Beirut- Tyrkiets udenrigsminister Ahmet Davutoglu truede i aftes med at afbryde de diplomatiske forbindelser med Israel, dersom »vores borgere ikke er tilbage i Tyrkiet inden for 24 timer«, som det blev udtrykt.
Fire af de ni dræbte om bord på nødhjælpsskibet 'Mavi Marmara' er tyrkiske og mange af de 50 sårede er tyrkere.
Tyrkiets regering mener, at de tyrkiske aktivister blev »kidnappet« i internationalt farvand. Israel har forsikret, at ingen tyrkiske borgere vil blive tilbageholdt eller retsforfulgt for forsøg på at bryde den israelske flådeblokade. Konfrontationen er den hidtil mest forbitrede mellem de to allierede, der har været på kant længe.
En årsag til krisen er personlig: Højoktan forfængelighed kombineret med et spontant temperament er egenskaber, der tilskrives Recep Tayyip Erdogan, den tyrkiske premierminister, der da også har fået kritik af såvel opposition som sekulære kommentatorer for sine iltre udfald mod Israel efter Gaza-søslaget mandag.
På israelsk side afviste en stædig Benyamin Netanyahu i går at undskylde - eller beklage - volden mod de tyrkiske aktivister.
'Statsterrorisme'
De to lande er allierede både økonomisk og militært med en beløbsramme i omegnen af fem mia. dollars.
En frihandelsaftale har siden 1997 syvdoblet samhandlen til 2,5 mia. og de aktuelle militærkontrakter beløber sig til to mia. Samhandlen med Israel udgør én procent af Tyrkiets samlede handelstal, der har en lille overvægt i israelsk favør.
Erdogan, der regerer med et absolut flertal i Nationalforsamlingen, var i Chile, da de israelske frømænd firede sig ned på dækket af 'Mavi Marmara', hvor de blev pryglet med stole og stokke og trak pistolerne med mindst ni dræbte som den tragiske udgang.
Konvojen var organiseret af en islamisk hjælpeorganisation fra Tyrkiet med tætte bånd til Erdogans regering. Den tyrkiske leder ventede ikke med at kommentere angrebet, til han vidste mere om forløbet, men stemplede det som »statsterrorisme«.
Tilbage i Ankara efter det afbrudte Chile-besøg fremturede han med udtryk som »tyrannisk« om den israelske stat, der havde begået en »blodig massakre« som »skal straffes«.
'Ubodelig skade'
I dag er vurderingen både i Israel og Tyrkiet, at forholdet mellem de to allierede har lidt »ubodelig skade«. Den tyrkiske ambassadør i Tel Aviv, Ahmet Öguz Celikkol er hjemkaldt til 'rådslagning', Tyrkiet har aflyst tre fælles militærøvelser og et israelsk ungdomsfodboldhold blev sendt hjem allerede mandag.
Bülent Arinc, leder af den fundamentalistiske fløj af AK-partiet (Adalet ve Konkulma = Retfærd og Udvikling), har beordret retsforfølgelse af israelske politikere og embedsmænd for 'pirateri', ifald de sætter fod på tyrkisk territorium. Mere moderate kræfter på begge sider forsøger at gyde olie på vandene. Den tyrkiske viceudenrigsminister, Selim Yenel, sagde allerede mandag til nyhedsstationen al-Jazeera, at der »må tales om tingene«, og Israels udenrigsministerium, ledet af de to ultranationalister, Avigdor Lieberman og Danny Ayalon, har afvist at hjemkalde den israelske ambassadør i Ankara, om end de har evakueret diplomatfamilierne og advaret israelere mod at rejse til Tyrkiet - i forvejen er den israelske turisme til Tyrkiet halveret til 300.000 besøgende årligt efter Gaza-krigen i 2008-09. Netop Gaza-krigen er en hovedårsag til, at i forvejen anspændte relationer udfoldede sig offentligt med Erdogans udvandring fra et panel under økonomimødet i Davos i januar 2009 - med en snerrende svada til Israels præsident Shimon Peres: »Du ved jo, hvordan man slår ihjel.«
Følte sig forrådt af Israel
Baggrunden var ikke kun Gaza-massakren, men nok så meget, at Erdogan rent ud sagt følte sig pisset på af Israel. Kun fem dage før israelske kampfly 27. december 2008 indledte bombninger i Gaza, havde Erdogan arbejdet i døgndrift sammen med Ehud Olmert, daværende israelsk premierminister, på at få en syrisk-israelsk aftale strikket sammen. Mødet på paladshotellet Kempinski i Istanbul, hvor de to landes delegationer sad i hver deres rum, gik så godt, at Erdogan beordrede et fly klargjort for at flyve Syriens præsident, Bashar al-Assad ind til et trepartstopmøde. Det skete dog ikke, men Erdogan fandt, at man var nået langt og følte sig derfor ifølge en tyrkisk forhandler »ekstremt forrådt« og »til grin«, da Israel kort efter bombede Gaza, hvilket torpederede fredsprocessen med Syrien.
Indtil Gaza-krigen havde Erdogan lagt sordin på sine kommentarer om Israel, der har samarbejdet militært med Israel siden 1996, da Erdogan var fængslet af det sekulære styre, der regerede frem til AKPs valgsejr i 2002. Men nu fik den fuld gas.
Aflysning af en fælles militærmanøvre i 2009 begrundede han med »bombningerne af Gaza«, hvor Tyrkiets generalstab sagde, at vrede over misligholdte militærkontrakter var årsagen. Militæret beskylder Israel for at tage overpris for opgradering af tyrkiske kampvogne og jagerfly, ligesom indkøbte israelske spiondroner ikke virker som de skal. Syv militærkontrakter er afsluttede. Andre seks er i produktion, men overvejes nu aflyst efter Gaza-søslaget.
Gammelt og nyt nag
Skismaet går dog længere tilbage - det islamisk hældende AKP er pr. definition ikke automatisk ven af den jødiske stat, hvor det muslimske mindretal på ca. 1,5 million arabere diskrimineres såvel på arbejdsmarkedet som i statsadministrationen. Det er desuden AKP-regeringens opfattelse, at en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt må inddrage det islamiske Hamas, der løsrev Gaza fra Fatah-styret på den besatte Vestbred i 2007. Året før, i februar 2006, kort efter Hamas' sejr i det palæstinensiske valg, modtog Erdogan en officiel Hamas-delegation i Ankara, hvilket vakte bestyrtelse i Jerusalem. Israel har også bemærket, at Sudans folkemordssigtede præsident, Omar Hassan al-Bashir, har betrådt Tyrkiets røde løber i lighed med Irans Mahmoud Ahmedinejad, som Erdogan kaldte »min gode ven«. Den seneste konflikt mellem de to lande var den aftale, Erdogan og Brasiliens præsident, Lula da Silva, indgik med Iran om, at Irans lavt berigede uran kan opbevares i Tyrkiet - et forsøg på at hindre nye FN-sanktioner mod Iran. Erdogan siges at være blevet rasende over, at USA dagen efter aftalen lod meddele, at nye sanktioner var på vej uanset Tyrkiets initiativ.
»Vi havde sikret os, at USA var indforstået,« skal han have udbrudt. Hvilket afdækker det reelle geopolitiske dilemma, nemlig at USA nu skal balancere mellem de to vigtigste mellemøstallierede, Israel og Tyrkiet. Men måske er bundlinjen stadig den, som blev sammenfattet af den tidligere tyrkiske ambassadør i Israel, Onur Gökce: Israel kan ikke undvære Tyrkiet og Tyrkiet kan ikke undvære Israel. Men skal man tro Erdogan, hvis regering gradvis har svækket militærets indflydelse bl.a. i kraft af EU's opbakning, er »Tyrkiet en magt, Israel er nødt til at regne med«
> Konvojen var organiseret af en islamisk
> hjælpeorganisation fra Tyrkiet med tætte bånd til
> Erdogans regering. Den tyrkiske leder ventede ikke
> med at kommentere angrebet, til han vidste mere
> om forløbet, men stemplede det som
> "statsterrorisme"
Gjorde han det? Nøj, han er da totalt forudindtaget, der!
Seriøst, statsterrorisme er da den eneste korrekte betegnelse, når en nødhjælpskonvoj i internationalt farvand bliver udsat fra militært piratangreb.
I artiklen står:
Israel har forsikret, at ingen tyrkiske borgere vil blive tilbageholdt eller retsforfulgt for forsøg på at bryde den israelske flådeblokade.
Der var vel mere grund til, at internationale styrker tilbageholdt og retsforfulgte de israelske pirater. Det ville være klædeligt, om Nato sendte en flådestyrke, gerne med dansk deltagelse, til Middelhavet for at beskytte handelsskibe mod de israelske terrorister.
At tyrkerne ikke bliver retsforfulgt, giver sig selv. De har ikke begået nogen forbrydelser.
Det har israelerne. De har myrdet ni personer og såret halvtreds.
Ren geostrategisk er Israel udelukkende verdens største parkeringsplads for USA kampvogne. Dernæst et eksperiment for at se hvor langt en befolkning kan sultes, tortureres, hjernevaskes uden at den gør modstand - og jeg taler alene om israels egen dødspassive befolkning.
USA har med sikkert strategisk hånd skabt landet fra dag 1. Fra den økonomiske, militære og moralske støtte til de jødiske terroristceller, Al-Qaidas åndsfæller, som planlagde og gennemførte snesvis at bombeangreb mod den palæstinensiske og britiske civilbefolkning til uges seneste massakre på europæiske nødhjælpsarbejdere.
Med tyrannisk hånd har Israels gudfar USA, manipuleret med den israelske befolkning i en sådan grad, at de f.eks. selv betegner deres kryptofascistiske aviser såsom Ha'aretz som "venstreorienteret" - dvs. en avis der offentlig diskurerer hvornnår den Iranske civilbefolkning skal bombes tilabge til stenalderen og hvorfor det ikke er sket endnu. Det er ikke svært at forestille hvor skitzoid en befolkning kan blive når den udsættes for "højreorienteret" aviser. Derudover har militærjuntaen indført lovstiftelsen som gør at generalerne kan bestemme hvad som må transmitteres og hvad som skal censureres.
Indførelsen af Internettet i Israel har dog betydet af større og større befolkningsgrupper er begyndt at demonstrere mod regimet og militærjuntaen.
Senest lykkedes det oppositionslederen af gennemføre demonstrationer i samtlige Israelske storbyer samtidig og på universiteterne. Det skete i sympati for Palæstina og den henrettede europæiske nødhjælpsarbejdere. Militærjuntaen har nedlagt forbud ofr at transmittere demonstrationerne, men disse går at finde på bl.a. Youtube. Der findes nyhedskanaler på Twitter.
Israel er fuldtændig i USA's vold og igesom Haiti beror på "hjælp" fra deres gudfar til at overleve. HVer år modtager Israel, egl. den israelske magtelite, milliardvis af penge. Til gengæld gør de nøjagtig som USA siger.
Alt i alt er Israel blot en del af det forlængede jerntæppe som USA har rykket længere østpå siden resten af verden opgav den vrangforestilling.
Til sammeligning er Tyrkiet af uhyre vigtig strategisk betydning. Den spærre indsejling til Sortehavet, Rusland flådebaser med adgang til Middelhavet. Den såkaldte Kubakrise ahndlede i stor del om at Rusland ville have USA skulle afstå fra at opstille atomvåben i Tyrkiet. Rusland gennemførte herefter en skinmanøvre som skulle vise USA hvad de tvill sige at have atomvåben så tæt op langs deres grænse. USA gik i al hemmeligt med til at fjerne nogle af atomvåbene til gengæld for en nedtrapning af Kubakrisen, dvs. Rusland fjernede deres atomvåben på Kuba. Det var dog en betingelse for aftalen, at Rusland holdt aftalen hemmelig, ellers ville USA ikke overholde deres del af aftalen. Efter et halvt år fjerne USA nogle af atomvåbene i Tyrkiet - under påskud af at de var "gamle" og alligevel ubrugelige.
USA har frigivet dokumenterer som i detaljer beskriver dette forløb.
Tyrkiet er i sammenligning med den gale hund en ren barnenumse. De har specialiseret sig folkemord. Med militær, moralsk, og økonomisk støtte fra deres gudfar USA har Tyrkiet i nogen grad lykkedes at udrydde Kurderne i Tyrkiet og foretager gerne militære operationer ind i nabolandene for at dræber Kurdere der. Inden da, var det armenierne som led overlast.
Da hele verden så på "folkemordet" i Jugoslavien, de tusindtals mord, genneførte Clinton USA's vrrdens dengangg største våbehandel til Tyrkiet. Og mens tusinder døde i Jugoslavien, blev titusingvis af kurdere henrettet og hundredtusingvis af kurdere fængslet, voldtgaet, tortureret og resten bragt på flugt.
Den vestlige verdens presse gjorde som gudfar sagde og holdt kameraerne rettet mod verden dengang "store stygge ulv", Serberne.
Alene på grundlang af Tyrkiet naturlige geostrategiske størrelse og overlegne placering vil USA til enhver tid "droppe" Israel, hvis og i så fald de store virksomheder i USA ikke længere mener Israel er investeringen værd.
USA's tætte bånd til flyterroristerne, det olierige rædselsregimet Saudi Arabien, gør at USA frit kan vælge hvilken som helst af Israels naboland til at stoppe "hullet" i jerntæppet. Det er selvfølgelig ikke noget som ske uden store omkostninger, men Israel er på alle måde den lille gale dræberhund i mellemøsten. Den er kun nyttig så længe den adlyder sin herre.
Det er svært at forestille sig at oppositionen i Israel kan samle befolkning i lyset af den massive censur i landet og vælte regimet. Givetvis vil militærjuntaen blot nedslagte befolkningen som i Thailand.
Personligt håber jeg den dog alligevel at den israelske befolkning på en eller anden måde formår at vælte regimet uden for store blodbad og indføre en levedygtig statsdannelse med respekt for sig selv og sine naboer. en del af de tidligste kibutzer havde nogen af verdens mest spændende statsdannelser, med elementer af deltagerdemokrati, libertariansk anarkisme o.s.v. Det kunne være fantastisk om Israel en dag kunne indføre og oprette en sådan statsdannelsen - også i lyset i den massive propaganda, den såkaldte reklame, som det fastoide kapitalistiske rædselregime USA hælder i hovedet på sin egen forarmede befolkning, såvel som i hovedet på alle andre. (sidste bemærkning tog jeg med, for det menes at propaganda fra USA er en af hovedårsagerne at de oprindelige kibutzer's nye generation fravalgte en den retvise, fredelige, ansvarfulde og redelig styreformer til gengæld for Coca-Cola og smarte jeans.)