Læsetid: 5 min.

Fængslet for en sang

En protestsanger fra Cameroun sidder fængslet på tredje år, dømt for at have organiseret optøjer og hærværk. Reelt består hans forbrydelse i at have skrevet en sang, mener en række menneskeretsorganisationer. A.P. Møller-Mærsk beskyldes for medansvar for overgrebet på ytringsfriheden, men afviser kritikken
Den camerounske sanger Lapiro de Mbanga (tv.) med sin advokat René Manfo. 'SPM og Mærsk bærer et stort ansvar for, at Lapiro sidder i fængsel i en sag, der krænker menneske-rettig-hederne og bryder med ytringsfriheden,' siger advokaten.

Den camerounske sanger Lapiro de Mbanga (tv.) med sin advokat René Manfo. 'SPM og Mærsk bærer et stort ansvar for, at Lapiro sidder i fængsel i en sag, der krænker menneske-rettig-hederne og bryder med ytringsfriheden,' siger advokaten.

22. maj 2010

DOUALA, Cameroun - »Jeg kunne ikke tie stille længere,« siger popsangeren Lapiro de Mbanga og slår smilende ud med armene. Han sidder på tredje år i New Bell-fængsel i Camerouns største by, Douala.

Ifølge flere menneskeretsorganisationer alene fordi den nu 52-årige sanger tillod sig at kritisere landets enevældige præsident siden 1982, Paul Biya.

Lapiro de Mbanga blev dømt for at organisere hærværk mod bl.a. bananplantagen Societé de Plantations de Mbanga (SPM), der delvis ejes af A.P. Møller Mærsk. Plantagefirmaet SPM tog del i retssagen mod Lapiro, og uden firmaets medvirken var Lapiro næppe blevet dømt, vurderer såvel hans advokat som flere menneskeretsorganisation.

Lapiro de Mbanga har under hele sagen erklæret sig uskyldig. Han mener, hans eneste forbrydelse består i, at han i 2007 skrev sangen »Constitution Constipée« (forstoppet forfatning, red.) i protest mod, at præsident Biya ønskede at ændre landets forfatning for at få endnu en syvårig periode i præsidentpaladset.

Selv om Cameroun fik flerpartisystem i 1990, er der ifølge uafhængige iagttagere udbredt censur, og præsidenten udpeger alle domstolsembeder i landet.

»Vi lever i et system, hvor magten er i få personers hænder, og de vil gøre alt for ikke at miste den,« siger Lapiro de Mbanga, der som en gammel bokser sidder med hvidt håndklæde over sine brede skuldre. Hans grå hår er helt kort.

Et mindre beløb i bestikkelse fra denne signatur til en fangevogter giver adgangsbillet til en samtale med den dømte sanger i et mørkt besøgslokale, hvor pudsen skaller af væggene. Lysstofrøret i loftet går ud med jævne mellemrum.

Den danske forbindelse

I februar 2008 opstod der omfattende social uro i Cameroun, da frustrerede unge begik hærværk i protest mod korruption og manglende job. Lapiro de Mbanga blev dømt for at have organiseret optøjerne, der bl.a. gik ud over bananplantagen, som A.P. Møller-Mærsk har 21 procent ejerandel i. SPM tog derfor del i retssagen mod Lapiro de Mbanga og krævede erstatning for ødelæggelserne.

»SPM og Mærsk bærer et stort ansvar for, at Lapiro sidder i fængsel i en sag, der krænker menneskerettighederne og bryder med ytringsfriheden,« siger sangerens advokat, René Manfo.

SPM krævede 11 millioner kroner i erstatning for ødelæggelser af plantagen. Lapiro blev dømt til at betale tre millioner kroner til SPM.

Redaktør Pjus Njawe fra den uafhængige avis Le Messager er ikke i tvivl om, at SPM havde stor betydning for dommen mod den kendte sanger.

»Uden hjælp fra SPM ville regeringen have haft svært ved at skyde skylden på Lapiro. Firmaet lod sig bruge som instrument for regeringen,« vurderer redaktør Pjus Njawe fra den uafhængige avis Le Messager.

Den vurdering støttes af programleder Matna Armand fra menneskeretsorganisationen Acat.

»Det er en politisk sag mod en åbenmundet sanger, der er elsket af masserne. Optøjerne i 2008 var regeringens mulighed for at lukke munden på ham, selv om han i virkeligheden forsøgte at stoppe uroen. SPM, der har et tæt forhold til regeringen og lokale myndigheder, beskyldte Lapiro for at være bagmand bag ødelæggelser,« mener Matna Armand.

Lapiro de Mbanga siger, at han forsøgte at dæmpe gemytterne hos uromagerne og få dem til at stoppe deres ødelæggelser. Han har været ramt af sygdom i fængslet, men denne dag virker han stærk og selvsikker.

»Jeg er en fighter, og jeg må leve med konsekvenserne af min musik. Jeg ved, jeg er uskyldig.«

Tre-fire gange om ugen tager hans kone, Louisette, den tre timer lange vej fra landsbyen Mbanga til fængslet i Douala med mad til sin mand. Hun bor alene med børnene.

»Det er et helvede. Der er så lidt mad herinde, at folk slås om den. Der er ofte fanger, der prøver at flygte. Nogle af dem bliver dræbt. Ingen er sikre her, heller ikke mig. Forstår du hvad jeg mener,« spørger Lapiro.

Mærsk nægter ansvar

Den danske medejer af SPM, A.P. Møller-Mærsk, afviser at have noget ansvar i sagen.

»Vi har ikke kendskab >til, at >SPM har sagsøgt Lapiro de Mbanga. Vi har spurgt SPM, og >vi har fået >oplyst, at selskabet ikke har gjort krav mod eller anlagt sag an mod Lapiro de Mbanga,« svarer Michael Storgaard, pressechef i A.P. Møller-Mærsk.

»SPM >søgte erstatning for ødelæggelserne hos stat og forsikringsselskab, men ikke mod navngivne personer,« forklarer pressechefen.

Den udlægning anfægtes af såvel de sagsakter, Information er i besiddelse af, som af Lapiro de Mbanga og hans advokat:

»SPM spiller dobbeltspil i sagen. De er dybt involveret i dommen mod Lapiro og pegede på ham som den skyldige i deres ødelæggelser under retssagen,« siger René Manfo.

Efter urolighederne i 2008 krævede SPM erstatning fra »unavngivne personer« for ødelæggelser på bananplantagen. Det samme gjorde landets største bryggeri og et tredje firma.

Da anklagemyndigheden anklagede Lapiro de Mbanga for optøjerne, trak de to andre firmaer sig fra sagen, mens SPM meddelte, at selskabet ønskede at fortsætte som civil part.

»SPM valgte at gå ind som part og tog dermed et medansvar for sagen mod Lapiro,« siger forsvarsadvokaten René Manfo.

SPM's advokat begrundede under retssagen valget med, at Lapiro de Mbanga var »ophavsmand« til optøjerne.

»Når man vil bruge sin popularitet til skjulte formål, er det normalt, at man kan forvente strafforfølgning som konsekvens af de forbryderiske handlinger, som man har foretaget,« sagde SPM's advokat, Teppi Kolloko, blandt andet ifølge det officielle retsreferat med henvisning til Lapiro de Mbanga.

Sagens officielle navn er 'Anklagemyndigheden og S.P.M. Mbanga m.fl. mod Lapiro de Mbanga'.

SPM er ikke mødt op til de appelsager, den fængslede sanger har anlagt. Ifølge Mærsk har SPM trukket sig fra sagen og afskrevet sig den erstatning, Lapiro skal betale. Det afviser sangeren og hans advokat dog. »SPM krævede, at jeg betalte dem én milliard franc (11 millioner kr., red.) uden et eneste bevis. De sagde, at de havde mistet biler, bananplanter og fortjeneste. Uromagerne derimod skulle ikke betale noget. Jeg ved ikke, om regeringen brugte SPM eller omvendt, men nu sidder jeg her.«

Lapiro smiler afvæbnende.

»I to år har selskabet intet gjort for at hjælpe mig.«

Uden for murene kæmper andre kræfter hans sag. Den amerikanske demokratiske senator Richard Durbin kritiserede i april dommen over for Camerouns premierminister og flere advokater arbejder på at rejse sagen i FN i samarbejde med ngo'en Freedom Now. Også International Pen og organisationen Freemuse støtter Lapiros sag.

I Danmark opfordrer Amnesty International Mærsk til at handle i sagen:

»Amnesty er meget bekymret over sagen. Mærsk bør kræve, at SPM retter henvendelse til myndighederne i Cameroun med henblik på, at Lapiro de Mbanga sikres en rettergang efter internationale standarder, og at han straks bliver løsladt, hvis han er uskyldig, siger Sanne Borges, der er rådgiver i Amnesty International.

Lapiro de Mbanga venter i øjeblikket på at få sin appelsag for Højesteret. Hvis han taber, ønsker han at prøve sagen for en international domstol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu