Baggrund
Læsetid: 2 min.

USA vil regulere CO2 fra 2011

Mens USA's klimalov fortsat er blokeret i kongressen, så fortsætter det amerikanske miljø-tilsyn fremad med om-stridte planer om at regu-lere CO2 og andre driv-husgasser fra næste år
Udland
17. maj 2010

NEW YORK - Der er stadig lang vej til målet, men den forgangne uge bød på to små skridt fremad i forsøget på at få en klimalov vedtaget i USA's kongres. Senatorerne John Kerry og Joe Lieberman løftede langt om længe sløret for det forslag, de håber kan vinde flertal i senatet. Og dagen efter fulgte USA's miljøtilsyn EPA op med nye detaljer om, hvordan tilsynet vil regulere, hvis det mislykkes at få klimaloven igennem.

Efter en omstridt afgørelse i fjor kan EPA regulere drivhusgasserne via den lovgivning, der allerede findes i den såkaldte Clean Air Act. Tilsynet besluttede dog at udsætte reguleringen tidligere på året efter heftig modstand fra både demokratiske og republikanske folkevalgte fra USA's kulstater. Men nu ligger det fast, at EPA vil begynde at regulere fra januar 2011. Reglerne kommer til at gælde alle eksisterende kilder, der sender mere end 75.000 ton drivhusgasser ud i atmosfæren hvert år, og desuden alle nye kilder, der udleder over 100.000 ton. Ramt bliver kulkraftværker, raffinaderier, lossepladser og tung industri som cement- og papirfabrikker, der alle fremover skal søge tilladelse til at udlede. EPA forventer, at godt 15.500 udledere vil skulle søge, og at reglerne dermed kommer til at omfatte ca. 70 pct. af USA's udledning fra stationære kilder. Alle, der søger tilladelse, skal desuden bevise, at de benytter den nyeste og mest effektive teknologi, hvis de udvider eller bygger om.

EPA-leder Lisa Jackson siger i en meddelelse, at reglerne udgør en fornuftig balance mellem hensynet til miljøet og virksomhederne og tilføjer, at »det er på høje tid, at vi sætter vores amerikanske opfindsomhed fri og skaber fremtidens effektive og blomstrende rene energi-økonomi.« Mens Gina McCarthy, vicedirektør i EPA, i avisen New York Times mente, at der er tale om »kloge regler og god regeringsførelse«.

Brugbart argument

Tilsynet opererede oprindelig med en grænseværdi på 25.000 ton, indtil det viste sig, at den ville ramme små udledere som familielandbrug og boligblokke. Men fremstrakt hånd eller ej, så vil reglerne næppe blive varmt modtaget på modstanderfløjen.

USA's handelskammer har sammen med flere industrielle organisationer for længst meddelt, at de vil udfordre EPA i retten, og på den måde kan det trække ud i årevis, før reguleringen bliver en realitet. Flere politikere har samtidig fremsat forslag i kongressen, der kan blokere for EPA eller helt stoppe planerne om at begrænse CO2 ad administrativ vej.

Reglerne fra EPA har imidlertid flere formål. Præsident Obama og Det Hvide Hus håber, at truslen om regulering forude kan få de modvillige senatorer til at indse, at der ikke er nogen vej uden om en klimalov. Og samtidig kan EPA's regler blive et brugbart argument, hvis USA's forhandlere igen må møde op til klimatopmøde, denne gang i Mexico senere på året, uden en klimalov i tasken. Den nye grænseværdi på 75.000 ton pr. år svarer ifølge EPA til udledningen fra ca. 13.000 personbiler eller elforbruget i 8.200 husstande. EPA vil i løbet af næste år overveje en udvidelse, men kilder, der udleder under 50.000 ton, bliver tidligst reguleret i 2016, siger tilsynet. EPA arbejder desuden med nye regler for biler og lastbiler, der også træder i kraft i 2011.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her