Læsetid: 6 min.

Endnu en dag på kontoret for verdens frelse

Klimaforhandlerne i Bonn skal både finde ny energi og en ny strategi. Glem forestillingen om en stor global klimaaftale, siger nogle
'Vi fik det gule kort i København, og dommerens hånd var på 
 vej mod det røde kort,' sagde chefen for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, i går i Bonn, hvor forhandlingsatmosfæren ifølge Informations udsendte har været en blanding af 'endnu en 
 dag på kontoret' og eftertænksom refleksion over, hvor 
 man egentlig er på vej hen.

'Vi fik det gule kort i København, og dommerens hånd var på
vej mod det røde kort,' sagde chefen for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, i går i Bonn, hvor forhandlingsatmosfæren ifølge Informations udsendte har været en blanding af 'endnu en
dag på kontoret' og eftertænksom refleksion over, hvor
man egentlig er på vej hen.

HENNING KAISER

10. juni 2010

BONN - Man kan tage pressecentret her på Hotel Maritim i Bonn som et billede på situationen i de internationale klimaforhandlinger. Teknikken er okay, men lokalet er trangt, og her er ikke meget mere end 25 journalister fra hele verden i sving. Hvis pressecentret i Bella Center under COP15 i december var en tætpakket luksusbus, så er dette en trehjulet cykel.

Her angives godt nok at være 4.500 forhandlere fra 182 lande til stede til denne forhandlingsrunde over 12 dage, men medieinteressen er svag og stemningen blandt de delegerede flegmatisk. Adrenalinrusen og dramaet fra København er borte, nu er forhandlingsatmosfæren en blanding af 'endnu en dag på kontoret' og eftertænksom refleksion over, hvor man egentlig er på vej hen. Forhandlere, ngo'er og medier betaler p.t. prisen for 'Det er nu eller aldrig'-strategien, som mange var med til at bygge op før COP15, og som slog så grueligt fejl.

»Vi fik det gule kort i København, og dommerens hånd var på vej mod det røde kort,« noterede den afgående chef for FN's klimasekretariat, Yvo de Boer, i går i plenumsalen her i Bonn.

Nu skal forhandlerne ind i kampen igen, og det er ikke let. COP16 finder sted i Cancun, Mexico, til december, og der er kun indlagt to ugers regulær forhandlingstid inden da.

På overfladen ligner ting-ene godt nok sig selv. Der forhandles som altid i to parallelle arbejdsgrupper med hver sit spor: 'Kyoto-sporet' om fortsatte juridiske forpligtelser til CO2-reduktion efter 2012 for de i-lande, der er del af Kyoto-protokollen, dvs. alle minus USA. Og 'konventionssporet' om handling og mulige forpligtelser for samtlige lande. Og der files i undergrupper på alle de knaster, som der er blevet filet på siden COP13 i Bali i 2007: Skovenes CO2-udledninger. Kontrolsystemer for landenes klimaindsats. Klimabistandens sikring og forvaltning. Den grønne teknologi-overførsel fra rige til fattige. De internationale CO2-markeder.

Hver lille bevægelse fra et af nøglelandene registreres og diskuteres i korridorerne. Er vi på vej fremad? Er dette en afledningsmanøvre? Hvad er det skjulte budskab? Er stemningen ved at blive bedre? Eller værre?

»Vi gik bare til det ene emne efter det andet, talte rundt og rundt om det, og gik så videre til næste emne, uden udsigt til enighed på de fleste områder,« lyder én frustreret vurdering fra en forhandler efter tirsdagens møde i Kyoto-sporet. Andre siger, at »det er gået utrolig godt«, fordi man her i Bonn faktisk taler indhold og - indtil videre - ikke blokeres af de procedureindvendinger, som lammede COP15.

I virkeligheden er det hele forpostfægtninger. En blanding af forsøg på at rydde mindre forhindringer for den store enighed af vejen og så psykologiske øvelser, der skal teste, om viljen til globale aftaler overhovedet er til stede.

»Forhandlingerne er slet ikke startet,« siger Meena Raman, repræsentant for netværket af u-lands-ngo'er, Third World Network.

»På bordet ligger alene en 'vejledende tekst' på 42 sider fra formanden for konventionssporet. Den skulle efter planen være revideret til et første aftaleudkast i lyset af drøftelserne her, men endnu har vi ikke set noget,« siger hun.

Seneste forlydende er, at der i morgen hvor Bonn-mødet slutter, fremlægges et papir med formandens refleksioner over, hvor man er i processen. Et første udkast til egentlig forhandlingstekst fra konventionssporet skal ikke ventes før ultimo juli, forlyder det.

Én af de tidsindstillede bomber under sådan en tekst er, at resultatet fra København - den tynde og kontroversielle Copenhagen Accord, som topmødet ikke gav nogen formel godkendelse af, men som især USA søger at holde i centrum - er skrevet ind i formandens vejledende tekst på de 42 sider. USA vil helst gøre den endnu mere central - hvornår begynder mon Bolivia, Venezuela og de andre latinamerikanske ALBA-lande at protestere og forlange den pillet ud, spørger man her.

Kyoto-sporet

Når det gælder i-landenes forpligtelser til CO2-reduktioner, er udfordringen, at Kyoto-protokollens første forpligtelsesperiode udløber i 2012. Derfor skal Kyoto-sporet konkludere sit arbejde i Cancun til december for at sikre, at nye mål for tiden 2013-20 kommer på plads i tide.

Det vil ikke ske, siger kilder tæt på forhandlingerne. Flertallet af i-lande går ikke med til at nedfælde noget om nye fælles forpligtelser, så længe Kina og Indien ikke forpligter sig. Om det krav om 25-40 pct. CO2-reduktion af i-landenes udledninger i 2020, som klimaforskerne appellerer om, og som u-lande, ngo'er og EU har støttet, lyder signalet fra vestlige forhandlere: Det krav er dødt.

Et sådant fælles CO2-mål afspejler 'top down'-tilgangen, som har været modellen, siden Kyoto-protokollen blev født i 1997. Blandt i-landenes forhandlere betragtes top down-modellen nu reelt som skrottet. Nu gælder 'bottom up', dvs. modellen fra Copenhagen Accord, hvor landene selv definerer egne frivillige klimamål og lader dem opføre på en fælles liste. Og selv det vil der blive strid om. USA vil kun gå med til en liste, hvis også de store u-lande optræder på den - BASIC-landene Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika vil til gengæld aldrig acceptere at stå på en sådan fælles liste, lyder vurderingen.

U-landene forlanger således fortsat, at de rige lande går foran og forpligter sig på et kollektivt CO2-mål. 30, 40, ja, endog 50 pct. CO2-reduktion i i-landene 2020 er i Bonn blevet krævet af u-landene.

»Det er absolut oprørende, hvis det eneste fælles mål bliver to-graders-grænsen, som er indskrevet i Copenhagen Accord,« siger Meena Raman.

»Alle analyser efter København viser, at de afgivne løfter vil betyde en overskridelse af to-graders-målet og føre til tre-fire grader i år 2100,« siger hun.

Men CO2-målene er knap noget, man taler om i Bonn. Og erfarne forhandlere tror ikke på, at der vil blive afgivet ét eneste nyt reduktionsløfte fra i-lande på denne side af Cancun. Den økonomiske krise optager sindene.

Ingen global aftale?

Det centrale spørgsmål er ikke længere, om der vil komme en juridisk forpligtende klimaaftale på COP16. Det er knap nok, om den vil komme på COP17 i 2011. Det er snarere, om der overhovedet er realisme i at spejde efter én juridisk og global aftale som slutpunkt for de årelange klimaforhandlinger.

»Læg den forestilling på hylden,« siger en kilde tæt på forhandlingerne. En af de græsrødder, der er kommet i tvivl - ikke om nødvendigheden, men om muligheden - er Kim Carstensen, der om et par uger forlader stillingen som leder af WWF's globale klimainitiativ.

»Klimaudfordringen har med alting at gøre, og det var med til at forhindre, at man i København kunne håndtere det i én altomfattende aftale. Jeg har meget svært ved at se for mig, at det forsøg vil blive gentaget. FN-processen er blot én blandt en række nationale og internationale processer, der fletter sig ind i hinanden,« siger han.

Kim Carstensen tror i dag mere på en broget blanding af konkret handling, delaftaler og læreprocesser, hvor det ene inspirerer det andet og bringer processen og indsatsen videre.

»En sådan ny mangesidet proces vil på et tidspunkt føre til, at vi bevæger os fremad i en rigtigere retning. Det er bare ikke nok - der er stadig brug for den globale ramme.«

U-lands-ngo'er som Third World Network fastholder uden vaklen retorikken om en global aftale med juridiske forpligtelser og skrappe CO2-mål for i-landene.

»Alle statslederne kom til København og talte om, hvor alvorlige klimaforandringerne er. Hvis det er så alvorligt, hvorfor så kassere et juridisk bindende system til fordel for noget, der vil føre os mod selvmordet?« spørger Meena Raman.

- Gentager I ikke blot det, der mislykkedes i København, med udsigt til at opleve det igen i Sydafrika i 2011?

»Det er faren. Der er bare ingen pointe i en svag tilgang,« siger hun, men tilføjer:

»Vi er ikke håbefulde.«

»Vi er især foruroligede over, at EU-landene ikke længere har klimaet højt i deres bevidsthed. De er mere bekymrede over den økonomiske krise, arbejdsløsheden og nedskæringerne.«

FN's klimaforhandlingsproces, der har været i gang siden 1992, kæmper for klimaet, men også for FN-systemets eksistensberettigelse i denne sammenhæng. Mange spår, at COP16 i Mexico vil handle om at definere, på hvilke områder FN fremover er egnet til at indgå og forvalte delaftaler, og hvor man i stedet må søge andre veje til verdens frelse.

»Vi er nødt til at have en global proces, der definerer et tilstrækkeligt klimamæssigt ambitionsniveau og definerer, hvad retfærdighed mellem landene er. Hvordan lever vi op til det? Ikke ved at lave en ny fiasko i Mexico eller Sydafrika,« siger Kim Carstensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

182 landes klimaministre sidder i Bonn for at reducere CO2, mens de selvsamme 182 landes finansministre sidder derhjemme og øger CO2 i forbindelse med bekæmpelse af den økonomiske krise.

Dette paradoks burde vendes på hovedet.

De 182 landes finansministre skulle sidde i Bonn i stedet for klimaministrene. Verden har brug for nye økonomiske systemer, der er mere retfærdige, mere miljøvenlige, mindre profitorienterede, mindre udbyttende og mindre vækstorienterede.

CO2-reduktion er sympatisk, men er kun symptombehandling. Regulering af de underliggende økonomiske systemer vil være den egentlige årsagsbehandling, og et nødvendigt step i retning af CO2-reduktion.

Vanskelighederne ved indgåelse af en klimaaftale bunder endvidere i det globale økonomiske systems iboende magtkonstellationer.

Derfor hænger verdens klima og verdens økonomi uløseligt sammen, og derfor er det Sisyfos-arbejde, at klimaministrene sidder i Bonn og forsøger at blive enige om et lille bump på vejen, mens finansministrene sidder derhjemme og træder på speederen.

INKA Consult Hans Peter Dejgaard

En fin beskrivelse af forhandlingene i Bonn, som du har givet i artiklen.

Min fornemmelse fra at være nogle dage i Bonn er også, at det blir sværere og sværere at se mulighederne for at nå en international juridisk aftale de næste år. Det begynder at minde om DOHA runden om WTO,som gik i stå efter sammebruddet - også i Cancun - i 2003.

Ole Falstoft

Sophus Claussen bøn fra 1925 er mere aktuel end nogensinde -selvom der nok var en anden fare han tænkte på:
'Jeg besværger hvert Dyr, hvert Atom ej at ophidse Jorden:
Slangen som fristede Eva og Ravnen som opholdt Elias,
Ørnen i Luften paa Vagt og Løverne i deres Huler,
Lotusblomsten paa Ganges og Indiens Fryd, Elefanten
bærende Buddha saa blidt som et Vand en vidunderlig Lotus,
Ørken-Kamelen, Arabiens Baad, som befordred Profeten,
Æslet, som hjalp paa sin Ryg Gudsmoder og Søn til Ægypten,
samt under Palmer det Føl, der traved med lille Messias,
(mindre anselige Gangere vist ... men skønne for Hjertet.)

Endelig ber jeg om Naade hos Paaskelammet og Fisken,
at de ikke for stærkt hos Herren forklager vor Klode,
før vi har fundet vor Vej og vist os svangre med Vilje:
han kunde brænde den op eller sætte den helt ud af Omløb.

Alle Atomer i Verden forlanger at sættes i Frihed,
alle Nationer vil strides og alle Forbundne vil skilles.
Jeg, et Atom under Solen, jeg anraaber Lande og Bølger.
Træer og Sten og Metaller, Dyr og Fugle som aander,
Strømmen i Havenes Dyb og Ilden i Bjergenes Indre:
dersom vor Stjerne kan frelses, da lad os ej volde den Skade.'
(fra 'Atomerne oprør')