Læsetid: 4 min.

'Twitterrevolutionen var en and'

Internettets sociale medier er ikke det værktøj, der kan vælte Irans styre, siger iransk internetekspert og eksiljournalist. Den forestilling er en romantisk vestlig utopi, for dels kan regimet blokere hjemmesider, dels er det kun de færreste iranere, der har netadgang og fornøden teknisk viden til at bruge de nye medier effektivt
Twitter havde ikke nogen særlig stor betydning for den iranske opstand, mener Mahmood Enayat, der forsker i nye medier.

Twitter havde ikke nogen særlig stor betydning for den iranske opstand, mener Mahmood Enayat, der forsker i nye medier.

Kristine Kiilerich

3. maj 2010

»Forhåbningerne til at internettets sociale medier kan blive det værktøj, der kan vælte Irans styre, er overdrevne. Facebook og Twitter kan ikke fostre revolution eller massemobilisering alene af den grund, at flertallet af iranerne slet ikke har netadgang. Og kun de færreste af dem, der har, er i stand til at omgå myndighedernes blokeringer. Snarere er de slag, som udkæmpes i Irans internetoffentlighed mellem oppositionsaktivister og regimet at sammenligne med en slags elektronisk kattens leg med musen.«

Sådan siger Mahmood Enayat, en iransk ekspert, der forsker i nye medier ved Oxford Internet Institute, og som netop har gæstet Danmark, i et interview med Information.

'Twitterrevolutionen' blev de kaldt, de protestdemonstrationer, som skyllede hen over Irans større byer i sommeren 2009 (og stadig blusser op med jævne mellemrum, navnlig på nationale og religiøse mærkedage, red.), som udtryk for folkelig vrede over hvad der blev set som en tilsvindlet valgsejr, der gav præsident Ahmadinejad en ny periode på bekostning af rivalen Mousavi. Demonstrationerne, der på deres højeste kunne samle over en million mennesker, blev knust med stor brutalitet, og samtidig fik de iranske mainstreamjournalister forbud mod at dække begivenhederne

Meningsløs betegnelse

»Twitter er slet ikke det mobiliseringsværktøj, det er blevet gjort til. Twitter blev ikke brugt til at organisere protesterne, så derfor er Twitter-revolutionen en meningsløs betegnelse,« siger Enayat. »Udtrykket blev lanceret af en iransk blogger, der skriver under navnet Andrew Sullivan. Herfra spredte det sig hurtigt til verdens medier,« forklarer han.

Enayat, hvis akademiske forskning fokuserer på de juridiske, politiske, sociale og psykologiske implikationer af internetfiltrering, har navnligt interesseret sig for, hvordan de iranske myndigheder bruger filterteknologien til at blokere for bestemte typer indhold.

Sammen med fem andre eksiliranske journalister er han i denne uge i Danmark for at deltage i et seminar arrangeret af blandt andet Dansk Journalistforbund, International Media Support og Forlæggerforeningen, der skal belyse, hvad der kan gøres for at skabe nye strukturer, der kan styrke og professionalisere de iranske medier - både dem, der opererer indenfor og dem, der opererer uden for Den Islamiske Republik, således at disse kan sættes bedre i stand til at formidle ucensurerede informationer og fremme åben debat.

»De fleste twitteraktivister i Iran efter præsidentvalget skrev på engelsk og ikke på farsi,« siger Enayat. »Det fortæller alt om, hvor lille en minoritet der var tale om.«

»Situationen i Iran i de hektiske uger var præget af de restriktioner, som regimet havde pålagt både iranske og udenlandske medier. Men ved siden af disse medier var der så bloggeraktivisterne, der også benyttede sig af Facebook og YouTube. De fleste af disse skrev på farsi, og hvad der så skete, var at iranere i udlandet, som fulgte med i disse blogs, formidlede oplysninger videre på engelsk på Twitter. Derfor begyndte alle de udenlandske medier at interessere sig så meget for Twitter. CNN havde sågar sin egen Twitter-korrespondent.«

»Facebook spillede således en rolle, selv om regimet efter valget gjorde hvad de kunne for at filtrere og blokere tjenesten. Aktivisterne og deres publikum blev herefter nødt til at bruge konverteringsværktøjer for at få adgang til de spærrede sider. Før valget var Facebook mere åbent, og tjenesten blev hurtigt meget populær i Iran og blandt eksiliranere i udlandet,« siger Enayat og tilføjer: .

»Der er tusindvis af politiske aktivistgrupper blandt de over to millioner eksiliranere i verden, og de bruger de sociale internettjenester flittigt for at mobilisere støtte mod præstestyret, men i selve Iran spiller de en mindre rolle og bliver kun i begrænset omfang brugt til at koordinere aktivisternes aktioner.«

Vestlig forelskelse

»At uploade materiale til YouTube er en teknisk udfordring for de fleste, og hvis man ser på, hvad der faktisk ligger, fremgår det, at der kun er ret få personer, der har lagt videoklip op. Det kræver, at man har udstyret og ikke blot kamera og computer, men også konverteringsværktøjer, og det har kun de færreste. Noget massefænomen er der altså ikke tale om,« pointerer Enayat.

»De vestlige medier forelskede sig i en utopi om internettet som demokrativærktøj, hvor sandheden er, at måske så få som 11 procent af de iranske oppositionsaktivister i selve Iran har adgang til internettets sociale tjenester.«

Ikke desto mindre er det iranske præstestyre meget opmærksom på netmediernes undergravende potentiale, fortæller Enayat.

»Den iranske regering har iværksat et omfattende program, hvor de promoverer regeringsloyale bloggere og investerer store midler i ikke bare at kontrollere internettet, men også skabe sine egne internettjenester. F.eks. forsøger man at udvikle en national e-mailtjeneste for at slippe af med de amerikanske webmailtjenester, som mange iranere bruger.«

»Et problem ved internetaktivisme er desuden sårbarheden. Man blotter sig, efterlader et digitalt spor, og det betyder, at flere er blevet arresteret og retsforfulgt, fordi de har skrevet på Facebook og Twitter.

»Det kræver et stort teknisk knowhow at vide, hvordan man omgår myndighederne og undgår at blive afsløret.«

»De sociale internetmedier kan ikke i sig selv skabe en revolution, selv om medier selvfølgelig altid spiller en rolle for massemobilisering. Under den Islamiske Revolution i 1979 var fotokopimaskiner og kassettebånd de vigtige medier.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arash Shariar

Det er jo vildt sjovt at denne artikel kommer først nu. Hvor det har vist sig at alt er under kontrol, at den grønne bevægelse ikke bare var andet end en oppustet ballon.

Ser man tilbage må man spørge sig selv om at vores journalister gjorde deres arbejde objektivt? Hvis ikke, hvad var deres mål i så tilfælde? Her bliver det ret klart at meget af deres formidling af informationer var det rene vås, og mindede alt for meget om den smede kampagne man førte mod Irak, op til Irak krigen. Det er i det mindste et lyspunkt at man nu opdager de fejltagelser mange baserede deres analyser fra.

Lig mærke til denne artikel af Lars Hvidberg fra d. 25 februar, og derefter de debattør der vælger at kommenter. Allerede den gang pointerede jeg det indlysende pointe Hana Al-Khamri kommer frem til, nu mere end flere måneder efter.

- Arash

William Jansen

Informations journalist Hana Al-Khamri har interviewet medie-forskeren Mahmood Enayat til artiklen Twitterrevolutionen var en and. Artiklen foregiver at være et opgør med myter om oprøret i Iran sidste år. Artiklen forsøger dog at skabe mindst en ny myte i processen:

»Twitter er slet ikke det mobiliseringsværktøj, det er blevet gjort til. Twitter blev ikke brugt til at organisere protesterne, så derfor er Twitter-revolutionen en meningsløs betegnelse,« siger Enayat. »Udtrykket blev lanceret af en iransk blogger, der skriver under navnet Andrew Sullivan. Herfra spredte det sig hurtigt til verdens medier,« forklarer han.

I call bullshit!

Andrew Sullivan er en ærkeamerikansk, katolsk, homoseksuel kommentator, som tillige er regelmæssig gæst på et af mine yndlingsprogrammer Real Time with Bill Maher.

http://bohemianrhapsody.dk/2010/05/03/things-that-make-you-go-hmmm-en-ir...

Kristian Lund

Skulle vi så ikke tage at gøre det nemmere og billigere, at uploade videoer, korte og lange tekster?

Træerne vokser ikke ind i himlen på en dag, eller hvad det nu hedder...

Selvfølgelig var der et gigantisk hype omkring twitter og hvad det betød i Irak. Men det gør ikke nettet irrelevant ift. at bekæmpe censur!
Men præstestyrets forsøg, og tilsyneladende delvise succes, med at bekæmpe ytringsfriheden på nettet burde måske få folk til at tænke lidt mere over hvad vi vil med det...

Personligt så jeg gerne at alle mennesker på kloden kunne kommunikere frit med alle de ville. Og vi skal også nok komme tæt på...

Ydermere: At i det øjeblik nogle aktivister begynder - gennem nettet - at nærme sig enighed om nogle aktioner - kan efterretningstjenester såmænd gøre mere end bare at filtrere - de kan jo bla.a. begynde at sende fornærmelser rundt til aktivisterne, med aktivisterne's egne navne som afsendere.

Christian Halsted

Måske er Twitter ikke det mobiliseringsværktøj det blev gjort til, men det biddrog til massemobiliseringen på et overordnet plan. uden tvivl, Twitter var hypet, men er spørgsmålet ikke om det trods alt er bedre at 11 procent af de iranske oppositionsaktivister har adgang til de digitale medier end ingen? I dagene mellem jul og nytår var der op imod 18.000 'tweets' i timen, hvilket vel taler for sig selv i forsøget på en dybere fortåelse af dagenes politiske gang i Iran. Det lyder måske lidt selvmodsigende i sammnhæng med en massemobilisering, men det er trods alt kun via en eller anden form for diskussion at Iran kan rykke sig - om end med små skridt.
Jeg tror at - under al deres censorering og alle deres trusler - Twitter har pustet liv i og givet håb om en tiltagende bemyndighed til folkets kommunikative muligheder.
Som set i 1979: Teknologi vinder altid!

Arash Shariar

Problemet er bare at man skal have en forståelse for hvem der bruger internettet i Iran. Og vigtigst af alt hvor mange. Det viser sig at det er et få tal. Så nej, twitter spillede minimalt ind i dette hvad angår Iran.

På den anden side har vi vesten. Her var der virkelig en twitter revolution. At der var 18.000 tweetes i timen fortæller kun om den hype omverdenen havde om Iran. Hvis der var nogen der blev mobiliseret var det folk i udlandet. Laver man en hurtig youtube søgning bliver det klart at de samme få videoer cirkulere og er blevet uploaded af mange brugere.

Noget andet jeg gerne vil diskutere er hvad folk mener om at bruge internettet som en politisk middel? Er det i orden at Iran censurer? Og modsat er det i orden at USA's regering kan ændre twitters planer om oprydning pga. politiske interesser? Hvad mener folk om det?

- Arash

Christian Halsted

Så vidt jeg ved har næsten 20 millioner adgang til internettet i Iran, og hvis jeg ikke tager meget fejl bor der omkring 70 millioner. Man kan håbe på at udbredelsen gennem digitaliseringen af politisk aktivisme samt mulige talerør gennem teknologisk udvikling kan give et håb om en friere debat. I det mindste tør man håbe denne gang, hvor før i tiden var det et lukket land - i ordets bogstaveligeste forstand.
Twitter rolle var minimal, men jeg tror internettet's rolle bliver maksimal.

Jeg syntes Iran's censur er forfærdeligt krænkende og yderst ubehagelig totalitær. USA's aktiviteter er også hen i vejret, især når de stræber efter en 'net neutrality'.

Interessant links til debatten:

http://opennet.net/
- flere gode artikler om Iran's mediapolitik

http://en.rsf.org/
-se senste indlæg fra igår kaldet 'Predators 2010' og læs om Iran's censur

Arash Shariar

Side 31 her , viser hvad det er iranerne bruger internettet til.

Der er forskel på at have adgang til internettet med en 57 kb modem og hvor ens telefonlinje vil være afbrudt mens man "lige" twitter og at bruge internettet på en sådan måde at man lavede en twitter revolution. Ikke nok med at de fleste tweetes var engelske, men også at alle disse folk skulle bypasse de barriere regeringen satte op for at folk ikke kunne komme på disse hjemmesider.

At internettet er på vej frem i Iran er der ingen tvivl om. Det er de forskellige regeringer og ledere der har satset på indforstrukturen og telekommunikationen. Jeg kan endda læse fra det link du giver at:

'Internet usage in Iran continues to increase at a sharp rate. Over the past eight years, the number of Internet users in Iran has grown at an average annual rate of approximately 48 percent, increasing from under one million Internet users in 20005 to around 23 million in 2008. This rate of growth is higher than any other country in the Middle East.'

At tro at det er de vestlige landes politik der er skyld i denne udvikling, har man skudt forkert. Faktisk er de med til at skræmme Iran til at blokerer for disse fremskridt. Tit undre jeg mig over hvad det er vestlige lande brokker sig over, når der er et klart billede af at Iran er ved at reformeres af sig selv.

- Arash

@kristian lund

Råd: Hver bør altid sende hvad som helst så krypteret som muligt.

fordi: hvis der skulle opstå nogle omstændigheder hvor man får et egentligt behov for at kryptere - vil snushanerne så ikke kunne spore ændringer i ens adfærd: at man pludseligt begynder at sende krypteret - hvilket jo nok ellers ville øge opmærksomheden på en.

og hvis hver følger dette råd kunne det formodentlig sende alverdens snushaner's grej og dem selv på "overarbejde".

Håber nogen kan påvise nogle gyldige indvendinger imod:

hvis demokrati ku' ændre noget, til røde retninger, blev det afskaffet

hvis internettet ku' ændre noget, til røde retninger, blev det afskaffet,

ellers må vi jo indse :

at vi bare har fået endnu en narresut.

Kristian Lund

@Kim Gram:
Vi nærmer os det punkt, hvor internettet ikke kan afskaffes. Når vores routere, mobiltelefoner og laptops alle kan skabe nettet udenom enhver magtstruktur, bliver det ret svært at afskaffe.
Desuden er internettet nu så vigtigt for kapitalismens infrastruktur, at det ganske simpelt ikke er rentabelt at afskaffe det - og kapitalismen tænker ikke længere end "hvad er rentabelt?"

Se: http://www.youtube.com/watch?v=NorfgQlEJv8
(Og Eben Moglen's andre taler)

@Kristian Lund

Formodning: Nogle af de ansatte i CIA kan tænke ( også fremad ),

de må have forudset, det meste af "netsituationen i dag" og også det du anfører ovenfor,

alligevel blev nettet frigivet til offentligheden,

så de må jo ha' bedømt (samlet set), at fordelene for kapitalismen overstiger ulemperne,

eller: de var nødt(!) til at gøre det ( frigive nettet da og der ) for at udsætte/minimalisere tab i ovennævnte regnskab,
tab som ellers mere og hurtigere ville dukke op.

Mere af samme skuffe: IBM's bestyrelse og rådgivere var og er vist også ret skrappe til at tænke ( også ) fremad, men selv om det vist blev i familien - synes b. gates at have snydt dem, men man kan i hvert fald ane at de senere anti-trust sager microsoft senere mødte, ville IBM have være mødt at langt mere og før, hvis der ikke have været ( tilsyneladende ) vandtætte skodder mellem IBM og Microsoft