Læsetid: 3 min.

Labour skal erkende, hvad partiet gjorde galt

Det britiske parlaments-valg lover ikke godt for Labour. Hvis Gordon Brown havde været mere ydmyg og indrømmet, hvad hans parti gjorde galt, ville han måske ikke være på vej til et nederlag
Det britiske parlaments-valg lover ikke godt for Labour. Hvis Gordon Brown havde været mere ydmyg og indrømmet, hvad hans parti gjorde galt, ville han måske ikke være på vej til et nederlag
5. maj 2010

LONDON - Så er enden nær. Hvis meningsmålingerne ikke er helt forkerte, vil tæppet gå ned for New Labour. Det, der begyndte med en jordskredssejr for 13 år siden, ender med en kamp for at undgå ydmygende tredjeplads efter De Liberale Demokrater.

Meningsmålingerne har selvfølgelig tidligere taget fejl. Det mest berømte eksempel er præsidentvalget i i USA i 1948, hvor Harry Truman blev afskrevet af politiske kommentatorer, men kom tilbage og slog sin republikanske rival, Thomas Dewey, på målstregen. Trumans sejr giver Gordon Brown et vist håb om, at han klarer det, selv på dette sene tidspunkt. Men overalt, hvor Truman kom på sin rundtur til amerikanske småbyer under præsidentvalgkampen, blev han mødt af henrykte folkemængder, der lappede hans skamløst populistiske budskab i sig. Browns kampagne er ikke blevet mødt med samme begejstring.

Rigtige beslutninger

Det skyldes først og fremmest, at der ikke har været meget at være begejstret over. Labour har undladt at redegøre for, hvad partiet vil gøre i en fjerde regeringsperiode, og har i stedet forsøgt at skræmme vælgerne med dommedagstaler om, hvordan tilværelsen vil blive, hvis De Konservative vinder. Kunne det være gjort anderledes? Ja, det ville have været hårdt og have krævet ydmyghed fra Browns side, men Labour kunne godt have fremført sin sag bedre.

For det første burde Brown have understreget, at han traf de rigtige økonomiske beslutninger. Labours stramme skattepolitik under højkonjunkturen i slutningen af 90'erne var medvirkende til, at man forhindrede en overophedning af økonomien og havde penge på kistebunden, da internetboblen bristede. Beslutningen om ikke at deltage i EU's valutasamarbejde har givet Storbritannien en makroøkonomisk fleksibilitet, som de lande, der kæmper hårdt for at opfylde eurozonens krav, ikke har. Og i de tre år, der er gået, siden den globale økonomi gik ind i krisen, traf regeringen alle de rigtige beslutninger: Bankerne blev reddet, og statens magt blev brugt til at stimulere efterspørgslen og afbøde virkningen af faldende beskæftigelse, tvangsauktioner og konkursramte virksomheder.

Men Labour gjorde også noget galt, og det er partiet nødt til at indrømme. Som i enhver regering, der har været ved magten i 13 år, er der enkelte beslutninger, ministrene kommer til at fortryde. I dette tilfælde er det stigningen i folkepensionen med knap syv kr. om ugen og afskaffelsen af beskatningen på 10 procent af årsindkomster på mellem 45.000 og 64.000 kr. Men først og fremmest har Labour overvurderet skatteindtægterne under det økonomiske opsvingi 90'erne, så de offentlige finanser var i en dårlig forfatning, da krisen ramte. Det var dog blot et symptom på et dybere problem: Labour har mellem 1997 og 2007 kapituleret over for den finansielle sektor.

Gamle metoder

Brown har gjort alt for at hjælpe storkapitalen. Han har lobbyet for den i EU og markedsført Storbritannien som et land med lempelig eller så godt som ingen regulering. New Labour accepterede, at jo mindre regeringen blandede sig i den økonomiske udvikling, des bedre var det. Brown var bevidst om den globale storkapitals magt og besluttede at give finanssektoren lov til at tjene penge for derefter at skumme fløden i form af øgede skatteindtægter, som kunne bruges til sociale formål.

Det ændrede sig, da finanskrisen satte ind. Der var ikke andet at gøre end at ty til det gamle Labour-partis metode - nationalisering - for at redde banksystemet fra sammenbrud. Da det blev klart, at universets herskere var en kolos på lerfødder, blev ideer, som indtil da var anset for kætterske, mulige: aktiv industripolitik, højere beskatning af de rige, pres på realkreditselskaberne for at være blid mod dem, der kom i restance. Til sidst begyndte Labour at lugte af en socialdemokratisk regering.

Alligevel har den økonomiske afmatning været lang og smertefuld. Labour burde under denne valgkamp have sagt, at partiet agter at bruge regeringsmagten til at tackle den økonomiske ubalance i landet. Det mærkelige ved dette valg er, at finanskrisen har skabt de bedste betingelser for progressiv politik, men Labour står alligevel til et knusende nederlag. Hvis Labour kommer i oppositionen, bør partiet have is i maven og opfordre til, at markedskræfterne tæmmes, og at de fattige bliver beskyttet. Først og fremmest bør det påpege, at det blandt de tre vigtigste partier har det bedste bud på social retfærdighed. Hvilket rent faktisk er tilfældet.

© Guardian News & Media 2010. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter H. Hansen

DONT VOTE TORI

David Cameron, head of the Conservative Party, has announced the politics of the party in the case that they get political majority at the parliament election and then can form a new government. And one is tempted to conclude that this is Tory Politics as per usual, or a way of getting yet more money to the rich so they can continue there leisure life with champagne, Rolls Royce and cheap domestic staff.

Punish the poor: they can’t fight back
Let the working class, retired, poor people and others from “dawn stairs” pay for the speculative economic excesses of the people “upstairs”. Mr. Cameron’s speech and his and the ideas of they Conservative party is ridiculous and very sad. It’s the “upstairs” people who are at the controls of the capitalist system, because they have attended all the posh public schools and universities and on this background they also are to blame for there part in the present day apocalyptic crises of the capitalist system.

They have been working as stock brokers, bank managers and other greedy crocodiles of the finance sector; they couldn’t simply get enough profit. And good many mem-bers, supporters and others who work for the stone hard and cold politics of the “up-stairs” party is them self’s to blame. Probably 90 % of all who work in “The City” in London are Conservative supports etc. They played there deadly role in the exponen-tially growing unemployment figures and now they want working men and women, pensioners, people under education etc., to pay and suffer because of there excesses.

Morten Kjeldgaard

Englænderne har bare glemt hvor ondt det gjorde da de sidst havde Tory styre, og blev tævet til underkastelse med Jernladyens håndtaske og derefter kedet halvt ihjel af John Major. Nu trænger de kollektivt til en ny huskekage, der kan friske erindringen lidt op.