Baggrund
Læsetid: 4 min.

Merkels europæiske mareridt

Den tyske befolkning er ved at miste tålmodigheden med diverse redningspakker til banker og nu grækerne, og selv om flere politiske kommentatorer mener, at der ikke er noget alternativ til det europæiske samarbejde, befinder kansler Angela Merkel sig i modvind
I avisen Die Zeit retter tidligere forbundskansler Helmut Schmidt en hård kritik mod kansler Merkels tøvende håndtering af den græske krise, som ifølge Schmidts vurdering har medvirket til at accelere spekulanternes angreb på det græske fallitbo og dermed forstørre problemernes omfang.

I avisen Die Zeit retter tidligere forbundskansler Helmut Schmidt en hård kritik mod kansler Merkels tøvende håndtering af den græske krise, som ifølge Schmidts vurdering har medvirket til at accelere spekulanternes angreb på det græske fallitbo og dermed forstørre problemernes omfang.

Thomas Peter

Udland
17. maj 2010

BERLIN - På fredagsmarkedet ved kanalbredden i Berlins multieetniske Kreuzberg er handlen godt i gang. Fra små ladvogne sælges frilandskyllinger, økologisk brød og ost, krydderier og grøntsager i alle afskygninger. Handlende og sælgende udveksler mønstrende blikke og forhandler om kilopriser, før varerne endelig bliver langet over disken og havner i indkøbsnettet.

Men markedet på May- bachufer er ikke det eneste sted, hvor sparsommelige tyskere i øjeblikket træner deres økonomiske forhandlingsevner. Siden den græske statskrise har en tilsyneladende endeløs serie af meningsmålinger blotlagt den tyske befolknings modvilje mod rollen som grækernes velvillige redningsmænd. Flere end to ud af tre tyskere er særdeles skeptiske overfor det nyligt vedtagne bidrag til den græske krisehjælp, og tyske aviser har siden strøet salt i skatteborgernes sår ved at bore i, hvordan Tyskland i sin tid ofrede den stærke D-mark til fordel for den euro, der nu befinder sig i sin største krise siden valutaens indførelse. Nogle har endda talt for, at Tyskland bør træde ud af det europæiske valutasamarbejde og genindføre den i sin tid så solide D-Mark.

»Det er noget følelsesladet, urealistisk sludder« siger Rolf Friedlieb, 59, til Information på det velbesøgte fredagsmarked. Sammen med sin partner, Dorothea Michaelsen, 59, holder han et par dages ferie i den tyske regeringsby, hvorfra kansler Angela Merkel igennem et par måneder har forsøgt at finde den rette løsning på det græske problem.

>Friedliebs syn på den tyske rolle i genetableringen af de græske statsfinanser er tilsyneladende ufarvet af den voldsomme debat, der er fejet gennem de tyske medier i de seneste måneder.

Især boulevardpressen, med dagbladet Bild som anfører, har pustet til befolkningens forargelse med overskrifter som »Hvordan Grækenland bedrog EU«, og »Her bortødsler de vores skatte-milliarder»«. Tyske aviser kan til gengæld berette om en tilsvarende anti-tysk stemning i de græske medier.

Kritik i baglandet

Den polariserede tyske Grækenlands-debat kommer på et kritisk tidspunkt for Angela Merkel, der i øjeblikket oplever modvind fra både vælgere, opposition og egne rækker. Efter det nylige valgnederlag til CDU i den vigtige delstat Nordrhein-Westfalen er stemningen i den tyske regering på nulpunktet. Den borgerlige dominans i Forbundsrådet er væk, og vælger-opbakningen er på et alarmerende lavt niveau. Af taktiske hensyn til vælgerne i Nordrhein-Westfalen udskød Merkel de nødvendige tiltag. Alligevel straffede vælgerne kristendemokraterne i Nordrhein-Westfalen for den krisepakke til Grækenland, som stik imod Merkels afventende strategi endte med at blive hastet igennem. Siden er CDU-baglandets kritik af Merkels afventende strategi vokset i styrke.

Også de tyske socialdemokrater i SPD har fundet et tema med folkelig opbakning ved at lufte skepsis over for hjælpepakken, som efter deres mening ikke er blevet fulgt op af de tilstrækkeligt regulative indgreb over for aggressive spekulanter. Prominente eks-politikere som den tidligere tyske socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt har ligeledes udtrykt bekymring for euroens fremtid i Tyskland. I avisen Die Zeit retter Schmidt en hård kritik mod kansler Merkels tøvende håndtering af den græske krise, som ifølge Schmidts vurdering har medvirket til at accelere spekulanternes angreb på det græske fallitbo og dermed forstørre problemernes omfang.

Selv chefen for Deutsche Bank, Josef Ackermann, der selv har investeret massivt i græske statspapirer, har offentligt tvivlet på, at kreditydelserne fra den Europæiske Centralbank og den internationale valuta-fond, IMF, nogensinde vil blive tilbagebetalt. I et interview til tv-stationen ZDF sagde Josef Ackermann:

»Jeg tvivler på, at Grækenland med tiden vil være i stand til at nå op på sådan en tilbagebetalingskraft.«

Man skal være solidarisk

Foruden den græske krise har de tyske medier lagt spalteplads til bekymrede artikler, der spekulerer i, hvorvidt Tysklands førerposition som Europas mest stabile og solide økonomi kan opretholdes med det nuværende pres på det europæiske valutasamarbejde.

»Ingen ved altså, om ikke også Tyskland kan blive en krisestat, fordi den rives med i afgrunden af de vaklende nabostater«, skriver ugemagasinet Der Spiegel

Netop for at forhindre en dominoeffekt, der spreder sig fra EU-land til EU-land, vedtog EU og IMF en historisk hjælpepakke på omkring 750 milliarder euro med henblik på at beskytte den europæiske valuta mod angreb fra spekulanter. Heraf består tyskernes andel af ca. 123 milliarder, men andelen kan ifølge de største skeptikere eventuelt blive forhøjet til 150 milliarder i tilfælde af, at svagere medlemslande må renoncere på finansiel støtte. Også denne forpligtelse på det europæiske projekt er stødt på skepsis i den tyske befolkning, der er ved at miste tålmodigheden med redningspakker til banker, valutaer og grækere.

Men fra politisk hold er de fleste politiske kommentatorer enige i, at der trods krisetider ikke er noget alternativ til det europæiske samarbejde. I Süddeutsche Zeitung skriver den politiske kommentator Stefan Kornelius: »Europa - og dermed også euroen - pludselig blevet en belastning for tyskerne. Men ideen om det europæiske fælleskab vil ikke blive opgivet. For den er i tyskernes egen højeste interesse«.

Tilbage på markedet i Kreuzberg er Dorothea Michaelsen og Rolf Lieblich enig med Kornelius. Det drejer det sig om noget større.

»Jeg mener, at man skal være solidarisk,« siger Michaelsen. »Det kommer også an på, hvem man hjælper. Det er noget andet at hjælpe en græsk pensionist uden penge end at hjælpe en regeringsembedsmand, som har raget til sig. Det er et spørgsmål om omfordeling og retfærdighed«.

I sidste ende er kansler Merkel nødt til at handle, siger Rolf Lieblich og tilføjer: »De vil gøre alt for at redde euroen som valuta. I sidste ende kan den ikke undværes. Det ville være politisk uansvarligt«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Jensen

Til Information:

Spiegel har i dag en meget tankevækkende kommentar af Leon de Winter om Euroens krise. Måske burde I overveje at bringe den i DK.

Jørn Holger Christensen

Og den franske præsident Nicolas Zarkosy overvejer at trække Frankrig ud af Euroen!

Men venstre og konservative ønsker stadig Euro indført i Danmark, men de indser dog, at modstanden er for kraftig lige p.t.

Gissi Gadekat

Enten er alle lande i EU med i euroen eller ingen. Det er for ustabilt at nogen er med og nogen er ikke. At EU er nød til at komme med klippe klistre løsninger til hvert enkelte land som har problemer, går ikke i den lange ende!
Hvad tyskerene ikke formodet under anden verdenskrig, prøver de nu.

Jørn Holger Christensen

Så skal ingen lande i EU have den fælles valuta, for ingen overholder reglerne for statsunderskuddet på max 3 % af landet BNP - det såkaldte konvergenskrav.

Bernhard Dragsbjerg

Euro forbliver EU´s (Europas) valuta. Den financielle support der manglede, er etableret. Det der mangler er at få de smæk hysteriske kapitalister til at makke ret. Det gøres ved at banke dem på plads med EU lovgivning, en EU lovgivning Sarkozy og Merkel allerede er ved at skrue sammen.
Det burde være selvindlysende at et projekt som euro ikke for lov til at falde.

Jørn Holger Christensen

Den skulle aldrig have været født, og den vil selvindlysende dø en langsom men sikker død.

Gid så at hele Unionen dør med den, så vi kan komme tilbage til det, det hele drejer sig om - et Fællesmarked - EF.

Anders Eisum

Der er et samarbejde imellem Sarkozy og Merkel. En fransk trussel om at trække sig ud af Euro-samarbejdet, skal ses som en tysk-fransk trussel.
Hvad er der så tilbage af Euro'en, og ønsket om at mindske USD's alt dominerende stilling som reservevaluta ?

Anders Eisum

Så vidt jeg kan se, er historien bragt af El País, og stammer fra folk tæt på Zapatero.
Så man må spørge om det var meningen, at historien skulle gøre indtryk i Spanien eller Tyskland.
Tyskerne kunne vel også have lyst til at vende tilbage de gode gamle dage med D-mark'en.
Falder Euro, så vil det tage lang tid inden Europa igen begynder at samarbejde.
De økonomiske konsekvenser vil være forfærdelige.