Læsetid: 9 min.

Europæerne er verdens mest forgældede folk

Den vildtvoksende gæld er en tidsindstillet bombe under økonomien. Spørgsmålet er, om EU kan spare og arbejde sig ud af den onde cirkel og tilbage til orden i regnskaberne, uden at det koster sociale opstande
Grækerne protesterede for nyligt uden for landets parlament imod den voldsomme spareplan, som et kæmpe underskud på statsbudgettet har tvunget den græske regering til at gennemføre. Samtidig har Grækenland netop modtaget   14,5 milliarder euro som første del af EU's redningspakke.

Grækerne protesterede for nyligt uden for landets parlament imod den voldsomme spareplan, som et kæmpe underskud på statsbudgettet har tvunget den græske regering til at gennemføre. Samtidig har Grækenland netop modtaget 14,5 milliarder euro som første del af EU's redningspakke.

Angelos Tzortzinis

25. maj 2010

EU-landene i eurozonen skylder i snit, hvad der svarer til over 80 procent af deres årlige bruttonationalprodukt (BNP) væk. I USA svarer den hastigt voksende offentlige gæld nu til 94 procent af BNP og vil næste år formentlig nå 100 procent. Statsgælden i et land som Japan udgør 200 procent af BNP. Globalt har alverdens lande i dag gældsat sig for over 38.000 milliarder dollar.

»Ikke siden Anden Verdenskrig har så mange regeringer lånt så meget så hurtigt eller været så kraftigt kollektivt gældsatte,« skriver magasinet The Economist, hvis internetbaserede gældsmåler, The Global Public Debt Clock, i øjeblikket registrerer en vækst i den globale statsgæld på næsten 10 mio. dollar i minuttet. Det passer med forventningen om, at verdens regeringer i år vil udstede nye gældsbeviser for 4.500 mia. dollar.

Den normalt meget afdæmpede Bank for International Settlements (BIS) - ofte kaldet 'centralbankernes centralbank' - udtrykker sig således:

»Siden starten på finanskrisen er industrilandenes offentlige gældsniveauer steget dramatisk, og de har kurs mod fortsat stigning længe endnu (...) Vore fremskrivninger af væksten i den offentlige gæld leder os til den konklusion, at den vej, der følges af de finansielle myndigheder i en række industrilande, ikke er holdbar.«

Om 10 år vil f.eks. Storbritanniens gældsbyrde være vokset til 200 procent af BNP, hvis udviklingen får lov at fortsætte, mens USA's, Belgiens, Frankrigs, Irlands, Italiens og Grækenlands vil nå 150 procent, anfører BIS. Japans statsgæld vil nå et vanvittigt niveau på 300 procent af BNP.

Den amerikanske markedsanalytiker Paul B. Farrell fra Dow Jones' finanssite MarketWatch taler mere lige ud af posen end BIS.

»Den tidsindstillede globale gældsbombe« er det udtryk, han og mange med ham bruger om situationen.

Hvad betyder det alt sammen? Hvorfor er gælden vokset så dramatisk? Hvis vi alle lever for penge, vi ikke har, hvem har dem så? Hvem har lånt verden 38 billioner dollar? Hvor længe holder det? Og hvorfor er EU pludselig havnet i krisens centrum og i en kamp, der med den tyske kansler Merkels ord nu handler om »Europas fremtid, hverken mere eller mindre«?

De mest forgældede

Begrebet 'gældsfælden' leder tanken hen på forarmede u-lande, der sidder uhjælpeligt fast i nød, fordi afdrag og renter på lån bliver ved at suge produceret værdi ud af landet. Samtidig vil det være kendt, at USA faktisk er nationen med den allerstørste statsgæld - næsten 13 billioner dollar.

Men USA er et stort land, og ser man på, hvilke lande der reelt er mest forgældede pr. indbygger, og medtæller både ekstern statsgæld og privat gæld, så indtages de 17 øverste pladser på den globale skyldnerliste faktisk af vesteuropæiske lande. En gennemsnitsbrite skylder i dag 150.000 dollar væk som sin andel af nationens statslige og private gæld, hollænderen skylder 223.000 dollar, irlænderen 448.000 dollar, franskmanden knap 77.000 og tyskeren 63.000. Danskeren ligger med en gæld på 90.000 dollar - det er godt en halv million kroner - dobbelt så højt som gennemsnitsamerikaneren og som de udskældte grækere.

For de europæiske lande er faktum, at den kombinerede statslige og private gæld nu i gennemsnit udgør 200 procent af BNP, påpeger de amerikanske økonomer Carmen Reinhart, University of Maryland, og Kenneth Rogoff, Harvard University.

Altså: Europæerne ville i to år skulle aflevere hver eneste euro eller krone, der blev tjent i samfundet, til kreditorerne, hvis den samlede gæld skulle bringes helt ud af verden. Ikke en mønt ville være tilovers til mad, forbrug osv.

Sådan er det jo heldigvis ikke. Lån betales tilbage over tid. Så behøver den massive gældssætning være et problem?

Gældsbeviserne

Arne Jon Isachsen er professor i samfundsøkonomi og centerleder ved Norges Handelshøjskole. Fra sin udkigspost i et land, der har overskud på de offentlige budgetter og en statsgæld omkring de 60 procent af BNP, der er acceptabelt nede i eurozonen, følger Isachsen udviklingen, giver gode råd til bl.a. den norske regering, skriver lærebøger, videnskabelige artikler og løbende kommentarer.

»Underskud og gæld har en tendens til at vokse af sig selv,« noterede han tilbage i 1992 i lærebogen Understanding the market economy, udgivet på mere end 15 sprog.

Nu er statsgælden verden over så vokset til de godt 38 billioner dollar, der er registreret på The Economists gældsur.

»Bag disse 38 billioner ligger værdipapirer, typisk obligationer udstedt af staterne. Ejer du en statsobligation, ejer du altså et løfte om fremtidige kontanter fra den udstedende stat,« siger Arne Jon Isachsen.

Disse gældsbeviser er således statens måde at skaffe sig penge på lånebasis til egen drift, og statsobligationerne kan være købt og ejet af landets egne skatteborgere, af andre stater, af banker og investorer i ind- og udland.

»I Kina sparer den private sektor heftigt op i disse år, og denne opsparing anbringes f.eks. i amerikanske eller andre statsobligationer. På den måde akkumulerer kineserne i øjeblikket fordringer på resten af verden.«

En opgørelse fra det amerikanske finansministerium viste i marts, at Kina er det enkeltland, der har mest til gode i USA via sin besiddelse af amerikanske statsobligationer for knap 900 mia. dollar.

- Men er de statslige gældsbeviser rigtige penge eller blot forventninger om penge, der skabes i fremtiden?

»De er et statsligt løfte om at betale de beløb, der er nævnt på obligationen. Men nogle af løfterne vil sikkert ikke blive indfriet...«

Den græske op- og nedtur

Grækenland er dagens skoleeksempel på, at statslige gældsbeviser knapt kan være det papir værd, de er trykt på.

Lysten til at eje græske statsobligationer er for tiden stærkt begrænset, og derfor har de som omsættelige værdipapirer ringe værdi. Af samme grund har den kriseramte græske regering mere end svært ved selv at skaffe sig penge til at indfri sine massive, forfaldende lån via udstedelse af nye statsobligationer. For hvem tør tro på, at den græske stat kan holde de løfter om løbende tilbagebetaling, som obligationerne er udtryk for?

»Grækenlands situation er en vældig trist historie,« siger Isachsen.

»Da man kom med i euroen i 2002, startede en lånefest. Markedet havde mere tillid til euroen end til den hidtidige valuta, græske drakmer, og derfor blev lånerenten meget lavere, hvilket fristede grækerne til at låne en hel masse.«

Normalt ville en sådan gældsætning gøre markedet forsigtigt og få renten på lån til Grækenland til at stige, så tingene delvist regulerede sig selv.

»Men markedet havde fået opfattelsen af, at eurozone-samarbejdet ville sikre, at en sådan statsgæld blev betjent, og derfor skete der ikke nogen særlig rentestigning. Det blev ved at være nemt og billigt at låne.«

Så kom i 2008 pludselig finanskrisen, der indebar, at staten måtte ud med en masse penge for at redde bankvæsnet. Og med finanskrisen gik væksten i stå og førte til reducerede skatteindbetalinger og samtidig større udgifter til flere arbejdsløse. Det betød hastigt voksende underskud på de offentlige budgetter og stærkt øget låntagning og gældssætning for at lukke dette hul. I Grækenland såvel som i andre lande i og uden for EU. Fra 2008 har de hårdt kriseramte lande ifølge Reinhart og Rogoff øget deres statsgæld med mere end 75 procent i snit.

»Det er helt uholdbart, men det er der, vi er nu,« siger Arne Jon Isachsen.

Med henvisning til en ny undersøgelse fra Reinhart og Rogoff af de historiske erfaringer fortæller han, at når statsgælden som andel af BNP når 90 procent - sådan som det nu er tilfældet i både USA og en række eurozone-lande - så passeres tilsyneladende et 'tipping point', hvor gældsætningen begynder at undergrave landets evne til økonomisk vækst.

»Når gælden, som staten skal afdrage, er så høj, så må skatteniveauet stige på en måde, der undergraver økonomiens effektivitet. Når jeg skal betale mere i skat, har jeg ikke længere råd til at betale dig for at slå min græsplæne. Jeg må bruge tiden på selv at slå græs i stedet for at give en forelæsning på Handelshøjskolen, som ellers er det, jeg er bedst til. Jo højere skatten bliver, desto mindre gør vi altså det, vi er dygtige til, og statsgælden påfører på den måde økonomien et effektivitetstab,« forklarer Arne Jon Isachsen.

Dertil kommer, at den høje gældsætning gør de långivere varsomme, som skal yde staten nye lån til indfrielse af de gamle, der forfalder.

»Långiverne forlanger derfor en højere rente, og det betyder, at byrden på den statslige økonomi fra renteomkostningerne vokser. Det bliver endnu sværere at få gælden ned.«

Den historiske erfaring er ifølge Reinhart og Rogoff, at et gældsniveau på 90 procent af et lands BNP betyder, at den økonomiske vækst forringes med to procentpoint i forhold til væksten i lande med gæld under dette 'tipping point'. Og med mindre vækst i den nationale økonomi svækkes evnen til at bringe gælden ned, og så kører den onde cirkel.

Parallelt øges markedets nervøsitet, investorer flygter fra euro og fra kriselandes banker. Da f.eks. Grækenlands kreditværdighed blev officielt nedvurderet, faldt kursen på græske bankaktier med 20 procent på en uge.

Dobbeltstrategien

Eneste tænkelige vej ud af mareridtet synes at være den dobbeltstrategi, EU forsøger at realisere: Som det første den akutte krisehjælp til de værst ramte euro-lande i form af nye lån til lav rente og lånegarantier - primært finansieret af de stærkere lande med Tyskland i spidsen - så forfaldne lån kan betales og umiddelbare statsbankerotter afværges. Grækenland har på den konto netop modtaget 14,5 mia. euro som første del af EU's redningspakke.

Bagsiden af den strategi er, at de fremmede investorer, der hidtil har understøttet f.eks. grækernes gældsfest ved at blive ved at yde lån til risikabel lav rente, igen bekræftes i, at der altid vil komme nogle statslige pengekasser og redde dem, når skyldnerne ikke selv kan betale. Svage euro-lande med manglende budgetdisciplin kan fristes til at tro det samme.

Og som den anden del af strategien dybtgående, langsigtede reformer - også kaldet hestekure og nedskæringer - der skal bringe de offentlige underskud ned og øge statens evne til at betale af på gælden.

- Arne Jon Isachsen, hvordan kommer eurozonen igennem denne krise?

»Der er tre muligheder. Den første er, at Grækenland og måske andre svage lande forlader euro'en. I den sammenhæng er det nærmest patetisk, at man har lavet et system uden nogen regler for, hvordan man udfaser medlemmer.«

»Den anden mulighed er, at tyskerne siger: 'Vi ønsker ikke at bære denne byrde, vi tager D-marken tilbage.' Det vil være den stærke aktør, der forlader samarbejdet, og det vil bringe en vis fleksibilitet tilbage i valutasystemet.«

»Den tredje mulighed er, at det går godt. At Grækenland og andre klarer den lange, tunge vej tilbage med beskæring af de offentlige udgifter, lavere lønninger og hårdere arbejde. Spørgsmålet er, om man kan klare det uden politiske opstande eller borgerkrig.«

Det underliggende, eksistentielle spørgsmål er, hvordan EU vil klare at opretholde en valutaunion uden den egentlige politisk-økonomisk union, der giver landene mulighed for at sikre stabilitet via fælles økonomisk politik og større budgetmagt til Bruxelles. De aktuelle redningspakker er alene improviserede nødløsninger, nærmest besluttet i strid med EU's regler.

»USA er en solidarisk union af 50 stater, hvor Washington indsamler 16-20 procent af BNP i skatter, som kan bruges til national omfordeling. Er der f.eks. høje olie- og benzinpriser, tjener de godt i oliestaten Texas, men dårligt i bilfabrikkernes hjemby Detroit, Michigan. De øgede skatteindtægter i Texas omfordeles så i form af flere dagpenge til de arbejdsløse i Michigan via Washington. I EU går kun 1,2-1,5 procent af BNP til Bruxelles, og der sker ikke samme omfordeling. Den solidaritet, som er naturlig mellem folk i Texas og Michigan, eksisterer ikke mellem grækere og tyskere,« siger den norske økonom.

Tysklands tidligere udenrigsminister Joschka Fischer talte forleden for nødvendigheden af en politisk-økonomisk harmonisering i EU.

»Man kan ikke have en pensionsalder på 67 år her og på 55 år i Grækenland,« sagde han. Omvendt gør den ny britiske premierminister David Cameron det krystalklart, at Storbritannien ikke vil være med til en økonomisk union.

»Der kan ikke blive tale om at vedtage en traktat, der overfører magt fra Westminster til Bruxelles,« sagde Cameron ifølge The Times.

»Man har sagt, at når 'the going gets tough', så vil EU blive presset til at etablere den politiske union, men jeg tror ikke på det,« siger Isachsen.

»Bruxelles har presset en tættere og tættere integration frem, uden at der har været politisk grundlag for det i de enkelte lande. Det er som om, ambitionerne er ude af trit med fundamentet - man kan ikke integrere i dybden, samtidig med at man ekspanderer til 27 lande i bredden,« mener økonomiprofessoren fra sin udkigspost uden for EU.

Serie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Fremragende gennemgang af Jørgen Steen Nielsen. Et meget spændende og relevant tema -- desværre alt for relevant.

Claus Rasmussen

Super artikel.

Der mangler dog nogle kildehenvisninger til opgørelsen over gælden. Gældsopgørelser er nemlig noget rod: F.eks er den danske privatgæld i nogle statistikker kolonorm stor, men det skyldes at det er bruttogæld, der opgøres. Dvs. at aktiver - som et hus - ikke fratrækkes gælden, og det forvrider statistikken pga. vores realkreditsystem.

Martin Kaarup

EU kan sagtens tilbagebetale deres skyldnere uden at forringe befolkningens tarv. I Grækenland kan regeringen f.eks. tvinge skibsejerne til at tilbageregistrere deres enorme virksomheder i Grækenland og begynde at betale skat. Regeringen kan omstøde den tidligere magthaveres gaveregn af Grækenalnds ressouce og skatteuddragelse for over 360 milliarder euro! Penge som gemmer sig i Svejsiske banker.

I Danmark kan regimet gøre indhug på eller decideret ejerskab af banker, luftfartselskaber og privatsygehuse som har modtaget vognlæs af "gratis" penge. F.eks kunne Q8 nationaliseres, såfremt de ikke straks betaler det udestående de har haft med Skat i snart 28 år. Med en årlig omsætning på 1000 milliarder kroner er Danmarks problemer vist løst.
For en god sags skyld bør Mærsk opløses - de har modtaget rigelig med gratis penge til at befolkningen burde eje hele skidtet. Hovedaktionærerne kunne så udskibet til Kina, hvor flere familier ønskes dem retsforfulgt...

o.s.v. o.s.v.

Problemt er, at "EU" ikke er til for befolkningen, men Mærsk, Lego, Danfoss, Grundfoss, den danske bank, Deutche bank, Bank of England, Telekom, Volvo, B&O, Vesta Vupta Vista o.s.v o.s.v.

Jeg mener vi burde følge den prisbelønent John Pilger opfordring i sidste afsnit af hans nyligt udkomne artiklen om den græske befolknings brave kamp mod overmagten.

(Tag kampen op og tving kapital- og jordejerne til at acceptere de har tabt deres dårlige investeringer. Vi låner ikke penge af dem til at dække deres egne tab.)

http://www.newstatesman.com/uk-politics/2010/05/greece-pilger-britain-imf

Niklas Monrad

Glimrende artikel, der burde være let forståelig selv for de dele af venstrefløjen der tror at de kan vedblive med at øge de offentlige udgifter og dække disse ved at øge skatterne.

Det eneste tidspunkt gældsætning er økonomisk ansvarligt er stort set når det fremtidige udbytte af investeringer foretaget med lånene overstiger fremtidige rentebetalinger.

Vejen ud af denne gælds krise bliver formodentlig at Tyskland trækker sig fra Euroen, og resten af verden lader penge pressen køre på fuldtryk og dermed underminerer værdien af deres gæld igennem inflation.

Kina har alt for længe har holdt deres valuta kunstigt lav. Det har givet resten af verden mulighed for at låne til lave renter og bringe os i den situation vi er i nu. Derfor er det vel på en måde ganske retfærdigt at netop Kina kommer til at se værdien af deres tilgodehavender udhulet gennem inflation ...

Mikael Hertig

Hvad er årsag, og hvad er virkning? Staterne har reddet finansvæsenet. Nu er spørgsmålet, om finansvæsenet har tålmodighed med staterne. International kapital - herunder asiatisk og mellemøstlig - indgår i kreditorporteføljen. En socialistisk tilgang må forberede at få noget politisk ud af eventuelt kommende gældsnedskrivninger. Kapitalgoder som huse og fabrikker står der jo endnu.

Markus Lund

Sidder i øjeblikket og smiler rigtig meget. Nu må det da snart være slut med markedsøkonomisk tyranni. Fremad mod nye tider, de røde faner vajer i vinden.

Bill Atkins

I øjeblikket spilles der Sorte Per:

kraftige finansielle forskydninger vil bremse det globale konjunkturopsving (Børsen)

...og ingen ved hvor Sorte Per ender.

Mikael Hertig

Man skal være en dygtig augur og have sine Macchiavelli ("Interessen lyver aldrig") med sig. Her er et fremsynet citat fra "Institut for Konjunkturanalyse", sommeren 2008 til fri afbenyttelse: "Trods de daglige meldinger om verdens små og store elendigheder og truende økonomiske og klimatiske katastrofer, så viser en nærmere analyse af forholdene, at verden med større fart end før bevæger sig mod øget vækst og velfærd. Ny kommunikationsteknologi har gjort verden mere gennemsigtig, så flere i dag ved mere om, hvad der reelt sker såvel i det lokale som det globale samfund. Det giver bedre beslutninger i det private og det offentlige. Men forførelsen og løgnen også i det store format er der fortsat og bremser færden mod utopia." Lønnet arbejde.....

Niels Mosbak

"Da man kom med i euroen i 2002, startede en lånefest. Markedet havde mere tillid til euroen end til den hidtidige valuta, græske drakmer, og derfor blev lånerenten meget lavere, hvilket fristede grækerne til at låne en hel masse"

Lånefesten startede, fordi man pludselig fik muligheden, idet grækerne ikke tidligere (eller kun med megen møje og besvær) havde kunnet optage privatlån - men nu skulle lovgivningen leve op til EU´s regler, og långivning som vi kender det i Danmark blev indført - men lånene skulle jo også betales tilbage...

Som en ældre græker sagde " nu bliver vores penge meget mere værd"!

Jamen, det var dømt til at gå galt....

Niels-Holger Nielsen

Hvad hjertet er fyldt af løber munden over med?

Jeg er fristet til at skrive en masse om denne artikel, men vil undlade det, da Martin Kaarup har sagt det vigtigste på en kort og fyndig måde.
Blot en lille ting: Overskriften er for så vidt ok, da folk både kan være flertal og ental: "Europæerne er verdens mest forgældede folk". Derimod synes jeg at redaktionssekretæren er langt ude i ekstrabladsoverskrifter (en skidt vane efterhånden) når der på forsiden står "Det mest forgældede folk i verden". Er redaktionssekretærer nødvendigvis dummere end de fleste, eller er det bare deres egen sensationslyst, som løber af med dem?

Mens vi venter på en forklaring på, hvad det europæiske folk er for en størrelse.

Mikael Hertig

Det er da interessant, at Japan, som har kørt en deflationsorienteret, ikke keynesiansk politik dels har den største gæld i forhold til BNP, dels de laveste vækstudsigter. Ligesom vi har Japan overskud på betalingsbalancen og kunne udrede gælden uden besvær.
Stagnationen venter, og vi sparer på uddannelse, opkvalificering, investering og fremtidsudsigter

Henrik Eismark

Hvor mange sidder mon ikke og tænker, om ikke Danmark havde fordel af at melde sig ud af den EU-bande af kassebedrøvere og så lige også Rigsfællesskabet og NATO* ved samme lejlighed. Nej hvor ville vi blive rige og spare de milliarder vi skal i en ruf.

*Out-of-area equals out-of-business

Bent Rothenberg

det er som cosmos der udvider sig hurtigere og hurtigere, kapitalen ogsaa, pres citronen og skallen med,det er kapitalens maal, blive rigere, paa de fattiges bekostning, freedom is slavery,resurser der braendt, kan ikke skabes tilbage(olie,gas,poker,osv), men der findes metoder til at udvinde energi, forholdsvis billigere end solpaneler og vindmöller, i havet fides der uendelige maengder af energi, forholds vis let tilgaengelige,men det vil blive modarbejdet af olieselskaber og atomkombustilfabrikker, som vil finde deres eksitens helt unödige!
Tesla er et godt ex paa hvordan tingene haenger sammen, allere i 1900 tallet havde han opfundet den traadlöse elektricitet og sparelamper!!!!!