Læsetid: 3 min.

De farverige revolutioner falmer

Blomsterrevolutionerne i Ukraine, Georgien og Kirgistan har ikke ført meget godt med sig. Rusland og Vesten peger fingre ad hinanden, men begge parter hykler, mener ekspert
Ifølge oppositionen sidder der mindst 100 politiske fanger i de georgiske fængsler. Pårørende og oppositionspolitikere har flere gange demonstreret mod fængslingerne foran parlamentet i Tblisi.

Ifølge oppositionen sidder der mindst 100 politiske fanger i de georgiske fængsler. Pårørende og oppositionspolitikere har flere gange demonstreret mod fængslingerne foran parlamentet i Tblisi.

Per Dalgaard

10. maj 2010

Begejstringen var stor mange steder, da folkelige og fredelige demonstrationer i flere tidligere sovjetrepublikker væltede åbenlyst korrupte og autoritære regimer. Ind kom nyvalgte ledere, som lovede demokrati, overholdelse af menneskerettigheder samt lov og orden via den orange revolution i Ukraine i 2004, tulipanrevolutionen i Kirgistan 2005 og rosenrevolutionen i Georgien i 2003.

Vesten klappede i hænderne, for nu havde man, hed det sig, en demokratisk udvikling i gang i det postsovjetiske rum, og provestlige styrer, som søgte tilnærmelse til NATO, EU og - i Kirgistans tilfælde - lod USA have en vigtig militærbase i forbindelse med krigen i Afghanistan. Rusland derimod var rasende og betragtede de farvede revolutioner som Vestens værk, beregnet på at omklamre Rusland og skaffe NATO fodfæste rundt om Rusland.

Rusland har svaret igen ved at gøre tilværelsen besværlig for regeringerne i de nævnte lande. I Ukraine har det ført til, at Viktor Janukovitj, som blev fjernet af revolutionen, nu igen er ved magten og fører en tydelig prorussisk linje.

Mange mener også, at Moskva står bag den nylige opstand i Kirgistan, som fjernede det provestlige styre der. Og Georgien mistede under den kortvarige krig med Rusland i 2008 to provinser, Abkhasien og Sydossetien, som Moskva straks anerkendte som selvstændige lande.

Hvad er det, der foregår? Information stiller det spørgsmål til ruslandseksperten, lektor i statsvidenskab Mette Skak fra Århus Universitet:

»Nok er der tale om russisk indblanding, men det er først og fremmest landenes egen skyld, at det er gået, som det er gået. Det ukrainske styre under Viktor Jusjtjenko og Julia Timosjenko var præget af ævl og kævl. Alle er for tiden optaget af Naomi Kleins bog om Chokdoktrinen, hvor hun gør op med de økonomiske chokreformer, men jeg vil gerne sige, at lande som Ukraine, Kirgistan og Georgien er eksempler på, at det er endnu værre, hvis man helt undlader at reformere. Ukraine og Georgien har forspildt chancen på grund af dårlig politisk ledelse. De har spildt 20 år,« siger Mette Skak.

Monroe-doktrinen spøger

Hun tilføjer, at styret i Georgien under Saakasjvili helt havde fejllæst situationen og på grund af den amerikanske Bush-administrations vedvarende forsøg på at få fodfæste i de ekssovjetiske lande begik en fatal fejltagelse ved at lade sig lokke ud i krig mod Rusland i 2008. De troede fejlagtigt, at USA ville komme til hjælp, »opmuntret af, at USA's daværende vicepræsident, Dick Cheney, rejste rundt i de tidligere sovjetrepublikker og holdt peptalks for at fremme tilnærmelsen til USA og NATO. Og russerne tænkte og sagde: Hvad laver han i vores baghave?«

Mette Skak mener, at i hele dette spil er der en god gang hykleri fra både USA's og Ruslands side:

»Amerikanerne var med til at støtte blomsterrevolutionerne for at vinde indflydelse i det postsovjetiske rum. Men russerne hykler, når de skælder ud over det. For Moskva har selv forsøgt at spille en særdeles aktiv rolle med støtte til bestemte Moskva-tro politiske kræfter i de samme lande. Til gengæld er det meget svært for os i Vesten at kritisere og disciplinere Rusland rent moralsk, så længe vi accepterer, at amerikanerne fortsat henholder sig til Monroe-doktrinen fra 1823.«

I Monroe-doktrinen giver USA sig selv ret til at have Nord- og Sydamerika som eksklusiv interessesfære.

»Rusland har siden selvstændigheden i 1991 ført den samme udenrigspolitik, og førende russiske eksperter henviser selvfølgelig til, at de tidligere sovjetrepublikker er lige så meget russisk interessesfære, som Sydamerika er USA's. Der er hykleri på begge sider, men Vestens ensidige politik i det postsovjetiske rum er bestemt ikke gennemtænkt,« mener altså Mette Skak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu