Læsetid: 4 min.

Eurozonen er i dyb identitetskrise

De rivaliserende økonomiske kraftcentre i USA og Kina har interesse i euroens fortsatte levedygtighed, og lige nu står EU's gældskriser i vejen for et nyt globalt opsving
27. maj 2010

Er drømmen om den europæiske enhedsmøntfod ved at kuldsejle i et mareridt af disintegration? Scenariet ville have været utænkeligt for blot få måneder siden. Men som Tysklands kansler, Angela Merkel, måtte indrømme, da hun forsøgte at mønstre støtte til EU-redningspakken i Forbundsdagen, så står over euroen lige nu i en overlevelseskamp.

I årene efter euroens fødsel afstedkom den nogen forvirring blandt dens kritikere, som havde hævdet, at så forskelligartede økonomier ikke kunne spændes for en fælles valuta.

Lande som Portugal, Spanien og Grækenland, der kun årtier forinden var underudviklede diktaturstater, så ud til at være sat på hastig kurs mod velstand. En stor del af denne succes har nu vist at hvile på illusioner. Nok fungerede euroen glimrede som instrument for opsving, men den græske krise skulle kaste et grelt lys på dybe strukturelle brudlinjer.

Den mest grundlæggende skavank består i, at den fælles valuta kun er et halvt opført hus. Den monetære politik, som bestemmer vekselkurs og udlånsrenter, er i hænderne på Den Europæiske Centralbank, hvorimod finanspolitikken - altså kontrol med skatter og offentligt forbrug - stadig er anliggende for de nationale regeringer.

At opløse eurozonen

Det betyder, at lande som Grækenland, Spanien og Portugal kunne drage fordel af rentesatser, som var skræddersyet til driftige tyske eksportvirksomheder, men samtidig lade hånt om den modsvarende germansk skattedisciplin og bortøde deres fællesvalutariske dividende på forbrug og prishop på aktier og boliger fremfor på forbedring af deres konkurrenceevne. Disse spændinger har nu presset eurozonen ud i et skræmmende nyt område, men at opløse valutaunionen vil i den nuværende fase være som at ty til atombomber i en krig.

Nok vil de svagere nationer udmærket kunne forlade euroen og genindføre en devalueret national valuta for at fremme deres eksport, men den hermed opnåede fordel vil sandsynligvis blive udlignet af et fald i deres kreditværdighed. Alternativt kunne et Tyskland, som er forbitret over altid at skulle træde til som redningsmand for sine mere uduelige partnere, bryde ud og genindføre fordums stærke D-mark.

Dette ville nok sænke værdien af euro-denomineret tysk gæld, men samtidig medføre enorme politiske omkostninger.

Store konsekvenser

Sandt at sige har overlevelse for den europæiske fællesvaluta også implikationer, som går langt ud over grænserne for eurozonen. Dens aktuelle elendighed forstyrrer stabiliteten på de internationale markeder og svækker chancerne for et opsving i den globale økonomi, så USA og Kina vil derfor givetvis kunne se deres egen interesse i at lægge al deres vægt bag bestræbelserne på at holde den levedygtig.

Tyskland ønsker i realiteten at indføre deres egen budgetmæssige stramhed for eurozonen generelt ved at ændre reglerne, således at underskudsreglerne for hvert enkelt land bliver fastsat ved lov, og de skrantende medlemmer kan omlægge deres gæld.

Hvis de politiske ledere ikke formår at understøtte euroen med et helhjertet samarbejde og sikre opbakning hertil i deres respektive lande, kan de være i færd med at slå ind på den korsvej, som fører til sammenbrud. Men i hele virvaret af analyser bliver det ofte glemt, at euroens overlevelse handler lige så meget om hjerter som om hjerner, lige så meget om følelser som om økonomi.

Problemet for den europæiske politiske elite, som desperat forsøger at holde sammen på valutaen, er her, at hele det psykologiske klima, der gav anledning til den storslået ambition om et fælles valutaprojekt, har ændret sig.

Kohl og Mitterrands plan

Euro-projektet blev smedet ud af askedyngerne fra Anden Verdenskrig og siden under indtryk af Jerntæppets afvikling: Dens tilblivelse i Maastricht i 1991 kom i stand kun to år efter Berlinmurens fald. Håbet var at rehabilitere det postnazistiske Tyskland en gang for alle, at binde de tyske interesser uløseligt sammen med nabostaternes for derved at bidrage til at skabe frihed og stabilitet i de tidligere sovjetiske klientstater og skabe en ny økonomisk supermagt, som kunne tage konkurrencen op med USA. Den fælles valutas to vigtigste arkitekter, den daværende tyske kansler Helmut Kohl og den franske præsident François Mitterrand var begge dybt berørt af krigen. Kohls bror døde som teenagesoldat og Mitterrand arbejdede først for Vichy-styret og siden for modstandsbevægelsen. Deres vision om et Europa, der kunne tilbyde fred, sikkerhed og velstand, havde påtrængende historisk nødvendighed over sig trods alle de praktiske problemer tillige en vis ædelhed.

I dag er erindringen om krigen og endog Berlinmuren i stigende grad ved at fortone sig. De store drivkræfter, der førte til indførelsen af euroen, eksisterer ikke længere.

I stedet for varig harmoni er dele af Europa splittet af civile uroligheder og risikoen er i høj grad til stede for, at endnu farligere kræfter kan blive sluppet løs.

På et tidspunkt, hvor eurozonen står over for den største tumult i sin korte levetid, er der en gabende mangel på en overbevisende idé, der kan inspirere EU's borgere og mane dem til sammenhold bag deres hårdt trængte fælles valuta.

The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu