Nyhed
Læsetid: 5 min.

'Medicinalindustrien fører en helt legitim jagt på profit'

Det er ikke medicinalproducenterne, der har ansvar for at tilbyde medicin til de fattige. De er som alle andre virksomheder, siger ansat i Verdensbanken
Udland
6. maj 2010

Vil du lade små afrikanske børn dø for at store fede mænd kan skovle penge ind? Det er der nok ikke mange, der vil svare bekræftende på, men ifølge filosoffen Jørn Sønderholm er spørgsmålet også helt forkert.

»Jeg har stor sympati for tilbøjeligheden til at holde med den svage part, men de farmaceutiske selskaber har altså ikke et større moralsk ansvar end du og jeg, når det kommer til de fattiges adgang til medicin,« siger filosoffen, der i dag er ansat i Verdensbanken.

Jørn Sønderholm reagerede på, at Information i sidste uge skrev, at den indiske produktion af kopimedicin, der bl.a. er leverandør til 80 procent af aidspatienter i lavindkomstlandene, nu er truet som følge af handelsforhandlingerne med EU. Europa vil nemlig beskytte produktionen af originalprodukterne og det er, ifølge Jørn Søderholm helt legitimt:

»Hvis man reducerer de her firmaers profitmuligheder, så vil de bare lave noget andet. Hvis de ikke kan få profit på malariamedicin, så vil de i stedet satse på et nyt Viagra-produkt eller medicin mod hårtab rettet til det nordamerikanske marked. Gør man det besværligt for dem, gider de ikke længere at bruge tid på medicin rettet mod de fattige,« siger Jørn Sønderholm.

Han kan godt fra et rent følelsesmæssigt perspektiv følge forargelsen over medicinalindustrien. Men det er en uproduktiv tilgang, mener han.

»Det vi faktisk siger til dem er: I er nødt til at sælge jeres medicin billigere, fordi I har et produkt, der er meget vigtigt. Problemet er, at så bliver man hurtig træt af at lave et vigtigt produkt,« siger Jørgen Sønderholm, der understreger, at han ingen aktier har i industrien:

»De er nok ikke Guds bedste børn. Men de er altså ikke værre end Coca-Cola og Toyota, for den sags skyld. Jeg siger ikke, at det er videre sympatisk. Jeg siger bare, det er sådan, det er.«

Ansvaret

Jørn Sønderholm finder spørgsmålet om kopimedicin filosofisk interessant. »Det handler jo om, hvem der har det moralske ansvar, og hvordan man fordeler byrden på den mest retfærdige måde. Man hører det igen og igen opstillet sådan, at man på en side har fattige mennesker, der kun er ofre og på den anden side nogle grådige mennesker uden ansigter. Men det er for billigt og nemt altid at trække den hest af stalden, for ansvaret er lige så meget dit og mit,« understreger han.

»Man kan starte med at kigge på sig selv og sige, det skal vi da gøre. Og man kan vælge nogle politikere, der vil arbejde for, at en større del af vores skattekroner går til medicin til de fattige fremfor til støtte til europæisk landbrug.«

Han finder det da sympatisk, når folk for de fattiges skyld argumenterer for et loft over, hvor stor profit man kan tjene på livsvigtig medicin eller mener, at vi helt skal droppe patentsystemet.

»Men det ville altså ikke betyde mere medicin til de fattige. På kort sigt ville der sikkert være gevinster ved at skippe patenterne helt. Problemet er, at det på langt sigt vil medføre et enormt fald i overordnet velfærd,« siger Jørn Sønderholm.

Han mener istedet, at man skal tænke i alternative baner for at skabe et patentsystem, der faktisk motiverer firmaerne til at skabe medicin til de fattige.

Global fond

Og det sker allerede rundt omkring på diverse universiteter og i tænketanke, fortæller han. Bl.a. bliver der arbejdet på at udvikle en model med en såkaldt health impact fund, der skal vurdere et nyt præparat i forhold til den gavn, det har for den globale sundhedstilstand. »Hvis det viser sig, at det har hjulpet mange mennesker, kan det pågældende firma få refunderet deres udgifter af fonden. På den måde vil man give incitament til at udvikle medicin f.eks. mod malaria eller de diarrésygdomme, der dræber mange børn i Den Tredje Verden,« siger Jørn Sønderholm.

»På den måde anerkender man, at medicinalvirksomhederneomhederne er private aktører, der agerer på samme måde som alle andre virksomheder, mens man siger, at det er staterne eller de private aktører, der ønsker at putte penge i en sådan fond, der bærer ansvaret, og du kunne f.eks. også putte penge i fonden,« siger Jørn Sønderholm.

En anden mulighed er, at man belønner virksomheder, der går forrest i kampen mod livstruende sygdomme i u-landene med, at de næste gang kommer forrest i køen i vurderingen af et nyt patent.

»Det tager nu op mod 18 måneder i USA. I al den tid tikker patent-uret og konkurrenterne rykker tættere på. Hvis man kunne hoppe over i køen, ville det virkelig motivere dem,« forudser Jørn Sønderholm.

- I dag løber de fleste patenter 20 år. Skal der slet ikke være en grænse for, hvor lang en patentperiode er?

»Jo, det er der. Der er massevis af forskning inden for økonomien i, hvad der er den optimale patentperiode. De skal jo virke incitamentfremmende uden at skade for meget. Man kan sige, at patentet skal være af en sådan længde, at det samfundsmæssige gode opvejer profitinteressen. Hvor går grænsen så? Skal der være særlig mulighed for at kopiere en såsæd, der egner sig godt til tørke, fordi det ville afbøde sult?,« siger Jørn Søndergård.

Behov for beskyttelse

Jørn Sønderholm kan godt forstå de umiddelbare reaktioner på historier om, at en pille, der koster 1,20 kroner at producere, koster 120 kroner i handel.

Men man overser de enorme investeringer, der går forud.

»Det er svært at give nøjagtige tal, men det er nok ikke helt urealistisk, at det koster 800 million dollar (4,5 mia. kr.) at udvikle en ny medicin. Hvis virksomhederne ikke har beskyttelse, vil de generiske virksomheder hurtigt lave et kopipræparat og drive prisen ned. Er der nogen, der vil bruge 800 millioner dollar på et produkt, der pludselig kun kan sælges til to procent over den samlede produktionspris?,« siger Jørn Sønderholm, der slutter:

»Det er det perspektiv, man må have med. Der er også grædende børn og folk, der dør om 10-20 år. Men der vil ikke være medicin til dem, hvis man gør det så besværligt for dem, der har forstand på det, at de ikke kan se profitinteressen. Man kan mene, at det er trist, men hvis man ønsker at gøre noget for de fattige, må man erkende, at det er sådan det er.«

Jørn Søderholm er ansat i Verdensbankens afdeling Development Dialogue on Values and Ethics , men interviewet er udelukkende udtryk for hans personlige mening

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Nationaliser medicinalindustrien!

Michael Skaarup

jeg tror ikke på at medicinalvirksomhederne(MI) ikke kn forrente deres investeringer, såfremt at det blev lettere at fremstille billigere medicin til de syge.

jeg anser det som et forkælet luksusspørgsmål, der helt firkantet kan stilles således op.

enten vil man(MI) tjene 100 (kr) på en pille som et menneske har råd til, eller også vil man tjene 1 (kr) pr. pille som100 mennesker har råd til. for tjenesten er stadig 100 (kr)

Et andet problem som MI ikke taler så højt om, er at MI "stjæler" viden og patentere planter og medicin, som de ikke selv har udviklet. De betyder at traditionelle medicinske planter "ejes" af MI, og ikke traditionelle brugere af planten.

Jeg mener ligeledes at Jørn Søderholms reference til såsæd, sætter problemet med patenter på naturen, ind i en uvirkelig sammenhæng, med stærke sammenlignelige dilemmaer. Dvs. at gen-modificere og steriliseret såsæd, vil gøre fattige lande afhængige af non-nationale kapitalakkumulatorer, der ser gode forrentningsmuligheder ved at hvert år sælge den samme engangssåsæd til (fattige) landmænd.

derfor burde Brian A. Mikkelsen anti-privatiserings åbenbaring af samfundsbærende strukturer så som rent vand, strøm, fødevarer osv. og Niels-Holgers Nielsen kommentar vægtes højt.
For at sige det simpelt.
Der nogle "ting" som markedet ikke frit kan kapitalisere på, da kapitalfortjeneste.interessere modvirker samfundet interessere. Og Samfundet sammenhængskraft er vigtigere end en smal gruppe at personers behov for at akkumulere "ikke spiselige" tal på deres netbank

I rigtig gamle dage var medicinfremstilling noget der hoerte under laegens gebet. Laegen var den gang ogsaa en forretningsmand.
Idag er laegerne etisk bundet af laegeloeftet (undtagen aabenbart Klaus Hansen, men han er vist ogsaa ved at faa roeven paa komedie!).
Hvorfor er fremstillere af medicin ikke etisk bundet paa samme vis?

Alex Jensen

Enten ser man dette som uetisk industri eller som et uetisk økonomisk system. Eller hvis man gerne vil, begge dele.

Det kan godt være at det ikke er deres pligt som virksomhed at levere billig medicin, men det er deres pligt som mennesker.

Martin Kristensen

Ikke mere end det er din pligt at donere din arbejdskraft til ulandede. Hvorfor skulle kravene være højere for dem fordi de har valgt at beskæftige sig med noget der faktisk gavner nogen?

Virksomheders ansvar er at profitmaksimere. Det er det de er gode til.

Samfundets ansvar er at sørge for regulering og monitorering af reglerne. Det er det samfundet burde være god til.

Frederik Krogh

Hvis man har nogle regler, der beskytter firmaer mod kopimedicin, kan man ikke forvente at de ikke skal følges. Det må være en politisk opgave at regulere markedet. Men hvis politikerne vælger at ophæve muligheden for at drive patentvirksomhed er der jo intet livsgrundlag for sådanne virksomheder og derved heller ingen forskning.

Niels-Holger Nielsen

De fattige i først og fremmest Afrika kan bekæmpe AIDS med billig kopimedicin fra Indien, men det må de ikke siger kræmmerne i Lundberg, Eli Lilly, Novo og hvad de ellers hedder. De føler sig truet på deres profit. Overvej et øjeblik hvad alternativet er: De fattige afrikanere har ikke råd til at købe dyr patentmedicin og dør uden, at medicinalgiganterne bliver en skid rigere. Imens breder smitten sig ukontrolleret i hele verden og især blandt de fattige. En ægte loose loose situation.

Sven Karlsen

Den kære filosof, Jørn Sønderholm, stiller det meget sort/hvidt op: enten skal MI sælge sin medicin til lidt over kostpris, eller også skal de have lov at prissætte den som de vil, i hele patentets løbetid.

Det er helt korrekt at det koster op imod 1 milliard dollars at føre et lægemiddel fra idé til godkendt produkt.

Men det er ikke kun MI der er involveret i udviklingen af et lægemiddel:

- for det første, så kommer grundidéerne til nye lægemidler ofte fra "almindelige" læger, - i DK f.eks. hospitalslæger, som altså har fået deres inspiration via arbejde i vores offentlige sundhedssystem, men samfundet får ikke andel i overskuddet, når sådan et lægemiddel bliver markedsført (det gør lægen dog, - han er nemlig holdt op på hospitalet, og er blevet ansat som højtlønnet konsulent hos medicinalfirmaet ;-).

- for det andet, så kan en virksomhed teoretisk set ikke afprøve et lægemiddel, - det sker via en styringskomite af læger, som formelt er ansvarlige for afprøvningen, og medicinalfirmaet er i den sammenhæng blot (og også formelt) benævnt som "sponsor".

For det tredie, så er den menneskelige krop det vigtigste laboratorium ved afprøvelse af et nyt lægemiddel. Derfor betaler man også transport og lidt tabt arbejdsfortjeneste til de tusinder af mennesker som indgår i afprøvningerne før godkendelsen kan opnås, men de får heller ikke nogen bonus, hvis medicinen bliver en succes.

På den baggrund har samfundet - uanset om det er USA eller DK - altså en stor finger med i spillet, når der udvikles ny medicin, og dermed er det vel også rimeligt at vi sætter lidt betingelser for denne deltagelse?!

For der tjenes altså rigtigt mange milliarder dollars på de store succeser, - bl.a. fordi vi ofte taler om livsvigtig medicin, og har folk så enten offentlig eller privat sygesikring, så finder de sig ikke i, at de ikke kan få den medicin, bare fordi den er dyr.

En løsning kunne jo være, at man satte et loft over profitten på patenter, - for medicin kunne det f.eks. være 10 milliarder dollars per lægemiddel - og når loftet er nået, så udløber patentet.

10 milliarder, eller måske 15 - for selvfølgelig skal der være nogle milliarder til at betale for de produktforsøg der ikke når frem til handlen, og der skal også være mere end 100% fortjeneste, for det koster jo forrentning at have 1 milliard bundet i de år en udviklingsproces tager ... men alt med rimelighed - selv USA har jo også love imod monopoler!