Læsetid: 6 min.

Bolden givet op til nye hårde klimaforhandlinger

Stemningen var god på klimamødet i Bonn, indtil nationale dagsordner og tidspres fra fodbold-VM begyndte at kaste grus i maskineriet. Nyt arbejdspapir blev fremlagt i kaos
Sidste forhandlingsdag i Bonn foregik i fodbold-VM's tegn med FN-klimachef Yvo de Boer på podiet i gul Sydafrika-trøje - en gave fra klimaminister Lykke Friis - og med ngo'erne i et spil klimabold på de store CO2-udlederes vegne.

Sidste forhandlingsdag i Bonn foregik i fodbold-VM's tegn med FN-klimachef Yvo de Boer på podiet i gul Sydafrika-trøje - en gave fra klimaminister Lykke Friis - og med ngo'erne i et spil klimabold på de store CO2-udlederes vegne.

Oliver Berg

12. juni 2010

Ikke engang den tv-transmitterede VM-premierekamp kl. 16 mellem COP16-landet Mexico og COP17-landet Sydafrika kunne forhindre FN-klimaforhandlingerne i Bonn i at gå over tid i går. Efter 12 dages forhandlinger, som både forhandlere og ngo'er har betegnet som 'i god og konstruktiv atmosfære, men uden markante resultater', sluttede sidste forhandlingsdag med uenighed og dramatik, der gav mindelser om COP15 i København.

Sidste forhandlingsdag foregik ellers helt i fodbold-VM's tegn med FN-klimachef Yvo de Boer på podiet i gul Sydafrika-trøje med nr. 17 på ryggen - en gave fra klimaminister Lykke Friis - med ngo'erne i et spil klimabold på de store CO2-udlederes vegne og med mange kommentarer til forhandlingsforløbet i fodboldtermer.

»Det er godt, at spillet er startet. Godt at landene faktisk vil forhandle,« sagde Greenpeace-repræsentant Wendel Trio.

»Desværre er spillet defensivt, og der er bestemt ikke scoret nogen mål.«

Spillet begyndte at køre af sporet fredag ved middagstid, da det ene forhandlingsspor i FN-processen - Kyoto-sporet om i-landenes CO2-mål - blev suspenderet på begæring fra Japan og Rusland, der bl.a. angav utilfredshed med en påtænkt arbejdsgruppe som årsag. Budskabet herom nåede prompte den anden plenumsal i Hotel Maritim, hvor det såkaldte 'konventionsspor' - om handling og mulige forpligtelser for samtlige lande - skulle til at behandle det mest håndgribelige resultat af Bonn-mødet: Et vejledende papir fra konventionssporets formand, Margaret Mukahana fra Zimbabwe, som inden COP16 i Mexico skulle kunne vokse til et egentligt aftaleudkast.

Men rygtet om det andet plenummødes suspension førte til en begæring fra Yemen, p.t. formand for u-landsblokken G77, om også at afbryde konventionssporets møde. Dette var ifølge kilder den reelle begrundelse for ønsket om afbrydelse - den formelle, som blev angivet af Yemen i plenum, var vrede over, at aktivister havde anbragt Saudi-Arabiens landeskilt i et lokum og lagt et billede heraf på nettet.

Mødet stoppede kl. 12 med henblik på 15 minutters pause. Først kl. 13.50 havde udvalgte forhandlere imidlertid fået redet trådene så meget ud, at begge plenummøder kunne genoptages.

Margarets papir

Papiret fra konventionssporets formand rummer på 22 sider bl.a. formuleringer om, at de globale CO2-udledninger bør toppe for derefter at falde i 2020, at de globale udledninger i 2050 skal være reduceret med 50-85 pct. i forhold til 1990-niveauet, og at i-landenes udledninger derfor skal være reduceret med 80-95 pct. Papiret foreslår også, at i-landene på kortere sigt skal reducere CO2-udslippet med 25-40 pct. i 2020, men angiver ikke det basisår, reduktionen skal måles i forhold til.

Endelig nævner papiret både to graders opvarmning og - alternativt - 1,5 graders opvarmning som den smertetærskel, en klimaaftale skal respektere. Indføjelse af de 1,5 grader afspejler, at der nu er 112 af verdens 194 nationer, der vil have 1,5 grader som grænse, fordi det giver de sårbare østater i bl.a. Stillehavet chance for overlevelse. I aftalen fra København er kun to grader angivet som grænse.

Blandt de lande, der går imod 1,5 grader, er ifølge Informations oplysninger BASIC-landene Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika. De ved nemlig, at misforholdet mellem en vedtaget 1,5 graders grænse og i-landenes beskedne CO2-løfter pr. automatik vil påføre de store udviklingsøkonomier stærke reduktionsforpligtelser på sigt.

Da mødet i konventionssporet blev genoptaget, indledtes det med en meddelelse fra Yvo de Boer om, at FN ikke har penge til at gennemføre den sidste uges forhandlinger i oktober forud for COP16. Uden donationer fra medlemslande, intet forhandlingsmøde, lød appellen fra klimachefen.

Derefter gik forhandlingerne om papiret i gang. De internationale ngo'er havde på forhånd betinget ros til papiret, der nævner alle de rigtige tal, men helt gemmer overvejelser om en aftales eventuelle juridiske form til senere. Plenum indledtes imidlertid med et indlæg fra G77-formanden Yemen, der genoplivede København- retorikken.

»Vi er bestyrtede,« sagde Yemen. Papiret er »ubalanceret« anførte talsmanden og appellerede til konventionssporets formand om at bringe orden i teksten.

Derefter fulgte Spanien, der som talsmand for EU udtrykte »bekymring« og »frustration« over drøftelsernes langsommelighed og overraskelse over, at man slet ikke har kunnet komme til at tale om de CO2-reduktionsmål, det hele handler om. Congo fulgte på den afrikanske gruppes vegne med en erklæring om, at teksten er »ubalanceret«, hvorefter Peru fik mikrofonen til et mere positivt indlæg på vegne af Latinamerika.

Tolkenes pause

Kl. 14.20 afbrød formand Mukahana fra podiet rækken af talere med en anmodning om, at forhandlingerne for en periode fortsatte uden tolkning - dvs. alle indlæg på engelsk - fordi FN's tolke skulle have deres overenskomstmæssige pause. Først bad Rusland, så Kina og dernæst Cuba om ordet med samme budskab: Vi taler ikke på engelsk, vi fortsætter ikke uden tolkning.

Det sendte et gys gennem de flere tusind deltagere i salen, hvor alle drømte om at slutte inden VM-kampen kl. 16.

»Vi vil også meget gerne se fodbold. Så hvis ikke tolkene kan foranlediges til at tolke uden pause, foreslår vi, at forhandlingen udskydes til efter fodboldkampen,« sagde Kina.

Det gav et endnu større gys gennem salen, hvor alle drømte om at flyve fra Bonn sidst på eftermiddagen.

Kl. 14.30 måtte Margaret Mukahana begære en ny pause på 10 minutter for at tage en forhandling med FN-tolkene. Kl. 14.45 genoptog hun mødet med meddelelsen om, at tolkene insisterede på pause, hvorfor plenum først kunne genoptages 15.30.

»Jeg henstiller så, at vi afslutter forhandlingerne inden kl. 16,« sagde hun.

'Store fremskridt'

På et pressemøde i pausen sagde Yvo de Boer, at der er gjort »vigtige fremskridt i Bonn«. Dels i form af konkrete drøftelser om tekniske forhold såsom strukturen for en ny klimafond, rammer for teknologioverførsel m.m. Dels i form af papiret fra Margaret Mukahana, som, endskønt det kun er et 'vejledende papir' og ikke et egentligt aftaleudkast, faktisk rummer de rigtige tal. At der tales om 25-40 pct. CO2-reduktion i de rige lande i 2020 er »et stort skridt fremad,« mente de Boer.

Han præciserede imidlertid også, at der stadig er et betydeligt gab mellem i-landenes individuelle CO2-løfter og det, der skal til for at have en chance for at blive under to graders opvarmning.

»Med det aktuelle ambitionsniveau kan vi ikke stoppe CO2-udledningernes stigning inden for de kommende 10 år. Om der kommer en anden forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen (for perioden 2013-2020) afhænger af, om USA vil påtage sig reduktionsmål af samme karakter som dem, de øvrige i-lande måtte påtage sig under protokollen,« sagde Yvo de Boer.

Kl. 15.30 genoptog plenum drøftelsen af de 22 siders tekst fra formand Mukahana. Listen af lande, der ønskede at kommentere papiret - mange såsom Kina og Venezuela med klare forbehold og kritik - var lang.

Kl. 16.00 fløjtede dommeren fodboldkampen i gang i Sydafrika. Det betød ikke, at repræsentanterne for de 185 lande i Hotel Maritim i Bonn fløjtede klimaforhandlingerne af.

Som Yvo de Boer sagde til Information: At forhandlerne gennemfører deres diskussion om klimatruslen mod deres folk »er åbenlyst vigtigere end en fodboldkamp«.

På målstregen

Informations udsendte medarbejder måtte forlade mødet på dette tidspunkt for at nå forbindelsen hjem til København. Ritzaus Jesper Ravn rapporterer således om Bonn-mødets afslutning:

»Sent fredag eftermiddag kunne formanden for det ene af de to forhandlingsspor ånde lettet op og konstatere, at de 185 lande har accepteret at forhandle videre ud fra et kompromisudkast til en ny global klimaaftale. Teksten blev ellers i timevis gennemheglet af både u-lande og industrilande. Men alene det, at forslaget ikke er forkastet, kan betegnes som en lille sejr. Den omstridte tekst skal nu diskuteres på to ugelange møder i henholdsvis august og oktober inden FN's næste ministerkonference, COP16 i Cancún i Mexico til december«.

Mens forhandlingsspor nummer ét for samtlige lande hermed er lukket for denne gang, fortsatte den del af mødet, der omfatter landene bag Kyoto-aftalen, fredag aften.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

"Som Yvo de Boer sagde til Information: At forhandlerne gennemfører deres diskussion om klimatruslen mod deres folk »er åbenlyst vigtigere end en fodboldkamp«."

Mon ikke det var noget nær det mest begavede, der blev sagt på det møde?

Alle, der har været til internationale forhandlinger ved, at tolke er benhårde vedr. arbejdstid. Samme ved også at forhandlinger altid trækker ud. Ufatteligt at der aldrig er ekstra tolke på reservebænken, og at sådan et simpelt logistik problem kan få så stor indflydelse på denne slags møder.

Niels-Holger Nielsen

Niels Ipsen

Det var da en grumme uintelligent teknificering af et dybt politisk spørgsmål. Kom ud af din boble, kom ud i virkeligheden.