Læsetid 2.9057142857143 min.

EU og Løkkes COP15-nederlag lækket

Der Spiegel har fået fat i en båndoptagelse af de afgørende forhandlinger på klimatopmødet i København. Den fortæl-ler først og fremmest, hvordan desperate EU-ledere blev spillet af banen af Kina og USA
4. maj 2010

Altså, var det Lars Løkke Rasmussens skyld, at det gik så galt på klimatopmødet i København? Eller var det kineserne og inderne? Eller var det i virkeligheden Obama?

Mens de internationale forhandlere i disse dage er i gang med nye drøftelser på vejen mod en mulig klima-aftale fra COP16 i Mexico, er det som om spekulationerne omkring december-dagene i Bella Center aldrig vil få ende. Nu har det tyske ugemagasin Der Spiegel fået fat i en lydfil - optaget 'ved et uheld' - fra selve det lukkede møde på COP15's sidste dag - 18. december - hvor bl.a. Merkel, Sarkozy og Gordon Brown var i ophedet diskussion med de kinesiske og indiske forhandlere, mens Obama indtog en mere tvetydig rolle og Lars Løkke Rasmussen slet ingen, skal man dømme ud fra Der Spiegels gengivelse.

Løkke - ifølge Der Spiegel 'desorienteret' og 'lavmælt' - lægger som topmødevært ud med at bede de ca. 25 statsledere i det lille mødelokale forholde sig til det udkast til en klima-aftale, der er bakset sammen i timerne forud.

»Jeg tror, vi nu må spørge, om der er nogen indvendinger,« siger statsministeren.

»Hr. formand,« svarer Kinas forhandler, He Yafei, »som følge af disse papirers betydning, vil vi ikke lade os jage med.« Yafei skal bl.a. bruge tid til at koordinere med sit bagland, premierminister Wen Jiabao, der har valgt at forblive på sit hotelværelse i København.

»Vi må simpelthen bevæge os fremad,« siger en frustreret kansler Merkel.

Faktisk skulle topmødet slutte på dette tidspunkt. Merkel presser bl.a. på for at få sat tal på, hvor meget i-landene skal reducere deres CO2-udledninger i 2050, og hvor meget der globalt skal reduceres. EU's ønske hhv. 80 og 50 pct. reduktion.

»Jeg har hele tiden sagt, at ingen muligheder må foregribes,« svarer Indiens premierminister Singh og siger dermed nej til at indskrive de konkrete 2050-mål.

»Men så ønsker De jo ikke noget juridisk bindende,« replicerer Merkel vredt.

»Hvorfor foregriber De tingene? Det er ikke fair!« giver Singh igen og bakkes op af Kinas He. Med alvorstung røst forsøger Gordon Brown at støtte Merkel: »Sætter vi ikke nogen ordentlige mål for fremtiden, er det svært at retfærdiggøre, hvad vi overhovedet er her for. Så bliver det de rene fraser.«

En anden vestlig leder påpeger oprørt, at Singhs egen miljøminister tidligere samme dag har talt for at indskrive et langsigtet mål for i-landene i aftalen. Nu løber Singh fra sin egen strategi. Og Merkel skruer op:

»Selv hvis vi antager, at i-landene slet ikke udleder mere CO2, selv da er u-landene nødt til at reducere deres egne CO2-udledninger, hvis to graders-målet skal nås. Det er sandheden!«

Kold kineser

Hvor den indiske leder lader temperamentet flamme, er Kinas He Yafei iskold:

»Tak for alle Deres forslag. Vi har sagt, at vi ikke kan acceptere det langsigtede mål på 50 pct. Vi siger: Det er absolut uacceptabelt.«

Så eksploderer Frankrigs Sarkozy: »Jeg siger dette med al respekt og i al venskabelighed. Med al respekt for Kina,« begynder han og nævner Vestens villighed til at reducere med de 80 pct:

»Til gengæld siger Kina - snart klodens største økonomi - til verden: 'Forpligtelser gælder for Dem, ikke for os.' Det er ikke antageligt!«

»Man må reagere mod denne skinhellighed!« tordner den franske præsident.

Et reduktionsmål for i-landene på 80 pct. i 2050 og et samtidigt globalt mål på 50 pct. vil med matematisk nødvendighed lede frem til konkrete, forpligtende reduktionsmål for lande som Kina og Indien - stik imod hvad de to vækstøkonomiers er interesserede i. Specielt når de ikke ved, hvad den historisk set største klimasynder af alle, USA, vil binde sig til.

Først nu tager Obama ordet. Han taler i tre minutter og 42 sekunder og får sendt signaler, der foruroliger til alle sider. Først signalet til Kina og Indien om, at hvis ikke de forpligter sig, så skal de næppe regne med finansiel klimabistand fra de rige lande.

»At overføre ressourcer fra vore lande til udviklingslande er en svær byrde. Hvis der i denne proces ikke er sans for gensidighed, bliver det vanskeligt overhovedet at komme et skridt ud af stedet.«

Og så et signal, der gør de europæiske kolleger utrygge:

»Vi vil senere forsøge - uden for disse multilaterale rammer - at finde en lejlighed til at løse dette.«

Et varsel om, at Obama ønsker at tale under fire øjne med den kinesiske leder for at finde en formel, der stiller begge supermagter tilfredse.

Andet på dagsordnen

Den amerikanske præsident slutter med at antyde, at der er andet på hans dags- orden end klimatopmøder.

»Vi må gøre fremskridt, for vi har alle sammen andre, overordentlig vigtige sager at tage os af.«

Kinas mand er nødt til at give igen. Han vælger Sarkozys frontalangreb som afsæt: »Jeg hørte præsident Sarkozy tale om skinhellighed. Jeg bruger ikke sådanne udtryk. Jeg forlader mig på argumenter og på historiske ansvar. I de seneste 100 år har i-landene forårsaget 80 pct. af alle drivhusgas-udledninger. De, der har forårsaget problemet, er ansvarlige for den katastrofe, vi nu ser i øjnene. Forsøg ikke at løbe fra det!«

Efter halvanden time i det lille lokale beder kineseren om nogle minutters time-out. Han skal tale med Wen Jiabao på hotellet. »Vi mødes igen kl. 16.30. Om 40 minutter,« siger Løkke.

Sådan går det ikke. Det er faktisk uklart, om hele gruppen overhovedet når at samles igen, før topmødet slutter næsten et døgn senere.

I stedet mødes nemlig Obama med de fire BASIC-lande - Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika - og får lavet den udvandede kompromistekst uden konkrete mål, som de frustrerede og helt udmanøvrerede EU-ledere siden må tage ad notam. Ligesom COP15's plenarsamling må gøre det lørdag formiddag.

At USA og Kina spillede EU helt af banen erkendes også i Statsministeriets interne udkast til COP15-evaluering, som forleden lækkede til Politiken.

Her hedder det, at det var afgørende for Obama at komme hjem med en tekst, der rummede kinesiske forpligtelser og indrømmelser mht. 'transparens' om, hvad Kina foretager sig på klimaområdet.

»I den sammenhæng var (europæiske) ønsker om konkrete måltal af sekundær betydning, hvilket Obama gjorde de europæiske ledere klart, da han havde handlet 50/50 målsætningen mod kinesiske formuleringer på transparens. For europæerne gjorde det pillen end bittere at sluge, da Obama til pressen solgte dette som en stor sejr, endnu inden de afsluttende tekstforhandlinger var afsluttede,« skriver Statsministeriet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Troels Schmidt
Troels Schmidt

Obama:
»Vi vil senere forsøge - uden for disse multilaterale rammer - at finde en lejlighed til at løse dette.« ...

Afsløret nu er at Lars Løkke Ramussen var "ifølge Der Spiegel ‘desorienteret’ og ‘lavmælt’« og at Obama droppede resten af verden for udelukkende at "tale under fire øjne med den kinesiske leder for at finde en formel, der stiller begge supermagter tilfredse."

To klima-spillere: Den første desorienteret og lavmælt undersåt for den anden egocentriske supermagt.

To super klimaskurker, fordi begge har netop frataget Bolivia m.fl. millioner af dollars til at bekæmpe klimaforandringer. For interviewet herom med Bolivias præsident Evo Morales - klik på:
http://www.democracynow.org/2010/4/23/bolivian_president_evo_morales_to_...

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Tak til Jørgen Steen Nielsen for der referat. Det var rat at få telegrammet fra i går uddybet.
Derudover viser det at EU let kan spilles af banen, når de ikke optræder i en samlet flok.
Ligeledes viste et formandsskift midt i forberedelserne af et så stort topmøde ikke at være en god måde. Ligeledes burde Løkke Rasmussen selv i det mindste havde læst op på de almindelige møde regler inden for FN inden han satte sig i værtsstolen.