Læsetid: 5 min.

Da den gode jøde kom til Beirut

Den amerikanske debattør og 'selvhadende' jøde, Noam Chomsky, gav sine arabiske beundrere tørt på: 'I skal holde op med at drømme og forholde jer til virkeligheden!'
Den amerikanske forfatter og professor Noam Chomsky (nummer to fra højre) er her fotograferet i Mlita i det sydlige Libanon i sidste uge. Chomsky er ifølge Informations korrespondent, Lasse Ellegaard, et ikon på disse kanter.

Den amerikanske forfatter og professor Noam Chomsky (nummer to fra højre) er her fotograferet i Mlita i det sydlige Libanon i sidste uge. Chomsky er ifølge Informations korrespondent, Lasse Ellegaard, et ikon på disse kanter.

JOSEPH EID

27. maj 2010

Noam Chomsky kom sjokkende ind i Unesco-teatersalen med hænderne i lommen og dette lille smil, der siger: jeg ignorer min position som dagens mand i skysovs.

Det hjalp ikke: Den propfyldte sal klappede - enkelte dignitarer på de første rækker rejste sig, men satte sig igen, da de indså, at publikum foretrak siddende bifald, selv for en Chomsky. Dette er trods alt Libanon, hvor magelighed er et princip, og hvor arabisk selvbevidsthed som regel er vinder i den permanente psykologiske krig mod arabisk mindreværd. Og ja, Chomsky var dagens mand, et ikon på disse kanter, den gode amerikaner, den gode jøde, professor, verdensberømt og i det hele taget ovenpå, men her var han altså blandt ligemænd, han var ikke gæst i en frønnet flygtningelejr med åbne kloakker, hvor hans hænder ville blive kysset, så savlet drev fra dem.

Den 81-årige lingvist og polemiker - der, som han bemærkede i sin forelæsning, har »brugt et liv på intellektuel dissens« - kom fra Jordan efter at være blevet nægtet adgang til den israelsk besatte Vestbred, hvor han var inviteret til at forelæse på Bir Zeit-universitetet i Ramallah. En israelsk major ved Allenby Bridge - broen over Jordan-floden - havde ingen intentioner om at lade den 'selvhadende jøde' komme ind i det besatte Judæa og Samaria, som israelerne kalder Vestbredden.

Israel, der ellers altid har brystet sig af respekt for ytringsfriheden, er på det seneste blevet mere striks over for potentielt kritiske besøgende, der nægtes adgang til Gaza, selv hvis de er svenske ministre eller danske medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn, og især er der vagtsomhed over for 'selvhadende jøder'. F.eks. Daniel Barenboim, der jævnligt har dirigeret i Ramallah, Richard Falk, FN's menneskerettigheds-rapportør, for slet ikke at tale om Richard Goldstone, den sydafrikanske jurist og zionist, hvis rapport om Gaza-krigen i 2008-09 har skadet Israels omdømme som 'Mellemøstens eneste demokrati' mere end hele stablen af Chomsky-bøger og -artikler.

Non grata i NY Times

En grund er selvfølgelig, at Chomsky er mere kendt, end han er læst - desuden er han sjældent refereret i mainstream-medierne. I USA betragtes han generelt som en radikal freak råbende fra det yderste hjørne af det politiske udkantlandskab, og årsagen er ifølge ham selv, at han bekæmper 'intellektuelt medløb og forræderi', der er 'den mest udbredte akademiske disciplin', når det kommer til analyser og kritik af den amerikanske imperialismes 'mafialignende' struktur. Til den libanesiske avis Al-Akhbar fortalte han ikke uden selvfølelse, at New York Times' chefredaktion har forbudt enhver henvisning til ham eller hans navn i bladets spalter. Skulle The New York Times tage Chomsky alvorligt, ville det betyde en total udskiftning af bladets leder-kollegium, så vist som Times ser sig selv som bæreren af politisk kritik, men også en kritiker med konkret indflydelse, hvilket - hvis man følger Chomsky - er den sikre bane til reelt medløb.

Men han kunne glæde sig over en endog ovenud positiv presse i Beirut:

»Velkommen til den smukke amerikaner« hed det på netop Al-Akhbars forside, der viste en khakiklædt Chomsky på besøg ved grænsen til Israel. For her i byen, som i Mellemøsten generelt, repræsenterer han den arabiske drøm om Amerika.

Han er netop den gode amerikaner, der minder araberne om, at USA på et tidspunkt - ja, så sent som i 1956, da Eisenhower stoppede invasionen af Suez-kanalen - var den 'ærlige mægler'. For den 'arabiske gade' er USA fremdeles en Christian Winther-fantasi, der flyder med mælk og honning og ikke mindst politisk og økonomisk frihed.

Arabere ved muffen sender deres børn til amerikanske skoler og universiteter, kristne arabere udvandrer til USA, hvis de kan komme til det, og i Beiruts gadebillede er Elvis og Marilyn synlige på hvert eneste gadehjørne, om end poppen i de kromskinnende bilers forstærkeranlæg er arabisk - der er en kant for den dårlige smag. Men de generelle fordømmelser af Amerika som »barbariets og imperialismens rygsøjle i den zionistiske undertrykkelse af palæstinenserne« - jeg citerer her en gentagen frase - følges altid op med, at det ikke er det amerikanske folk, men de amerikanske politikere, der er noget i vejen med.

Punkterede drømmene

Dette drømmebillede punkterede Noam Chomsky, da han efter afspilning af Libanons nationalhymne endelig fik ordet i teatersalen. Hans halvanden time lange forelæsning var en næsten monoton påvisning af USA's ageren som supermagt i egen ret.

»Først når USA melder sig ind i verden, kan vi håbe på, at en slags retfærdighed indfinder sig,« som han sagde. »Indtil da ligner amerikansk politik mafiaens - USA er verdens Godfather, der træffer afgørelser uden hensyn til andet end mafiaens interesser.«

Og videre i den dur - belagt med eksempler og analyser, der f.eks. antog, at USA's støtte til Israel bunder i, at amerikanerne genkender sig selv og deres egen historie i israelernes kolonistmentalitet, der enten udrydder eller fordriver indfødte for at skaffe plads til de indtrængende.

Og ja, det var kendt stof for Chomsky-kulten - vi skulle hen til spørgerunden efter bifaldet (stadig siddende), før det blev rigtigt interessant, for det var her, Chomsky skruede bissen på. Da en tilhører bad om svar på, hvordan han kunne tale i halvanden time »uden med ét ord at nævne 1948« - årstallet for al nakba, den palæstinensiske katastrofe, svarede den gamle og drevne polemiker hvast:

»Fordi jeg ikke hænger mig i drømme, men ser på realiteterne.«

Hvorefter salen fik en opsang ad følgende retningslinjer: Drømmerier om flygtninges ret til at vende tilbage til selve Israel er kontra-produktive, for de gavner kun den israelske højrefløj. Akademisk boykot af israelske universiteter er direkte skadelig, for den fører ikke til noget produktivt resultat - og, som han tilføjede:

»Hvis I vil tage konsekvensen af en akademisk Israel-boykot, betyder det, at I også skal boykotte Harvard, Oxford og Sorbonne.«

Hvorfor ikke ingen stat?

Om debatten omkring en stat eller to stater sagde han:

»Hvorfor ikke ingen stat? Hvad med en løs føderation i hele Mellemøsten - så længe intellektuelle som f.eks. Sari Nuseibeh (kendt rektor for Al Quds-universitetet i Jerusalem, red.) siger til israelerne: 'Her er nøglen til Palæstina, tag det hele', styrkes høgene i Israel, ikke de fredsvenlige kræfter. Kritik skal være produktiv, og den må gerne være pragmatisk, hvis den gavner det overordnede mål, nemlig at skabe ikke kun fred, men også tålelige vilkår for befolkningen. Derfor er det nødvendigt at tænke sig om, før man taler - og at undlade drømmerier, som lyder godt på akademiske seminarer mellem venner, men som ikke har nogen gang på jorden.«

Tag den! Og publikum tog den. I hvert fald blev der klappet - men var bifaldet lidt mindre varmt end ved guruens ankomst?

De færreste bryder sig om at få kvæstet deres drømmebilleder - men arrangørerne, det venstreorienterede debatforum 'al-Liquaa' (Mødested) var tilfredse. Chomsky havde været på tur rundt i det tidligere israelsk besatte Sydlibanon, han havde været i alle aviser - og han var loyal, da det gjaldt. Da han blev spurgt om Hizbollahs rolle i libanesisk politik - en tvivlsom mellemting mellem politisk mafia og militær modstandskamp - svarede han:

»Det har jeg ikke adkomst til at svare på.«

Således blev alle - og ikke mindst aftenen - reddet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frej Klem Thomsen

"New York Times’ chefredaktion har forbudt enhver henvisning til ham eller hans navn i bladets spalter."

Det vidste jeg faktisk ikke. Men det er desværre ikke overraskende. Heldigvis kan man jo så læse manden selv istedet for: http://www.chomsky.info/

'han var ikke gæst i en frønnet flygtningelejr med åbne kloakker, hvor hans hænder ville blive kysset, så savlet drev fra dem.'

jeg viste ikke at flygtninge savlede mere end andre, man sku jo tro det var modsat hvis der er tørke og de ikke har meget vand???

der er vist meget få der drømmer om at komme tilbage til hvor det stod 1948, FN og palæstinenserne har anerkendt staten Israel inden for 1967 grænsen, hvad har det med 'drømmeri' at gøre?, bare hvis Israel også gad at anerkende 1967 grænsen ville problemet være løst, men det er nok bare 'drømmeri'.

Alexander Corolinus:
Hvem sagde noget om, at de amerikanske medier er styret af zionister? Chomsky er blacklisted i NYT ikke kun pga. hans kritik af Israels politik (især overfor palestinenserne), men i høj grad fordi han er meget kritisk overfor USA's udenrigspolitik og har en saglig, analytisk tilgang. F.eks. har han påpeget, at USAs egne handlinger gang på gang opfylder gældende, officielle definitioner på terrorisme, og de har selektivt holdt hånden over terrorister f.eks. fra Cuba; dette udstiller enhver reference til den såkaldte "krig mod terror" som værende ganske absurd. Og det stemmer mildest talt ikke overens med NYT's redaktionelle linie.

Tom Paamand

Så "New York Times’ chefredaktion har forbudt enhver henvisning til ham eller hans navn i bladets spalter"? Den slags forfængelige myter at altid gode at rejse rundt med, men kik fx i New York Times fra den 17. maj 2010, der netop omtaler hans turné i Mellemøsten: Israel Roiled After Chomsky Barred From West Bank. Og her er en liste med et par tidligere artikler om Chomsky, fra avisens emneindex om manden. Den chefredaktion må være ret sløset!

Jeg holder meget af Chomskys sylespidse pen og fordomsfrie spark til alt etableret, men ved at fortælle så gennemskuelige en vandrehistorie, undergraver han sin egen troværdighed...