Baggrund
Læsetid: 1 min.

Aquino’erne er tilbage og lover forandring – som altid

Benigno Aquino har – som sine forældre i 1980’erne – lovet at skabe social retfærdighed i Filippinerne, når han indtager præsident-paladset. Men det kræver, at han går imod ikke bare USA og de internationale økonomiske institutioner, men også sin egen magtfulde familie
Udland
15. maj 2010

At Benigno ’Noynoy’ Aquino bliver indsat på præsidentposten i Filippinerne, når der er skiftedag den 30. juni, er ingen overraskelse. Det har ligget i kortene, siden hans mor, anti-diktatursymbolet Corazon ’Cory’ Aquinos død sidste sommer trak sørgende folkemængder ud i gaderne.

Den unge Aquinos nærmeste udfordrer blev ikke på noget tidspunkt i valgkampen anset for en realistisk trussel mod ham. Den korruptionsdømte eks-præsident Estrada, som trods alt overraskende nåede godt 30 procent ved mandagens valg, var den sidste til at smide håndklædet i ringen og erkende Noynoys sejr – der dog ikke er total. Som vicepræsident er det nemlig ikke Noynoys makker, Manuel Roxas, men Estradas kandidat, Jejomar Binay, der ser ud til at have fået flest stemmer. Men dette er sandsynligvis Noynoys mindste problem.

Langt mere grundlæggende udfordringer er Aquinofamiliens egne meritter og Filippinernes aktuelle placering i den globale politiske økonomi. Siden Cory Aquino overtog præsidentpaladset i 1986, er der er stort set kun én vare, Filippinerne har haft succes med at eksportere: Arbejdskraft. En eksport, som blev institutionaliseret under Ferdinand Marcos’ militærdiktatur som en »løsning på arbejdsløshed og betalingsbalancen«, som Marcos udtrykte det i 1970’erne.

Men det er senere regeringers politik, der har institutionaliseret Filippinerne som dumping site for varer fra EU, USA og nabolandene i Sydøstasien. Ifølge bl.a. Walden Bello, professor ved University of the Philippines og senioranalytiker for Focus on the Global South, var det under Noynoys mor, at en ensidig liberalisering, som har smadret Filippinernes økonomi, for alvor tog fart. Den stort set betingelsesløse markedsåbning er især gået ud over landbruget, hvor over halvdelen af landets arbejdskraft er beskæftiget. Noynoy skal kæmpe mod giganter som WTO, USA’s handelskammer og EU’s landbrugslobby, hvis han vil adressere Filippinernes katastrofale landbrugskrise.

Gældsfælden

Under Cory Aquino blev det ligeledes gjort til noget nær en naturlov, at afbetaling af udlandsgæld fylder mere på statens budget end investeringer i infrastruktur og produktion.

En strategi, der har vist sig fatal. Lande som Malaysia, Indonesien og Thailand har opbygget en relativt bæredygtig økonomi med en rimelig balance mellem import og eksport, bl.a. ved at fastholde en vis grad af protektionisme – og statslige investeringer i produktionen. Filippinernes politik har derimod været domineret af amerikansk uddannede og – for enkeltes vedkommende – Pinochet-Chile-inspirerede, økonomer. De fastholdt liberaliserings- og privatiseringskursen, selv da den førte til stribevis af lokale virksomhedskonkurser og massevandring fra landet til arbejdsløshed i byerne af bønder, der ikke længere kunne afsætte deres varer.

Nu sidder landet fast med en stagnerende produktion og en stadigt voksende gæld, der i år forventes at være knap 300 billioner pesos. Venstreorienterede økonomer mener, at Filippinerne bør lade sig inspirere af for eksempel de latinamerikanske lande, der er begyndt at se stort på udlandsgælden og i stedet bruger pengene på national produktion og sociale reformer. Det er dog tvivlsomt, om Noynoy vil udvise en så entydig protest mod den internationale kapitalismes elite, som han selv er rundet af.

I lommen på USA

USA’s begejstring for den nye præsident antyder, at Noynoy ikke har tænkt sig at gøre op med tidligere regeringers ’løsning’ på kriseøkonomien, som under afgående præsident Arroyo er blevet kørt ud i en karikatur. Dels fortsat tilskyndelse til arbejdsudvandring og dels afhængighed af bistand fra især USA.

Den tidligere kolonimagt står altid klar med pengepungen til veje, skoler osv., men der er som bekendt no such thing as a free lunch. USA kan kræve betaling ved kasse 1 for deres ’hjælpsomhed’ og gør det. I form af aftaler om militærstrategisk tilstedeværelse i landet, i form af fri adgang for amerikanske varer, uden at USA tilsvarende fjerner handelsbarrierer for filippinske produkter, i form af lukrative betingelser for amerikansk baserede virksomheder i Filippinerne osv.

Løfter om jordreformer

Filippinernes fattigdomsproblem er derudover knyttet til, at nogle få familier ejer størstedelen af jorden. Blandt disse jorddrotter er Aquino-familien selv. Noynoys fætter er leder af Hacienda Luisita, hvor ca. 10.000 bønder arbejder.

I årtier har bønderne kæmpet for retten til den jord, de dyrker, og Noynoys mor blev blandt andet valgt på løfter om jordreformer. Men den reform, der blev vedtaget i slut-80’erne, indeholder et smuthul. Ejerne kan i stedet for jorddistribution tilbyde bønderne aktier – i praksis værdiløse papirer, da ejeren bevarer fuld kontrol over forvaltningen. Da bønderne på Luisita i 2004 strejkede mod at blive spist af med denne såkaldte Stock Distribution Option, lod Aquino-familien militæret ordne sagerne, og 14 bønder mistede livet. Under valgkampen lovede Noynoy, at han som præsident vil sørge for, at Luisitas bønder får deres jord. Hvad Noynoys fætter straks gendrev i New York Times. I en dokumentarfilm på netmediet Bulatlat, siger en bonde, der mistede sin søn under Luisita-massakren:

»Hvis Noynoy ikke kan få orden på Luisita, hvordan skal han så kunne løse hele landets problemer?«

nan@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claes Pedersen

En af årsagerne til landes store problemer er over befolkning og derfor hovedl¢st at skrive b¢nderne ikke kan afsætte deres vare, og der sker en folkevandring til byerne.

Det er som i mange andre fattige lande en konsekvens af overbefolkning og små b¢nder kan aldrig her i landet andet end tjene til selv at få mad på bordret.

Men ellers kommer Philippinernes st¢rste indtjening fra Imigrantarbejder og det klart når man kan få så millioner af Philippinerne til arbejde for 400 dollars i måned i mellem¢sten så er det fordi forholdene her i landet for store dele af befolkningen ikke er gode.

Men det internationalle samfund svigter også deres ansvar når rige muslimske lande kan udnytte fattige Philippiner hvor de i mange tilfælde går ned psykisk, når de kommer til leve isoleret uden personlige rettigheder, og det værste er de kommer hjem og behandler deres egne landsmænd på samme måde.

Derfor er det vigtigt vi i EU og Danmark over for rige arabiske lande g¢r det helt klart vi vil ikke respektere i behandler gæste arbejder på denne måde.

Men helt klart vil man sturdere konsekvenserne af libralisme og hvilken armod og lidelse den medf¢re hånd i hånd med kristendommes og isslamsk menneskesyn, så er landet et godt sted at starte, desvære ser så bare Danmark gå i samme retning i disse år, selvom vi dog endnu kan vende skuden og få Danmark i den rigtige retning.

Claes Pedersen Caloocan Metro Manila