Læsetid: 7 min.

Den tyske regering tager magten fra den katolske kirke

Groteske kvindesyn, misbrug af børn, af penge og historier om vold. Den katolske kirke i Tyskland lider under nye afsløringer. Ikke alene koster det medlemskaber af kirken, men det har også tvunget Tyskland til at handle. Regeringen har netop nedsat en kommission, der skal opklare omfanget af seksuelt misbrug og give ofrene erstatning
Udland
1. maj 2010
Opsagt. Biskop Walter Mixa er en af hovedpersonerne i den katolske kirkes skandalesager i Tyskland. Den h©™jmoralske kritiker af det moderne tyske samfund har som den f©™rste biskop nogensinde i folkerepu°©blikkens historie bedt om at blive fritaget for sit embede.

Opsagt. Biskop Walter Mixa er en af hovedpersonerne i den katolske kirkes skandalesager i Tyskland. Den h©™jmoralske kritiker af det moderne tyske samfund har som den f©™rste biskop nogensinde i folkerepu°©blikkens historie bedt om at blive fritaget for sit embede.

Lennart Preiss

»Mixas beslutning var på høje tid. Han kunne have sparet sig selv alt det her, hvis han havde været ærlig fra begyndelsen. Men jeg håber sandelig, at det er begyndelsen til en ny struktur inden for den katolske kirke,« siger Eva-Maria Kiklas fra den kritiske, katolske bevægelse Wir sind Kirche.

Den ældre dame har en udstråling som den slags lærere, man stadig kunne være heldig at møde i den danske folkeskole i 1980'erne. De, der talte med faglighed, autoritet og en stor omsorg for 'deres' børn.

Hun sigter til Walter Mixa, en af landets mest åbenmundede gejstlige og Augsburgs katolske biskop. Han havde aftenen forinden bedt paven om at måtte fratræde sin stilling. Det er første gang i forbundsrepublikkens historie, at en katolsk biskop beder om at blive fritaget fra sit embede under skandaløse omstændigheder.

Mixa blev tvunget til at søge sin afsked, efter at han havde løjet om sin voldelige fortid og misbrug af midler, der var ham betroet som katolsk gejstlig. Sagen har rystet Tyskland, fordi Mixa er en landskendt og højmoralsk kritiker af det moderne tyske samfund.

Falsk vidnesbyrd

Skandalen rullede, da otte tidligere børnehjemsbørn, herunder flere kvinder, den 31. marts beskyldte Mixa for at have slået dem brutalt, da han var bestyrelsesformand for et børnehjem i 70'erne og 80'erne.

Ikke desto mindre lød det straks fra Mixas kontor, at det var »usandt og sandsynligvis opfundet med det formål at bagvaske biskoppen«. Her aflagde Mixa, med Moselovens ord, falsk vidnesbyrd om sin næste. For siden blev han tvunget til at erkende, at øretæverne havde siddet løst, når syndere skulle afstraffes.

Værre blev det, da det katolske børnehjem satte en advokat på sagen. Snart kom det også frem, at Mixa havde brugt store summer af børnehjemmets penge til indkøb af vin, katolske kunstgenstande, tæpper og sin egen opulente biskopring. Ikke umiddelbart indkøb, der tilgodeså børnenes tarv.

Walter Mixa er en af de mest kontroversielle tyske katolikker. Han var biskop i Eichstätt fra 1996-2005 og fra 2005 i Augsburg. Her præsiderede han over 1,5 millioner katolikker. Mixa er også kendt som talkshow-biskoppen, der elsker at fremstille sine svært fordøjelige synspunkter i interview og tv iført fuldt ornat og med et kæmpe kors dinglende på maven. Til hans værste episoder hører udtalelsen om, at staten degraderer kvinder til 'fødemaskiner', da familieministeren i 2007 stillede krav om en forøgelse af det meget lave antal tyske vuggestuepladser. I en udtalelse fra 2009 sammenligner Mixa de i alt ni millioner aborter foretaget i Tyskland siden 1970'erne med mordet på seks millioner europæiske jøder.

Stivsind og selvforherligelse

»Skrid«, lød det i sidste uge til den pavetro og reformuvillige biskop fra resten af de katolske biskopper i Tyskland. Det gjorde han så - måske i håbet om at komme endnu værre afsløringer i forkøbet.

Alois Glück, der er formand for Katolikkernes Centralkomité, kaldte ligefrem hans afgang »en stor lettelse for den katolske kirke i Tyskland«.

Men er det tilfældet? Ikke lige med det samme, hvis man skal tro de kilder, Information har talt med. Bevægelsen Wir sind Kirche har eksisteret siden 1995 og er kritisk over for den katolske kirke. Den kræver, at den reformerer sig, og øverst på listen står nedbrydning af kirkens politiske magt, kvindernes ligeberettigelse i forhold til alle kirkelige embeder, at lægfolk er ligeberettiget med præsteskabet, en ophævelse af præsternes cølibat samt en mere menneskevenlig seksualetik.

Eva-Maria Kiklas, som Information mødte i Berlin, repræsenterer altså en bevægelse, der i 15 år har kæmpet imod stivsind og selvforherligelse. Det uendelige antal sager om misbrug af børn inden for den katolske kirke i Tyskland kan blive et gennembrud for bevægelsens program. Der er ligesom ingen vej tilbage.

Det tages alvorligt

De seneste tal siger, at alene i marts har mellem to og seks gange så mange tyske katolikker meldt sig ud af kirken, som tilfældet var i første kvartal i fjor. Da lå tallet også ekstraordinært højt på grund af pavens stærkt kritiserede genoptagelse af det fundamentalistiske og lettere jødefjendske Piusbroderskab i moderkirken - og hermed også den engelske biskop og holocaustbenægter Richard Williamson.

En meningsmåling, offentliggjort i avisen Bild, viser, at 23 procent af de tyske katolikker overvejer at melde sig ud af kirken på grund af den seneste tids ubehagelige afsløringer. Meningsmålingen viser, at det knusende flertal af de tyske katolikker deler Wir sind Kirsches synspunkter på alle punkter.

I Tyskland tager man misbrugsskandalerne alvorligt. Regeringen indledte i sidste uge en række rundbordsforhandlinger med de to kristne, kirkelige institutioner og en række repræsentanter for Red Barnet og rådgivningscentre for ofre og familieforbund. Der bliver i disse kredse diskuteret »seksuel børnemisbrug i afhængigheds- og magtforhold i private og offentlige indretninger og i familiært miljø«.

Det gælder stadig, at størstedelen af de 200.000 mindreårige, der årligt misbruges seksuelt i Tyskland, misbruges i deres familier. Forhandlingerne og resultaterne skal munde ud i en rapport til september.

Manuela Groll er advokat for flere af misbrugsofrene fra det berlinske private Canisius-gymnasium, der drives af jesuiter, men også for ofre fra andre jesuitiske skoler. Hun har ikke høje forventninger til rundbordsdiskussionen. Hun regner ikke med, at hendes klienters krav om erstatning vil blive noget væsentligt punkt.

»Desuden må man gøre noget ved det faktum, at den katolske kirke opfatter sig som en stat i retsstaten. Kirken skal ikke forsøge at opklare sagerne selv. Det har vi kriminalpolitiet til,« siger hun til Information.

Stefan Förner, der er talsmand for ærkebispedømmet i Berlin, siger direkte konfronteret med den sidste tids mange udtrædelser af den katolske kirke:

»Det er svært at lave en PR-kampagne for den katolske kirke på nuværende tidspunkt. Vi kan forsøge at bidrage til opklaringen af sagerne, give erstatning, hjælpe ofrene. Det er for mig de eneste muligheder. Vi mener, at mange af de mennesker, der melder sig ud, ser misbrugsskandalerne som dråben. Det er mennesker, der i forvejen ikke længere har noget forhold til kirken. De får ikke længere deres børn døbt, og de kommer ikke i menigheden.«

Groteske udtalelser

»Sagerne har på en vis måde skabt en følelse af samhørighed, og mange har i solidaritet nærmet sig kirken og er rykket sammen,« siger Stefan Förner og tilføjer: »Men man må også sige, at man fra biskop til det enkelte menige medlem møder bestyrtelse og en følelse af at være blevet ramt. Mange er chokerede over omfanget og føler sig meget usikre i forhold til kirken. De færreste kunne forestille sig, at sådan noget foregik i virkeligheden.«

Både Kiklas og Förner håber og tror, at størstedelen af misbrugsofrene med den igangværende debat efterhånden har meldt sig. Manuela Groll er mere skeptisk.

»Jeg tror, at der er mindst lige så mange, der er blevet misbrugt, der ikke har meldt sig, og som heller ikke vil gøre det. Det er meget svært for ofrene at tale i første omgang. Hvis de så, når de endelig åbner munden, bliver mødt med 'ja, men sagen er alligevel forældet', bliver det jo ikke nemmere. Men jeg er taknemmelig for debatten, der nu har slået fast, at misbrug af børn sker overalt og ikke kun i familierne,« siger hun.

Kiklas siger, at den katolske kirke skal se situationen som en mulighed for at få ryddet op: »De autoritære hierarkiske strukturer skal nu undersøges. I Wir sind Kirche er vi ikke imod kirken. Men vi vil tilbage til kirkens oprindelighed. Det er en stor mulighed for kirken for at reformere sig,« siger hun og indrømmer, at misbrugstilfælde også kunne være forekommet i en reformeret katolsk kirke.

»Det slemme er ikke, at der findes pædofile inden for kirken. Det slemme er den måde, den katolske kirke vælger at omgås det faktum, at de findes. Mange mener, at hvis kvinder havde haft en position i kirken, ville meget ikke være forekommet. Kvinder er mere sensible. Den katolske mandeverden er et for lukket selskab,« siger Kiklas.

De sensible kvinder

Dørene til dette lukkede selskab blev for alvor smækket i januar i år. Da skrev rektor Klaus Mertes fra det velrenommerede jesuitiske gymnasium Canisius-gymnasium i Berlin et brev til 600 tidligere elever. Han anførte, at syv af skolens tidligere elever anklagede to af skolens præster for at have misbrugt dem seksuelt, da de var elever på skolen i 70-80'erne. Brevet blev offentligt kendt. Klaus Mertes skrev, at det ikke drejede sig om »tilfældige, men systematiske og årelange overgreb«.

Siden er tallet af misbrugte tidligere Canisius-elever vokset til 40. Og det er bare én katolsk institution ud af flere hundrede.

Snebolden rullede, og mange misbrugsofre fik mod til at stå frem. Tidligere elever fra katolske skoler og katolsk drevne børnehjem i Hamburg, Bonn, Paderborn, Fulda, Limburg og Würzburg fortalte, at de havde været udsat for seksuelt misbrug og vold af de mennesker, der var sat til at undervise og tage sig af dem.

Men ikke kun ansatte ved den katolske kirke havde lig i skabene. Også tidligere elever fra den frisindede reformpædagogiske skole Odenwald i delstaten Hessen kunne fortælle om lærere, der optrådte som samvittighedsløse egoister og misbrugte dem. Odenwaldschule har en lang række af Tysklands spidser blandt sine tidligere elever. Flere af dem har offentligt meldt ud, hvad der egentlig foregik.

Også deres interesser kommer op på den tyske regerings runde bord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Jongberg

Tavshed ... shhh.