Læsetid 3.2914285714286 min.

Udviklingsprojekt til politik nytter ingenting

De danske politikere har ignoreret alle internationale erfaringer og etablerer nu et institut, der skal sikre demokrati igennem styrkelse af politiske partier i u-lande. Lignende institutter i Norge, Sverige og Holland har ikke givet et demokratisk udbytte igennem 10 år. Det konkluderer et statskundskabsspeciale
Et speciale konkluderer, at Danmark er i gang med at gentage nabolandes fejlagtige forsøg på at fremme demokratisk udvikling ved at lade donorlandes politiske partier støtte politiske partier i udviklingslande.

Et speciale konkluderer, at Danmark er i gang med at gentage nabolandes fejlagtige forsøg på at fremme demokratisk udvikling ved at lade donorlandes politiske partier støtte politiske partier i udviklingslande.

Albert Gonzalez Farran
26. april 2010

Danmark er i færd med at oprette et institut, der igennem støtte til politiske partier i udviklingslande skal sikre demokratisk udvikling. Men det bebudede Institut for Flerpartisamarbejde kommer ikke til at opnå dets specifikke formål.

Det fastslår et nyt dansk speciale i Statskundskab, der er skrevet af Elaheh Peyman Tabar og Inie Nør Madsen fra Aarhus Universitet. Specialet konkluderer ud fra europæiske erfaringer, at Danmark er i gang med at gentage nabolandes fejlagtige forsøg på at fremme demokratisk udvikling ved at lade donorlandes politiske partier støtte politiske partier i udviklingslande.

Trods beskæmmende evalueringer af partistøtteinstitutter i Norge og Sverige, blev et dansk lovforslag om et lignende institut førstebehandlet sidst i marts og har opnået støtte fra alle partier i Folketinget.

Elaheh Peyman Tabar og Inie Nør Madsen redegør i deres speciale for et lignende institut i Norge, hvis resultater var så ringe, at den norske minister efter offentliggørelsen af en evalueringsrapport om instituttet så sig nødsaget til øjeblikkeligt at nedlægge Senter for Demokratistøtte.

I det norske institut blev pengene i høj grad brugt på, at norske politikere fik mulighed for at rejse til modtagerlandene, besøge søsterpartierne og bidrage med deres politiske ekspertise. En ineffektiv ordning, der gavnede de norske partier mere end de afrikanske, vurderede rapporterne. Instituttet blev nedlagt efter en massiv mediestorm i den norske presse.

Alligevel bliver det danske institut bygget op på samme måde som instituttet i Norge, med en kombination af de to støtteformer: tværpolitisk støtte og søsterpartistøtte.

»Der er stor sandsynlighed for en lignende skandale her i Danmark. For der er ikke noget, der tyder på, at det danske center bliver meget anderledes. Som det ser ud nu fokuserer de danske politikere kun på, hvordan projektet skal iværksættes i Danmark, mens der ikke gøres rede for, hvordan man rent faktisk vil have det gennemført i udviklingslandene andet end med vage formuleringer om udvikling af partier og demokrati,« siger Elaheh Peyman Tabar og tilføjer:

»Det ser ikke ud til, at man har udviklet nye demokratiseringsredskaber. Der bliver derimod lagt op til samme model som i Sverige, Norge og Holland. Modeller, der har vist sig ingen effekt at have.«

Den ringeste model

Selv om Elaheh Peyman Tabar og Inie Nør Madsen generelt mener, at den hollandske model er den mest effektive, fastholder de, at heller ikke denne model har formået at indfri det overordnede mål for institutterne: at styrkede politiske partier og øget demokrati.

»Hollænderne har været gode til at samle de politiske partier i modtagerlandene, og skabe dialog imellem dem. Det er i nogle tilfælde blevet til, at partierne mødes, hvilket er et konkret resultat. Men det har desværre ikke medført mere demokratiske partier, og Hollands støtte er ikke reflekteret i valgsystemerne eller valgresultaterne. Initiativet har heller ikke givet borgerne i landet reelle demokratiske forbedringer,« siger Elaheh Peyman Tabar.

Holland har brugt syv-otte år på at samle partierne, men specialet understreger, at der kommer til at gå meget længere tid, før borgerne mærker en forskel; en forskel som ligeså vel kan skyldes andre faktorer end partistøtte.

»Trods de bedre resultater med den hollandske model, har Danmark valgt at indføre en model, der i langt højere grad læner sig op af den svenske og norske model. Det kan kun vække undring,« siger Elaheh Peyman Tabar og understreger, at begge modeller har fejlet i at styrke partierne og opnå et stærkere demokrati, men at Norges model har skilt sig særligt slet ud ved at fungere som en slags »rejsefond« for norske politikere.

Bureaukratisk støtte

Det forkromede formål med den foreslåede danske Institut for Flerparti-samarbejde er at yde støtte til politiske partier i u-lande på to måder: For det første gennem søsterpartistøtte, hvor de danske partier yder støtte til de partier, de føler sig ideologisk beslægtet med i de pågældende udviklingslande. Søsterpartistøtten kombineres med tværpolitisk støtte, hvor flere partier fra donorlandet går sammen om støtten til modtagerlandets partisystem som helhed.

Det danske lovforslag lægger op til, at de danske partier i høj grad kommer til at arbejde selvstændigt med deres egne små demokratiprojekter.

Især i Norge og Sverige har det vist sig problematisk i praksis, og det har været vanskeligt at måle effekterne af denne type indsats i modtagerlandene:

»Med søsterpartistøtten opretter man en masse små initiativer uden at opnå den nødvendige vidensdeling. Og derfor bliver demokratiseringsprojektet fragmenteret og unødigt bureaukratisk. Mærkbar demokratisk udvikling bliver der derfor ikke noget af,« siger Elaheh Peyman Tabar.

Hun pointerer, at der er risiko for, at man støtter de forkerte partier, da det kan være vanskeligt at finde ligesindede partier i for eksempel afrikanske lande, hvor partierne ikke altid er baseret på de samme ideologiske forskelle, som vi kender fra Danmark.

»Selv hvis de danske partier formår at finde ligesindede partnere, er disse ikke nødvendigvis passende ud fra et demokratisk perspektiv. For eksempel støtter de svenske socialdemokrater Sydafrikas dominerende regeringsparti, og de er således med til at opretholde et politisk system, hvor oppositionskræfter har meget svært ved at komme til orde,« siger Elaheh Peyman Tabar.

Kompromis

Hvordan lovforslaget lander på en model, der læner sig op af den norske, var specialskribenternes største undren, så under arbejdet med specialet søgte de aktindsigt i, hvordan lovforslaget var blevet til. De erfarede herefter, at det endelige forslag er endt som et kompromis mellem Udenrigsministeriet og de danske partier, som allerede havde indgået et uformelt forlig om forslaget. Et kompromis, hvor Udenrigsministeriet har advokeret for en tværpolitisk støtteordning som den hollandske, mens partierne har ønsket søsterpartistøtte som i Sverige.

Elaheh Peyman Tabar tør kun spekulere i partiernes motiv for at indføre søsterpartistøtte trods dårlige erfaringer fra nabolandene.

75 mio. kr. går fra andet

»Vi tror, det handler om, at partierne gerne vil samarbejde med de andre europæiske lande om denne type projekter. På den måde får de indflydelse i de internationale partiorganisationer. Og det tyder på en interesse i international promovering af eget parti frem for demokratisk udvikling i u-lande. De danske politiske partier får på den måde en del af de danske bistandskroner til deres internationale projekter. Instituttet kommer altså til at handle mere om politisk networking end demokratisk udvikling« siger Elaheh Peyman Tabar.

Institut for Flerparti-samarbejde er oprettet som et treårigt pilotprojekt med et budget på 75 millioner kroner, og Elaheh Peyman Tabar og Inie Nør Madsen hæfter sig ved, at det drejer sig om penge, der nu vil mangle i andre initiativer:

»Det er ikke realistisk for det danske institut at nå sit mål om mere demokrati i modtagerlandene gennem støtte til politiske partier. Problemet er, at der ikke er noget nyt i den danske model i forhold til de eksisterende modeller, som altså har vist sig ikke at virke. Politikerne har valgt at oprette et institut, som skal varetage en opgave, som mange andre internationale organisationer allerede varetager. Partierne kommer derfor til at tage penge fra udviklingsbistanden - penge, der skulle være gået til udviklingsprojekter,« siger Elaheh Peyman Tabar.

Elaheh Peyman Tabar og Inie Nør Madsen har studeret partier i u-lande, der de seneste syv-otte år har været forbundet med det svenske og hollandske partistøtteprogram. Ingen af partierne har fået flere mandater ved valg og ingen af partisystemerne er blevet mere demokratiske

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu