Læsetid: 3 min.

Spanien og Portugal fremlægger spareplaner

Regeringslederne i Spanien og Portugal har fremlagt spareplaner, der skal forhindre, at gældskrisen spreder sig fra Grækenland til resten af Sydeuropa: 'Zapatero har krydset Rubicon og overskredet en grænse, som han selv havde lovet aldrig at overskride,' vurderer El País
14. maj 2010

Onsdag morgen fremlagde Spaniens premierminister og den nuværende formand for EU's ministerråd José Luis Rodríguez Zapatero sin plan for offentlige besparelser. Offentligt ansatte spaniere kan imødese en lønnedgang på fem procent i år og lønstop i 2011. Målet er at reducere landets budgetunderskud, som var på 11 procent i 2009, til seks procent i 2011: »Ingen regeringsleder bryder sig om at skulle annoncere nedskæringer, mig mindst af alle, men jeg påtager mig dette ansvar, fordi situationen er vanskeligt, det ville være meningsløst at skjule det,« sagde Zapatero i parlamentet og annoncerede samtidig en reduktion på 15 procent af ministerlønningerne, som i forvejen er blandt de mere beskedne i Europa.

Med spareplanerne, som også omfatter børnechecken, hjemmehjælpen og pensioner, vil socialistregeringen i Madrid berolige de internationale finansmarkeder, der har betragtet Spanien som et muligt offer for en dominoeffekt efter gældskrisen i Grækenland. Det er dog uklart, hvordan indgrebene vil påvirke den spanske økonomi, som i sidste kvartal voksede med 0,1 procent efter syv kvartaler med recession. Arbejdsløsheden er på over 20 procent, og indgrebene vil besværliggøre regeringens beskæftigelsespolitik:

»De foranstaltninger, som premierministeren annoncerede i deputeretkammeret, fortjener den største mulige afvisning i samfundet. De er uretfærdige, uøkonomiske og vil presse økonomien yderligere. EU, som er ude af stand til at tilbyde en samlet reaktion for at undgå, at euroen rammes af spekulation, handler hen over hovedet på de hårdest ramte lande og opfordrer Spanien til at fremskynde en spareplan, som for stor dels vedkommende var planlagt til 2011. Det er lidt paradoksalt, at dem, der har fremkaldt krisen, nu pålægger andre diktater,« skriver fagforeningslederen Ignacio Fernández Toxo i El País.

For sent

Formanden for det konservative oppositionsparti Partido Popular, Mariano Rajoy, beskylder regeringen for at handle to år for sent. Først efter pres fra EU, som blev bakket op af et telefonopkald fra Barack Obama, skred Zapatero til handling, siger Rajoy. Zapatero opererede med overskud på statsbudgettet i den første del af sin embedsperiode og havde håbet, at markederne vil mere være forstående over for Spaniens nuværende budgetunderskud, fordi landets statsgæld ikke oversteg konvergenskravet på højest 60 procent af bruttonationalproduktet i modsætning til f.eks. Italien, Grækenland, Frankrig, Portugal og Tyskland. Ifølge Financial Times var højkonjunkturen i Spanien indtil finanskrisen dog baseret på »en luftspejling«:

»Regeringen red på ryggen af en privat sektor, som var beruset af udenlandsk kapital,« skriver avisen og påpeger, at der under opsvinget ikke er blevet investeret tilstrækkeligt i erhvervsudviklingen:

»I stedet blev der finansieret boligbyggeri, som skaber arbejdspladser og skatteindtægter, men kun så længe det går godt.«

Og Portugal

Også Portugals premierminister, socialisten José Sócrates, fremlagde torsdag en spareplan efter pres fra EU. Planen skal skaffe øgede skatteindtægter for omkring 7,5 milliarder kroner og offentlige besparelser for 8,2 milliarder kroner for at nedbringe budgetunderskuddet, som var på 9,3 procent i 2009. Samtidig nærmer statsgælden sig 80 procent, dog stadig milevidt fra Grækenland og Italien, der begge nærmer sig en statsgæld på 120 procent. Regeringen vil spare 1,1 milliard i offentligt ansattes lønninger, skære fem procent af statens tilskud til kommunerne og ligeledes reducere ministres og embedsfolks lønninger med fem procent. Samtidig hæves beskatningen af kapitalindkomster med 1,5 procent.

Planen møder kritik fra alle oppositionspartier, både til højre og til venstre, med undtagelse af socialdemokratiet, som støtter regeringens udspil. Fagforeningerne har bebudet protester mod regeringens stramninger. Finansminister Fernando Teixeira dos Santos udtaler til nyhedsbureauet Bloomberg, at han ikke forventer gadevold som i sidste uge i Grækenland:

»Der vil skabes sociale spændinger, men vi mener, at det rigtig at gennemføre denne tilpasningsplan.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu