Læsetid: 5 min.

Hvem har flertal efter valget i Storbritannien?

Hvis man lægger Labour og Liberaldemokraternes mandater og stemmetal sammen og sammenligner dem med De Konservatives, kan de to partier danne regering sammen. Men det er ikke et troværdigt flertal
Hvis man lægger Labour og Liberaldemokraternes mandater og stemmetal sammen og sammenligner dem med De Konservatives, kan de to partier danne regering sammen. Men det er ikke et troværdigt flertal
Udland
7. maj 2010

LONDON – I et splittet parlament er antallet af mandater af afgørende betydning. Hvilken kombination af partier kan opnå et flertal om et regeringsprogram eller et lovforslag? I alle lovgivende forsamlinger er det det, der betyder mest. Se blot på Obamas problemer med kongressen i USA. Sådan er det også i dette tilfælde. Tallene betyder alt, og i de sidste exit polls havde De Konservative uden tvivl de bedste tal. De har fået flest stemmer, flest mandater og har dermed den bedste udgangsposition i det pokerspil, der vil dominere dagen efter valget.

De Konservative er ifølge de foreløbige resultater det eneste parti, der har opnået fremgang. De ser ud til at få 95 nye medlemmer på bænkene i Westminster, når parlamentet samles igen. Men det kan være fristende at hævde, at det er godt, men ikke godt nok. Det er helt sikkert lidt skuffende set i forhold til De Konservatives begejstring i går eftermiddag. Sammenlignet med alle andre har David Cameron ydet en strålende præstation. Men den fremgang på 6,9 procent, som var nødvendig for at erobre magten, er en meget stor opgave.

Taberne

Efter de seneste 10 dages dommedagsstemning er den omstændighed, at Labour i går aftes så ud til at erobre 255 pladser i parlamentet næsten et mirakel. Det er en meget mere end de 209 pladser, som den daværende partileder Michael Foot opnåede ved fiaskoen i 1983, og det er meget mere, end mange i Labour forudsagde i går. Men det samlede flertal er ikke desto mindre sat over styr, og Gordon Brown er ubestrideligt valgets store taber.

Samtidig ser Liberaldemokraterne ud til at opleve den største skuffelse. Partiets forventede 59 pladser betyder, at det store ståhej omkring Nick Clegg i de seneste tre uger i sidste ende ikke kommer til at betyde noget som helst. Det endelige resultat vil uden tvivl komme til at se en smule anderledes ud (Liberaldemokraterne kan vinde mandater i f.eks. Redcar i det nordøstlige England), men valget ser ud til at blive et enormt antiklimaks for Nick Clegg. De vælgere, som var utilfredse med Labour og De Konservative har ikke som forventet samlet sig omkring Liberaldemokraterne, men spredt sig på de mindre partier.

Usandsynlig koalition

Samlet set kan man udlede to ting. For det første er Gordon Brown, som for øjeblikket stadig er premierminister, absolut berettiget til at tale med de andre partier for at se, om han kan opnå flertal i Underhuset for et regeringsprogram. En række fortilfælde tæller til hans fordel, hvis han forsøger at gøre det. Men det er absurd, at det britiske valgsystem ikke gør det mere klart, at denne mulighed eksisterer, ved at fastsætte en længere overgangsperiode mellem et valg og indsættelsen af en ny regering. Hvis den afgående regering fik lov til at blive på posten i en eller to uger, inden tøjlerne skulle afleveres til efterfølgeren, ville disse drøftelser kunne finde sted under roligere omstændigheder og uden det egennyttige spil for galleriet fra medierne og pressionsgrupper. Men faktum er, at systemet ikke indeholder denne mulighed. Så Brown vil i dag komme under voldsomt pres for at give op. Han vil blive anklaget for at forsøge at stjæle valget, selv om det ikke er tilfældet. Brown har mange fejl, men det er ikke en af dem.

Jeg tvivler dog på, at han vil kunne slippe af sted med det. De Konservative har understreget, at de under disse omstændigheder vil gøre alt for komme i regering. Formalia og fortilfælde vil ikke få lov til at stå i vejen for dem. Brown vil blive fremstillet som en illegitim kandidat til posten som premierminister. De Konservative og medierne vil uanset hvad forsøge at bære David Cameron over dørtrinnet i Downing Street 10. Og selv om Brown og Clegg kan være fristet til at indgå en aftale, mangler de både mandater og momentum til at kunne gøre det. Det kan virke perverst. Til sammen ser de to partier ud til at opnå et klart flertal af stemmerne, Men de har begge vaklet, og i politik er det dødsens farligt at sminke en taber. Så selv om Brown er i sin gode ret til at forsøge at danne en regering, vil en svækket Clegg have meget svært ved at gå ind i et samarbejde. En aftale mellem Labour og Liberaldemokraterne må derfor vente.

Camerons triumf

Så lad os vænne til det. De splittede parlament, som fremgår af nattens exit polls, vil med overvældende sandsynlighed skabe en konservativ regering, sandsynligvis en mindretalsregering med nordirsk samtykke. Det er uden tvivl en stor personlig sejr for Cameron, men i dybere politiske forstand er det ikke en konservativ triumf, som Margaret Thatchers valgsejr i 1979 var det. Det kan det med tiden blive, men ikke endnu. Resultatet er for tæt. Storbritannien er fortsat et midtersøgende land, hvor mange har stemt på Cameron snarere end på De Konservative

Utroværdigt flertal

Venstrefløjen gennemlever en eksistentiel krise. Under andre omstændigheder og med en bedre leder kunne Labour have vundet valget eller være tæt på at gøre det. Hvis og hvis og hvis. Men Labour er i stedet løbet tør for strøm. Brown kan være fristet til at fortsætte som partileder, men Labour har brug for en ny leder med en ny indstilling.

Det er imidlertid endnu vigtigere, at Labour igen er nødt til at lære af erfaringerne fra 1983. Labour er ikke længere et flertalsparti og da slet ikke udtryk for et progressivt flertal i befolkningen. Et sådant flertal findes i Storbritannien, og det kan – hurtigere end man tror – danne regering, Det fremgår, hvis man lægger Labour og Liberaldemokraternes mandater og stemmetal sammen og sammenligner dem med De Konservatives. Men Labour har ikke noget flertal og kan ikke samle et troværdigt flertal. Det flertal ville kun kunne opnås gennem gensidig respekt mellem de to partier og med et valgsystem, der behandler det liberale Storbritannien som en ligeværdig partner og ikke blot som en bekvem allieret. Hvis der kan uddrages en positiv lære af dette valg, så er det, at opgaven med at opbygge dette partnerskab kan begynde nu.

© Guardian News & Media 2010. Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her