Læsetid 3 min.

Temperaturen stiger i et klima af tavshed

Efter COP15-fiaskoen holdt medierne næsten op med at skrive om, hvad der sker med det globale klima. Det har ikke fået den globale opvarmning til at gå i stå
31. maj 2010

Har De bemærket det: Ingen taler om det, men alle gør noget ved det.

Det gamle citat fra essayisten Charles Dudley Warner (nej, det var ikke Storm P.) om, at »alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det«, er vendt på hovedet: Efter COP15-topmødet i København er der ikke mange medier, der længere taler om, hvad der faktisk sker med klimaet. I danske dagblade er antallet af artikler med vendingen 'global opvarmning' faldet med 70 pct. fra de sidste fem måneder af 2009 til de første fem måneder af 2010. Men trods den relative tavshed har menneskeheden fortsat travlt med at 'gøre noget ved det', altså forandre klimaet.

Her følger en kort opdatering - passende optakt til næste runde FN-klimaforhandlinger, der starter i Bonn i dag og løber frem til 11. juni:

- April blev den varmeste måned, der nogensinde er målt globalt, oplyser US National Oceanic and Atmospheric Administration. Tilsvarende var perioden januar-april den varmeste målt nogensinde.

»Det er mere sandsynligt end ikke - det vil sige mere end 50 procent chance for - at dette bliver det varmeste år, der er registreret,« sagde i fredags Vicky Pope, chef for klimarådgivningen ved det britiske meteorologiske instituts Hadley Center.

- Isdækket i det arktiske hav omkring Nordpolen har i disse dage mindre udstrækning end i 2007, året med det hidtil mindste havis-areal. »Kan vi komme til at slå rekorden igen i år? Jeg anser det for ganske muligt,« siger Mark Serreze, ledende klimaforsker ved US National Snow and Ice Data Center.

- Havisens volumen - kombination af tykkelse og udbredelse - var samtidig i marts det mindste, der er målt for årstiden, siden volumenmålingerne begyndte i 1979, oplyser det amerikanske Polar Science Center.

- Flere steder på kloden har den seneste tid oplevet ekstreme vejrforhold: Det sydvestlige Kina har i måneder været ramt af tørke på grund af manglende regn siden oktober. Store landområder i Papua Ny Guinea oplever p.t. de værste oversvømmelser i 40 år. I Sri Lanka har mere end 17.000 mennesker været fordrevet fra deres hjem på grund af usædvanlig kraftig monsunregn. Store dele af Østeuropa har netop oplevet de værste oversvømmelser i mere end 10 år. Det nordvestlige England kan blive erklæret tørkeområde i nær fremtid efter megen varme og mindre regn end normalt i fem måneder.

- En ny rapport fra USA's nationale forskningsråd, NRC, om forsuringen af verdenshavene konstaterer, at »havenes kemi forandrer sig med en hastighed og et omfang uden fortilfælde på grund af de menneskeskabte CO2-udledninger. Forandringernes hastighed overstiger, hvad der er kendt fra de seneste hundredetusinder af år.«

- En gruppe på 255 ledende forskere fra det amerikanske videnskabsakademi, NAS, fastslår i en fælleserklæring, at »der er tvingende, omfattende og sammenhængende objektive beviser for, at menneskene ændrer klimaet på måder, der truer vore samfund og de økosystemer, vi er afhængige af.«

Forskerne tilføjer med henvisning til klimaskeptikernes nylige medieoffensiv, at »Der er ikke kommet det mindste frem under de seneste begivenheder, som ændrer de fundamentale konklusioner om klimaændringerne.«

- Den britiske Lancet UCL Commission har i maj præsenteret en rapport med hovedbudskabet: »Klimaforandringer er den store globale sundhedstrussel i det 21. århundrede. Virkningerne af klimaændringer vil påvirke de fleste befolkninger i de kommende årtier og udsætte milliarder af menneskers liv og velfærd for øget risiko.«

Sådan ligger landet på dagen, hvor forhandlere fra de fleste af verdens lande mødes i Bonn for over 12 dage at prøve at samle stumperne op efter det fejlslagne klimatopmøde i København i december.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

Ja, og (danske) tv-indslag/nyheder om voldsomme vejrfænomener, som for eksempel de i denne artikel nævnte, ledsages ikke af så meget som et forsigtigt pip om klimaforandringer. Det er skandaløst stupidt.

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen

Fint dobbeltopslag.
Nyhedsværdien i sådanne artikler er til at overskue. Vi er i gang med en udvikling som, indtil det modsatte er bevist, må betragtes som irreversibel. Ud over at det hele altid er meget værre end "vi" havde forestillet "os", er alt som forventet - uanset politiker- eller mediefokus. Det er på tide, at vi lærer netop det.
En ægte nyhed ville være, hvis nogen havde formået at lave lovgivning om og planlægning og udførelse af en aktiv overgang til det nye samfund, som simpelthen er nødvendigt. For hver dag bliver det mere klart, at de herskende interesser ikke har andet svar end at BAU må overleve - koste hvad det koste vil. Det hele bygger på et korrupt regime, som er flikket sammen af magtfulde stater i almindelighed, FN, EU, og alverdens erhvervsfinansierede tænketanke. Videnskaben er med på den måde, at den (frivilligt/ufrivilligt) er gidsel for en tograders"målsætning". De tekniske videnskaber er som sædvanlig aldeles følgagtige. Men pressen, pressen og politikerne er helt ude af fokus. Jeg mener, hvem tror på, at der grundlægges et modstandsdygtigt samfund igennem det almindelige hundeslagsmål - af nogle kaldet klassekampen - som foregår for vore øjne - rød eller blå BAU? Hvordan kan man boltre sig i det, bew, uden at forbinde det med klima og peak oil, som er vor tids mest brændende og overordnede problemer? Den mest latterlige og mest farlige ambition i vor tid er ambitionen om at klare disse problemer uden grundlæggende ændringer af produktionsbetingelser og produktionsforhold. Som om verdens kapitalkoncentrationer ikke var kilden til disse problemer. Nu har de så konstrueret tonsevis af totalt uigennemskuelige og markedsorienterede redningsplaner, som skyder knopper hurtigere end nogen kan følge med til, hvorfor man så digter computermodeller, som skal guide os uden om skærene. Velbekomme!

Vi lever i en tidsalder, hvor reformpolitikken er åbenlyst på røven, fordi den ikke tør antaste "velerhvervede" erhvervsinteresser. Det er alle ædruelige iagttagere af disse spørgsmål helt enige om. Det gælder fra systemtro folk som den ærlige Joe Romm, den (ikke længere så) loyale Bill McKibben, og den nådesløse Richard Heinberg over mange modige videnskabsfolk med James Hansen i spidsen, statsleder under anførsel af Evo Morales, til økosocialister i mange egne af verden. Her er ikke plads til at nævne alle de modige journalister og kommentatorer, som er ude i samme ærinde. Men redaktionerne på dagens mainstreammedier og omegn er dybt kompromitteret i forhold til at opretholde presset. Jeg tror, at tiden for organiseret modstand er oprunden. Det er vist påkrævet at fagbevægelsen går i tænkeboksen. Hvornår kræver vi handling?

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen

"Ja, og (danske) tv-indslag/nyheder om voldsomme vejrfænomener, som for eksempel de i denne artikel nævnte, ledsages ikke af så meget som et forsigtigt pip om klimaforandringer. Det er skandaløst stupidt."
John Fredsted

Helt enig, men det er faktisk meget værre. Der er tale om en ganske aktiv og omfattende readaktionel indsats for at holde spørgsmålene ude af fokus. 1984 har overskredet sidste holdbarhedsdato som advarsel.

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

"Helt enig, men det er faktisk meget værre. Der er tale om en ganske aktiv og omfattende readaktionel indsats for at holde spørgsmålene ude af fokus."

Ja, det er også min egen næsten uundgåelig konklusion.