Ungdom vender Cuba ryggen

HAVANA - Parque Trillo plejede at være en livlig oase i Havana. Et lille åbent frirum afgrænset af fire gader, hvor cubanerne kunne komme for at hyggesludre, købe ind, spille baseball eller danse.

På overfladen har ikke meget ændret sig. Pensionisterne sludrer stadig på bænke, husmødre afsøger fortsat fødevaremarkedet, teenagedrenge skiftes til at slå til bolden med battet, og i natklubben Palacio de la Rumba dunker rytmerne efter mørkets frembrud.

Oasen virker nedslidt. Bygningerne er forfaldne, græsset i parken er overstrøet med affald, og kolonnadens blå søjler er misfarvede og afskallede, men heri er der næppe heller noget opsigtsvækkende. Jaime Valdes har imidlertid lagt mærke til en markant forandring:

»Der er meget mere stille i disse dage. De unge er ved at forsvinde herfra. Dem i 20'erne og 30'erne, de forlader os.«

Fra sin bænk peger den pensionerede kemiker på San Rafael-gaden. »15 fra den gade er væk.« Så peger han på San Miguel-gaden. »Og fra den er ni eller 10 rejst.« Fra Aramburu-gaden er yderligere otte brudt op, »og på Hospitalsgaden er det omkring et dusin,« siger Valdes. »Det er en ren folkeflugt.«

Bydele i hele Havana kan melde om samme fænomen. Unge, især veluddannede og faglærte, flygter fra øen. Titusinder er udvandret i de seneste to år. Udvandringen foruroliger den kommunistiske regering, men endnu forbliver den stort set uomtalt. Endnu er den tabuemne for de statskontrollerede medier.

»Masseudvandringen er jo et tegn på, at revolutionen har slået fejl, så derfor ønsker man ikke at tale om det. Vi er ved at miste vores fremtid,« siger Ricardo Martinelli, en universitetsprofessor, der har set mange af sine elever og sit eneste barn, en 23-årig tekniker, udvandre over de seneste måneder.

Ser ingen fremtid

Analytikere tilskriver den voldsomme udlængsel en voksende frustration over, at præsident Raul Castros reformer er gået i stå. Efter formelt at være udpeget som efterfølger til sin bror Fidel sidste år lovede han økonomisk liberalisering, men den gennemsnitlige månedsløn ligger stadig på 20 dollar.

»Hvad jeg bemærker stadig oftere, er utilfredshed hos de unge: Flere og flere mennesker ser ikke nogen fremtid her,« siger en europæisk diplomat.

En gratis koncert med store navne arrangeret af regeringen på Malecon-strandpromenaden tiltrak en brøkdel af det forventede publikum. Og da sangstjernerne forsøgte at opildne de tilstedeværende med brandtaler, drev publikum væk.

I modsætning til den massive båd-exodus fra Mariel, hvor 125.000 cubanere fra april til oktober 1980 - med det økonomiske trængte regimes tilladelse - søgte mod Florida under kaotiske forhold og global medie- opmærksomhed, er denne nye bølge af udvandring forløbet via velordnet - og diskret - transit gennem Havanas Jose Marti-lufthavn.

»Mindst 80 procent af mine kolleger er taget af sted,« siger Jose-Miguel Marin, en 38-årig forsker. »Jeg holder mig i kontakt med dem via Facebook. De er spredt over det meste af kloden: Ecuador, Mexico, USA, Spanien.«

Bureaukratiske og økonomiske hindringer er der fortsat, men Cuba har slækket på sine udrejserestriktioner og har dermed åbnet en dør for dem, der har vilje, stædighed og midlerne til at skaffe sig visum til et andet land. Det er som oftest de dygtigste og klogeste.

»Jeg så folk, som brød sammen, da de blev nægtet visum til USA,« siger Carmen Gonce, 65 år, efter at have besøgt det amerikanske repræsentationskontor i Havana.

Tager til Ecuador

Ecuador er blevet en magnet, da der hertil ikke kræves visum, men blot en invitation. Sidste år steg antallet af cubanere, der tog til Ecuador, med 147 procent til 27.114 (ifølge tal fra det nationale indvandringskontor). Og antallet af cubanerne, som giftede sig med ecuadorianere, gik i vejret fra 88 i 2007 til 1.542 i de første ni måneder af 2009.

Ikke alle bliver i Ecuador: Nogle køber tøj og andre varer og vender hjem for at sælge det med velvoksen avance. Andre tager hurtigt videre til andre lande, især USA. Alligevel er Quitos La Florida- distrikt blevet til helt nyt 'Lille Miami' med cubanske barer og restauranter.

Cubas befolkning holdt op med at vokse i 2006 og falder i disse måneder med en hastighed, der ikke er set mage siden koleraepidemien og krigene i 1800-tallet. Ifølge de officielle fremskrivninger forventes folketallet, som lå på 11.237.154 i 2007, dog blot at svinde ind med 770.000 over de næste to årtier. Hvis den prognose holder stik, vil det i en vis udstrækning repræsentere en succes for 51 år med kommunistisk styre: God uddannelse og sundhedspleje for alle har hjulpet cubanerne til at leve lige så længe som amerikanerne, og det lavere fødselstal i de senere år ligner den demografiske kurve i mange vestlige lande.

Udvandring er en uberegnelig faktor, men her er Cuba næppe enestående. Polen og Irland er tæt på at forbløde i de aktuelle økonomiske trængselstider som følge af udvandringen af unge med gode erhvervskvalifikationer.

Forskellen er, at Cuba skulle forestille at have taget hul på en ny begyndelse. Ved sin magtovertagelse lovede Raul Castro at åbne en døende økonomi, som for 95 procents vedkommende var kontrolleret af staten, og dette vakte håb om, at 'Caribiens Nordkorea' kunne blive en vækst-tiger i stil med Kina eller Vietnam.

Fidel i kulissen

Der har været beskedne fremskridt: Bønderne har fået større selvstændighed, og forbuddet mod at eje computere, mobiltelefoner og dvd-afspillere er blevet ophævet. Frisør- og skønhedssaloner er de facto blevet privatiseret, mens bureaukratiet i provinsbyerne er blevet beskåret. Men Raul Castro er hidtil veget tilbage for de mere dybtgående reformer, hvilket tyder på, at hans mere doktrinære bror stadig spiller en indflydelsesrig rolle i kulissen.

»Så længe Fidel er i live, vil Raul ikke trodse ham,« siger Ann Louise Bardach, forfatter til bogen Without Fidel: A Death Foretold in Miami, Havana and Washington. »Og for Fidel handler alt om Sovjets fald. Han frygter, at hvis vi åbner det her, så mister vi alt.«

Resultatet er en fortsat benhård politisk kontrol midt i en rustende, ruineret økonomi. Parque Trillo røber nogle af symptomerne: smuldrende boligblokke, visne grøntsager på fødevaremarkedet, ansatte i en nærliggende statslig butik, som sløvt vegeterer ved disken, ligeglade med de ventende kunder. En gruppe drenge i deres sene teenageår spiller baseball med en bold lavet af sejlgarn og griner højt, da The Guardian spørger, hvorfor de ikke studerer eller arbejder:

»For at tjene 20 dollar om måneden? Ville du selv gide det?« spørger den ene.

De eneste motiverede medarbejdere synes at være de jineteros og jineteras (prostituerede), der forsøger at kapre udlændinge på Palacio de la Rumba. En vellykket aften kan for disse næringsdrivende indbringe 50 dollar netto.

Læger og andre højt kvalificerede medicinfaglige må vente fem år - og miste alle privilegier og goder - før de får lov til at forlade Cuba. Det afskrækkede ikke David Aguirre, en 32-årig læge, fra at rejse til Europa. Hans sidste e-mail til venner i Havana var euforisk:

»Et kæmpekram til jer alle! En passager mere! En cubaner mere til diasporaen!!!«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen