Analyse
Læsetid: 5 min.

Iran vinder tid i atomstrid - men vinder næppe freden

Med opbakning fra Tyrkiet og Brasilien har Iran foreløbig udmanøvreret USA og EU i spillet om en fjerde og mere effektiv sanktionsrunde
Udland
18. maj 2010
Lula, Ahmadinejad og Erdogan fejrede i Iran i går, at deres tre respektive lande - Brasilien, Iran og Tyrkiet - har underskrevet en atomaftale.

Lula, Ahmadinejad og Erdogan fejrede i Iran i går, at deres tre respektive lande - Brasilien, Iran og Tyrkiet - har underskrevet en atomaftale.

Abedin Taherkenareh

ANALYSE: For nøjagtig en måned siden stod Irans 1. vicepræsident, Mohammad Reza Rahimi, under en baldakin på Teherans internationale industriudstilling og spåede 'det snarlige nederlag for de onde hænder, der vil påføre Irans Islamiske Republik sanktioner'. Det lød ikke overbevisende, og bifaldet var da også kun pligtskyldigt.

Men i går kunne præstestyret gå til halvleg i atom-matchen mod Vesten med en 1-0 føring takket være forstærkning fra to top-ambitiøse spillere på den globale scene, Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan og Brasiliens Lula da Silva. Med disse to indskiftede er USA og EU, der arbejder for et flertal i sikkerhedsrådet for en fjerde sanktionsrunde mod det i vestlig optik kontrære Teheran-regime, sendt om ikke til tælling, så i hvert fald ud på sidelinjen det næste års tid.

De eksperter, Information talte med i går, vurderer samstemmende, at vestmagternes håb om at ramme Iran med følelige sanktioner ikke længere er gangbart efter aftalen i går om at deponere 1,2 ton iransk lavt beriget uran (LEU) i Tyrkiet mod kompensation på 120 kilo 20 pct. beriget uranbrændsel, produceret i Frankrig, til brug for Irans medicin-producerende atomreaktor i Tehe-ran.

Den omstændelige rute-procedure skyldes, at kun Frankrig har produktions- faciliteter til brændsel, der kan bruges i den forældede Teheran-reaktor.

Gammel aftale ny formel

De to regionale stormagter i henholdsvis Mellemøsten og Latin-Amerika (og aktuelt medlemmer af FN's sikkerhedsråd) er således garanter for Iran i en ny aftale, der på papiret imødekommer Vestens krav til Iran om at sende deres lavt berigede uran ud af landet, før uranbrændslet kunne importeres. Hensigten var at sikre, at iranerne ikke lå inde med et så stort uran-lager, at muligheden for fremstilling af et kernevåben var til stede.

Forslaget var allerede i oktober sidste år på bordet i forhandlinger mellem Iran og den såkaldte Wien-gruppe, Rusland, Frankrig, USA og FN's atomvagthund, IAEA, men de løb ud i sandet, efter at Iran insisterede på, at al udveksling skulle finde sted på iransk territorium. Nu kan Iran hævde - og det fremgår også af den fælleserklæring de tre aftale-lande udsendte efter 18 timers forhandlinger - at Wien-gruppens krav er imødekommet.

Og som Irans 2. vicepræsident og chef for landets atom-program, Ali-Akbar Salehi, sagde med et anstrøg af triumferende skadefryd i ordvalget: »Dette er en aftale, der vil blive husket til evig tid. Vi har elimineret alle undskyldninger (for at iværksætte sanktioner,
red.), og jeg håber de (Vesten,
red.) denne gang vil reagere med større visdom.«

Det sker dog næppe. »Kerneproblemet i atom-striden er jo ikke løst,« siger Rouzbeh Parsi, en iransk-svensk forsker ved EU's sikkerhedspolitiske institut i Paris.

»Den nye aftale skærer hjørnerne af USA's argumenter for sanktioner, men kerneproblemet er jo, at Iran fortsat afviser at lade IAEA komme på uanmeldte kontrol-besøg. Det er der intet om i aftalen. Der er heller intet om Irans fortsatte afvisning af at besvare IAEA's spørgsmål om andre og tidligere aktiviteter.«

Og man kan tilføje, at der heller ikke er noget om Irans afvisning af IAEA's adgang til faciliteter, de har ønsket at besøge. Aftalen handler altså alene om den rent tekniske placering af uranbrændsel.

»Iran har vundet tid - vel omkring et år - før nye sanktioner, der er effektive, igen kan komme på tale i sikkerhedsrådet. Med denne manøvre har Iran vundet tid - også til at fortsætte med det, de eventuelt er i gang med,« siger Parsi.

Han udtrykker håb om, at det 'indvundne år' nu kan 'sænke temperaturen' og skabe platform for egentlige forhandlinger om en holdbar løsning på konflikten.

Israel den store taber

»Der er ikke tvivl om, at Israel er den egentlige taber i denne omgang,« tilføjer han, »israelerne havde helst set, at styret i Teheran fortsat agerede stædigt og afvisende overfor Vestens krav, hvilket ville have ført til nye sanktioner og i sidste ende måske til et militært angreb, hvis Iran fortsat nægtede at bøje af. Den udgang er foreløbig lukket af med aftalen mellem Iran og Tyrkiet-Brasilien.«

Hvis USA fortsat vil forfølge en fjerde sanktions-runde, hvilket ikke er usandsynligt i lyset af, at USA's politik i den israelsk-palæstinensiske konflikt kræver, at der tales med store bogstaver til Teheran, vil der blive tale om sanktioner med et, som det siges af diplomater i Teheran, 'på lavt forventnings-niveau'.

Indtil i går morges var det den almindelige opfattelse i FN-systemet, at Rusland og Kina havde accepteret at straffe iranerne en fjerde gang. FN afvikler i denne måned en revidering af den internationale ikke-spredningsaftale fra 1968, og USA's Barack Obama har angiveligt fået de russiske og kinesiske ledere med på en ny sanktionsrunde - dog uden det stod helt klart, hvor langt Rusland og især Kina ville gå med.

Sanktioner i to spor

Man talte så om sanktioner i to spor - et spor, der kunne skabes enighed om blandt de fem permanente medlemmer af sikkerhedsrådet, et andet af 'de villiges koalition' med USA og EU i spidsen, hvor sanktionerne ville være hårdere.

Det, de vestlige sanktions-strateger påregner, er, at nye sanktioner vil bidrage til social uro i Iran, der er plaget af høj inflation, arbejdsløshed og afhængighed af importeret brændstof trods det faktum, at landet sidder på verdens næststørste oliereserver.

Da Information for nylig var i Iran sporedes en ret åbenlys utilfredshed med den økonomiske situation - også selv om styret gjorde, hvad det kunne, for at skjule den med optimistiske talangivelser på de officielle pressemøder - og strengt forbud mod at interviewe iranere, der ikke var godkendt af udenrigsministeriets presseafdeling. Hvad menige iranere især frygtede, fremgik det af 'uofficielle samtaler', var, at nye sanktioner ville skærpe den stramning af økonomien, som den iranske centralbank og præsident Mahmoud Ahmadinejad allerede har bebudet, og som går ud på at fjerne nogle af de subsidier, der holder transport- og brødpriser på et niveau, folk kan betale.

Med den nye aftale har Iran formentlig opnået en udsættelse af virkelig mærkbar afstraffelse - og det skal tilføjes, at der ikke på noget tidspunkt er ført håndfast bevis for, at landet har militære hensigter med deres atomprogram - og styret kan nok synes at have brug for et pusterum her tre uger før årsdagen for det præsidentvalg, der udløste de hidtil værste uroligheder i den islamiske republiks 30-årige historie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Manglende fakta: Atomstriden
Præstestyret afstod faktisk brugen af atomkraft, da de kom til magten. Men da USA forsynede Irak(Sadam) med våben(også kemiske), syntes man,at det var en god ide med atomkraft(våben).
Rusland og Kina griner naturligvis over det nye forslag(måske spillede den russiske præsident en vigtig rolle. Han har lige haft besøg af Lula og besøgt Erdogan). Det drejer sig vel for USA om at vælte styret i Iran? Her har de så i første omgang fået en lang næse?