Læsetid: 6 min.

Ingen global klima-aftale før 2011 - hvis nogensinde

Det officielle forhandlingsspil om en juridisk forpligtende aftale kører videre, når alverdens lande i dag samles til klimamøde i Bonn. Men i korridorerne vil man diskutere, om den hidtidige strategi overhovedet giver mening
Det officielle forhandlingsspil om en juridisk forpligtende aftale kører videre, når alverdens lande i dag samles til klimamøde i Bonn. Men i korridorerne vil man diskutere, om den hidtidige strategi overhovedet giver mening
31. maj 2010

I dag mødes regeringsrepræsentanter fra de fleste af verdens lande i Bonn for at fortsætte de globale klimaforhandlinger, hvor topmødet i København, COP15, stoppede: I dyb splittelse og kollektiv depression over, at flere års intense forberedelser ikke førte til den ambitiøse, globale aftale, som klimaet og verdens befolkninger skriger på.

»Desværre leverede København ikke, hvad alle havde håbet på, fordi det afslørede, at vi alle håber på noget forskelligt,« sagde den afgående chef for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, forleden i en videomeddelelse op til Bonn-mødet, der skal lede frem til et nyt topmøde, COP16 i Cancun, Mexico, til december.

Det ansete tyske Wuppertal Institute skriver i en aktuel granskning af COP15, at mødet i København »har en god chance for at blive husket som den mindst succesfulde klimakonference nogensinde.«

Mødet leverede kun teksten Copenhagen Accord, som omkring 100 lande nu har tilsluttet sig, men som ikke indeholder forpligtende mål for CO2-reduktioner i hverken i- eller u-lande.

De frivillige ambitioner om reduktioner, som en række lande har meddelt, vil kunne sikre et sted mellem fire og 21 procent global CO2-reduktion i 2020, målt i forhold til 1990. Det konkluderer analysevirksomheden Ecofys i en ny evaluering, foretaget for EU-Kommissionen.

Den store usikkerhed i tallene skyldes, at mange lande både har et nedre mål, som de betingelsesløst vil leve op til, og et øvre, som de kun vil efterleve, hvis andre forpligter sig tilsvarende. Usikkerheden skyldes også, at der er en række smuthuller i systemet, som kan udvande de erklærede mål.

»Den totale betydning af disse risici kunne være, at der stort set ingen udledningsreduktioner opnås,« advarer Ecofys.

Under alle omstændigheder er man langt fra et løfte om de 25-40 procent CO2-reduktion i blot de rige lande, som klimaforskerne appellerer om, og som kan give en rimelig chance for at bremse den globale opvarmning før smertegrænsen på to grader. Efter COP15 er verden på vej mod mindst 3,5 grader ved århundredets udgang.

»Det haster endnu mere med en global klimaaftale nu end før COP15. Derfor må Bonn-mødet vedtage en nøjagtig køreplan for, hvordan en endelig global klimaaftale skal besluttes så hurtigt som muligt,« siger Troels Dam Christensen, koordinator for de danske ngo'ers netværk, 92-gruppen, til Ritzau.

Udtrykket 'køreplan' er betegnende for dagens ambitionsniveau.

»Jeg hører nu næsten hver dag ledende folk i denne proces sige, at det vil blive svært at nå en juridisk bindende aftale i Cancun. Det er bestemt også min egen opfattelse,« siger Yvo de Boer.

Reelt hverken tror eller tilstræber nogen lande at nå en klima-aftale i Cancun. Ambitionsniveauet et år efter København er fra start sænket.

Kinas chefforhandler Xie Zhenhua gjorde det i sidste uge krystalklart, om end formuleringen af tilbagetoget var offensiv:

»Alle tager nu pragmatiske skridt og arbejder hårdt og positivt for, at vi kan nå en juridisk bindende aftale på næste års møde i Sydafrika.« Altså ikke før COP17 i december 2011, hvad der giver blot ét år inden Kyoto-forpligtelsernes udløb til at få en mulig aftale ratificeret og gjort operationel. Med Kyoto-aftalen fra 1997 tog den proces syv år.

»Vi når den bindende aftale, når medlemslandene vil have den,« lyder den lakoniske kommentar fra den costaricanske klimadiplomat Christiana Figueres, der 1. juli overtager de Boers post som chef for FN-sekretariatet.

»Forhåbentlig kommer den bindende aftale på plads i Sydafrika,« sagde hun i går til Politiken og lader forstå, at heller ikke dét skal tages for givet.

USA's læringskurve

Én grund til, at der ikke kan formuleres en aftale i år, er ifølge Yvo de Boer, at »vi ikke har et fælles syn på, hvad 'juridisk bindende' betyder i praksis.«

USA ønsker, at en aftale består af en beskrivelse af enkeltlandes nationalt besluttede klimamål med diverse kontrolmekanismer - ikke noget fælles vedtaget mål for alle i-lande. Og det er stadig en amerikansk forudsætning, at en vækstøkonomi og global konkurrent som Kina forpligter sig efter samme principper som USA.

For Kina og de øvrige lande i den ny, magtfulde BASIC-alliance - Indien, Brasilien og Sydafrika - svarer den amerikanske model til gengæld til at 'dræbe Kyoto-aftalen'. Kyoto rummer juridiske bindende CO2-mål for alle i-lande minus USA, og BASIC har som grundforudsætning, at en ny aftale tilsvarende kommer til at forpligte i-landene - de historiske klimasyndere - inklusive USA.

Som antydet af de Boer har ingen endnu knækket den nød at finde et juridisk aftale-koncept, der imødekommer både Kina og USA.

Dertil kommer den praktiske vanskelighed for forhandlerne i Bonn - og formentlig også i Cancun - at den amerikanske kongres fortsat ikke har vedtaget den klimalov, der fastlægger USA's CO2-mål og præsident Obamas forhandlingsmandat.

»Det er åbenlyst, at det føderale politiske system i USA stadig er årevis bagud for alle andres læringskurve,« skriver Wuppertal Institute.

»Præsidenten forstår krystalklart, hvor vigtigt det her er. Han tror på det. Han fatter det. Og vi skal nok få det gjort,« forsikrede Obamas videnskabelige rådgiver, John Holdren, i torsdags om klimalovgivningen. Faktum er, at præsidenten i dag ikke har det flertal på 60 stemmer i Senatet, der kan sikre en vedtagelse. Chancen for at få det falder antagelig efter midtvejsvalget til november, så mulighedernes vindue står højst på klem et par måneder endnu.

Pengene og krisen

Landerepræsentanterne, der i dag træder sammen i Bonn, har foran sig de ufærdige arbejdspapirer fra COP15's to forhandlingsspor: Kyoto-sporet om de fortsatte forpligtelser for i-landene, og konventions-sporet om mål og mulige forpligtelser for samtlige lande. Dertil Copenhagen Accord-teksten med dens svage formuleringer og uklare status.

Forhandlerne på embedsmandsniveau har en lang tradition for at grave sig dybt ned i tidrøvende detaljer om teksterne, men ringe mulighed for at håndtere de fundamentale konflikter mellem i- og u-lande. De kan formentlig ikke gøre andet i Bonn end at holde dialogen åben og spillet kørende og så håbe på, at de politiske ledere via deres deltagende ministre formår at sende så mange tillidsskabende signaler, at dødvandet fra København langsomt kan blive brudt.

Og alle ved, at de første signaler må sendes i form af penge. I København lovede i-landene at yde hurtig 'starthjælp' til u-landenes klimaindsats - 10 mia. dollar årligt i perioden 2010-12 - siden efterfulgt af betydeligt større beløb: 100 mia. dollar om året fra 2020.

»Vi erkender alle, at mange europæiske lande er nødt til at fokusere på gældsreduktion, og det vil selvfølgelig mindske deres evne til at øge den officielle bistand til klimahandling,« advarede Norges statsminister Jens Stoltenberg torsdag på en konference, hvor Norge dog selv lagde én mia. dollar på bordet som konkret støtte til at stoppe afskovning i Indonesien.

»Tiderne er barske, især i Europa,« erkender Yvo de Boer, »men 10 mia. dollar om året i tre år fra alle i-lande er ikke en umulig fordring.«

En af de mere nervepirrende ting i Bonn bliver, hvordan u-landene reagerer, når det bliver klart, at mange af de foreløbige tilsagn om startpenge i virkeligheden består i penge taget fra eksisterende bistandsbudgetter, sådan som det også er tilfældet med Danmarks bidrag.

Drøftelserne på Hotel Maritim i Bonn frem til 11. juni vil følge kendte FN-rutiner og -ceremonielle procedurer, som forhandlerne kan på rygmarven.

Men mens spillet spilles, vil man i korridorerne og over sene drinks med dæmpede stemmer stille spørgsmålet: Er det her overhovedet en realistisk vej frem? Giver det mening at gå efter en global aftale, hvor 'intet er aftalt, før alt er aftalt'? Opretholder vi blot illusioner og mister værdifuld tid på klimaets bekostning? Er det klogere at gå efter en 'kludetæppe-strategi' af delaftaler, regionale samarbejder, tværgående alliancer og afgrænsede handlingsprogrammer, der i praksis kan bringe verden en lille smule fremad?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Tak for endnu en informativ situationsrapport.

Det ser jo ikke godt ud, men det hverken chokerer eller overrasker mig længere. Jeg tog velsagtens afsked med tanken om, at vores art er begavet nok til at kunne undlade at skide, hvor den står, eller save den gren over, hvorpå den sidder, engang i løbet af de seneste 12 måneder.

Ikke engang det farceagtige forløb af COP15 kom som noget chok for mig. Undskyld mig, men jeg endte velsagtens op med at sidde og smågrine sådan resigneret nedladende over vores art, som den der i Bella Centret udstillede hvad den tilsyneladende mening med også Homo Sapiens' eksistens er: banal dominans, magt og ekspansion - akkurat som for så meget andet såkaldt laverestående liv på planeten. Personligt gider jeg ikke engang vinde i en sådan eksistensform - men jeg er sikkert bare et naivt fjols!?

Helt fantastisk, på den helt og aldeles ikke-sjove måde, er det blevet i indeværende år: Surrealistisk vrøvl om askeforsikring og statsfinansierede askehjælpepakker til en aktiebaseret flybranche, hvis tiltagende aktiviteter er en indlysende hån imod fornuftige klimatiltag. Og vupti, en 4500 milliarder kroner stor hjælpepakke til Grækenland; hvordan kan det da være så svært for alle i-landene at finde 10 milliarder dollar årligt til u-landede?

John Fredsted

Korrektion: De 4500 milliarder kroner var naturligvis ikke alle til Grækenland. De var ligeså meget, eller mere, til en krisefond i tilfælde af tilsvarende situationer indenfor eurozonen (såvidt jeg har forstået det).

Menneskehedens skal svinge sig op på et nyt evolutionstrin for at klare dette. Vi skal ophøre med den primitive ragen-til-sig som eneste mål, som vi har været vant til, siden vi var hulemænd, og altså dermed gøre op med det system, som definerer og systematiserer denne adfærd: Kapitalismen.

Så længe vi har en meget kort tidshorisont, så længe vi kun kan tænke på os selv, så længe vi hver især står alene med vores eget lille livsprojekt, og forsøger at "vinde" på andres bekostning, så længe vil vi sidde i denne suppedas, og igen og igen banke hovedet imod en ubrydelig mur: De fysiske (især biologiske lige nu) rammer, uden at blive klogere.

Mennesket har potentialet. Men vil vi kunne hæve os til niveauet? Overhovedet? Og hvis ja, så i tide? Og vil vi kunne holde os på det nye niveau, eller vil vi igen efter at de umiddelbare farer er drevet over, forfalde til hulemandsadfærd igen, som vi har set det så ofte?

John V. Mortensen

Vores nuværende livstil bygger på et årelangt hensynsløst forbrug af klima og natur, en omstilling vil betyde - fattigdom - og arbejdsløshed (og tage hensyn). Kig på temaerne i vores nuværende lange valgkamp, de tyder ikke på, at man vil gøre noget ved det.