Læsetid: 4 min.

Thailand på vej mod autoritært regime

Masseanholdelser af systemkritikere og en regering der nægter at gå af - Thailands deroute fra demokrati fortsætter. Det har ligheder med valget i Burma i 1990, advarer ekspert
Masseanholdelser af systemkritikere og en regering der nægter at gå af - Thailands deroute fra demokrati fortsætter. Det har ligheder med valget i Burma i 1990, advarer ekspert
27. maj 2010

De protesterende rødskjorter, der i to måneder har lammet Bangkok, er draget hjem til provinserne, og stille og roligt kommer byens normale puls tilbage. Udgangsforbuddet lempes, og flere og flere storcentre og butikker kan åbne igen. Men med urolighederne har Thailand bevæget sig langt væk fra demokrati og henimod et autoritært regime, mener ekspert i konfliktløsning i Sydøstasien, Timo Kivimäki. Han sammenligner situationen med sidste gang, der var valg i Burma i 1990. Her accepterede den regerende junta ikke valgresultatet, men fortsatte det lukkede militærdiktatur, der stadig hersker i dag. Professor Timo Kivimäki er overrasket over, at Vesten ikke har reageret stærkere: »Jeg har ikke set den reaktion fra omverdenen, som jeg havde ventet. Siden 2006 har Thailand afvist to valgresultater, forbudt partier og slået hårdt ned på demonstranter. Derudover bliver demonstranter kategoriseret som terrorister - det er de samme metoder, som den burmesiske junta bruger.«

Klapjagt på de røde

Rødskjorterne, der officielt er affilieret med partiet United Front for Democracy Against Dictatorship (UDD), har siden marts krævet premierminister Abhisit Vejjajivas afgang, og at der bliver udskrevet valg. Mandag sagde premierministeren, at der bliver valg, når »situationen er normal igen«. Ifølge Prajak Kongkirapi, der er lektor i statskundskab på Thammasat Universitetet i Bangkok, betyder det aldrig.

»Eller først, når hans periode er udstået i december 2011. Jeg tror, at det, vi får at se nu, er en jagt på røde sympatisører. Der var allerede et vendepunkt, da regeringen erklærede undtagelsestilstand i Thailand og ulovliggjorde demonstrationerne (8. april, red.),« siger han og understreger, at allerede to dage senere gik militæret ind mod de demonstrerende, hvilket resulterede i 25 døde og 800 sårede.

19. maj gik militæret for anden gang i gang med at fjerne den røde demonstration, og kampe udbrød atter. Efterfølgende har de thailandske sikkerhedsstyrker arresteret hundredevis af røde støtter, både ledere og civile. Kongkirapi mener, at premierministeren udskyder valget og opretholder undtagelsestilstanden, fordi det giver ham mulighed for at rydde op i røde modstandere.

»Regeringen kan erklære, at de er nødt til at gøre jobbet færdigt. Undtagelsestilstanden giver dem virkelig meget magt, blandt andet til at gennemsøge folks huse og til at afhøre folk. Jeg er bange for, at der går lang tid, før de løfter undtagelsestilstanden, for det er en god undskyldning for Abhisit til at blive på posten,« mener Kongkirapi. En af de 'terrorister', der jagtes idag, er de rødes leder, forhenværende premierminister Thaksin Shinawatra. Tirsdag opgraderede regeringen Thaksins status fra 'eftersøgt' til 'eftersøgt terrorist' og bad Interpol om hjælp til at opspore den kontroversielle politiker. For et par uger siden arresterede militæret desuden en historielærer, en fagforeningsaktivist, en redaktør på et 'rødt' magasin, der ifølge Bangkok Post i dag alle er varetægtsfængslet uden klare sigtelser.

Storhedstiden

Det er langtfra den skæbne, Kongkirapi og Thailands andre demokrater havde håbet på. Thailands demokrati, der blev indført i 1932, er et af de ældste i Sydøstasien. Fra 1997, hvor den første konstitution med folkeligt mandat blev skrevet og frem til 2006 - og især i perioden fra 2001 til 2006, hvor Thaksin sad som premierminister - voksede det thailandske demokrati: Der var en grundlov, der gav reelle frihedsrettigheder til borgerne, der var en Højesteret, der var mere eller mindre uafhængig, og fra 2001 var landets leder folkevalgt. Thaksin var, trods omfattende korruption, overordentlig populær, især blandt landbefolkningen.

Men fremgangen stoppede, da Thaksin blev væltet. Siden kuppet i 2006 har landets politiske scene været præget af demonstrationer, der har ført til kup og en dyb spittelse mellem rødskjorterne, der traditionelt er fattige arbejdere fra nord, og den gulskjortede Bangkok-elite, der er meget færre i tal, men til gengæld består af veluddannede og velhavende støtter med let adgang til medier og magt. Valg har der blot været et enkelt af - i 2007 - og det vandt rødskjorterne.

»Det er helt klart en af grundene til, at Abhisit ikke vil udskrive valg. Han er bange for at tabe,« siger Konkirapi.

Konsekvenser

Den nuværende politiske situation i Thailand har konsekvenser, ikke blot for det thailandske demokrati, men for samarbejdet med både andre sydøstasiatiske lande og Vesten, mener professor Kivimäki. Tabet af demokratisk tilgang til politiske uenigheder i Thailand betyder tabet af en myndig stemme i regionen, bl.a. i forhold til Burma.

»Thailand kunne sige ting, som Vesten ikke kunne, fordi det er et asiatisk land og medlem af ASEAN. Men med de lighedspunkter til Burmas eget styre, der dukker op nu, har Thailand mistet den troværdighed,« forklarer han.

Det kan derudover have negative konsekvenser for vigtige demokratiske milepæle i regionen, blandt andet det planlagte burmesiske valg i år, mener han. Thailand og Indonesien har hidtil insisteret på, at ASEAN monitorerer valget, og det samarbejde har Thailand formentlig udelukket sig selv fra nu.

»Hvis Thailand får et dårligt demokratisk ry, er de ikke til nogen hjælp for hverken Vesten eller ASEAN i forhold til demokratiopbygning i regionen,« siger Kivimäki.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jesper schultz

En af grundene til, at det trods alt, ikke er gået værre under demonstrationerne og kampene de sidste par år, er kongehusets indflydelse. Alle sider i konflikten bekender sig til kongehuset og udtrykker den allerstørste respekt for regenten, Kong Bhumibol.

Regenten har over årene gået på en skarp knivsæg, uden at tage klart stilling til den ene eller den anden side. Dog har militærkuppene altid kunnet påberåbe sig kongens støtte; men dette er nok snarere et fornuftsægteskab (hvad skulle Kongen ellers have gjort), end det er egentlig opbakning til kuppene.

Med hensyn til parternes respekt og kærlighed til Kongen, er der nok egentlig tale om 2 versioner. Gulskjorterne (de rige/veluddannede byboere) støtter kongehuset fordi det tjener deres sag (stabilitet og legitimitet), snarere end fordi de har egentlig respekt og ærefrygt for Monarkiet. Rødskjorterne (fattig landbefolkning) elsker faktisk deres Konge og vil sandsynligvis aldrig gøre noget som Kongen udtrykkeligt har talt imod.

Udfordringen i Thailand lige nu er ikke kun den demokratiske situation (kup med afsættelse af en demokratisk valgt regering, demonstrationer osv.) – udfordringen, og hvad der sandsynligvis fylder meget mere i bevidstheden på begge sider, er, at Kongen er meget gammel, og sandsynligvis meget syg. Han har kun haft meget få officielle funktioner de sidste mange måneder, og der spekuleres i det skjulte i hvad der skal ske hvis og når engang Kongen dør.

I det tomrum der vil opstå ved Kongens bortgang (der er ikke en oplagt, forstået som folkeligt elsket og accepteret, efterfølger til at tage over), er der en stor risiko for, at demonstrationerne og kampen om magten i Thailand vil blusse op igen. Og denne gang uden den dæmpende indflydelse fra Kongen eller monarkiet til at holde parterne tilbage.

Hvis kongens bortgang så oven i købet skulle risikere at falde sammen med de demokratiske processer, nemlig til næste år hvor der, ifølge forfatningen, skal være valg, risikerer Thailand en regulær borgerkrig – eller et styre som det i Burma – helt som artiklen også advarer om.

Disraporn Yatprom

Now Thailand is just like an extinguished fire. but it still has the heat inside. Please do not add fuel to to the fire again, Right now we are making a campaign to forgive each other and get unity back. It was evident that we write a song and produce a music VDO about solidarity, return a smile to each other. We make an exhibition or fair to help the sufferer, Our religion teach us to forgive and forget. I am sure that Thais stil love each other and We try to overcome this crisis and become a peace nation again soon.