Læsetid: 2 min.

Tony Blair vender tilbage og kæmper for Labour

Den forhenværende britiske premierminister har givet sin første politiske tale i Storbritannien, siden han trådte tilbage i 2007
3. april 2010

LONDON - Det pressede britiske Labour-parti har fået hjælp fra en gammel kending, der tre gange tidligere har bevist, at han formår at overbevise briterne om at sætte kryds ved arbejderpartiet. Tony Blair er vendt tilbage og kom forleden med et velartikuleret angreb på de konservative rivaler, der trods et stadig mindre forspring fortsat står til at vinde det kommende valg.

I sin første politiske tale på britisk jord, siden han trådte tilbage som premierminister i 2007, beskyldte Tony Blair de konservative for at være forvirrede i deres Europa-politik, deres holdning til lov og orden og forholdet til det nationale sundhedssystem, NHS.

»Så hvorfor forvirringen? Den venlige (...) forklaring er, at politikerne er forvirrede, ikke kun politikkerne,« lagde han ud og fortsatte:

»Den mindre venlige forklaring er, at det ene sæt politikker repræsenterer, hvad de tror på; det andet hvad de tror, de bliver nødt til at sige for at vinde. Det er faktisk ikke forvirring; det er en strategi, og det britiske folk fortjener at få den strategi udstillet før valgdagen,« sagde Tony Blair til en sal fuld af tidligere støtter i sin gamle valgkreds i Sedgefield.

Hvilken forandring?

Tony Blair gik videre og kaldte det konservative slogan 'Tid til forandring' for »det mest intetsigende i politik«.

»'Tid til forandring' stiller spørgsmålet - forandring til hvad præcis? Og grunden til at et valg, hvis resultat for nogen syntes sikkert, nu er skarpt bestridt, ligger præcis i det spørgsmål,« fortsatte han.

»Omkring Europa er de gået til højre, hvor de burde være gået mod midten; på lov og orden er de blevet liberale, hvor de faktisk skulle have holdt fast i et traditionelt konservativt standpunkt; og på økonomien synes de at blive skubbet først den ene vej og så den anden - mindre afhængigt af, hvor de mener, at landet bør være, og mere afhængigt af, hvor de tror, at den offentlige mening måtte være.«

Ikke overraskende støttede Blair sin efterfølgers håndtering af den globale krise og erklærede sig optimistisk omkring fremtiden og sagde, at »den finansielle krise ikke mindsker denne optimisme«.

»Vi er ikke ude af prob- lemerne endnu, men vi er på den rette vej. Dette er ikke tilfældigt; det er et valg. Det krævede lederevner. Gordon Brown leverede dem.«

Stadig kontroversiel

Ifølge de britiske medier har Gordon Brown, hvis forhold til Blair har været præget af vanskeligheder, godkendt en valgkampstrategi, der involverer, at Tony Blair optræder rundt om i landet i løbet af den kampagne, han håber vil sikre Labour en historisk fjerde valgperiode. Strategien er imidlertid ikke uden risici. Blair er fortsat en kontroversiel skikkelse i britisk politik på grund af beslutningen om sammen med USA at gå ind i Irak-krigen i 2003. At mange briter fortsat nærer stærke følelser imod ham blev bekræftet, da han vidnede for den såkaldte Irak-høring i januar og nægtede at undskylde for invasionen.

De konservative har da også straks slået igen og pointeret, at om nogen bør Blair være den sidste til at »belære« nogen om nog-et.

Det konservative partis formand, Eric Pickles, tilføjede, at Blairs tale desuden ikke fortalte befolkningen »noget om, hvad Labour har at tilbyde landet«.

Det forventes, at premierminister Gordon Brown udskriver valget efter påske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Ebbesen

Han er en kristen fundamentalist på linie med Busch.
Derfor vil han ikke undskylde Irak-krigen.
VH Heidi Madsen