Læsetid: 12 min.

Fra New Labour til Next Labour

Efter 13 år ved magten er New Labour blevet besejret og af mange erklæret død. En ny generation Labour-politikere er allerede på vej videre - mod Next Labour. Det næste Labour vil ikke starte forfra, men tværtimod bygge videre på arven, som trods skuffelser også tæller markante ændringer af det britiske samfund
Ind på scenen. Den nat, Tony Blair kunne gå ind og meddele sit hold, at efter 18 års konservativt styre havde bragt New Labour til magten, var alt muligt for det gamle arbejderpati. Nu ligger det atter i ruiner.

Ind på scenen. Den nat, Tony Blair kunne gå ind og meddele sit hold, at efter 18 års konservativt styre havde bragt New Labour til magten, var alt muligt for det gamle arbejderpati. Nu ligger det atter i ruiner.

Tom Stoddart

22. maj 2010

Han blev beskyldt for at være en politisk letvægter. En forræder af venstrefløjens idealer. Bambi døbte pressen ham. Og karikaturtegnerne yndede at afbillede ham som en slesk PR-mand med et falsk påklistret smil. Men da Labours nye frontfigur, Tony Blair, i 1994 indtog talerstolen, var alle enige om, at han beherskede en svimlende retorik og evne til at gribe publikum; skabe begejstring og fylde desillusionerede sjæle med nyt håb.

»Jeg skal ikke hvile, før vort folk og vores partis skæbne endnu engang er forenet i sejr ved det næste valg, og Labour igen indtager sin retmæssige plads i regeringen,« tordnede en lidenskabelig Blair i sin første tale som partiets leder.

Tre år senere, på en solskinsdag i maj, ankom den dengang yngste premierminister i 200 år til Downing Street 10 badet i befolkningens begejstring over løftet om en »ny begyndelse«.

New Labour fødes

Efter 18 år i opposition var et nyt Labour opstået et Labour, som lovede befolkningen at genoprette troen på politik efter Thatcher-regeringens nedskæringer i 1980erne og en periode præget af skandaler, intern splid og moralsk fordærv i John Majors regeringstid.

»Vi er blevet valgt som New Labour, og vi vil regere som New Labour,« lovede den nye premierminister, som skulle blive partiets mest succesfulde leder nogensinde.

Det nye Labour var ikke Blairs projekt alene. Hans to tætteste kampfæller var den unge skotske parlamentariker Gordon Brown, som han i sin Westminster-karriere i 80erne delte kontor med, og Peter Mandelson, dengang rådgiver for partileder Neil Kinnock. Trekløveret besluttede sig for at gøre partiet valgbart ved at skrotte nogle af de mere venstreorienterede, upopulære politikker som ensidig nedrustning og nationalisering af landets industrier. Det unge team var opsat på at ændre måden, Labour kommunikerede med vælgerne på, og fokusgrupper og reklamefolk blev hevet ind for at hjælpe med at forme og sælge partiets budskab.

Det nye Labours budskab byggede på de kendte grundsten: solidaritet, social retfærdighed, lighed, udryddelse af fattigdom, beskyttelse af de svageste og en aktiv stat. Men New Labours arkitekter argumenterede for, at partiets politik måtte tilpasses de nye globaliserede realiteter. Virkeligheden var post-industriel, hed det, og økonomien var blevet serviceorienteret, hvilket havde medført en reduktion af arbejderklassen Labours traditionelle vælgerbase. Derfor måtte partiet hvis det igen skulle vinde valg appellere til en langt bredere vælgerskare.

New Labour-projektet var et opgør med »partiets besættelse af midler snarere end mål,« forklarer Paul Sinclair, en af Tony Blairs rådgivere. For New Labour blev »hvad, der blev leveret, vigtigere end, hvordan det blev leveret. Politik måtte designes i forbrugerens interesse snarere end leverandørernes. Forpligtigelsen til at holde den private sektor ude af Old Labours offentlige ydelser blev skrottet princippet som stod tilbage var, at det, der virker, er det, som er bedst for offentligheden«.

Ideologisk set var trekløverets svar, at Labour skulle følge Den Tredje Vej, der ifølge den britiske sociolog Anthony Giddens Den Tredje Vejs førende fortaler ideolog er »noget andet og særskilt fra liberal kapitalisme med dens uigendrivelige tro på det frie markeds dyder, og fra socialdemokratisme med dets efterspørgselsstyring og besættelse af staten. Den Tredje Vej er tilhænger af vækst, iværksætterinitiativ, foretagsomhed og profit, men den er også tilhænger af større social retfærdighed, og den ser staten som spillende en stor rolle i at skabe dette«.

Med rod i denne ideologi lagde Tony Blair og hans tropper op til et anderledes og tættere forhold mellem regeringen og finans- og forretningsverdenen, og i 1995 vandt partilederen en vigtig sejr, da han fik overtalt partiet til at fjerne den 77 år gamle Klausul IV, der pålægger Labour at nationalisere landets industrier.

Nogle iagttagere har kritiseret New Labour for at være mere overflade og spin end indhold især efter at Tony Blair ansatte tabloidjournalisten Alastair Campbell, og historier dukkede op om, hvordan Blair og Campbell var besatte af ethvert aspekt af Blairs image og væddede om, hvilke af deres omhyggeligt forfattede citater, der ville ende i aftennyhederne.

En kritiker har sågar beskrevet Den Tredje Vej som britisk politiks Loch Ness-uhyre: »Alle har hørt om det, det spottes af og til, men ingen er sikker på, at uhyret virkelig eksisterer.«

Andre heriblandt Anthony Giddins selv afviser kritikken og argumenterer for, at de ideologiske ændringer er årsagen til New Labours efterfølgende succes.

Hvem end der har ret, så vandt Tony Blair med New Labour i 1997 en jordskredssejr med et overskud af parlamentspladser på 179. Premierminister Blair og finansminister Brown leverede som lovet en ændring i måden at gennemføre partiets valgløfter på. Ved at indføre det såkaldte Private Finance Initiative (PFI) blev regeringens handlemuligheder dramatisk udvidet, og resultatet blev nybygning og renovering af landets nedslidte skoler og hospitaler i et omfang ikke tidligere set i landets historie.

Den anden markante ting, som den første Blair-regering gennemførte, var en serie politiske reformer, som ændrede måden, Storbritannien bliver regeret på. Partiet satte en stopper for princippet om arveligt medlemskab af Overhuset, det gennemførte Menneskerettigheds- og Informationsfriheds-lovene og gav Skotland, Wales og med afbrydelser Nordirland delvist selvstyre. Tony Blair prises især for sin involvering i Langfredag-fredsaftalen i Nordirland og den senere aftale i 2007, der genoprettede selvstyret.

Nogle havde imidlertid forventet mere og hurtigere forandring og har kaldt den første valgperiode for »spildt«. Men befolkningen havde ikke fået nok.

I 2001 sikrede partiet sig endnu en jordskredssejr med et flertal på 167. Og i 2005 vandt partiet for første gang nogensinde en tredje valgperiode i streg, om end med et reduceret flertal på 64.

New Labours arv

En af grundene til, at New Labour formåede at fastholde regeringsmagten så længe trods det naturlige fald i popularitet, alle regeringer oplever, er ifølge Anthony Giddens, at New Labour nægtede at tillade, at højrefløjen tog monopol på nogle politikområder. Den typiske Old Labour-tilgang til kriminalitet var for eksempel, at det var et resultat af uligheden i samfundet. Udfordringen lå derfor i at reducere uligheden. New Labour afviste ikke forbindelsen, men udvidede i sit 1997-manifest tilgangen til også at slå hårdt ned på forbryderne.

I en tale til Chicagos Economy Club om Den Tredje Vej erklærede Tony Blair debatten mellem de liberale og strammerne for ovre.

»Vi slår alle hårdt ned på kriminalitet og hårdt ned på årsagen til kriminalitet,« sagde han i en gentagelse af partiets valgslogan.

Siden har det til borgerretsforkæmpernes fortrydelse ført til overfyldte fængsler, et rekordstort antal overvågningskameraer i landet, indførelsen af dna-databaser og såkaldte »kontrol-ordrer« restriktioner og overvågning af personer, der vurderes at være farlige, men ikke kan dømmes for en forbrydelse samt til en forlængelse af varetægtsfængslingen. Sidstnævnte kostede Blair et sjældent nederlag i Underhuset, da hans regerings forslag om at tillade varetægtsfængsling af terrormistænkte i op til 90 dage, blev nedstemt.

En stadig mere selvsikker Tony Blair sagde efter nederlaget, at det »nogle gange er bedre at tabe og gøre det rigtige end at vinde og gøre det forkerte«.

Det er bl.a. den holdning og disse politikker, der har fået skylden for, at mange traditionelle Labour-tilhængere i stigende grad begyndte at føle sig desillusionerede. I den brede befolkning var det dog i højere grad følelsen af, at tingene ikke var blevet bedre, der synes at ligge bag regeringens faldende popularitet.

Sandheden om New Labours arv ligger dog et sted midt imellem partiets og vælgernes påstande.

Et af New Labours valgløfter tilbage i 1997 var at reducere fattigdommen i landet og mindske indkomstkløften mellem de rigeste og de fattigste. Ifølge den såkaldte Gini-koefficient er Storbritannien i dag et mindre lige samfund end det, New Labour arvede fra de konservative for 13 år siden. Hvad 2010-virkeligheden imidlertid skjuler er, at det tal er fordrejet af stigningen i antallet af ekstremt rige efter 10 år med vækst og minimal regulering af finansbyen.

Den økonomiske tænketank Institute for Fiscal Studies (IFS) konkluderer, at uden Labours indførelse af fradrag for børnefamilier, tilskud til pensionister og andre tiltag ville uligheden »være blevet endnu større«.

Blairs tre topprioriteter som han fremlagde dem på en partikonference i 1996 var »uddannelse, uddannelse, uddannelse«. Men på trods af, at partiet har reduceret klassestørrelserne til højst 30 og fordoblet tilskuddet pr. folkeskoleelev, påpeger kritikere, at millioner er blevet spildt, fordi investeringen ikke er blevet fulgt op af reformer. De britiske skoleelever halter stadigvæk bagefter i tabellerne sammenlignet med deres europæiske jævnaldrende. Og selv om antallet af unge, der i dag tager en universitetsuddannelse, er steget kraftigt, er antallet af 16-18-årige, der hverken er under uddannelse eller har et arbejde, fortsat omkring 10 procent, som da Labour kom til magten.

Budgettet for sundhedsvæsenet er ligeledes blevet fordoblet under Labour, hvilket trods befolkningens klager til meningsmålingsinstitutterne har resulteret i et rekordstort antal patienter, der erklærer sig tilfredse med behandlingen. Ligeledes er ventelisterne blevet reduceret fra over 20 uger til omkring seks.

Samme misforhold mellem folks oplevelse og virkeligheden eksisterer i forhold til stigningen i volden. Politiets tal viser, at den voldelige kriminalitet er på sit laveste niveau i 30 år.

Andre initiativer tæller indførelsen af minimumslønnen under indædt modstand fra de konservative som har forbedret livet for hundredtusinder af lavtlønnede arbejdere. Og der er de sociale reformer bl.a. loven der tillader civile partnerskaber der har gjort livet lettere for homoseksuelle og etniske minoriteter. Alt sammen eksempler på kontroversielle politikker, der i dag er blevet etableret konsensus også på højrefløjen, og som har gjort Storbritannien til et mere liberalt og tolerant samfund.

Irak og intern borgerkrig

New Labour fastholdt den solidariske linje i sin udenrigspolitik, og øgede udviklingsbistanden mere end nogen regering tidligere har gjort. Men det skulle blive i udenrigspolitikken, at vendepunktet for partiet skulle komme.

Mens Tony Blair i begyndelsen fik opbakning til sin aktivistiske udenrigspolitik, der førte til de humanitære interventioner i Bosnien, Kosovo og Sierra Leone, fejlede hans berømte intuition dramatisk med henblik på Irak. Hans tidligere rådgiver, Paul Sinclear, noterer, at mange i partiet valgte at se krigen »ikke i en moralsk kontekst, men inden for rammerne af Labours politik«.

Årsagen til dette var den voksende rivalisering mellem Tony Blair og hans finansminister Gordon Brown. De to havde tilbage i 1994, da den forrige Labour-leder John Smith pludselig afgik ved døden, indgået en aftale over en berømt middag på restaurant Granita i London-bydelen Islington. Aftalen, som ingen på nær de to kender detaljerne i, siges at indeholde et løfte fra Brown om ikke at udfordre Blair i kampen om at blive partileder, mod at Blair efter to valgperioder skulle gå af og overlade roret til Brown.

Som årene gik blev Brown efter sigende mere og mere utålmodig efter, at det skulle blive hans tur. Og det skulle vise sig dræbende både i forhold til ledelsen af landet hvor deres rivalisering hæmmede gennemførelsen af partiets planer og i forhold til partiets moral og sammenhold.

Sammen med det giftige emne Irak påbegyndtes starten på enden allerede kort efter valgsejren i 2001.

Paul Sinclear husker en diskussion med en Blair-støtte om, hvorfor han stemte ja til krigen og fik svaret, at hvis Tony Blair havde tabt afstemningen, ville »han blive nødt til at gå af, og så får vi Gordon og så bryder helvede løs«.

Striden blev mere og mere officiel. Historier om de to toppolitikeres, deres tilhængeres og sågar deres koners uoverensstemmelser blev lækket til en sulten presse. Tony Blair forsøgte end ikke at afvise beskyldningen, da han blev bedt om at kommentere på sin kones kritik af Gordon Brown.

»I det mindste behøver jeg ikke at frygte, at hun stikker af med naboen,« jokede han med henvisning til, at den britiske finansminister bor i Downing Street 11.

Efter Irak-belutningen spidsede situationen til. Hver afstemning i Underhuset blev en måde at vise sin støtte til Brown eller Blair snarere end støtte til partiets politik, mener Sinclear: »Brugerbetaling på universiteterne splittede ikke i sig selv partiet. Men det delte partiet i dem, der ønskede, at Blair blev på posten, og dem, som ønskede ham fjernet og Brown indsat i stedet.«

Brown-perioden

Den 27. juni 2007 trådte Tony Blair tilbage og viste med en velartikuleret tale både tilhængere og modstandere, hvad de mistede.

»Jeg ved, at New Labour aldrig ville være blevet skabt, og at de tre valgsejre aldrig ville være blevet sikret, uden Gordon Brown. Han er en bemærkelsesværdig mand. En bemærkelsesværdig politiker. Og det er sandheden,« sagde Blair.

Og med de ord fik Gordon Brown endelig sin chance. Men dem, der havde forventet »radikal forandring« som blev lovet under den nye premierminister, blev skuffede. Det blev snart klart, at de senere års rivalisering netop havde grobund i egoisme og magtbegærlighed snarere end ideologisk uenighed.

Browns tre år ved magten blev frem for forandring præget af den finansielle krise. I sine 10 år som finansminister, hvor landet nød en gennemsnitlig årlig vækst på 2,9 procent og rekordlav inflation, havde han fået æren for befolkningens stigende levestandard. En respekt, han i den globale krises første dage synes at leve op til, da han implementerede en økonomisk redningsplan for bankerne, som blev kopieret i resten af verden. Brown-regeringens efterfølgende strategi med at stimulere økonomien, indtil den kom på fode igen, har imidlertid vist sig kostbar. Statsunderskuddet er i dag på størrelse med Grækenlands, og Brown har måttet se det ene sammenlignelige land efter det andet gå i plus igen, mens den britiske økonomi fortsat kæmper med røde tal og voksende arbejdsløshed.

Hans solskinsår som finansminister bliver nu slået hen af kritikere som held, og han kritiseres for ikke at have brugt de fede år til at spare op til dårlige tider samt for at have undladt at regulere sine venner i finansbyen.

Next Labour

Om det var naturlig metaltræthed, personligheder, skandalerne, krisen eller partiets politik, der var årsagen til, at Labour i forrige uge oplevede sit næst værste valgnederlag siden 1918, bliver lige nu analyseret lidenskabeligt af dem, der vil videre: den næste generation Labour-ledere, der er vokset op under Brown og Blairs vinger. Mange har haft travlt med at erklære New Labour for død og begravet.

»New Labour var en reaktion på 1980erne, men det var fanget af 1980erne,« siger 43-årige David Miliband, der er favorit til vinde formandsposten.

»Alle, som tror, at fremtiden handler om at genskabe New Labour, tager fejl. Jeg tror, vi må bruge denne periode til afgørende at bryde med det. Hvad jeg er interesseret i er Next Labour,« siger han til The Observer.

Hvad dette Næste Labour kommer til at indeholde og stå for, vil begynde at tage form i de kommende måneder i forbindelse med debatterne op til formandsvalget og under partiets næste konference til september. Disse debatter vil foregå i en ny og anderledes verden end den, New Labour blev skabt i. Som Anthony Giddens pointerer, så er »keynesianisme og regeringers økonomiske indgriben kommet tilbage. Ingen fornægter, at vi bør søge at regulere de finansielle markeder, der engang synes så almægtige. Beskatning af internationale finansielle transaktioner, der tidligere blev anset for at være urealistisk, ligger nu i kortene. Det er alligevel muligt at øge beskatningen af de rigeste.«

Hvis New Labour er død, hænger det måske lige så meget sammen med, at verden har forandret sig. Next Labours udfordring er ifølge samme Giddens at »bevare og forstærke den fleksibilitet og kreativitet som markederne afføder, og samtidig omdanne disse kvaliteter til langsigtede, sociale, attråværdige mål«.

Den opgave hviler nu på den næste generations skuldre generationen, der har fået betegnelsen »efterkrigstidens politikere«. Ikke med henvisning til Irak, men med henvisning til den interne krig mellem Brown og Blair. Måske af ren vane kategoriserer medierne fortsat de nogen-og-fyrre-årige kandidater som enten Brown- eller Blair-støtter. At ryste de mærkater af sig med alt hvad der klæber til dem af personligt og politisk arvegods er deres første opgave i skabelsen af Next Labour.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Bjerke

Så stinkende velskrevet. Dejlig læsning. Jeg forstår ikke hvad begrebet
"»kontrol-ordrer« restriktioner" betyder ??