, og her vil det i de kommende måneder vise sig, hvad kineserne egentlig vil være med til. Iran tegner sig pt. for ca. 12 pct. af Kinas olie-import, og i går var kineserne da også allerede mere forbeholdne. I Beijing talte en talsmand fra udenrigsministeriet igen om »dialog og forhandlinger« med Iran:

»Kina støtter en tosporet strategi og har altid troet på, at dialog og forhandlinger er de optimale kanaler til at løse de iranske atom-spørgsmål gennem. Sanktioner og pres kan ikke fundamentalt løse disse spørgsmål,« lød det.

De amerikanske medier var ikke sene til at bemærke, at situationen godt kunne minde om flere fortidige tilfælde, hvor Præsident George W. Bush troede at have støtte til markante sanktioner - hvorefter Kina siden trak i land i Sikkerhedsrådet. Ifølge New York Times fremlagde Obama mandag en pakke af sanktioner for præsident Hu Jintao, blandt andet et stop for internationale lån til Iran, et forsøg på at begrænse investeringer i landets energisektor og en særlig indsats over for selskaber, der ejes af Irans islamiske revolutionsgarde, som også kontrollerer store dele af økonomien og atomprogrammet. Obama lovede desuden at hjælpe Kina med at finde andre olieudbydere, hvis Iran skulle stoppe eksporten pludseligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Aksel Gasbjerg

Artiklen nævner to dagsordner på atom-topmødet:

1) Den officielle dagsorden: større nuklear sikkerhed generelt

2) Den uofficielle dagsorden: sanktioner mod Iran

Herudover må man nævne en meget tydelig yderligere dagsorden:
3) Regime-skifte i Iran

USA’s Mellemøst-politik har efter Irak og Afghanistan haft et tydeligt sigte på Iran. USA’s hast og intensitet med at få gennemført sanktioner mod Iran ligner til forveksling sanktionspolitikken mod Irak. Ligeledes er der en tydelig parallel mellem beskyldninger om masseødelæggelsesvåben i Irak og beskyldninger om atom-våben i Iran.

Står verden over for et deja-vu? Vil vi i de kommende måneder se øgede sanktioner mod Iran og øget antal artikler i medierne, hvor alle hånde beskyldninger mod Iran ukritisk vil blive bragt?

Vil medierne være lige så ukritiske som optakten til Irak-krigen og se Iran udelukkende med amerikanske briller? Vil medierne blive (mis)brugt – ligesom med Irak - til propaganda og misinformation med henblik på, at Vesten kan opnå legitimitet til angreb på Iran?

Man kan ikke forlange af andre,
hvad man ikke selv kan overholde.

For så vidt angår Mellemøsten, hvor opmærksomheden antagelig er fæstet, så vil Israel stadig være den skjulte dagsorden. Anstrengelserne over for Iran o.a. ville være overflødige, hvis atommagterne kun tøjle Israels arsenal

Men om Israel er vi blevet belært om, at Gaza ikke er Waszawa II, men civilisationens nye humane opdragelse af de andre, der vil det samme som vi, og hvori indgår atomare beregninger af afstanden fra Israel til Iran.

Tom W. Petersen

1. Man har ingen som helst ret, moralsk eller juridisk, til at kræve, at andre ikke må have f.eks. atomvåben, så længe man selv har dem. Derimod kan man sige: "I må ikke have atomvåben; det må kun vi og dem, vi holder med, så vi kan bombe Jer, men I ikke kan bombe os." Det ville være redelig snak. Og det er jo det, der menes.
2. Der ved at blive lagt op til krig mod Iran. Dæmoniseringen af lederne er godt i gang; mønsteret er som oplægget til krigen mod de arme irakere. Men denne gang gives der lidt bedre tid, end da det var Saddam Hussein, der var Satan. Vi skal lige have lidt tid til at blive klar til gentagelsen.

Problematikken indeholder samme element som i Iraq, nemlig masseødelæggelsesvåben, Da det nu specifikt angår atomvåben, må de "pæne" atommagter følge FN-beslutningerne, så de israelske atomvåben fjernes/tilintetgøres, før vi sætter Mellemøsten i brand.