BEIRUT - Her i byen har VM-slutrunden været i gang i månedsvis. Biler og scootere flager for deres favoritter - ofte to ad gangen, f.eks. Holland og Brasilien eller Italien og Argentina. Omsætningen af flag slår nye rekorder, en bil havde sågar udskiftet bagruden med det engelske rigsvåben. I det sunnimuslimske Vestbeirut præger de tyske, brasilianske og italienske farver gadebilledet, ovre hos de kristne i Østbeirut er den franske Tricolore dominerende.
Dannebrog? Selv ikke de palæstinensiske flygtningelejre, hvor man ikke kan padle sig frem uden at møde folk, der har familie i Kokkedal eller Mjølnerparken, er der ikke antydningen af de rød-hvide farver.
Jeg skulle helt til Kasslik lige syd for badebyen Jounie nord for Beirut, en slags Vedbæk-lokalitet, hvor danske politifolk har etableret en dykkerklub for at se et dansk flag uden for en butik. Det var selvsagt ikke solgt, og Danmark er stort set usynlig i Libanons VM-regnbue.
»Det er de tegninger. I skal lade være med at nævne dem hele tiden,« siger min foretrukne cafévært, hvis udendørsterrasse er propfyldt alle aftener, hvor der spilles Champion's League. Hans storskærm er nabolagets største, så han kan se frem til en god sommer.
Blandt muslimerne - såvel sunni som shia - topper Tyskland popularitetsskalaen, og ikke kun - som min ven, Ali, forklarede mig under EM-slutruden i 2008 - »fordi de slog en masse jøder ihjel«.
Jeg er stadig ikke helt på det rene med, om han jokede. Der synes dog at være mere hold i det bud, jeg fik fra Abdel, en sportsjournalist på avisen Al-Akhbar:
»I 80'erne kunne vi kun se Bundesligakampe i libanesisk fjernsyn. Jeg kunne alle navnene udenad - Littbarski. Schumacher, Lerby, Breitner osv. Så min generation holder med tyskerne, mens de yngre holder med argentinerne og brasilianerne, der har de største stjerner i dag.
Der er flere årsager til, at fodboldfeberen er særlig høj i Libanon - deres landshold er en patetisk spøg, der overlever på FIFA-tilskud, og 1. division er siden 2005 - da sunni-lederen Rafik Hariri blev myrdet med en bilbombe - blevet afviklet uden tilskuere af sikkerhedshensyn. Klubrelationer til de forskellige sekter, hvis sameksistens er en daglig balanceakt, er en risikofaktor, men da kampene kun kan ses på tv, er sponsorstøtten udtørret og de libanesiske fans er blevet hjemløse. Men interessen er der, og den er brændende.
»Fodbold er det eneste, der forener folk af forskellige sekter og politiske anskuelser,« siger Iman Humaydan, en forfatter og antropolog, og fortsætter: »Sunnier, shiaer, drusere og kristne kan godt holde med det samme landshold, f.eks. Tyskland, hvor de i det daglige ikke har berøring med hinanden.«
»Fodbold er på et højere plan her, så måske er der håb.«
Måske. I hvert fald er der begejstring - Beirut bliver fra den 11. juni en kakofoni af fyrværkeri, tudende bilhorn og skudsalver fra AK47-stormgeværer.
