Bagsiden: Italiensk minister blev ført bag lyset
ROM - Claudio Scajola er typen, der tager ansvaret for andres fejl. For to uger siden blev han tvunget til at tage sin afsked som Italiens industriminister, fordi nogen har betalt to tredjedele af hans dyre lejlighed få meter fra Colosseum i Rom: »Uden mit vidende,« forklarede den uheldige eksminister, for alle kan jo komme til at overse et boligtilskud på 6,5 mio. kr.
Desværre for Scajola er hans velgører, entreprenøren Diego Anemone, involveret i en større korruptionssag. Anemones selskab har faktureret knap en halv milliard kr. for offentlige anlægsarbejder, og ifølge anklagemyndigheden har han betalt politikere og offentlige funktionærer med kontanter, tjenester, boliger, biler, glædespiger og -drenge for at vinde de indbringende entrepriser.
Men Scajola har - bortset fra et lille problem med skattevæsnet - ikke gjort noget galt. Italien har nemlig endnu ikke ratificeret EU-konventionen om korruptionsbekæmpelse fra 1999, der forbyder politikere at modtage gaver og tjenester.
Han har blot ligesom så mange andre brugt statskassen som hæveautomat, og normalt forventes italienske politikere ikke at skulle leve op til både et juridisk og et politisk-moralsk ansvar. Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist ved tre retsinstanser - og det bliver det næsten aldrig. Tag f.eks. viceøkonomiminister Nicola Cosentino, som politiet meget gerne ville arrestere. Han er ifølge en række angrende mafiosi den napolitanske mafias repræsentant i regeringen, men regeringschefen, Silvio Berlusconi, har valgt at frede ham.
Ligesom Berlusconis nærmeste rådgiver, Marcello Dell'Utri, som er dømt ved første retsinstans for at varetage den sicilianske mafias interesser.
Så Scajola kunne ikke vide, at det med lejligheden skulle være noget problem.
Ægteskabelig intrige
Foreløbig vil han ikke tale med undersøgelsesdommerne, der efterforsker sagen om Anemones forretningsmetoder.
Men mandag blev den tidligere minister ført bag lyset af sin egen kone:
»Min mand har indtil videre valgt ikke at tale, for ikke at skabe problemer for folk, der er meget mere involveret i denne sag end ham selv,« sagde Maria Teresa Scajola til avisen La Repubblica.
Den udlægning afkræftede Scajola straks. Man kunne tro, at fruen har kastet en sten, og at han nu gemmer hånden bag ryggen, men pressemeddelelsen understreger, at han ikke kendte til interviewet.
Måske er Italien trods alt ikke tjent med en industriminister, der hverken har styr på konen eller privatøkonomien.
Hvem er så den nye mand på posten? Jo, det bliver den snart fraskilte Berlusconi, som også ejer en af landets største virksomheder, Fininvest-koncernen. Han bebuder en moralsk oprustning og har selv overtaget ansvaret for industrien.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »