Læsetid: 6 min.

Katastrofe sætter branche i kritisk lys

Den massive olieforurening fra Deepwater Horizon-platformen, som nu truer med at udløse en miljøkatastrofe over store kyststrækninger langs Den Mexicanske Golf, forstærker tvivlen om , hvor effektivt et miljø- og sikkerhedstilsyn der håndhæves ved international olieudvinding
En tv-reporter ser på oliebarrierer, der er skyllet i land ved byen Venice i Louisiana. Vindforholdene hindrede mandag, at oliepølen ramte større landområder i de fire udsatte kyststater, hvor der mange steder er erklæret undtagelsestilstand. Med den fortsatte udstrømning er det imidlertid kun et spørgsmål om tid, før olien for alvor vil kunne ses på kysten og mærkes i luften i regionen. 
 Imens beredskabet i syd blev optrappet, steg olieprisen på børsen i New York til godt 86 dollar pr. tønde ved udsigten til, at olieforsyningerne kan blive knappere på grund af ulykken. Også priserne på fisk og skaldyr fra Den Mexicanske Golf ventes at gå op. BP hyrer i øjeblikket lokale fiskere og fiskerbåde ramt af fiskeforbud til at deltage i oprensningen.

En tv-reporter ser på oliebarrierer, der er skyllet i land ved byen Venice i Louisiana. Vindforholdene hindrede mandag, at oliepølen ramte større landområder i de fire udsatte kyststater, hvor der mange steder er erklæret undtagelsestilstand. Med den fortsatte udstrømning er det imidlertid kun et spørgsmål om tid, før olien for alvor vil kunne ses på kysten og mærkes i luften i regionen.
Imens beredskabet i syd blev optrappet, steg olieprisen på børsen i New York til godt 86 dollar pr. tønde ved udsigten til, at olieforsyningerne kan blive knappere på grund af ulykken. Også priserne på fisk og skaldyr fra Den Mexicanske Golf ventes at gå op. BP hyrer i øjeblikket lokale fiskere og fiskerbåde ramt af fiskeforbud til at deltage i oprensningen.

Carlos Barria/Ritzau Scanpix

4. maj 2010

Klokken var fem om morgenen, Washington-tid. En træt Tony Hayward, administrerende direktør for BP, verdens tredjestørste energiselskab, blev omsider koblet på det indkaldte videopressemøde. Det var tirsdag den 27. april, og i den anden ende sad en halv snes journalister omkring et bestyrelseslokalebord i BP's storpralende hovedkvarter på St. James Square, London og lænede sig mod storskærmen. BP havde netop fremlagt et fremragende resultat - en 135 procents stigning i overskuddet for første kvartal - men det, den forsamlede presse ønskede at spørge til, var Deepwater Horizon-katastrofen.

En dyster Hayward, som havde brugt sin weekend på at koordinere indsatsen mod olieudslippet ud for Louisiana, havde på forhånd indset dette og lagde for med at erkende: »Det er indlysende, at fremlæggelsen af selskabets fine resultater nu overskygges af disse begivenheder.«

Selv om katastrofen også på det tidspunkt tegnede alvorlig, kunne Hayward næppe have vidst, hvor meget af en underdrivelse den udtalelse skulle vise sig at blive.

Ved ugens udgang indrømmede BP, at over fem gange så meget olie - 5.000 tønder - som oprindelig oplyst blev lækket ud fra den sunkne rig hver dag, og at udslippet nu havde nået Louisanas kyst. Da det sande omfang af miljøkatastrofen - og dens juridiske konsekvenser - stod klart for selskabet, var BP's aktier faldet med over seks procent.

Dermed er BP's sikkerhedsforhold igen kommet i kritisk søgelys. Så sent som i 2005 omkom 15 personer, da et BP-raffinaderi i Texas eksploderede, og året efter opstod der en større lækage på en af selskabets rørledninger i Alaska. Disse to alvorlige ulykker fremtvang daværende administrerende direktør lord Brownes afgang. Hayward, der tog over for tre år siden, lovede en ny, kompromisløs tilgang til sikkerhed, hvilket siden har fået hærdede branchekritikere som Jake Molloy, generalsekretær i OILC, en stor fagforening for olierig-arbejdere, til at anerkende, at der er sket mærkbare forbedringer i sikkerhed, ikke mindst på Nordsø-platformene. Det er på denne baggrund, at Deepwater Horizon-katastrofen - skønt drevet af et andet selskab på BP's vegne - må komme som et kølleslag.

Nye teknologier

Katastrofen sætter også fokus på den øvrige branches sikkerhedsstandarder. Olievirksomhederne kæmper for at fastholde deres produktion - og oliereserver - i en situation, hvor den 'konventionelle' produktion fra 'modne felter', herunder i Nordsøen, er støt faldende. Det betyder, at industrien er nødt til at bruge nye teknologier og udvinde olie fra kilder i nye, ofte mere miljøfølsomme områder. Som Manouchehr Takin, en brancheekspert fra analyseinstitutionen Center for Global Energy Studies siger: »Virksomhederne flytter konstant de teknologiske grænser, og dette kan øge faren (for ulykker, red.).«

Ikke overraskende har olieindustrien - og ikke kun BP - iværksat en omfattende PR-offensiv i USA for at berolige offentligheden - og politikerne - om at offshore-olieboring er sikker nok.

Deepwater Horizon-ulykken kommer i den forstand på et kritisk tidspunkt for industrien. Det er kun en måned siden, at flere års lobbyarbejde gav den ønskede bonus, da Barack Obama gav grønt lys for at åbne nye områder for offshoreboring, bl.a. i Alaska. Flere olieselskaber, deriblandt Shell har bebudet, at de vil starte boringer i denne region til sommer. Men i denne weekend erklærede Obama, at der ikke bliver udstedt nye licenser, før en undersøgelse af den aktuelle katastrofe er ovre.

Umiddelbart imponerer statistikkerne over den globale olieudvindingsbranches sikkerheds- og miljøresultater. Brancheorganisationen American Petroleum Institute rapporterer, at mængden af olieudslip i USA i tiåret op til 2007 var over to tredjedele mindre end 30 år før. Og ifølge BP's egne tal spildte selskabet 'blot' 1,2 millioner liter olie sidste år sammenlignet med 4,4 millioner liter i 2005. Shells tal viser lignende forbedringer.

Også i henseende til sikkerhed tyder de officielle data på stadig fremgang. Ifølge Den Internationale Sammenslutning af Olie- og Gasproducenter (OGP) var det samlede antal mistede timer i 2008 som følge af skader og ulykker de laveste nogensinde. Samtidig var antallet af dødsulykker dog steget med fire procent i forhold til året før, hvilket afspejler, at der i perioden var flere alvorlige ulykker. Til trods for dette, forsikrede man om, at den langsigtede tendens var nedadgående.

Værn om renomméet

Der kan næppe herske tvivl om, at olieselskabernes øverste ledelser tager miljø- og sikkerhedsforhold så alvorligt som nogensinde, vel vidende at konsekvensen af ikke at gøre det kan blive finansielle tab og skader på renomméet. Men de overordnede statistikker fortæller ikke hele historien. Molloy siger, at olieselskaberne ofte maskerer omfanget af mindre alvorlige ulykker ved at flytte kvæstede medarbejdere til kontoropgaver. Derved undgår man, at de pågældende ulykker figurerer under »mistede mandetimer som følge af skader.«

Ej heller er olieudslip eneste indikator for miljøskader forårsaget af olieindustrien. Tal fra Shell viser en støt stigning i mængden af farligt og ikke-farligt affald, som selskabet frembringer hvert år - 1,7 millioner tons i alt i 2008. Dette kan i vid udstrækning tilskrives den voksende udvinding af olie fra tjæresandlag i Canada, hvor enorme mængder af energi, vand og kemikalier indgår i udvindingsprocessen. Men selv når man ser bort fra oliesand-operationerne, bruger Shell over en fjerdedel mere energi på at udvinde og producere hver tønde olie, end det gjorde for et årti siden.

Oliebranchens miljø- og sikkerhedsstatistikker uden for Nordamerika er væsentligt ringere, hvortil kommer, at de officielle data fra andre dele af verden ofte vil være ufuldstændige eller af tvivlsom kvalitet. Ifølge OGP var antallet af arbejdsulykker med dødelig udgang i Afrika omkring 50 procent højere end det globale gennemsnit. I Sydamerika er tallet endnu højere. Det er fortsat tvivlsomt, om industriens statis-tiske indberetninger kan anses for tilstrækkeligt præcise, navnlig i forhold til de miljømæssige konsekvenser af dens aktiviteter. For to år siden, da jeg for avisen The Observer besøgte Fort McMurray, en travl 'Wild West-by' i Alberta i hjertet af Canadas tjæresandsboom var George Poitras, en talsmand for de lokale oprindelige folks interesseorganisation, Mikisew Cree First Nation, skånselsløs i sin kritik af oliebranchens påstande. Udvinding af tjæresand nødvendiggør rydning af store skovstrækninger og overflademinedrift, som skaber store ar i et hidtil jomfrueligt landskab. Olieselskaberne har dog lovet at føre dette tilbage til den oprindelig tilstand ved at opfylde stenbruddene og genindføre lokal flora og fauna.

»Vores stammeældste derhjemme bryder ud i latter, når oliebranchens folk kommer med den slags vrøvl,« >sagde han. »Hvem tror de, de er - er de Gud eller skaberen? De ødelægger vores skove og tror, de kan slette sporene, så alting bliver som før? Det er jo umuligt.«

Gifthuller

Oliebranchen hævder endvidere, at de enorme giftige vandhuller, som bliver tilbage efter udvindingsprojekterne er forsvarligt inddæmmet, således at der ikke er fare for, at de forurener lokale floder eller dyreliv.

Poitras var uenig: »Vi tror, at vandet fra de huller vil forgifte vores folk og give os kræft. Fiskene smager anderledes. De er nogle gange vanskabt, med to kæber.« Men kræfttilfælde og deforme fisk leder man forgæves efter i olievirksomhedernes bæredygtighedsrapporter.

I mange tilfælde kan de statslige og regionale myndigheder ikke forventes at varetage betryggende grundig og uafhængig kontrol. I den canadiske delstat Alberta støtter lokalregeringen sig i vidt omfang til RAMP, et agentur, som er finansieret af oliebranchen selv for at føre tilsyn med tjæresandudvindingens følger for det lokale vandmiljø, men som mødes med mistillid af de fleste miljøforkæmpere.

»Industrien overvåger jo i praksis sig selv,« >siger Joyce Hildebrand fra kampagnegruppen Alberta Wilderness. I Albertas regionalmyndigheder er der kun 12 ansatte til at sikre, at olieselskaberne overholder miljøreglerne i en provins, der er større end Spanien.«

Mangel på en dybtgående og uafhængig kontrol med olieindustriens miljøpåvirkning må vække bekymring. Der er grund til at frygte, at de skader, som påføres skrøbelige økosystemer, i mange tilfælde kan gå ubemærket hen. Uanset Deepwater Horizon, er det dog korrekt, at oliebranchen har gennemført betydelige forbedringer på sine sikkerheds- og miljøforanstaltninger. Men man kan ikke tiltro olieselskaberne selv at varetage tilsynet med de mere indirekte miljømæssige konsekvenser af deres aktiviteter.

Eller som Greenpeace-forskeren Paul Horseman siger: »Virksomhederne er gode til at offentliggøre farvestrålende rapporter med flotte billeder af smilende mennesker i forskellige lande. Men det er bare endnu en PR-øvelse, som forsøger at skabe det billede, at de er dybt optaget af miljø og sikkerhed. Sandheden er, at det er ren greenwashing.«

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Det har aldrig været et spørgsmål, om noget sådant vil ske - kun hvornår.
Og om der er investeret lige så meget i at hindre, at et uheld bliver en katastrofe for mennesker, dyr og planter, som der er investeret i at tjene penge på olieudvindingen og transporten.

Chris Green

Rettelse til 'Faktaboks':

Det var ikke BP's rig der sank.. den ejes av Transocean Ltd og producede på kontrakt med BLAND ANDET BP(65%) som tager initiativ og GØR NOGET.