Læsetid: 3 min.

Thailands skæbne kommer os alle ved

Det internationale samfund har ikke råd til at lade Thailand synke ned i kaos - det er demokratiets fremtid i hele den sydøstasiatiske region, der står på spil
Thailands 'rødklædte' oppositionsbevægelse nægter at forlade deres lejr i det centrale Bangkok på trods af, at regeringen truer med militær indgriben.

Thailands 'rødklædte' oppositionsbevægelse nægter at forlade deres lejr i det centrale Bangkok på trods af, at regeringen truer med militær indgriben.

NICOLAS ASFOURI

18. maj 2010

Hvis sammenstød så blodige og omfattende som dem i Bangkok blev henlagt til det centrale Paris, ville de internationale kommentatorer finde de helt store overskrifter frem: De ville tale om revolution, om klassekamp, om en uvis fremtid for nationens sociale kontrakt, om truende økonomiske katastrofer og afslutningen på demokratiet. Presset udefra ville være enormt.

De seneste turbulenser i Thailand, som begyndte i marts, har så langt fra tiltrukket sig en sådan grad af interesse. Men dette kan snart ændre sig, efterhånden som Thailand i stigende omfang ser ud til at være kastet ud i en kamp for at undgå en deroute mod anarki og ukontrollabel vold, hvis ikke ligefrem borgerkrig.

Demokratisk land

Trods en lang tradition for militær indgriben er Thailand stadig et demokratisk land med et parlamentarisk system og en konstitutionel monark. Dets eksempel har derfor stor betydning for Malaysia, naboen i syd, hvor spændinger i forhold til etniske, civile rettigheder og menneskerettigheder ofte fremkalder autokratiske modtræk, men i endnu højere grad for Burma mod nord, hvor hårdt trængte prodemokratiske kræfter strides med et brutalt militærdiktatur.

Men Thailands demokrati har også relevans for Storbritannien og andre vestlige lande, der må indstille sig på, at den sydøstasiatiske region i stigende grad falder under kinesisk hegemoni og bekymres over, om en så væsentlig nation som Indonesien, verdens folkerigeste muslimske land, vil kunne opretholde sine demokratiske værdier, hvis nabonationer skiller sig af med dem.

Konfrontationen mellem rødskjorterne og den thailandske elite er mere kompliceret, end det kunne se ud til, og temaet om de rige versus de fattige kan være overspillet: Den landflygtige milliardær Thaksin Shinawatra er ingen Robin Hood, og hans tid ved magten var præget af en voldelig krig om narkotika, korruption på højt plan og barske militære foranstaltninger i syd. Men begge sider har et ansvar over for masserne, som ikke har fået nogen stor andel, hvis nogen overhovedet, i landets stigende velstand.

Mangler legitimitet

Thailands britisk-uddannede premierminister, Abhisit Vejjajiva, erobrede sin position uden at vinde et valg og mangler derfor den legitimitet, som et folkeligt mandat kan give. Hvis han ikke er i stand til at afslutte konfrontationen uden mere blods-udgydelse, synes det uundgåeligt, at han må træde tilbage.

Måske bør han gøre dette under alle omstændigheder. Kyndige iagttagere i Bangkok siger, at national dialog og udskrivning af nyvalg er helt uomgængeligt for at løse op for den nuværende situation. En generel amnesti, som omfatter Thaksin, vil kunne lette en sådan proces, bidrage til at afslutte kampene, og redde de blodbesudlede generaler ud af klemmen. Alternativet - en ny militær magtovertagelse - kan skubbe landet i retning af et juntastyre efter burmesisk stil.

De økonomiske konsekvenser har videre konsekvenser, ikke mindst for de turister, der på det seneste er holdt op med at komme. Væksten og forbrugernes og investorernes tillid er alle faldet kraftigt i det, som indtil for nylig var en af verdens få blomstrende økonomier. Som sædvanlig vil det være de fattige, der lider. Hvis stigende ulighed, menneskerettighedsovergreb og skader på de demokratiske institutioner ikke er tilstrækkeligt til at mobilisere et stærkere internationalt engagement, kan egoistiske sikkerhedshensyn måske gøre fyldest.

Det sydlige Thailand er ramt af et langvarigt separatistisk oprør, der involverer etniske malayer af muslimsk tro. Der er beviser for, at al-Qaeda-relaterede aktivister i Indonesien og Malaysia tidligere har forsøgt at udnytte denne konflikt. Den sidste ting, verden har brug for, er åbningen af endnu en front i kampen mod det militante islam.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu