Læsetid: 6 min.

Stop for tyveri i Tanzanias miner

I Tanzania arbejder titusindvis af mennesker hver dag under jorden for at grave guld, uran og ædelstene frem i lyset. Ny banebrydende minelov skal sikre tanzanianere større gevinst af de underjordiske rigdomme og det beskidte arbejde
Eksperter anslår, at 800.000 kvadratmeter af undergrunden i Tanzania rummer godt udgangspunkt for at udvinde mineraler.

Eksperter anslår, at 800.000 kvadratmeter af undergrunden i Tanzania rummer godt udgangspunkt for at udvinde mineraler.

Mikala Satiya Rørbech

3. maj 2010

ARUSHA - 40 meter under jordens overflade står luften stille. Mørket er tæt og varmt og lægger sig som et svedigt lag på huden. Set hernede fra er minens indgang ikke større end et frimærke. Den tynde stribe lys oppefra opløses i tåger af støv og slagger. Uden de lommelygter, som minearbejderne har bundet fast om panden med strimler af gamle cykeldæk, ville her være mørkt som i graven. Og det er endda kun begyndelsen. Vi skal meget længere ned i dybet, flere hundrede meter længere ned, for at finde de blå ædelsten, tanzanite, som rige mennesker i andre verdensdele er villige til at betale hundredtusindvis af dollars for at eje. Undervejs på sin rejse fra minegangen til en smykkehandler i USA, Asien eller Østeuropa når tanzanitten at fordoble sin værdi mange gange. Og når den til sidst havner i en smykkemontre eller om halsen på en elsket kvinde, er den rå sten forvandlet til det ultimative symbol på kærlighed, rigdom og evig lykke.

For tanzanierne er udbyttet fra mineindustrien, derimod langt fra hvad det kunne være.

Hårdt arbejde

Nede i mineskakten flyver det med korte kommandoer gennem mørket. Mændene danner kæde og kaster sæk efter sæk af fugtig jord og slagger opad til hinanden. Minegangen er ikke stor nok til, at man kan stå oprejst. Arbejdet foregår siddende eller kravlende på alle fire. Jorden er mudret og bevæger sig i uventede ryk under ens fødder.

Man er nødt til at gribe fast i klippevæggen eller i de reb og slanger, der ligger i bunden af skakten for ikke at glide længere nedad. En tynd sort gummislange sender luft langs bunden af minegangen. Uden den ville ingen kunne trække vejret. Arbejdernes sorte ansigter er allerede helt sat til af støv. I bunden af minegangen fæstner en mand omhyggeligt tynde stænger dynamit i klippevæggen. Der arbejdes intenst. Tiden under jorden bliver ikke brugt på sniksnak. Inde bag det tyndslidte tøj drømmer de alle sammen om at finde det største stykke tanzanit. Alle har jo hørt om ham manden, der en dag fandt en ædelsten på størrelse med et helt menneskehoved. Eller ham, der blev så rig, at han købte motorcykel, bil og hus på en og samme dag.

Og i den nærliggende by Arusha finder man hoteller, safarifirmaer, fodboldklubber og private formuer bygget direkte på salg af tanzanite. En lokal radiostation og diskoteket Triple A er opkaldt efter den fineste kategori af stenene. Og i butikker med bevæbnede vagter og jerngitre for vinduerne kan man købe ædelsten af alle størrelser og karater. Selv i byens mindre sidegader handles der livligt med tanzanite sten, og det der ligner. Rødklædte masaimænd flagrer rundt, åbner deres glatte håndflader, sammenligner og handler med små glitrende ædelsten direkte i solens stråler.

Underjordiske rigdomme

Eksperter anslår, at 800.000 kvadratkilometer af Tanzanias undergrund rummer godt potentiale for udvinding af mineraler. Og at en bæredygtig og ukorrupt forvaltning af mineindustrien kunne indbringe landet millioner i skatter og royalties - og skabe flere jobs. Landet er i forvejen Afrikas 4. største eksportør af guld. Og tanzanitten er ydermere speciel, fordi den kun findes lige her, i det nordlige Tanzania. Men til trods for at guld og mineraler udgør næsten halvdelen af landets eksport, er minedriftens aftryk på bruttonationalproduktet pt. mindre end fem procent. En populær sammenligning går på, at landets bryggerier betaler mere i skat end de store udenlandske mineselskaber tilsammen. Ingen ved heller præcist, hvor meget tanzanit, der graves ud om året, hvem der sælger det videre eller hvordan. Sidste år meldte det sydafrikansk ejede firma Tanzanite One, at de havde oversteget deres egne forventninger med et resultat på 1.71 million karat tanzanit og et salg på over 63 millioner kroner.

»Befolkningen i Tanzania har det indtryk, at vi bliver bestjålet af de udenlandske mineselskaber. Det er ikke nødvendigvis tilfældet hele tiden« citeres oppositionspolitikere Zitto Kabwe for at sige.

Mere til staten

Kritikken er taget til, og fredag i sidste uge vedtog parlamentet en ny og på papiret progressiv minelov. Loven har været længe ventet og er diskuteret intenst i parlamentet. Lige til det sidste har pengestærke og magtfulde interesser været på spil. Den mest markante ændring i forhold til tidligere er, at staten nu skal have lov til at eje mellem 10 og 30 procent af alle mineforetagender. Udlændinge kan kun få lov at grave efter ædelstene, hvis de har en jævnbyrdig tanzanisk forretningspartner. Royalties til statskassen er øget med 25 procent, og de store mineselskaber forpligter sig til at blive noteret på børsen i Dar es Salaam.

For Sammy Mollel, som repræsenterer de tanzaniske mineralhandleres forening (TAMIDA), handler det også om, at branchen vil tages seriøst. »Det er tanzaniere, som har fundet tanzanitten først. Det er vores land. Der er ingen grund til, at udenlandske mineselskaber skal komme her og grave det hele ud på kortest mulig tid. Vi kan godt selv,« siger han.

Den beske tone er rettet mod Tanzanite One, som har investeret millioner i udvinding af tanzanit og i dag er den største og altdominerende aktør i Merelani dalen.

»Det eneste Tanzanite One vil, er at monopolisere markedet, og sende det hele til Sydafrika, så de kan kontrollere markedet derfra. Ligesom man har gjort med diamanter. Vi vil gerne have, det til at vare længe endnu. Men der er brug for at opbygge kapaciteten i alle led af den tanzaniske mineindustri,« siger Sammy Mollel.

Han bakkes op af Jesper Bosse Jønsson, koordinator for Center for Bæredygtig Småskala Minedrift, under Geocenter Danmark. Han mener, man kunne gøre langt mere for at støtte Tanzania og andre udviklingslande i at gøre mineindustrien bæredygtig.

»Der er mange led i handlen med mineraler, men der når aldrig at ske en naturlig udvikling af industrien, før de store internationale spillere melder sig på banen. Ofte er de lokale minefolk og de internationale mineselskaber ude efter forskellige forekomster, så egentlig burde der være plads til begge slags aktører i et land som Tanzania,« siger han.

Dansk berøringsangst

I store træk følger den nye minelov anbefalingerne fra den tidligere Bomani-rapport om at tage hensyn til de små lokale minefolk. Men ifølge Jesper Bosse Jønsson kunne man godt have presset på tidligere for at få en retfærdig lovgivning.

»Det virker til, at der er en form for berøringsangst fra Danida og andre donorers side. Handlen med mineraler opfattes som 'dirty business' og forbindes med børnearbejde, bloddiamanter og kriminalitet. Jeg vil ikke romantisere det, men mineindustrien har reelt potentiale til at skabe økonomisk udvikling i Tanzania,« siger Jesper Bosse Jønsson.

Han har selv studeret Tanzanias miner på tæt hold siden 2003. Blandt andet i Merelani dalen, hvor titusindvis af håbefulde mænd er strømmet til, siden minedriften tog til i begyndelsen af 1980'erne.

Fælles for dem er, at de drømmer om et bedre liv - og ender med at bruge årevis af deres liv nede i mørket for at lede efter de sjældne sten. Indtil den dag,or mineejeren måske, måske ikke rammer noget stort, lader de fleste sig aflønne med et enkelt måltid mad om dagen og overnatter i det fri på gamle cementsække. I 1998 og i 2008 døde mere end 100 minearbejdere i tanzanit-minerne på grund af kraftige regnskyl, som oversvømmede minegangene, mens arbejderne var i gang dernede. Og kun efter stort pres fra diverse NGO'er er det blevet forbudt at bruge børn i minerne. De var ellers populære på et tidspunkt, fordi deres små kroppe nemmere kunne sendes ned i forvejen og slange sig ind i de smalleste minegange, når der skulle ledes efter nye årer.

»Det er bare så let at sidde i Danmark og tale om menneskerettigheder og dårlige arbejdsforhold. De mænd ved, hvad de går ind til. De tager en kalkuleret risiko, og jeg synes, det skal ses i forhold til, hvad deres alternativer reelt er,« siger Jesper Bosse Jønsson, som dog understreger, at der er behov for at forbedre arbejdsforholdene for de lokale minefolk.

Nede i minen er dynamitten efterhånden gjort klar. Alle kravler op. Mudder og støv klistrer fast til tøjet og øjenvipperne. Så bliver der stille. Dybt nede fra lyder en dyb, dump torden. Jorden ryster svagt, hver gang en ladning dynamit sprænger. Klipper, sten og jord hvirvler gennem den snævre minegang og sender gråt støv op igennem mineskakten og ud i det skarpe sollys, hvor minearbejderne sidder og indånder frisk luft. Alle tæller. Der var 13 stænger dynamit. Der skal lyde 13 brag. Så snart støvet har lagt sig, er de klar til igen at kravle ned i dybet på jagten efter den forjættede tanzanit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Bjørn Olsen

Ja, og i rubrikken til artiklen står, at titusindvis arbejder i minerne. Jeg beder blot om lidt omtanke og proportionssans.

Espen Fyhrie

Vedrørende fejlangivelse

Størrelsen på det nævnte område i Tanzania var angivet til at være 800.000 kvadratmeter. Det er hermed rettet til det rigtige tal, 800.000 kvadratkilometer – en million gange større. Vi beklager fejlen.

Debatvært
Espen Fyhrie