Læsetid: 8 min.

Hedgefonden, der blev finanskrisens dødsstjerne

De fleste troede, at Magnetar, en anonym hedgefond i en forstad til Chicago, havde en elendig timing. I virkeligheden var den helt med på noderne. Da alle trak sig fra de amerikanske boliglån i 2005, skruede de op for blusset. I stedet for at briste voksede boblen. Et hold amerikanske journalister har afdækket den hedgefond, som de mener var central i skabelsen af finanskrisen
De fleste troede, at Magnetar, en anonym hedgefond i en forstad til Chicago, havde en elendig timing. I virkeligheden var den helt med på noderne. Da alle trak sig fra de amerikanske boliglån i 2005, skruede de op for blusset. I stedet for at briste voksede boblen. Et hold amerikanske journalister har afdækket den hedgefond, som de mener var central i skabelsen af finanskrisen
25. maj 2010

Kurven havde indtil da kun søgt mod skyerne, men i vinteren 2005 stod det skrevet i sol, måne og stjerner, at boomet i det amerikanske boligmarked var ovre. Den amerikanske centralbank havde hævet renten, og dem, der havde investeret i de komplekst sammenskruede pakker af boliglån til dårlige betalere - de såkaldte subprimelån - trak følehornene til sig. Var det blevet ved det, var boblen måske bristet allerede på det tidspunkt. Krisen var kommet før, men havde næppe været ligeså omfattende. Men det skete ikke.

Nogen derude blev ved med at pumpe penge ind i systemet indtil kollapset i 2008, den efterfølgende recession i 2009 og den gældskrise, der nu hærger Europa. Herunder en relativt ukendt hedgefond i en forstad til Chicago. Lige på det tidspunkt, hvor alle andre trak sig fra de betændte lån, skruede den nemlig op for blusset, og mens stort set alle de investorer, der var så uheldige at stifte bekendtskab med fonden, led kolossale tab, kom de ud som krisens vinder. Navnet er Magnetar, opkaldt efter det supermagnetiske felt, der omgiver en døende stjerne. Den symbolik skal vise sig kun at blive alt for klar.

»Da nedsmeltningen kom, blev næsten alle deres aktiver værdiløse, et tab på næsten 40 milliarder dollar betalt af investorer, de investeringsbanker, der hjalp dem til verden og - i sidste ende - de amerikanske skatteydere,« skriver et hold af dybdeborende journalister, der i en 12 sider lang artikel fortæller historien om hedgefonden.

Legendarisk

Historien om Magnetar har været legendarisk i insiderkredse på Wall Street, men indtil for nylig kun dér. Det besluttede journalisterne ved ProPublica - en uafhængig webbaseret organisation for undersøgende journalistik - for et lille år siden at ændre på. De dykkede ned i handlen, som de havde en mistanke om var helt central i forståelsen af den krise, der har forandret USA for altid.

»Hvordan det lykkedes for Magnetar at få sejren hjem, er en af de uafdækkede historier om nedsmeltningen. Kun en lille gruppe insidere på Wall Street kendte til det, der senere blev kendt som 'The Magnetar Trade'. Stort set alle, der blev kontaktet af ProPublica, nægtede at tale til citat af frygt for deres karriere,« skriver de om forløbet. Men de gav ikke op. I syv måneder gravede journalisterne.

En af dem, de aldrig fik i tale, var Magnetars grundlægger, det 38-årige finansvidunderbarn Alec Litowitz, der i 2005 skaffede penge til at starte sin helt egen hedgefond. Han var kendt blandt sine ansatte som en mand med en simpel opskrift. Som en anonym ansat beskrev hans motto: »Find ud af hvordan du kan lave penge, hvordan du gentager det, og så gør det igen og igen.«

Han udleverede t-shirts til sine ansatte med teksten
Very Bright, Very Magnetic,mens de ansatte bag hans ryg jokede med, at de faktisk var ansat i et foretagende, opkaldt efter et sort hul. I dag er de knap så muntre.

»Når jeg ser tilbage på det, burde jeg ikke have noget job,« siger en anonym børsmægler med fortid i fonden.

Pakkerne

I marts 2007 placerede Business Week Magnetar på en liste under overskriften
'Who Will Get Shredded?Magnetar udviser »meget dårlig timing«, skrev de. Det skulle vise sig langt fra at være tilfældet.

Magnetar er en hedgefond. Det er en slags investeringsforening, der er kendetegnet ved at anvende det, der i fagsprog hedder storting. Det betyder, at man kan agere - og tjene - på et faldende marked. Som investor låner man nogle aktier, hvis kurs man forventer vil falde. Derefter sælger man dem og venter på at kursen falder, hvorefter man køber de lånte aktier tilbage igen - nu til lavere kurs. Til sidst leverer man aktier tilbage og tjener derved på differencen mellem de først solgte og senere tilbagekøbte aktier.

I Magnetars tilfælde fungerede det i grove træk således: De købte den mest risikable andel af de såkaldte
collateralized debt obligations(CDO). Det er en 'struktureret obligation', der er knyttet til udviklingen i nogle underliggende aktiver, og hvor der samtidig er knyttet en sikkerhed - en slags forsikring - der garanterer et minimumafkast. De underliggende aktiver kan være en råvare, en valuta eller en virksomhedsaktie. I Magnetars tilfælde var det boliglån.

Forsikring eller våben?

CDO er ikke i sig selv 'farlige', men blot et værktøj, der kan skabe en sikkerhed. Man kan i princippet handle med alt, bare det kan sættes på tal. Man kan handle med vejret i København, det kan en iskiosk have en interesse i at forsikre sig imod og et teater en anden. Få vil dog i dag bestride, at som krisen skred frem, blev de i kombination med de usikre boliglån en ødelæggende cocktail. Som Lawrence Roberts, forfatter til
The Great Housing Bubble,udtrykker det: »Hvis de benyttes korrekt, kan de være en måde at gøre tilgangen af kapital til et marked hurtigere. Hvis de bruges forkert, kan de blive finansielle masseødelæggelsesvåben.«

Det blev de i Magnetars hænder, mener ProPublic. Under normale omstændigheder kunne en investor stille og roligt tjene penge, men hedgefonde tænker ikke langsigtet. For dem handler det om at tjene penge her og nu. De efterspurgte nye CDO'er.

»Magnetar gik i gang med at skabe subprime-CDOs i et uhørt omfang. Havde verden været sparet for deres slags, ville vanviddet i 2006-2007 have været mindre og sammensmeltningen mildere,« skrev den anerkendte finansblogger Yves Smith i 2008.

Armene i vejret

Og Wall Street var begejstrede. Andre havde jo trukket sig fra de boliglån, der allerede den gang gik under navnet 'giftaffald'. Uden Magnetar og den håndfuld af andre eventyrere, med blik for profitable katastrofer, ville Wall Streets samlebånd gå i stå, hævder forfatterne.

»Normalt skulle investeringsbankerne ud og finde kunder. Magnetar kom til deres dør. Wall Street var eksalteret.« Det virkede som et »mirakel«, siger Bill Tomljanovic, en af de bankmænd, der hjalp Magnetar på CDO-markedet. Blandt de banker, der i perioden handlende med Magnetar, var Citygroup, Morgan Stanley og Merrill Lynch. Og resten er historie, er man fristet til at sige.

Magnetar siger selv, at de blot havde sikret sig et 'neutralt marked', som de ville tjene på, uanset om huspriserne gik op eller ned og at de ikke blandende sig i selve sammensætningen af de CDO'er som de bestilte hos bankerne. Andre fastholder, at Magnetar helt bevidst begyndte at inkludere stadigt mere risikable aktiver i deres CDO'er, og derved hele tiden øgede risikoen for, at de ville fejle. Sagt simpelt: De spekulerede mod deres egne investeringer og ønskede at de skulle fejle så de kunne skumme forsikringen.

Det er ikke lykkes for ProPublic at få Magnetar til at oplyse andet, end at de købte 30 CDO'er fra foråret 2006 til 2007. Journalisterne har identificeret 26. Ud af dem var 96 procent værdiløse ved udgangen af 2008 mod det generelle billede på 'kun' 68 procent.

Den japanske forbindelse

I foråret 2007 begyndte Magnetar at få et problem. Hedgefonden sad med 100 millioner dollar af CDO, som var svære at slippe af med. Den havde brug for en køber og fandt redningen i den japanske storbank, Mizuho, hvor en af deres tidligere bankforbindelser i USA, Alex Rekeda, nu arbejder.

Mizuho var ivrig for at komme ind på CDO-markedet. Rekeda og Magnetar fik en god idé. De tog de mest risikable dele af 18 CDO'er og 'ompakkede' dem til videresalg. Handlen blev kaldt Tigris, bestod af 902 millioner af Magnetars mest risikable aktiver, og Magnetar fik overtalt det anerkendte ratingbureau Standard & Poor's og Fitch til at vurdere den. Den fik et
triple A,det bedste man kunne få. Helt usædvanligt afviste det største bureau, Modys, at vurdere pakken, trods hård lobbyindsats fra Rekedas side. Magnetar fik 450 millioner dollar af Mizuho, som til gengæld fik indkomsten fra aktiverne i Tigris. Hvis det gik galt, kunne den japanske bank ikke kræve andet end det, der var tilbage i Tigris.

I september, kun seks måneder senere, nedjusterede Fitch størstedelen af aktiverne bag CDO'erne. I januar 2008 stod japanerne med et værdiløst stykke papir. Det totale tab på deres subprimeeventyr blev syv milliarder dollar. En kilde siger, at det kunne have været »årets handel«, hvis det ikke var kollapset. Måske blev det årets handel for Magnetar, skriver journalisterne. I september 2007 trak Magnetars grundlægger 280 millioner dollar ud af Magnetar. The Magnetar Constellation Fund - den del af foretagendet, der havde mest at gøre med CDO'erne - steg med 76 procent i 2007. Hovedfonden Magnetar Capital Fund med 26 procent. Magnetar forvaltede i slutningen af 2007 7,6 milliarder dollar, mod de 1,7, de var startet med i en forstad til Chicago to år tidligere. De amerikanske finansmyndigheder, US Securities and Exchange Commission (SEC), der for tiden ser finanshuset Goldman Sachs efter i sømmene, er, ifølge ProPublica, begyndt at se nærmere på, hvordan Magnetar skruer deres handler sammen. Magnetar afviser, at der er tale om en undersøgelse rettet specifikt mod dem.

Skurke?

Men var Magnetar og de andre hedgefonde så virkelig de store skurke? ProPublica understreger, at de intet ulovligt gjorde, men blot fulgte reglerne, som de så ud på det tidspunkt. Magnetar selv valgte at reagere på artiklen ved at hævde at journalisterne intet havde forstået. De havde blot 'hedget' ikke 'spekuleret' mod deres egne aktiver, understreger de i et svar. Derudover havde de blot gjort hvad alle andre gjorde. "Magnetar's portefølje og præferencer kom til udtryk på en måde, der var i overensstemmelse med den generelle praksis på markedet«, hedder det i et brev.

Og ifølge Søren Hvidkjær, professor ved CBS, imødekom hedgefonde som Magnetar til dels bare en eksisterende efterspørgsel.

»Man kan selvfølgelig altid spørge om det er moralsk at sælge en pistol til en mand, der er selvmordstruet, men her er der jo ikke tale om småinvestorer, der ikke vidste, hvad de lavede. Det var de store tyske og japanske banker, der valgte ikke at indse, at den slags handler er et nulsumspil,« siger Søren Hvidkjær. Magnetar var villig til at tage risikoen ved at satse på et hastigt faldende marked. F.eks. de store tyske banker, som var aftagere, burde have set risikoen, mener Søren Hvidkjær, der også peger fingre ad de ratingbureauer, der burde have fungeret som en uafhængig tredje part.

»Den rolle opfyldte de ikke.«

Om den type eventyr, som Magnetar var ude i, virkelig forlængede boblen og derfor skabte en endnu større krise, er han usikker på.

»De spillede jo på, at boblen ville briste.«

Om det betød, at de faktisk fik den til at vokse, vil han ikke teoretisk afvise:

»Men det er meget vanskeligt at sige noget om.«

Forfatteren til en blog på Wall Street Journals hjemmeside mener, at investorerne blot skulle have googlet navnet.

»En neutronstjernes undergang udleder enorme mængder af elektromagnetisk gammastråling som - i lighed med en atomeksplosion - skaber radioaktive atomer. Gammastråler dræber levende celler.

Læs hele historien om Magnetar på: www.propublica.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Far, far away in a completely, fuckingly mad galaxy.

Det her er jo komplet absurd. Fornuften i de nuværende finansielle systemer befinder sig jo helt og aldeles på den forkerte side af det sorte huls begivenhedshorisont.

Rachel Henderson

Kapitalisme, der fungerer som et stort pyramidespil.

Glem aldrig, at når der er tab ét sted i systemet,så er der nogen der haft gevinst et andet sted. Casinoøkonomi, det er hvad vi har.

Peter Lauritzen

Rachel Henderson, det forholder sig desværre ikke, som du tror. Kriser er en utrolig udslettelse af værdier, som tidligst dukker op igen, når markedet har stabiliseret sig.

Martin Vindum

@Peter Lauritzen
Det du dermed siger at disse værdier, i sig selv intet er værd, men eksisterer på markedets vilkår, eller med andre ord at markedet eksisterer på disse værdiløse værdier.
Ja så skal det jo gå galt
MVH
Martin

Bill Atkins

de store tyske banker, som var aftagere, burde have set risikoen

Der gisnes en hel del om hvem, der burde have set kollapset i tide. Fakta er at nogen så det komme, andre ikke. Det er en del af spillet - som det også fremgår af artiklen - men i de tilfælde hvor banker og virksomheder har handlet åbenlyst uforsvarligt burde revisorerne have advaret og det gjorde de ikke...

Det er skatte og revisionslovgivningen der skal strammes op.

Kina har deres spekulationskapital i stramme tøjler.
USA, Obama, er tilsyneladende på vej i den rigtige retning.
Europa? Her blandes kortene til en ny omgang hasard...
Danmark? Vi har høfligst anmodet de kriseansvarlige banker, om at vise lidt samfundssind og sænke direktørernes honorarer, samt låne erhvervslivet bare en smule af den skattegaranterede udlånskapital...

Peter Lauritzen

Martin Vindum, det er sådan set ikke, hvad jeg siger.Man skal bare ikke tro at fordiet firma mister i værdi, så dukker der tilsvarende værdier op et andet sted. Sådan fungerer det ikke. De tabte værdier, de er simpelthen væk.