Læsetid: 3 min.

Gianfranco Fini: fra nyfascist til rettighedsforkæmper

I Berlusconis Italien er oppositionspolitik noget, der føres internt i regeringspartiet, Frihedens Folk. Partiets medstifter, den tidligere nyfascist Gianfranco Fini, har udfordret ministerpræsident Berlusconi og overrasket folk uden for partiet
Gianfranco Fini, der tidligere har beskrevet Mussolini som det 20. århundredes største statsmand, er ikke normalt en heltefigur hos den progressive venstrefløj. Men hans modstand mod regerings-partneren Berlusconis kontroversielle lovændringer har givet ham en uventet stjerne hos regeringens kritikere.

Gianfranco Fini, der tidligere har beskrevet Mussolini som det 20. århundredes største statsmand, er ikke normalt en heltefigur hos den progressive venstrefløj. Men hans modstand mod regerings-partneren Berlusconis kontroversielle lovændringer har givet ham en uventet stjerne hos regeringens kritikere.

ETTORE FERRARI

4. maj 2010

ROM - Trods et solidt flertal i begge parlamentets kamre vil Silvio Berlusconis regering i Italien næppe holde valgperioden ud. Det er de fleste politiske iagttagere enige om efter et internt opgør i Berlusconis parti, Frihedens Folk (PdL).

Medstifteren af partiet Gianfranco Fini, der tidligere var leder af det nyfascistiske parti og nu er deputeretkammerets formand, kritiserer sit parti for at være blevet »en fotokopi« af regeringspartneren Lega Nord og for at sætte den nationale solidaritet på spil med vidtrækkende føderale reformer:

»Den mest iøjnefaldende kendsgerning i den nuværende situation er den stadig hastigere opløsning af følelsen af national samhørighed,« skriver Eugenio Scalfari i La Repubblica.

Gianfranco Finis forvandling fra fascistisk nostalgiker, der hyldede Mussolini som det 20. århundredes største statsmand, til rettighedsforkæmper er blandt de mere spektakulære i europæisk politik.

I dag fremstår Fini som det eneste bolværk mod Berlusconis alliance med Lega Nord, som regeringens kritikere frygter vil medføre en balkanisering af Italien. Fini har skiftet den lange regnfrakke og solbrillerne med spejlglas ud med jakkesæt og kulørte slips, og retorikken handler ikke længere om gud, fædreland og familie, men om kritisk bevidsthed, magtdeling og national solidaritet.

Forleden understregede Fini i et tv-interview, at han ikke brød sig om partihymnen Meno male che Silvio c'è ('Det er godt, vi har Silvio', red.): »Et moderne parti har ikke brug for en slagsang,« forklarede han.

Karisma

For et par uger siden truede Fini ligefrem med at forlade PdL. Han har gennem længere tid kritiseret regeringens stramme udlændingepolitik og dens praksis med at gennemtvinge kontroversielle lovforslag med tillidsafstemninger i parlamentet.

Den udløsende årsag var angiveligt, at Roberto Calderoli fra Lega Nord på eget initiativ afleverede et udkast til forfatningsreformer til republikkens præsident, Giorgio Napolitano. Efter regionalvalget i slutningen af marts, hvor Lega Nord erobrede magten i to norditalienske regioner, har føderalistpartiet skærpet kravene om regionalt selvstyre. Berlusconi har brug for Lega Nord for at kunne reformere retsvæsenet og forfatningen, så han kan undgå retssager og blive valgt som republikkens præsident i 2013, så føderalisterne har lang snor hos regeringslederen.

For at undgå en splittelse i PdL blev partiledelsen derfor hasteindkaldt til det første landsmøde siden dannelsen for et år siden, men den ønskede forsoning udeblev.

I en timelang tale advarede Fini mod risikoen for »karismatisk centralisme« i partiet og påpegede dermed en paradoksal lighed med kommunistpartiets tradition for demokratisk centralisme:

»Jeg mener ikke, det er højforræderi at sige, at der er noget, vi kan gøre anderledes og bedre,« sagde Fini og lovede at blive, selv om Berlusconi hellere så ham gå: »Hvis du vil føre politik, må du gå af som formand for deputeretkammeret,« sagde Berlusconi som reaktion på kritikken, hvorpå Fini rejste sig fra sin plads i salen og råbte: »Hvad vil du gøre? Smide mig ud?«

Regeringskrise

Således er den tidligere fascist blevet de kritiske intellektuelles håb.

»Ordene blev sagt. De var klare og sågar modige. Da deputeretkammerets formand forklarede, at reformen af retsvæsenet ikke må være ensbetydende med straffrihed, udløste det vrede protester. Nu kommer handlingens øjeblik, og for Fini er indsatsen hans egen politiske fremtid, troværdighed og værdighed,« vurderer filosoffen Paolo Flores D'Arcais i avisen Il Fatto Quotidiano.

I La Repubblica skriver chefredaktøren Ezio Mauro: »Il Cavaliere (Berlusconi, red.), som er vant til at blive ophøjet, havde tydeligvis ikke nogen drejebog i dette psykodrama, der som alt, hvad der angår ham, på én gang var privat og statsligt.«

På et tidspunkt, hvor andre sydeuropæiske lande som Grækenland, Spanien og Portugal er hårdt pressede af den økonomiske krise, har Italien ikke råd til en periode med politisk ustabilitet. I morgen præsenterer Giorgio Napolitano programmet for fejringen af Italiens samling for 150 år siden, men i et tv-interview søndag satte Roberto Calderoli spørgsmålstegn ved Lega Nords deltagelse:

»Jubilæet i sig selv giver ikke meget mening. Det er bedre at tilbyde løsninger, at svinge med flaget er ikke nok. Det nytter ikke noget at tale om en totem, når man ved, at der er meningsforskelle i landet.«

Berlusconis afhængighed af Lega Nord og Finis oprør kan således udløse en regeringskrise. For at undgå nyvalg vil præsident Napolitano, som kan opløse parlamentet, sandsynligvis satse på en teknisk overgangsregering, hvis Berlusconis flertal smuldrer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu