Læsetid: 8 min.

Krise – det værste er ikke ovre

Det er for tidligt at feste og tro, at ulykken er afværget, for den økonomiske krise er blot trådt ind i en ny fase: De uløste problemer med eurolandenes krise og uhyrlige gæld vækker foruroligende mindelser om de økonomiske lidelser under depressionen i 1930’erne, hvor mange landes politik blev ændret til det værre, siger den økonomiske redaktør på Newsweek
Det er for tidligt at feste og tro, at ulykken er afværget, for den økonomiske krise er blot trådt ind i en ny fase: De uløste problemer med eurolandenes krise og uhyrlige gæld vækker foruroligende mindelser om de økonomiske lidelser under depressionen i 1930’erne, hvor  mange landes politik blev ændret til det værre, siger den økonomiske redaktør på Newsweek
Udland
15. maj 2010

Verden undgik en ny stor depression, synes der nu at være enighed om. Regeringerne og deres økonomiske rådgivere havde heldigvis lært lektien fra 1930’erne.

Da det sidst i 2008 stod klart, hvor alvorlig finans­krisen var, kom modtrækkene hurtigt og resolut. USA’s nationalbank, The Federal Reserve, og Den Europæiske Centralbank sænkede renten og lånte rigelige summer ud til de truede finansinstitutioner og opskræmte investorer. USA og en række andre lande gennemførte ’stimulus’-programmer, sænkede skatterne og øgede de offentlige investeringer. Tilløbet til panik blev bremset. Den nedadgående spiral med faldende privatforbrug og stigende arbejdsløshed blev vendt. Selvfølgelig var den efterfølgende økonomiske afmatning rædsom. Men det var ikke en gentagelse af Den Store Depression i 1930’erne. Det værste var overstået.

Men er det virkelig overstået?

Grækenlands situation sætter spørgsmålstegn ved den optimistiske tolkning. Det er givetvis for tidligt at feste, for måske er den økonomiske krise blot trådt ind i en ny fase, domineret af de højt udviklede landes store offentlige gældsbyrder.

Parallellerne til Den Store Depression er fortsat relevante og foruroligende. Nu som dengang kan vi være blevet gidsler af dybtgående strukturelle forandringer i verdens økonomiske system, som vi endnu knap nok forstår. Stadig flere historikere sætter Den Store Depressionen i sammenhæng med bredere geopolitiske omvæltninger.

Guldkursens mantra

Første Verdenskrig gjorde en ende på den eksisterende økonomiske verdensorden. Den var domineret af imperiemagten Storbritannien og fremmede et livligt handelssamkvem baseret på den såkaldte guldstandard. (Under guldstandarden kunne papirvalutaer omregnes til den faste værdi af guldmønter eller guldbarrer, red.)

Men krigen førte til omfattende international gældsætning, hvilket afspejlede sig i Tysklands betaling af krigsskadeserstatning til Frankrig og USA’s store lån til Storbritannien og Frankrig.

At genoprette førkrigstidens orden viste sig umuligt. Storbritannien var for svag, Guldstandarden var for snæver og gælden for tyngende.

Men landene gjorde forsøget, fordi førkrigstidens orden havde leveret velfærd. Disse forgæves bestræbelser udløste i sidste instans Depressionen. Først da de økonomiske trængsler blev uudholdelige, opgav man de u­realistiske mål (at bevare guldstandarden, at tilbagebetale gælden).

Der er uhyggelige lighedstræk med situationen i dag. Velfærdsstaten er nutidens svar på guldstandarden. Med sine aldrende befolkninger tilbyder de højtudviklede lande i dag flere velfærds­goder, end deres beskatningsgrundlag kan oppebære. Derfor den høje offentlige gæld.

Her er Grækenland blot kanariefuglen i kulminen – når fuglen dør, skal minearbejderne i hast op af skakterne, ellers kvæles de også .

Men politikerne stritter imod at skære i populære ydelser, medmindre de kommer under ekstremt pres. Der skal en krise til.

Her viste Grækenland atter vejen.

En anden foruroligende parallel er den globale økonomi. USA’s globale lederskab siden Anden Verdenskrig er ved at gå på hæld under indtryk af Kinas opstigning. Nu som dengang er der fare for, at der opstår et magttomrum. Man kan her blot henvise til, hvor lang tid det tog at mobilisere støtte til Grækenland. Intet land handlede beslutsomt, selv om markederne blev nervøse.

Selvfølgelig fører disse paralleller alene os ikke ud i en ny depression. Men de kaster i det mindste et klarere lys over disse dages forvirrende økonomiske udsigter. Der foregår en veritabel styrkeprøve. Konjunkturudviklingens normale mekanik signaler opsving, men dette trues af dybere økonomiske svagheder. I slutningen af 2008 og i begyndelsen af 2009 var frygten og hysteriet næsten håndgribeligt, især i USA.

Forbrugere og virksom­heder skar i deres udgifter, hvor de kunne. Fra september 2008 til juni 2009 forsvandt der 6.000.000 fuldtidsstillinger fra den amerikanske økonomi. Det amerikanske bilsalg var i 2009 næsten 40 procent lavere end i 2007.

Men regeringernes hektiske intervention genoprettede tilliden til økonomien. Mennesker og virksomheder åbnede atter deres tegne­bøger i både USA og resten af verden. Verdensøkonomien vil vokse med næsten 4,3 procent i 2010 og 2011, mens USA ifølge IMF har udsigt til en gennemsnitlig vækst på næsten tre procent.

Men de dybereliggende problemer er der stadig. Tre skiller sig ud:

- For det første velfærdsstatens og den aldrende befolknings tyngende byrder.

- For det andet den høje private gæld (huslån og lån til forbrug i USA og andre steder).

- Endelig de store ubalancer i den globale handel, hvor nogle lande, navnlig Kina, kører med massive overskud, mens andre, navnlig USA, har enorme underskud.

Hver af disse problemer udgør en trussel imod et markant nyt opsving og kan tænkes at styrte verden tilbage i en langvarig krise.

For at kunne håndtere deres store budgetunderskud vil de højt udviklede lande være nødt til at gribe til nedskæringer eller hæve skatterne.

Sådanne skridt vil svække opsvingets chancer. Problemet er, at en undladelse af dem kan få den samme virkning ved at skabe en finansiel krise. Långivere, som er skræmt over den stigende gældsætning, vil insistere på højere renter.

Værdien af ældre statsobligationer, som er udstedt til lavere renter, vil falde. Banker over hele verden, som er store indehavere af statsobligationer fra forskellige lande, vil lide store tab. Det samme vil andre investorer og finansielle institutioner. Det finansielle system kan igen gå i stå.

Gæld overalt

Grækenlands dilemma er ikke enestående. Det er kun anderledes ved sit omfang. I 2009 var Grækenlands budgetunderskud næsten 14 procent af bruttonationalproduktet (BNP) – landets økonomi. Dets akkumulerede gæld udgjorde 115 procent af BNP.

Samtidig var Italiens underskud fem procent af BNP og dets gæld 116 procent af BNP.

Spaniens underskud var 11 procent af BNP og dets gæld 53 procent.

Tysklands underskud lå på tre procent og dets gæld på 73 procent.

Det amerikanske underskud, som beregnes lidt anderledes, var 9,9 procent af BNP, og gælden 53 procent af BNP. De fleste af de udviklede lande, som repræsenterer godt halvdelen af verdens økonomi, er fanget i den samme fælde.

Det samme gælder, om end i mindre grad, de stærkt forgældede husstande i den udviklede verden. I takt med at de høvler af på gælden og långiverne strammer deres udlånsbetingelser, vil forbruget forblive underdrejet, hvilket vil fratage det økonomiske opsving endnu et magtfuldt drivmiddel.

Det var ikke kun amerikanerne, der nød nem adgang til kredit. I USA nåede husholdningernes gæld i 2007 op på 138 procent af den disponible indkomst ifølge tal fra OECD. Andre steder var de sammenlignelige tal tilsvarende høje: 138 procent i Canada, 128 procent i Japan, 186 procent i Storbritannien, 102 procent i Tyskland.

Der findes ingen præcis grænse for, hvad der udgør for en stor en gæld, men disse niveauer burde mane til tilbageholdenhed og indskrænkninger, ikke til overstrømmende udgiftspolitikker.

Verdens nye motor

På papiret tegner der sig en klar udvej fra disse problemer: Kina, Indien, Brasilien og andre ’nye vækstøkonomier’ kan blive verdens nye motor for afsætning og markedsvækst. Deres appetit på avancerede produkter fra den højt udviklede verden – fly, kraftværker, entreprenørmaskiner, medicinske instrumenter – vil hæve deres levestandard og fastholde produktion og beskæftigelse i de højt udviklede lande.

Denne proces kan da også være i fuld gang. Ifølge de seneste prognoser fra IMF vil de fattigere lande (de nye markeder og udviklingsøkonomierne tilsammen) præstere en vækst på 6,5 procent i 2010 og 2011 sammenlignet med 2,4 procent for alle de højt udviklede lande.

Problemet er, at dette skift kræver, at Kina og de andre asiatiske lande er villige til at giver permanent afkald på deres eksport-relaterede vækst. Om de kan – eller vil – det er på ingen måde givet.

Overalt står verdens lande over for at skulle ændre de politikker, praksisser og vaner, som er indgroede i den sociale, politiske og økonomiske virkelighed.

Kan de højt udviklede lande med tiden tøjle deres velfærdsstater? Vil Asiens ubarmhjertige eksportøkonomier kunne omstille til indenlandsk vækst? Vil amerikanerne spare mere og bruge mindre, og vil kineserne gøre det modsatte?

På samme måde som efter Første Verdenskrig kan forsøg på at vende tilbage til det, der var velkendt, komfortabelt og gennemskueligt, være farligt. Det var den manglende evne til at forudse og tilpasse sig 1920’ernes forandringer – en proces, der blev forværret af krigens fjendskaber – der lagde grunden til Den Store Depression, hvis man skal tro de ansete økonomiske historikere Barry Eichengreen fra University of California, Berkeley, og Peter Temin fra Massachusetts Institute of Technology.

Forestillingen om, at vi har afværget en ny stor depression hviler på snævre forudsætninger: For det første at en sådan depression i det hele taget kan forebygges, og for det andet at vores fremskridt i økonomisk viden har gjort det muligt for os at gøre netop dette.

Hvis vi dengang vidste, hvad vi ved i dag, kunne også datidens regeringer have afværget tragedien. På trods af visse uoverensstemmelser er der blandt eksperter i økonomisk historie i dag bred konsensus om, hvad der gik galt i 1930’erne: De statslige centralbanker var for passive. De bremsede ikke bankpanikken. Intervention på de afgørende tidspunkter (Den amerikanske centralbank i slutningen af 1930, Østrigs Kredit Anstalt i foråret 1931 f.eks.) kunne have ændret historien.

I stedet nærede en stigende arbejdsløshed og faldende priser hinanden. Debitorer ikke kunne tilbagebetale lån, hvilket førte til yderligere bankkrak, indskrænkning af kreditter og tab af indeståender.

Men denne gang blev disse fejl ikke gentaget. Trods kritik blev bankerne ’frikøbt’ med hjælpepakker. Penge blev pumpet ind i kreditmarkederne for at afværge en nedadgående spiral.

Har købt sig tid

Ifølge denne udlægning har verden købt sig tid til at sætte ind over for de underliggende problemer. I takt med at det økonomiske opsving vinder styrke og bider sig fast, vil de politikker, som skal tackle den ustabile eksport-vækst (for Asien) eller de uholdbare velfærdsud­gifter (for de højt udviklede lande) blive lettere at gennemføre.

Folk vil se mere optimistisk på fremtiden, de vil være mere åbne over for de nødvendige, om ikke ligefrem populære justeringer. Dette scenario kan være ved at blive til virkelighed.

Verden kan redde sig igennem på bedste beskub og gennemføre forandringer, der nok er gradvise og grumsede, men i sidste ende kan minimere faren for en ny stor krise.

Men der findes også en anden og mere desillusionerende udlægning af Den Store Depression: At smertefulde og hidtil utænkelige ændringer kun finder sted under en akut krises pres. En af grundene til, at centralbankerne var så passive dengang er, at de klamrede sig til guldstandarden:

En for dramatisk slækkelse af kreditpolitikken for at redde bankerne kunne føre til tab af guld: Opskræmte befolkninger ville kræve metal i stedet for papirpenge. Guldet blev alligevel opgivet i de forskellige lande, men først da alle kunne se, at det var uholdbart at fortsætte med guldstandarden.

Tilsvarende blev gældsproblemet efter Første Verdenskrig ikke ’løst’, før det stod klart, at tilbagebetaling var umulig.

Hvad angår Storbritanniens position som global leder, så overtog USA først denne et stykke inde i Anden Verdenskrig.

På denne baggrund må dagens uløste problemer – den ufinansierede velfærdsstat, lederskabet for den globale økonomi – forekomme desto mere ildevarslende. Risikoen er til stede for, at de større justeringer ikke bliver foretaget, før de fremtvinges af en eller anden form for krise.

Denne risiko definerer det nuværende økonomiske drama.

Vil opsvinget tilskynde til gennemtænkte og målrettede forandringer? Eller vil det give en falsk følelse af sikkerhed? Enormt meget står selvfølgelig på spil her: Som bekendt forandrede de økonomiske lidelser under Den Store Depression mange landes politik til det værre – i sidste ende førte de til Anden Verdenskrig.

Robert J. Samuelson er økonomisk redaktør for nyhedsmagasinet Newsweek

© Newsweek og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karen Helveg

"Velfærdsstaten er nutidens svar på guldstandarden", står der. Den sætning rangerer højt på listen over vrøvl, ja, det nærmer sig det vitterlige vås, der ind imellem kommer fra økonomer. Det pudsige er, at der her tales om tredvernes 'gåen fra guldet'. Det gik man nu til igen efter krigen, og grundstenen blev lagt i 1934, da USA var blevet dominerende. I 1944 kom guldstandarden igen (guldvekslingsstandarden) med Bretton Woods systemet.
Afskaffelsen (formelt) af guldstandarden i 1971-76 havde tre elementer: 1) opgivelsen af de faste pariteter mellem valutaerne og guld (altså indbyrdes og over for guld - guld var officielt $35 per unse under Bretton Woods systemet, en pris, der blev lagt i 1934). 2) For det andet betød det opgivelsen af guldindløseligheden: at man kunne kræve guld for sine dollars eller kroner via dollar eller....3) For det tredje betød det naturligvis at guldreservekravenene til centralbankerne blev opgivet. De ligger dog stadig i vekslende grad inde med guldreserver.
Det var i 1971, at dollaren først blev officielt devalueret over for guld samtidig med at markedsguldindløseligheden blev opgivet, i 1973 begyndte de vigtigste valutaer at flyde indbyrdes, og det blev officielt godkendt i 1976.
Men hvordan udviklede det frie markeds guldpris sig? Den var omk. $140 per unse ved årsskiftet 1975/76 efter at have været oppe på næsten $200 i dec. 1974. Guldprisen er i dag over $1200 på det frie marked. Ja, der er flugt ind i guld som rigdomslager.
Velfærdsstaten har vist aldrig målt nogen valutas 'værdi'. Der er dem, der mener, at det er landenes nationalprodukter, der i en eller anden hemmelig forstand måler valutaers værdi, mens andre hælder til rente- eller prisparitetsteorier. Intet holder. Men den med velfærdsstaten er dog det mest absurde. Er der nogen, der tror, at velfærdsstaten om 35 år kan sælges for 6 gange så meget som i dag i dollars? Det ser snarere ud, som om den synker, og det er vist også pointen i artiklen.
Også i tredverne var der tale om, at guldet blev for dyrt. Men her taler vi om den officielle kurs, som man ikke kunne leve op til. Guld klarer sig udmærket selv. Det er det med basen for valutaerne, der er et problem. Velfærdsstaten?

Per Diepgen

I debatten om endnu en understøttelse til bankerne kommer Helmut Schmidt halvt om halvt Frau Merkel til undsætning ved at bringe det gamle fransk-tyske misforhold på banen:
"Sarkozy og Mekel må erindre sig, at den europæiske integration (der Europäische Union) er udgået fra Frankrig. Frankrig må føle at have fået Tyskland integreret, men denne forankring kan imidlertid kun fortsat bestå, hvis Frankrig også integrerer sig selv.....
Når de vil give den nationale eller partipolitiske overlegenhed forrang, så kan de komme til at bidrage til en verdenspolitisk marginalisering af de europæiske nationastater."

Karsten Olesen

Der er (selvfølgelig) ikke guld nok i verden til at det kan bruges som valutadækning.

Hvis vi ser på seddelomløbet, så er det i Danmark på ca. 55 mia kr.
Det svarer til omkring 14 dages - tre ugers løn.
Den arbejdskraft der omsættes på et år er altså 20-30 gange større end seddelomløbet.

Det er dermed arbejdskraften som er langt den største økonomiske "reserve".

Tilsvarende sker "tabet" under en økonomisk krise ved at arbejdskraften går ledig.
Det er netop dette som en monetaristisk nedskæringspolitik fører til.
Derfor kan nedskæringerne igangsætte en nedadgående økonomisk spiral.

Også udenfor kriserne fører store indkomstforskelle til at folk må afstå fra at købe nødvendige varer, mens leverandørerne går arbejdsløse.
En mere ligelig indkomstfordeling modvirker denne effekt og bremser derfor bedre kriseudviklingen.

Men Løkke, Anders - og deres Chicagolæremestre - er ved at styre toget for fuld fart ned i afgrunden.

Karen Helveg

Naturligvis er der ikke guldreserver nok, hvorfor skulle der også være det? Der er dog noget, der hedder pengeomløb (velocitet). Jeg mener ejheller guldfoden er en nødvendighed, men synes blot, at argumentationen er noget absurd hos hr. Samuelson.
Økonomer er altid de første til at sige, at man ikke kan lægge æbler og pærer sammen, ja, end ikke sammenligne dem, men så kommer de samtidig med de her: det er lissom, hvor de mest forskelligartede ting bliver identiske. Velfærdsstaten er en byrde, guldindløseligheden blev en byrde, ergo er velfærdsstaten = den afdøde guldfod.
Det der er fælles er, at begge blev/bliver afskaffet af finanskapitalexcesser: guldet blev for begrænsende i det ene tilfælde, og velfærdsstaten for 'dyr' i det andet (for velfærdsstaten er med til at holde arbejdernes reproduktionsomkostninger i vejret - måske). Men Grækenland er i øvrigt ingenlunde et eksempel på en dyr velfærdsstat, den er et eksempel på en uproduktiv økonomi, til dels af gode grunde. Der er kultur, dejlig dasen, tørre bjerge, overfiskede have etc. etc. jo.
Så jo, både her og hisset (Danmark og Grækenland plus diverse) er der mange gode kræfter i gang for at få folk til at arbejde mere for mindre. Men slaget er nok allerede tabt, hvem tror, at Danmark vil vinde på konkurrenceevnen ved at arbejde en time mere om ugen? Ja, Helle og Villy påstår det vil hjælpe, de tror åbenbart, at alt er omsætteligt. Og de påstår også, at det skal være til fuld løn. Tror de selv på det?
Man kan da være enig med Samuelson om, at gælden bør eftergives.
NB: en lille kontrær: hvis folk bare ville arbejde i arbejdstiden ville økonomien måske også se en smule bedre ud.

Aksel Gasbjerg

Samuelson ser kun een udvej af krisen:

"På papiret tegner der sig en klar udvej fra disse problemer: Kina, Indien, Brasilien og andre ’nye vækstøkonomier’ kan blive verdens nye motor for afsætning og markedsvækst".

Hertil to bemærkninger:

1) Igen bliver vækst præsenteret som den eneste løsning på et falleret system, der kun fører til nye kriser og endnu større miljøødelæggelser, herunder klimaopvarmning.
Man tør slet ikke tænke på den situation, hvor Kina/Indien er nået op på vores "levestandard". Hvor skal væksten så komme fra?

2) Hvorfor præsenterer han ikke et alternativ til det kapitalistiske system, når det nu er fyldt med så mange kriser? Det kapitalistiske markedsbaserede system er åbenbart en naturlov på linje med tyngdeloven.

Lidt "ud-af-boksen"-tænkning efterlyses.

Erik Nissen

@Aksel Gasbjerg

'Lidt “ud-af-boksen”-tænkning efterlyses.'

Meget enig, selvom ordet 'lidt' bør erstattes af ordet 'meget (kvantitativt og kvalitativt).

For der er tale om den sædvanlige gang økonomiævl, der i princippet er et langt angreb på velfærdsstaten, og det er dødtrættende at læse og det er da utroligt, at Information ikke rykker på dette område. Men hvad, ingen andre mediers økonomiske skriverier i landet gør det, så hvorfor Information? Måske netop derfor.

Det må slås fast, at den menneskelig økonomi ikke kan fattes, beskrives og kortlægges uden at dens sammenhæng med og afhængighed af naturgrundlaget er et helt grundlæggende paradigme. Hvis dette ikke sker, kan løsninger ikke være bæredygtige.

Økonomitænkningen bliver derfor nødt til at skifte udgangspunkt og arbejde efter nogle nye (for de traditionelle økonomer) principper. Hertil kommer, at uanset hvad, så gælder det om at opretholde en eller anden form for velfærdsstat, hvor de tilgængelige ressourcer er retfærdigt og rimeligt fordelt. I en tilstand, hvor væksten ikke kan opretholdes, men af energimæssige årsager må forventes at blive negativ, er dette krav så meget desto mere vigtigt, hvis et civiliseret samfund skal opretholdes.

Men let bliver det ikke, og det kan hertil forventes, at manglen på naturressourcer vil betyde, at der skal ske indskrænkninger i den vestlige levestil.

Lidt "ud-af-boksen" tænkning:

Faldt over denne konference, som "Le Cercle des économistes" holder i Aix-en-Provence i juli, hvor bl.a. Poul Nyrup Rasmussen skal tale:

http://www.lecercledeseconomistes.asso.fr/spip.php?article337&lang=en

Samme "Le Cercle des économistes" har bl.a. udgivet en interessant bog i 2009 : "Fin de monde ou sortie de crise?", hvor en række økonomer analyserer krisen på to måder: Verdens ende eller udvej på krisen:

http://triangle.ens-lsh.fr/spip.php?article1237

Niels-Holger Nielsen

Med business as usual vil vores samfund bryde totalt sammen inden for de næste 10-15 år. Allerede inden for de næste 3-5 år vil det blive et langt, langt ringere sted at leve. Det umiddelbare spørgsmål er hvorledes finansmarkederne vil reagere når, inden for de næste par år, peak oil vil være på alles læber. Lige nu er peak oil elefanten i rummet, men den går ikke ret længe endnu, facts er begyndt at sive ud i offentligheden, og enhver der vil kan nemt sætte sig ind i disse forhold: Internettet bugner med upassende kendsgerninger. Børserne og produktionen vil bryde sammen langt tid før den sidste olie er udvundet. Hvis blot forskellen på produceret olie og efterspørgslen vokser med 5% om året, hvilket bestemt ikke er usandsynligt, så vil vi se oliepriser på 3-500$/td -stigende mod uendeligt. De penge du har i banken og den pension, som du tror du skal leve af i din alderdom vil forsvinde som dug for solen. Kun et strengt lighedsorienteret socialistisk samfund kan tilbyde os en tålelig overgang til post peak oil society. Alternativet er et samfund hvor kun de stærkeste klarer sig og fanden tager de bagerste. Almene sundhedssystemer, uddannelsessystemer og fødevaresikkerhed vil blive en by i Sibirien.

Niels-Holger Nielsen

Behøver Information være en del af denne tavshedens sammensværgelse? Ligger Information så meget i med de som står for vores dødsyge samfundssystem? Åbenbart!

John V. Mortensen

Kommunismen døde af - for megen - og forkert produktion - og ingen forbrug, kapitalismen er ved at dø af - for megen - og forkert produktion - og et kæmpestort forbrug.

Men - kapitalismen har lånt pengene til det kæmpestore forbrug, og det både stater og private, som endelig har fundet ud af, at "gæld" er bare et andet ord for det pænere "lån"

Hvad værre er, at skulle man få den gode ide at nedskrive al "gæld", siger man også farvel til at få "lån" og købe på klods, og skal huske altid at have penge med hjemmefra.

Og - det har man ikke, fordi mange af os - sikkert vil være - arbejdsløse.

Per Diepgen

Handel er cirkulation.
På et tidspunkt må markedet ryddes op, men markedet kan ikke selv rydde op.
Kommunismen døde, da den blev kapitalistisk.

Niels-Holger Nielsen

EN EM AF FORNÆGTELSE

Det er selvfølgelig en dybt fejlagtig diagnose, som mr. Samuelson stiller, andet ville ikke være at forvente. Karen Helveg forsøger at angribe fejlen på fejlens egne præmisser. Det er som at begribe ingenting. Økonomi er at betragte som systemets (det kapitalistiske) undskyldning for sig selv. Økonomi er synd. Syndere er alle vi, som lever af økonomi. Vi, som lever af økonomi, er ALLE. Vi er alle syndere. Den almindelige syndsforladelse består i tilgivelse for at bidrage til det almindelige forfald. Det lader sig naturligvis ikke gøre. VI ER HER; ERGO BIDRAGER VI TIL VIRKELIGMEDEN.
Ingen er uskyldig, og alle er ikke lige skyldige. Jo mere magt du har, des mere skyldig er du. Hvis du tror, at du kører på fribillet, fordi du lever op til de mest effektive energistandarder, så er du en del af problemet. Hvis du overhovedet tror, at der er en individuel løsning på vores kollektive voldtægt af Moder Jord, så er du selve problemet.
For at gøre en lang historie kort: Hvis vi ikke kaster det grasserende pyramidespil over bord, vil vi alle drukne når denne gennemhullede skude møder det skæbnesvangre rev. Det skæbnesvangre rev møder vi når vi har forsøgt at svare enhver sit i det globale pyramidespil. Så, er det nemlig for sent. Derfor bør vi ikke fæstne lid til den almindelige visdom, som fortæller os, at vi skal gøre op med de ophobede skyldskomplekser, som rider vores samfundsudvikling som en mare. Det (skyldkom plekset) er fx. den medicin, som "nogen" fortæller os, at vore græske brødre og søstre skal tage for at føre deres samfund videre (i det almindelige kollaps). Jo før vi forstår, at hele vores kultur er et pyramidespil, des bedre vil vi kunne overleve. Anført af de, som scorer mest på katastrofen, er der ikke nogen øvre grænse for hvilke ydmygelser, vi skal igennem før hele projektets mangel på bæredygtighed står mejslet i sten. Glem alt om dine personlige præferencer i dette liv og koncentrer dig om, hvad vi sammen er nødt til at gøre for at overleve.
Vi er nødt til at afskaffe menneskets udbytning af mennesket. Og her hjælper ingen kære mor: Hvis du lever i et land, hvis økologiske fodaftryk kræver ran, ran og atter ran, så er du forpligtet til at bruge din hele energi på at omstyrte det system, som du - frivilligt eller ufrivilligt - er en del af. Ellers er du en del af problemet. Du kan også lade være, men det gør kun alting værre. I disse åndløse spalter søger jeg forgæve efter ægte vilje til at gøre op med katastrofernes moder. Er vi alle imperialister, blot fordi vi lever i en imperialistisk stat? Naturligvis ikke. Kravet til dig er, at du ser nøgternt på dine børns fremtid. Vejen frem er, at vi søger løsninger i fælles politisk handling. Drop al vrøvlet. Enten er du en del af problemet eller også er du en del af løsningen.
Det haster mere end nogensinde.

Personlig skyld er noget vrøvl.
Kollektive løsninger er det eneste håb.

Lad os starte med at smadre kapitalismen. Det vi kan bygge op på ruinerne er langt mere værd end det vi "får" ved at forsøge på at reparere på sindsygen.

Venlig hilsen

Niels-Holger Nielsen

Jeg skulle hilse og sige fra kommunismen, at rygterne om dens bortgang i stilhed er stærkt overdrevne. Efterhånden som bestikkelsesfonden sygner hen vil kommunismen fremstå som det eneste alternativ. Det ved magthaverne mere end nogen andre. Så, hvis jeg en dag ikke dukker op i disse spalter, er enten jeg eller demokratiet afgået ved døden. Gid det første må være tilfældet.

venlig hilsen

Niels-Holger Nielsen

Det er utroligt hvad man kan slippe af sted med at påstå i disse spalter, uden at en eneste angriber en direkte. Det indirekte angreb er til gengæld i høj kurs. Det kører efter melodien: Kommunisme er et overstået statdie fordi Lenin skred ind ovor for kronstatoprøret. Spørgsmålet er uhyre simpelt: Enten finder vi en løsning i fællesskab, eller også finder vi ingen løsning.

Per Diepgen

Spejlinger.
Man kan spørge, hvorfor man igen og igen skamrider kommunismen, for det sker ofte, når kommunismen slet ikke mere er kommunisme, men udviklet til kapitalisme. Især har kritikken vist sig velanvendelig for folk, der har ondt i deres nazistiske samvittighed.
Men "nødvendigheden" gør ingen nødvendighed, Niels-Holger! Intet er forkasteligt som at udbytte andre folk, og netop den dårlige tilbøjelighed og vane prøvede Marx at tage fat i. Das Kapital blev ikke skrevet for at fremme det økonomiske kredsløb. men for at knægte dens anvendelse.
Men nærved et par århundreder senere må vi indse, at langt fra alle er enige om, hvori nødvendigheden består!!

Magnus Falko

Samuelsons artikel kan passende ses i lyset af The Economists spektakulære forudsigelse - eller rettere besværgelse! - om en verdensvaluta, som undertegnede viderebragte i kommentarerne til mit eget læserbrev samme dag, 31. oktober 2008 (i papirudgaven dagen efter): http://www.information.dk/170485

Som artiklen http://www.information.dk/233389 skriver: "for en gangs skyld kan konspirationsteoretikerne ikke affejes per rutine."

Valutakontrol hænger sammen med økonomipolitik - det ser vi i rigt mål i denne tid, hvor EU-Kommissionen gør alt, hvad den kan for at overbevise om nødvendigheden af en "fælles" (centralstyret) økonomipolitik med krisen som argument. Gøres valutakontrollen global gennem indførelse af en global valuta, er diktaturet totalt. Vi skal så ikke veksle, når vi rejser eller overfører penge, men betyder dét mod et globaldiktatur?

Jeg skal her minde om, at EU har deltaget i den globale deregulering, der er en af kerneårsagerne til finanskrisen. Blot at sige at EU er årsagen, dét holder ikke helt, men EU-eliten er sammen med sit amerikanske elitebroderskab notorisk forbundet med flere af krisens helt konkrete bagmænd, se eksempelvis Søren Søndergaards interessante indspark her:
http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article1199

- Venligst Magnus Falko

Magnus Falko

Hovsa; HVAD betyder dét mod et globaldiktatur? skulle der selvfølgelig stå.

- For en demokratisk indstillet må svaret, i mine øjne, være: "Intet. Hellere lidt vekselgebyr end et fascistisk verdensdiktatur." Her er magelighed og bekvemmelighed = dumhed.

Jeg anbefaler i øvrigt varmt MEP for Folkebevægelsen mod EU, Søren Søndergaards hilsen til Enhedslistens årsmøde 2010. Fra afsnittet 'De seneste måneders udvikling har vist...' belyser Søndergaard nogle hidtil meget medie-underbelyste sider af finans- og euro-krisen:
http://www.enhedslisten.dk/Folkebevaegelsens-hilsen-2010

For EU-eliten er krisen en kærkommen lejlighed til at indføre de nyliberalistiske strukturændringer i medlemslandene, som jeg vil påstå hele tiden har været EU-elitens mål. Mere privatisering, mindre velfærdssamfund. Jakob Lindblom bringer her en glimrende - men ikke udtømmende - gennemgang heraf:
http://modkraft.dk/spip.php?article13150 (som en kommentar siger: "Det ER et meget langt blogindlæg. Men hvis man får tygget sig igennem det, så er det helt klart det værd.")

MF (EL) Per Clausen i korthed: http://www.enhedslisten.dk/Eurofond-er-stoette-til-bankerne

- Venligst Magnus Falko

Per Diepgen

Regeringen bruger nu EU til at diktere dansk indenrigspolitik, nedslæringer af forskellige slags. Men det var jo regeringen selv, der lod stå til, så bank og finans endte i krise. Det foranlediger regeringen til at true de svage i samfundet, hvis de ikke nedskærer straks, for det bliver under alle omstændigheder resultatet!

Magnus Falko

Kære Per.

Ja, den danske regering bruger nu EU sådan, som du beskriver, og det er ikke første gang, en regering gør sådan. Det er vældig bekvemt.

- Men blot fordi det er bekvemt for regeringen, behøver det ikke være usandt. Det er udtryk for doven tænkning, hvis vi automatisk udleder, at "fordi det er bekvemt, må EU jo være uskyldig her". Det ene udelukker naturligvis ikke det andet.

For det første er der årsagsaspektet, og her vil jeg citere Søren Søndergaard fra årsmødehilsenen til Enhedslisten (læs det hele via linket i mit ovenstående indlæg):

"Det er helt uomtvisteligt at de græske magthavere var fuldstændig skrupelløse i deres bestræbelser på at underlægge landet euroen. De løj, de snød og de tog lån i fremtiden for at leve op til euroens krav.

Men alt det vidste EU-lederne. Alligevel lod de det passere i tavshed. Dels fordi en række andre euro-lande gjorde det samme. Men frem for alt fordi det tjente deres mål: at få flere lande med i euroen og dermed styrke EU som en politisk, militær og økonomisk supermagt

Og nu - hvor den økonomiske krise har fået hele korthuset til at vælte - så kommer de samme EU-ledere og korrupte græske politikere og kræver, at den almindelige befolkning skal betale regningen.

Jamen, hjælpepakkerne da. Glemmer vi ikke de 110 milliarder euro, som eurolandene og IMF så generøst har lånt til Grækenland? Ordet solidaritet er endda blevet brugt.

Men kendsgerningen er, at ikke en eneste cent kommer den almindelige græker til gode. Pengene skal derimod bruges til at Grækenland kan afdrage sin gæld til bl.a. europæiske banker og våbenfirmaer.

Ja, den svenske avis, Aftonbladet, kunne sågar i søndags berette, at Frankrig havde stillet som betingelse, at en del af lånepakken blev brugt til indkøb af nye avancerede franske våbensystemer.

Hvor absurd kan det blive: Grækenland synker. Og den herskende klasse bruger landets penge på at købe ubåde!

Men ærlig talt: Hvad har det med solidaritet at gøre, at europæiske lønmodtagere skal punge ud for at franske, tyske og hollandske banker, som har spekuleret i græske statsobligationer, kan få deres penge igen?

Og hvad har det med solidaritet at gøre, at europæiske lønmodtagere skal punge ud, for at den græske stat kan fortsætte med at være storkunde i tysk og fransk våbenindustri?"

Magnus Falko

EU som årsag til krisen spænder så vidt, at mange ikke længere ser skoven for bare træer. Allerede mellem 1982 og 1990 skulle EF-landenes økonomiske lovgivning i brede træk udjævnes for at få ens regler i EF's (nu EU's) Indre Marked.

EF krævede fuld liberalisering, og her var de store kommercielle banker Schlüter-regeringens og Nationalbankens allierede. Reformerne favoriserede nemlig klart disse banker. Nu blev der frit spil i finanssektoren for lykkeriddere og børsspekulanter.

For det andet (fortsat fra foregående indlæg) så er EU - sammen med elitebroderskabet i USA - ikke alene årsag til finanskrisen, nej, det er rent faktisk også EU, der gør, hvad EU overhovedet kan for at diktere, at regeringerne skal diktere nedskæringer.

Gode Per, forsøg at have tungen lige i munden: At EU på grund af vores euro-undtagelse ikke har (formelle) sanktionsmuligheder over for Danmark, hvis vi ikke laver nedskæringer på det offentlige budget, er jo ikke det samme som, at EU ikke forsøger at mane og presse os til disse nedskæringer.

Per Diepgens lille indlæg synes inspireret af medieudsagn såsom denne artikel: http://www.information.dk/233670 - Men hvad er de omtalte Chatham House og Bruegel-tænketanken egentlig for et par foretagender? Hvor mange spørger om dét? Ikke Information, åbenbart.

Mig undrer det ikke, at de to tænketanke slører og underspiller EU's betydning. De går nemlig grundlæggende varmt ind for stadig tættere international magtcentralisering. I hvert fald for (centrale dele af) Chatham Houses vedkommende sågar en global centralmagt. Den anden tænketank kender jeg ikke nok til endnu til at kunne udlede dette.

Chatham House har jeg skrevet en smule om i mit todelte skrift http://publikationer.folkebevaegelsen.dk/EUSA1af2.pdf og http://publikationer.folkebevaegelsen.dk/EUSA2af2.pdf (på side 8 og 11 i begge delene).

Bruegel-tænketankens hjemmeside (bemærk det berømte, gamle Bruegel-maleri af Babelstårnet, der minder aldeles forrygende om EU-Parlamentets bygning...) er her: http://www.bruegel.org/about.html

Og se så lige medlemmerne: http://www.bruegel.org/about/members.html - Vi lader den stå et øjeblik, kære medborgere ...og journalister!

Igen: Ja, Løkke & Co. er nogle opportunistiske lømler og dobbeltmoralske krystere, men deres største brøde består i, at de gennem årtier har og til stadighed overfører magt til en udemokratisk, nyliberalistisk EU-stat.

12. maj fremlagde EU-Kommissionen sit forslag til styrket koordination af den økonomiske politik i Unionen. I forslaget lægger Kommissionen op til at få tilsendt konvergensprogrammer og finanslove (!) på et meget tidligt tidspunkt midt på året – og dermed før det tidspunkt, hvor for eksempel danske regeringer plejer at offentliggøre deres forslag til finanslov, og inden Folketinget har set den.

Endvidere arbejder EU-Kommissionen på en finanspolitisk "henstilling" til Danmark. Jeg kalder det politisk pres, om så nok så uformelt.

Sluttelig: At kronen er bundet til euroen, er ikke en naturlov, men en politisk beslutning, og den er ikke truffet af euro-modstanderne. Og beslutninger kan besluttes om...

Om euroen, grundlæggende: http://www.folkebevaegelsen.dk/IMG/pdf/europixi-jan09.pdf

Jeg beklager længden af mine indlæg her, men jeg tror, at Per og en del andre vil kunne drage nytte af at læse dem, inklusive links.

- Venlige vårhilsener;
Magnus Falko

soren majgaard

Der er rigtig mange gode indlæg, som det er en fornøjelse at læse, men jeg savner løsninger.
Man kan kun forbruge mere end man producerer i en kort periode med det formål at skabe ægte merværdier; men det gør vi mildest talt oftest destruktivt. Og konvergenskravet på et maksimalt overforbrug på3% bliver mere tyngende hvert år, da nye lån jo ikke kan opnås uden højere renter og så klapper gældsfælden i. Og Karen Helweg taler f. eks om overfiskning, men mon ikke det reelt er vores forurening af landbrugsjorden og ødelæggelsen af grundvand og spildevand, der ender i havet , der slår biodiversiteten til plukfisk, dræber bierne, og masser af vigtige planter, orm og insekter osv. Vi støjer med motorer, så vi stresses og bliver syge og byernes forurening gør man ikke meget ved pg. a bekvemmelighed og kortsynet energipolitik. Vi anvender syntetisk medicin med uhyrlige bivirkninger for profittens skyld mere end for patienternes skyld.. På Dr Hindhedes tid var befolkningssundheden meget bedre og det burde være Sundhedsstyrelsens og lægernes opgave at undervise befolkningen i hvordan man kan forebygge sygdomme. Vores skoler er gratis, men er det ikke på tide at stimulere indlæring ved hjælp af mammon, ikke til lærerne men til eleverne så både forældre og elever vågner op til dåd ?. Det skal koste at gå i skole, hvis man ikke gør en dyt ved sine lektier, men ellers kan man aktuarisk skabe balance mellem skolens indtægter og udgifter.ne til eleverne.
Jeg er af den opfattelse at vi i princippet skal være selvforsynende og i økonomisk balance så det er uden konsekvens for os at BRIG landene har taget førertrøjen, selvom vi har et åbent handelssamkvem . Vi skal ikke tigge russerne om deres olie og gas, men anvende energien fra jordens dybere lag og andre tiltag, der ikke forurener. Vi taler hele tiden om velfærd, som vi i realiteten køber på klods. og lånt tid, hvis vi ikke gør os selvhjulpne .

Jens Thorning

Det er foruroligende, at man ikke kan få præcise og sandfærdige oplysninger om disse ting, fordi statsinstitutioner er begyndt at udsende positive meddelelser inspireret af reklamebranchen, dele af erhvervslivet prøver at tale et "opsving" i gang (skal det så atter være boliger denne gang, nu da CO2-eventyret er aflyst?) og så ikke mindst fordi medierne, herunder de tidligere så troværdige TV- og radioaviser, har fundet ud af, at målgruppen, med snart 51-årige Birt(h)e i Nr. Bjert ved Kolding i spidsen, godt kan li' glade nyheder om økonomi, nu da salmonella, brystkræft og legionella (døden i brusebadet, hos lægen og i køledisken) ikke rykker.

Per Diepgen

DET FRIE MARKED
Sålænge DK er medliem af EU, findes flere fordele ved at binde kronen til euroen, sådan som
finans/økonomi-minister Marianne Jelved indså.
Det kan ikke være euroen som mønt, man vender sig imod, men de sociale og overnationale betingelser, som et euro-samarbejde lægger begrænsninger for. De betingelser er nøje forbundet med den oprindelige harmonisering i EF og Unionens fastholdelse af det frie marked og dens afhængighed af diktatet fra forskellige valuta- og møntunioner, den direkte vej til bank- og finansverdnens spekulationer. Det frie marked er heller ikke frit, for det forhindrer de enkelte lande i at træffe egne frie mellemstatslige aftaler.

Henrik Eismark

>Sålænge DK er medliem af EU, findes flere fordele ved at binde kronen til euroen, sådan som
finans/økonomi-minister Marianne Jelved indså.

Nå ja, skolelæreren. Hvor mange vil have dagens skolelærere som ministre?

>Marianne Jelved arbejdede som lærer ved Ny Østensgård Skole i Valby 1967-1975, ved Jyllinge Skole, Gundsø, fra 1975, og endelig som timelærer ved Danmarks Lærerhøjskole 1979-1987.

Og så blev hun finansgeni.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Hvad er der sket med inflationen?

Når man tænker tilbage til 1970'erne, hvor renten nåede over 20% for betrængte boligejere, så hjalp det dog, at man kunne trække samme rente fra i skatten OG at der var en galopperende inflation, der udhulede gælden.

Det skulle undre mig meget, om ikke økonomer i USA og andre gældsplagede lande håber på eller ligefrem ønsker en tilsvarende inflation, så statsgælden kan nedskrives.

Spørgsmålet er så, hvad Kina, Indien, Brasilien m.fl. kunne finde på, når deres formuer svinder ind ....

Per Diepgen

Kreditoren er ved siden af soldaten den, der mest effektivt har magt over andre, og staten begyndte sit gældstabiliseringsprogram med tilladelsen til at lade folk trække renterne af huslån fra på selvangtivelsen. I årenes løb blev plattenslageriet udvidet til snart sagt enhver gældforpligtelse, hvilket er en oplagt profitvej for investorer. Hvis statem samtidig privatiserer ordningen over investeringsselskaber, banker m.v., så er minimalstaten hjemme.

Bjarke Lautrup-Larsen

Helt grundlæggende er problemet med stort set al den økonomiske planlægning/krisehåndtering der foregår, at man regner med at det blot er en "fase".
Vi skal bare lige igennem krisen, og så bliver alt som før.
Men dette vil ikke ske. Det kan virke pessimistisk eller opgivende, men hvis man kigger bare lidt objektivt på det, så står vores samfund over for en fundamental ændring.
Inden for de næste 10 år kommer vi til at mangle olie. Og olie er grundstenen i al den vækst vi har haft de sidste 100 år. Alene af den grund, vil hele den måde vores samfund, produktionsapparater, infrastruktur, fødevareproduktion ... ja alle facetter af vores samfund ændre sig markant.

Og derfor er hele ideen om at "vækst" kan være en løsning på denne krise også mildest talt uintelligent

Definitionen på krise er bundet til opfattelsen af forbrug og stadig vækst i produktionen, deraf målestokken nationalprodukt og tilsvarende størrelser. Socialistisk set er forbruget af samfundets midler et spørgsmål om en anderledes fordeling i befolkningen uanset det nu vedtagne vækstpotentiale. I henseende til olieforbruget og et miljøhensyn kunne man forestille sig særdeles gavnlige virkninger af en literpris for benzin på over 100 kr, der dog stadig sætter skel mellem klasser, og som kun er et af utallige elementer.

soren majgaard

Gid Lykketoft havde ret i alt det han kommer med. Men jeg tror vi står over meget større udfordringer end selv hans skarpe intellekt kan løse.
Libor renten er på vej op
Bankernes 2 årige swap spread er siden marts gået 64 basis points op, hvilket er en 7 dobling
Langt de fleste amerikanske banker har store lån i PIIGS landene fraregnet Grækenland, så vi må bruge et nyt udtryk for de forgældede lande: PIIS landene, og det bliver det jo ikke bedre af, for investorerne er i den grad rædselsslagne over de investeringer de har gjort der, at de nægter at investere yderligere i dem. Og det er bankerne i USA, der f.eks har lånt Spanien tons of money, som de næppe får tilbage. De er allerede så svage at de IKKE KAN ÅNDE PÅ ET SPEJL, som det siges i USA, altså tusindvis af amerikanske banker trækker næsten ikke vejret mere. De knap 800 stærke banker har kun rådighed over under 4% af alle bankaktiver, resten står i gæld til navlen..
Et lille skub , et enkelt fejltrin og hele møllen går i selvsving.
Men velkommen til Lykketoft med tryllestaven og hatten. Nu mangler vi blot at se dig hive den hvide kanin op af hatten.
I USA er mange byer i realiteten gået konkurs og stater som Californien er økonomisk et fallitbo.
Oliekatastrofen i Golfen tegner til at kunne skabe økonomisk kollaps i sydstaterne.

soren majgaard

Med lån mente jeg naturligvis udlån. Sorry

Søren Blaabjerg

Et grundlæggende problem i vor tid er, at vi har at gøre med to parallelle, men væsensforskellige systemer: En liberal privatøkonomisk sektor, der er markedsorienteret, og så en offentlig sektor, der er behovsorienteret og regelbestemt, men ikke desto mindre finansieret via den privatøkonomiske sekter. Når der er krise i den privatøkonomiske sektor (forbrugsmæssig afmatning og heraf følgende tendenser til øget arbejdsløshed f.eks.), så stiger behovet for den offentlige sektors ydelser, men samtidigt så reduceres eskatningsgrundlaget, og der fremkommer uundgåeligt et pres på regeringerne i retning af øget offentlig gældsætning (øget beskatning ville jo kun gøre ondt værre). Er komikken til at få øje på?

En del af løsningen kunne eventuelt bestå i at erstatte den traditionelle velfærdsmodel med en solidaritetsmodel, forstået på den måde, at man i princippet betaler for alle ydelser, hvad de koster , og i det omfang man har råd til dem (det er jo en illusion at tro at noget er "gratis", blot fordi "skattefar" betaler), vel at mærke efter at en passende solidarisk indkomstudjævning har fundet
sted.

Med hensyn til banker, penge, guld- og valutareserver mv. kan det ikke noksom understreges, at der er en god del psykologi med i spillet. Tillid og stabilitet er i den forbindelse centrale begreber og paniske finanspolitiske løsningstiltag af den ene eller anden art derfor et absolut onde. Svigter tilliden til penges (og værdipapirers) værdi, ja så går det med garanti rablende galt med uoverskuelige politiske konsekvenser til følge.

Søren Blaabjerg

Et lille PS. til ovenstående. Som Storm P. vist sagde: Det er svært at så, især om fremtiden. Svaret på dette er, at i forbindelse med alle overordnede regeringstiltag og forslag til samme, der bør usikkerheden lægges åbent frem til offentlig vurdering, så nøgternt belyst som muligt:

Allermindst:

1. Worst case scenariet
2. Best case scenariet
3. Det mest sandsynlige scenarie

Julean Jens Michlas Nielsen

Jeg vil gerne bidrage med at vi i Danmark og internationalt slet ikke forholder os til hvordan tingene synes at se ud. Vi forhandler med sandheden. Det er meget alvorligt nu!!!

Økonomien ryger i Spanien, Portugal og UK er næste på listen.
Samt at Eliten tager os i krig når vi ikke kan betale for for dem mere. Vi betaler hele tiden til bobler der kommer til at briste på et tidspunkt. Situtiation er det samme som det store upkøb i tyverne.

Spørgsmålet er hvor stor del af vores formue folk skal bruge for at betale til nogen der er involveret i ødelæggelsen af et økonomisk system.
Og så skal vi i krig som afledning. 3 verdenskrig er man begyndt at tale om.
Gerald Celente forklare hele molevitte. Jeg beder dig kære læser. Hør de 10 min.
For din og Danmarks skyld. Lad mig sige det sådan jeg har aldrig talt således. Men det er EKSTREMT ALVORLIGT.

Vorer samfunds analyser er på et drømmende grundlag.

http://www.youtube.com/watch?v=uaKvG8nuaQw&playnext_from=TL&videos=JFymk...

KH

Jens Michlas

'Beskatning' er blot en enkelt 'skrue' i samfundsmekanikken', der reguleres af adskillige afgifter og brugerbetalinger samtidig med, at priserne på mange varer og ydelser (private såvel som offentlige) stiger, eksempelvis ældremad og lægehonnerarer.
En 'solidaritetsmodel' er vanskelig at opstille med store spring i lønninger, profit og service, men man kunne måske begynde med at foretage en realregulering´ på den enkeltes helhedsplacering i lighed med udregningen af en realløn, men også det forudsætter en offentlig tilgængelighed.
Og giver politisk uenighed.