Læsetid: 8 min.

Al-Qaedas nye frontlinje ligger i Somalia

Vestlige sikkerhedseksperter, somaliere i udlandet og lokale krigere siger, at landet hastigt er ved at udvikle sig til håbefulde hellige krigeres foretrukne rejsemål
Somalias islamistiske regering har i halvandet år været låst fast i en strid med militsen al-Shabaab, som er en mere radikal udløber af de sharia-domstole, der engang kontrollerede stammeområderne i den sydlige del af landet.

Somalias islamistiske regering har i halvandet år været låst fast i en strid med militsen al-Shabaab, som er en mere radikal udløber af de sharia-domstole, der engang kontrollerede stammeområderne i den sydlige del af landet.

Media Ltd 2010

22. juni 2010

MOGADISHU - I en sidegade i Mogadishu forklarer en ung officer borgerkrigens uskrevne regler, mens hans mænd skyder efter en skjult fjende. Han forklarer, at soldaterne, der skyder på ham, er fra Hizb al-Islam. Det ved han, fordi de kæmper hårdere end al-Shabab, som er den anden store islamiske gruppe, der holder Somalias lille regeringsstyrede enklave under belejring, men også fordi de har sagt:

»Vi har venner, som, før de forlader basen, fortæller, at de vil angribe os. Når de vil bruge mortergranater, siger de det, så vi kan nå at søge dækning.«

Somalia er verdens usynligste konflikt og måske den mest uforståelige. Siden januar sidste år, hvor Etiopien trak sig ud af landet, har Sharif Ahmeds islamistiske regering været låst fast i en strid med al-Shabab, som er en mere radikal udløber af de sharia-domstole, der engang kontrollerede stammeområderne i det sydlige Somalia. Regeringen er også under angreb fra Hizb al-Islam, som sammen med Ahmed bekæmpede Etiopien. Al-Shabab og Hizb al-Islam kontrollerer det meste af Mogadishu og den sydlige og centrale del af Somalia og har fortrængt den internationalt støttede regering til en bræmme jord, som forsvares af Den Afrikanske Unions styrker.

Skiftende alliancer

Det er svært at følge med i de skiftende frontlinjer i denne konflikt. Da jeg var i Mogadishu i maj sidste år, kontrollerede regeringen alle byens hovedfærdselsårer. Da jeg var rejst, sluttede soldaterne i området sig til opposition, og regeringen mistede bl.a. forsvarsministeriet og byens stadion. Men da krigsherren Yousuf Neda Adi igen skiftede side, generobrede regeringen et par hundrede meter. Nu mener Adi, at regeringen for nylig stod bag et attentatforsøg mod ham.

Der er dog mere på spil end et par kvadratkilometer. Al-Shabab har etableret sig som en somalisk al-Qaeda- filial ligesom jihad-grupper i Yemen og Marokko. I de områder, de kontrollerer, håndhæves en ekstrem form for sharia, som får Taleban til at virke moderate. Vestlige sikkerhedseksperter, somaliere i udlandet og lokale krigere siger, at landet hastigt er ved at udvikle sig til fremtidige jihadisters foretrukne rejsemål.

Lyden af de amerikanske dronefly i Mogadishu er et tegn på den dybe angst, som konflikten skaber i Washington DC og andre vestlige hovedstæder. Som en minister fortalte mig over en morgenmad bestående af gede-lever, bananer, papaya og sød te:

»For første gang i mange år er det internationale samfund interesseret i Somalia, ikke på grund af vores lidelser, men på grund af al-Qaeda. Briterne og amerikanerne vil hjælpe os, fordi anarkiet i Mogadishu kan ramme dem derhjemme.«

Lynjustits

Abdey Qadir er en høj mand med små øjne og et kraftigt skæg, der kun vokser under hagen og får ham til at ligne en bister ged. Han er efterretningsofficer i al-Shabab. Vi mødes i et rum på regeringens side af frontlinjen. Han trækker en kinesisk mobil- telefon op frem og fumler lidt med sine enorme hænder, inden han viser mig en kornet film.

En mand klædt i en hvid skjorte og mørke bukser ligger på jorden. Han har en sort klud bundet for øjnene, og hans arme er bundet på ryggen. En mand holder offeret nede med en fod på hans skulder. Offerets fødder ryster. Den person, der filmer, råber »Allahu akbar, Allahu Akbar«. Bødlen tager fat i mandens korte hår og løfter hovedet, han strækker sin højre arm ind under halsen og begynder at skære fra venstre mod højre. Kniven bevæger sig hurtigt op og ned, ind og ud. Kroppen ryster, og der opstår en blodpøl under hovedet. Bødlen trækker kniven mod højre og stikker dybere for at adskille hovedet fra kroppen. Filmen stopper, og der opstår kold stilhed i rummet: »Vi dræbte ham, fordi han var spion,« siger Abdey roligt: »Vi fangede ham, da han forsøgte at krydse frontlinjen.«

Qadir forklarer, at halshugning og lemlæstelse, som al-Shabab er blevet berygtet for, har været et vigtigt element i erobringen af store dele af landet:

»Grunden til, at der står respekt om vores navn, er ikke kun krigen, men reglen om halshugning som straf for forbrydelser. Vi har indført et styre, som også har gjort os meget populære blandt arabere. Vi har sharia-domstole, men i krigssituationer skærer vi øjeblikkeligt hovedet af forræderne,« siger Qadir og fortæller stolt, at han ikke bærer en pistol:

»Jeg holder øje med våbensmuglere og finder al-Shababs fjender i vores område. Man har ikke brug for en pistol for at slå ihjel. Ikke altid.«

Jeg spørger ham, hvorfor han bekæmpede en regering, der har indført sharia i Somalia og ledes af en af hans tidligere allierede.

»Vi mener ikke, at Somalia nogensinde har været et islamisk land. Det skal befris fra de vantro. Derefter tager vi videre til Kenya, Etiopien, Djibouti. Modstanden stopper ikke ved landegrænser,« siger han.

Nye rekrutter

Al-Shabab opstod i midten af 90'erne, da en gruppe militante jihadister brød ud af Itehad al-Islami, som på det tidspunkt var den vigtigste islamistiske organisation i Somalia, og sluttede sig senere til en løs alliance, der er kendt som De Islamiske Domstole. De mere militante elementer i alliancen gav Etiopien, som altid er urolig for den islamistiske tilstedeværelse i nabolandet, et påskud for at invadere Somalia. Den etiopiske besættelse blev støttet af USA, men efter et oprør, som blev ledet af domstolenes alliance, trak etiopierne sig tilbage og overlod ansvaret for sikkerheden til Den Afrikanske Union.

I et klanbaseret samfund som Somalia er selv parlamentets sammensætning baseret på stammerne. Al- Shababs succes kan dog til dels tilskrives deres »moderne struktur«, som snarere er baseret på deres bedrifter end på stammeloyalitet. Overbevisninger, ritualer og loyalitet over for de troendes leder erstatter den traditionelle loyalitet. Fodfolket er unge mænd, radikaliseret af flere års krig, som kommer fra de marginaliserede stammer i landbrugsområderne i den sydlige del af landet, der i de seneste to årtier har været domineret af kvægavlerstammer. De ældste i stammerne kan ikke længere opnå respekt:

»De fleste nye rekrutter er kampberedte unge mænd, deres hjerter er fyldt med lidenskab og iver efter at stå ansigt til ansigt med fjenden. De er 14-16 år gamle,« siger Qadir.

Skatteopkrævere

»De giver de unge magt til at udfordre stammernes rådne struktur, magt i form af en pistol, magt som selvværd og religiøs overbevisning,« fortæller en forfatter fra Mogadishu.

Med våbenmagt, disciplin og struktur har al-Shabab formået at skabe »sikkerhed« for lokalbefolkningen, så folk trygt kan forlade deres huse for at købe ind. I modsætning til regeringssoldaterne, som er kendt for at være røvere og kriminelle, har deres krigere et godt omdømme. De opkræver også skatter fra virksomheder, landmænd og lokale hyrder:

»Vi beskatter befolkningen, virksomheder, landmænd og hyrder. Men vi bruger ikke ordet skat. I stedet bruger vi ordet støtte. Vi kontrollerer også havne og lufthavne, som giver os indtægter. Vi går til pengeoverførselsselskaberne én gang om måneden. De betaler 10-20.000 dollar i krigstid, men blot nogle få tusinde i fredstid,« siger Qadir.

Al-Shabab indgår formelt i en alliance med Hizb al-Islam, men de to grupper er ofte i konflikt med hinanden om kontrollen over de »befriede« områder. De forsøger at overgå hinanden i radikalisme. Da Hizb forbød radiostationerne i Mogadishu at sende musik, udstedte al-Shabab en uge senere en erklæring, som forbød skoleklokker. Da al-Shabab fik støtte fra al-Qaeda i Yemen og andre jihad-grupper, opfordrede Hizb Osama bin Laden til at komme til Mogadishu.

Udenlandske krigere

Ligesom regeringen modtager militær og finansiel støtte fra Etiopien, Djibouti, EU og USA, søger al-Shabab også penge, våben og krigere i udlandet:

»Regeringen modtager støtte fra Vesten, så vi søger støtte fra vore brødre,« siger Qadir. »Nogle tager del i kampene, mens andre ikke forlader deres skjulesteder. De arbejder med at fremstille sprængstoffer og lægge strategi. Det er asiater, yemenitter og arabere med amerikansk pas, men også afrikanere fra Kenya, Tanzania og Marokko.«

Mange af dem, der ankommer til Mogadishu, er somaliere med vestlige pas. og nogle af dem er senere blevet selvmordsbombere, siger Qadir:

»Vi viser dem film af regeringen og Den Afrikanske Unions beskydninger og bombardementer, så de unge i diasporaen er rasende og lidenskabelige, når de ankommer. Vi har tilhængere i Amerika, Australien og i Europa. Deres opgave er at rekruttere unge mænd og hente dem til Somalia.«

En anden officer fra Hizb al-Islam forklarer, hvordan forskellige udenlandske krigere strømmer til Somalia:

»De fleste er fra Afrika - Nigeria, Sudan og Zanzibar. Der er også arabere, de fleste fra Yemen, og et par asiater. Og der er somaliere fra Storbritannien, Holland, Sverige og Norge.«

Mange af udlændingene er i stand til at instruere de somaliske krigere i taktik og førstehjælp. En kommandant fra Hizb al-Islam fortæller, at hans gruppe også tiltrækker krigere fra udlandet:

»Nu er de udlændinge, der kommer, arabere fra Europa, USA og Yemen. De har erfaring med mortergranater og er dygtige snigskytter. Somaliere er bedre til krig i åbent landskab, mens udlændinge er bedre til bagholdsangreb.«

Vores bedste håb

Mange ting har i de seneste år ændret sig i Mogadishu. Plastikstolene på præsidentens kontor er væk, og i stedet er der kommet træstole med læderpolstring. Kontoret er langt det koldeste sted i Mogadishu. Man skal have en sweater på for at undgå kuldegysninger, mens en kvælende varme indhyller alt og alle udenfor.

Selv præsidenten ser gladere ud. Magten ser ud til at passe ham godt, og han ser ikke længere ud til at bære hele verden på sine skuldre. Men Ahmed, der af Hillary Clinton blev beskrevet som »vores bedste håb«, regerer kun over en bakketop og et par tilstødende gader. Hans regering er på sammenbruddets rand, lammet af magtkampe og korruption, og parlamentet er splittet. Hærens officerer siger, at de ikke har fået løn i månedsvis, soldaterne siger, at de ikke har noget at spise. En stor våbenhandler fortæller, at højtstående officerer sælger ham de kanoner og ammunition, de får leveret:

»Vi har lært meget på et år. Vi tænker ikke kun på en militær offensiv. Vi tænker også på humanitær hjælp og forsøger at forstå folket for at lede dem i retning af deres hellige ansvar for regeringen,« siger Ahmed.

Endnu en dag

Et par dage senere overværer jeg en af regeringshærens ceremonier. I den ene side af salen står de nyuddannede rekrutter, iført udenlandske uniformer, i den anden side står hærens officerer, og imellem dem ministre, embedsmænd og krigsherrer. Præsidenten gør sin entré, ledsaget af sine bodyguards. En time senere tager præsidenten ordet. Jeg står udenfor og ser de nyuddannede soldater slås om rester fra æresgæsternes frokost. De ugandiske soldater, som står vagt ved porten, forsøger at holde orden, men må hurtigt give op.

Så gennemrystes bygningen af en voldsom eksplosion. Oprørerne er begyndt at beskyde paladset. Næste dag på Madina-hospitalet får jeg at vide, at 18 personer blev dræbt og 64 såret:

»Vi har foretaget 35 operationer i nat,« fortæller hospitalets direktør.

Det var bare endnu en dag i den meget lidt civiliserede krig i Mogadishu.

© Guardian & Information 2010 Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Jensen

I hvilken betydning anvendes begrebet "Al-Qaeda" ?
Er det i den vestlige, "Basen" (CIA-database over "venligtsindede" Afghanske "anti-kommunister", dem Lars Løkke var nede og give penge til og modtage våbentræning fra..)
eller er det Arabisk slang for "lokum" ("stedet") ligesom "hic est locum" ?

Transcript

I’m Alain Chouet.
For those who aren’t familiar with the internal organization of Intelligence Services, notably the French

Intelligence Services, the Security and Information Services is charged with the collection of information and the

implementation of active overseas measures in terms of counter-criminality, counter-espionage, counter-proliferation

and counter-terrorism.
As with so many of my colleagues from around the world, I feel that on the basis of key information gathered, that

‘Al Qaeda’ died as a functioning force in the rat caves of Tora-Bora in 2002.
The Pakistani Intelligence Services, from 2003 to 2008, then happily offered us what was left in exchange for various

indulgences.
Of the 400 active members of the organization which existed in 2001, as described in Marc Sageman’s excellent book,

“Understanding Terror Networks” less than 50 henchmen (apart from Osama Bin Laden and Ayman al-Zawaihri), who have no

functional competence were able to escate and dissapear into remote regions, leading percarious lives, with primitive

means of communication.
It’s not in this way that you can run a globaly coordinated network of political violence. Besides, it seems clear

that none of the perpetrators of the post-9/11 terrorist attacks (London, Madrid, Casablanca, Djerba, Charm-el-

Sheikh, Bali, Bombay, etc.) had any contact with the organization.
As for the more or less offbeat claims of responsability, occasionally articulated by Bin Laden or Zawahiri,

supposing we can actually authenticate them, it doesn’t implicate any operational, organisational or functional link

between these terrorists and the remains of the organisation.
However, I’m compelled to establish like everyone, that to keep invoking Al Qaeda as the source of everything,

whenever a Muslim commits an act of violence, or a Muslim finds themselves in the wrong place at the wrong time (like

with the AZF factory near Toulouse), or even when Muslims aren’t involved at all (like with the Anthrax attacks in

the US), a certain number of reductivist members of the media, as well as some so-called side-experts, and others

from the Atlantic have ended up not just reviving Al Qaeda, but transforming it into a kind of Amédée from the author

Eugène Ionesco, a corpse which continually grows and overshadows reality, and which we don’t know how to get rid of

it.
The dogmatic obsinacy of the West in invoking the mythical Al Qaeda (that has been characterised as a superterrorist

not because of what it did, but because it attacked a superpower), has quickly had 2 pernicious effects.
1st effect: every violent protester in the Muslim world, either political or common-law, regardless of their

motivation, quickly understood that he should claim to be from Al Qaeda so as to be taken seriously, so as to cover

his actions in a legitimacy recognized by others, so as to give his actions an international impact.
At the same time all the regimes in the Muslim world, as we know, not the most virtuous, have well understood that

they had every interest in passing off their opponents and protesters whoever they were for members of Bin Laden’s

organisation, so as to quietly suppress them and even if possible to do so with assistance from the West.
Hence a proliferation of ‘Al Qaeda’ more or less designated or self-proclaimed, in Pakistan, Iraq, Yemen, Somalia,

Maghreb, and elsewhere “Al Qaeda in the Arabian Peninsula.”
The principal result of this idiotic dialectic has of course been to reinforce the myth of an omnipresent Al Qaeda,

lurking behind every Muslim, ready in waiting to hit the West in general, the US of course in particular, in the name

of who knows what perversity. And this vision is a product of several errors of judgment and perspective, and it

above all generates completely inappropriate retorts.
Because if Al Qaeda doesn’t exist, Islamic political violence well and truly exists. And the West is but an indirect

and collateral victim of it.
Violent Islamic ideologues aren’t God’s warriors: they’re people with precise objectives, which isn’t to convert the

world to Islam, it’s to take the power and riches which come from the Muslim world, without the West intervening. In

a way like Hassan al-Tourabi in his day in Sudan.
Thus, even if the West’s self-esteem has to suffer as a result, we need to constantly repeat that the first, the

heaviest, and the main victims of Islamic violence are Muslims themselves.
Of course, one can always disagree that since jihadist violence does exist, and it’s developing pretty much

everywhere following the same patterns, that we call it Al Qaeda hardly matters given that is only the generic

designation for a certain form of globalized fundamentalist violence.
A number of recently prudent journalists now tell us about “the nebulous Al Qaeda”: the problem is that such a

semantic confusion is at the origin of all the incorrect responses thus far, and de facto excludes any adapted

solution to the problem.
Every security and intelligence service knows all too well that you don’t confront the ‘Lone Wolf technique’ by means

of military action, armored divisions or an inflation of uniform security measures. You confront it by targeted

security measures, supported by political, social, economic, educational and cultural initiatives which aim to drain

the pool of potential volunteers, by cutting their ideological and financial sponsors.
Not only (and I’m referring to different American treasury reports) was nothing serious undertaken to attempt to curb

the underlying financial structure, and even less the ideological structure of jihadist violence, but in designating

Al Qaeda as a permanent enemy against which we must lead a crusade by military and security means totally unsuited to

how things are, we’ve used a machine gun to kill a mosquito.
Obviously we missed the mosquito but the collateral damage is evident as we can see every day in Iraq, Afghanistan,

Somalia, Yemen…
And the 1st effect of this failed crusade has been to feed the pool of volunteers, to legitimize this form of

violence, to render it the sole reference of action and possible assertion in a Muslim world in which the collective

imagination is now traumatized by a universal law of suspicion that weights them down, through massive military

interventions and occupations, both endless and blind.
For 9 years, the West has struck without much discernment in Iraq, Afghanistan, the tribal regions of Pakistan,

Somalia, Palestine of course (and we’re now thinking about intervention in Yemen, and while we’re at it why not

Iran…), but in the eyes of the Muslims, Bin Laden is still a step ahead of the world’s most powerful army and the

Islamic regime in Saudi Arabia stays under America’s absolute protection.
To conclude and try to bring an element of response to the question asked at this roundtable, “Where are we at with

Al Qaeda?”, Al Quaeda died between 2002 and 2004.
But before dying it was “impregnated” by western strategic errors and unwise calculations by certain Muslim countries

and it’s given birth to little ones.
The problem for us is whether we will commit the same mistakes with the unwelcome offspring, by fueling an indefinite

cycle of violence, or to refer back to Ionesco, whether we will partner with the Arabs and Muslims to halt the

proliferation of the rhinoceroses.
Thank you.

[Other panel member:]

It goes to show that hands-on experience in difficult conditions, considering the number of honours that Mr. Chouet

has accumulated so far, provides an original and mind-blowing understanding. That was really, very interesting.

http://videos.senat.fr/video/videos/2010/video3893.html

Jesper Wendt

Som jeg har hævdet før, så har man ikke løst noget ved krigene i hverken Afghanistan eller Irak, man har blot flyttet det. Igen er der en rød tråd i fattigdom og radikalisering, men Vesten er passiv overfor det faktum.

Peter Jensen:
Nu har du linket den artikel adskillige gange. Jeg tror ikke på den.

Gider du linke til den direkte, så man kan se datoen på den, og ellers verificere den?

Jeg mener, at manden der udtaler sig, tager fejl. Al-Qaeda har været aktive efter den tid, hvor han påstår at organisationen døde.
Desuden er Al-Qaeda en løst sammensat organisation, og selv om den måske lige nu er presset i bund og kører på vågeblus, betyder det ikke nødvendigvis at den er død.