Læsetid: 3 min.

Farvel til det gamle Tyskland

Kansler Angela Merkel befinder sig i den største ledelseskrise i sin regeringstid. Politiske modstandere og allierede bebrejder hende for passivitet i forbindelse med den europæiske valutakrise, som også har pillet ved billedet af den urokkelige kansler
På et tidspunkt, hvor den tyske kansler, Angela Merkel, er havnet midt i en voldsom ledelseskrise, er det givetvis ikke en ønskesituation for hende, at manden her, Roland Koch, ministerpræsident i Hessen, netop har bebudet sin tilbagetræden fra tysk politik.

På et tidspunkt, hvor den tyske kansler, Angela Merkel, er havnet midt i en voldsom ledelseskrise, er det givetvis ikke en ønskesituation for hende, at manden her, Roland Koch, ministerpræsident i Hessen, netop har bebudet sin tilbagetræden fra tysk politik.

Johannes Eisele

28. maj 2010

BERLIN - I efteråret talte hun om en drømmekoalition, men i øjeblikket befinder den den tyske kansler, Angela Merkel, sig i sin største ledelseskrise til dato. Den europæiske gældskrise har indsnævret det politiske manøvrerum for Merkel, der i stigende grad føler sig spændt ud mellem forbundsrepublikkens traditionelle loyalitet over for det europæiske kontinent og den tyske befolknings letantændelige følelse af at være malkekvæg for gældstyngede nabolande.

Merkels genvordigheder begyndte for alvor, da hun i marts bremsede det franske initiativ til en gældsmekanisme, der kunne komme de kriseramte grækere til undsætning. Den tyske boulevardpresse, anført af Bild, lancerede en langstrakt smædekampagne, der udstillede grækerne som uansvarlige døgenigte og påvirkede folkestemningen. Merkel forsøgte at udskyde en dyr græsk hjælpepakke til efter det vigtige delstatsvalg i Nordrhein-Westfalen, og så sent som i slutningen af april lod hun signalere, at grækerne i sidste ende kunne blive tvunget til at forlade valuta-unionen.

Alligevel blev situationen på de europæiske aktiemarkeders tilstand efterhånden så kritisk, at EU måtte haste en redningsplan igennem. Et stort antal CDU-vælgere føler, at Merkels strategi kostede et valgnederlag til CDU i Nordrhein-Westfalen og som en konsekvens heraf også et mistet borgerligt flertal i Forbundsrådet. Siden har Merkel haft vanskeligt ved at forklare de tyske vælgere, hvorfor man sidenhen endte med at vedtage en fransk udformet pakke, hvis hovedtræk allerede var klart defineret i marts.

Men det er ikke kun i egne rækker, at modstanden vokser. Oppositionen har haft travlt med at udstille Merkels svaghed som anti-europæisk politik til skade for Tyskland. For nylig har SPD-leder Sigmar Gabriel ladet forstå, at »det er en skam, at politikerne, i særdeleshed kansleren og udenrigsministeren, ikke reagerede på Bilds anti-Grækenland-kampagne. I stedet benyttede Merkel sig af denne stemning og lod sig hylde som jernkansleren,« siger Gabriel til Die Zeit. Også den fremtrædende De Grønne-politiker Jürgen Trittin strøger salt i kanslerens sår: »Merkel ofrede et stykke europæisk solidaritet til valget i Nordrhein-Westfalen. Det ville Helmut Kohl aldrig have gjort.«

Også i de de øvrige EU-lande savner man det gamle Tyskland. Frankrig har gentagne gange brokket sig over, at det tyske eksportoverskud, som under finanskrisen har medvirket til at bevare landets økonomiske førerposition i EU, sker på bekostning af andre EU-lande. Merkel har forsøgt at genvinde den europæiske førerposition med et nyt udspil om skat på finanstransaktioner. Men ideen har ikke vundet genhør på europæisk niveau, hvor man stadig mistænker den tyske regering for at tænke på nationale meningsmålinger.

Koch går af

En anden af Merkels hovedpiner er Roland Kochs tilbagetræden. Den åbenmundede ministerpræsident fra delstaten Hessen har ofte været en torn i øjet på Merkel, der siden sin overtagelse af formandsposten i CDU og sin forvandling til kansler har medvirket til at modernisere og slibe kanterne af det førhen så konservative CDU. Men han har også været konservativ provokatør og har i en periode stået som det stærkeste bud på en reservekansler i CDU.

Fra sin position som delstatspolitiker og vice-formand har Koch ofte skudt på regeringen i Berlin, hvilket til tider har irriteret kansleren, der foretrækker arbejdsro.

Senest blev Koch beskyldt for selvpromovering, da han i forbindelse med den tyske regerings store spareplan foreslog besparelser på uddannelses- og forskningsområdet, samt dagplejen. Kochs mod til at foreslå upopulære nedskæringer, viste det sig kort efter, udspringer af hans beslutning om at ende sin politiske løbebane til fordel for en karriere i det private erhvervsliv.

Kochs politiske modstandere i Hessen vil sandsynligvis ånde lettet op, mens det er usikkert, om Merkel oplever Kochs tilbagetrækning som en fordel.

Merkel mister en gennemslagskraftig politiker, der ganske vist deler vandene med sine ligefremme udmeldinger, men som af det konservative bagland anses for at være en af de mest troværdige stemmer i partiet. Som oplagt arving åbner Kochs afgang det ubehagelige spørgsmål om tronfølgen i CDU. Generationen af 40-årige som eksempelvis miljøminister Norbert Röttgen og ministerpræsident Christian Wulff står klar til at tage over efter Koch.

Men Merkel har ikke tid til at fortabe sig i spekulationer om kommende magtkampe. Her og nu skal hun også fokusere på at forbedre samarbejdet med regeringspartneren FDP, der siden valgtriumfen i efteråret er styrtdykket i meningsmålingerne.

Angela Merkel har senest spændt ben for FDP, da hun i overensstemmelse med EU's krav til de nationale husholdningsbudgetter endegyldigt tilbagerullede FDP's bebudede skattelettelser. Istedet skal forbundsregeringen inden 2016 spare 60 milliarder euro på de offentlige budgetter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu