Nyhed
Læsetid: 3 min.

Endnu et skridt væk fra George W. Bush

Præsident Obama frem-lagde sin første nationale sikkerhedsstrategi i går. Trusselsbilledet er bredt ud, og USA skal samar-bejde dybere med sine allierede for at forhindre og styre truslerne mod landet. Men USA er fort-sat i krig mod al-Qaeda og vil bruge alle midler i kampen mod terror
Udland
28. maj 2010

WASHINGTON DC - George W. Bush fremlagde to af slagsen på otte år. Og nu har Barack Obama for første gang fremlagt sin. Den amerikanske præsidents nye, officielle nationale sikkerhedsstrategi blev offentliggjort i går i Washington DC i form af et 52 siders langt dokument med den sædvanlige prunkløse titel National Security Strategy.

Obamas personlige rådgiver i terrorspørgsmål, John Brennan - hvis officielle titel er deputy national security adviser for counterterrorism and homeland security - havde allerede løftet sløret for hovedindholdet og linjen ved et møde i tænketanken CSIS (Center for Strategic and International Studies) om rapporten onsdag.

Her slog han fast, at det er nødvendigt for USA at anlægge en multifacetteret synsvinkel, når det drejer sig om bekæmpelse af terrorisme.

Ingen krig mod islam

Han understregede, at USA fortsat opfatter sig som deltager i en krig mod al-Qaeda, men ikke i en generel 'krig mod terror' og definitivt ikke i en krig mod verdens muslimer - en misforståelse, der er temmelig udbredt i såvel den amerikanske befolkning som i vide dele af den islamiske verden.

Brennan understregede tværtimod den positive rolle, som mange muslimske imamer og lokalsamfundsledere spiller, når de kritiserer »misbrug af religion til fremme af en hadefuld ideologi«, og han beklagede, at den muslimske fordømmelse af f.eks. Osama bin Laden og andre terrorledere ikke nyder fremme i vestlige mediers dækning af terror og sikkerhedspolitik.

Amerikas værdier

Han gjorde også et stort nummer ud af det, der i går dominerede fremlæggelsen og de hjemlige mediers diskussion af den nye stra- tegi: De amerikanske værdier. Disse værdier er selve fundamentet for USA's sikkerheds- og anti-terrorstrategi, hedder det. Værdierne inkluderer respekt for uafhængige domstole i en retsstat, gennemsigtighed og åbenhed i den offentlige forvaltning og i samfundet, personlig frihed, tolerance og et samfund, der bygger på accepten af forskellighed eller diversitet.

Præsidentens rådgiver slog også fast, at ingen nation vil være i stand til at forhindre ethvert angreb på statens sikkerhed, men at det i de tilfælde et angreb lykkes, er altafgørende at rejse sig hurtigt og demonstrere den »ukuelige overlevelsesevne, der underminerer selve terrorens væsen og tiltrækningskraft«.

Bred tilgang til sikkerhed

De amerikanske medier hæftede sig i går ved, at den nye sikkerhedsstrategi var endnu et skridt væk fra den mere snævre strategi, som dominerede sikkerhedspolitikken under Obamas forgænger, George W. Bush.

Hovedstadens dominerende avis, Washington Post, talte om »endnu et opgør med Bush« og New York Times skrev i sin dækning af dokumentet, at strategien »taler om mange konkurrerende faktorer og alliancer« frem for blot at tale om ekstremisme og terrorisme.

Præsidenten understregede selv truslen fra atomvåben og »voldelige ekstremister«, men talte også om klimaforandringer, økonomi, uddannelse, energiproblemer og frygten for cyber- angreb.

Og hvor præsident Bush eksplicit i 2002 sagde, at USA ikke ville tillade en anden stat at gøre Amerika rangen stridig som omnipotent supermagt, nøjedes Obama i går med at tale om behovet for at »se på verden, som den er«, om end han fastholdt, at USA ikke ville tillade en anden stat at overhale landet i militær kapacitet.

Idealisme og realitet

Flere kommentatorer hæftede sig ved, at sikkerhedsstrategien balancerer mellem »Obamas idealisme som den kom til udtryk i hans valgkampagne og de realiteter præsidenten har mødt i en fragmenteret og truende verden gennem de seneste 16 måneder«, som New York Times skrev det.

Præsidenten selv anerkender, at der er »begrænsninger, når det drejer sig om, hvor mange kræfter USA kan bruge på at forme resten af verden«:

»Amerika er hærdet af krig og kuet af en ødelæggende økonomisk krise ... (vi) kan ikke bære at kæmpe både i Irak og Afghanistan, samtidig med at vi opfylder vores forpligtelser både hjemme og ude ... dette unge århundredes byrder kan ikke bæres af Amerikas skuldre alene. Der er ikke noget, vore modstandere ville ønske sig mere, end at vi taber vor styrke, fordi vi strækker vores magt for bredt ud.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her