Læsetid: 5 min.

EU skal stå ved egne interesser i Afrika

Frihandelsaftalen mellem Europa og de tidligere kolonier i bl.a. Afrika ventes snart at gå sin skæbnetime i møde. Og udsigterne er ikke lyse. De små fattige lande mangler tillid, og EU vil ikke stå ved egne interesser
Mange tidligere kolonier føler sig truet til at ratificere en handelsaftale med EU, da de ellers  mister støtten fra EU's udviklingsfond.

Mange tidligere kolonier føler sig truet til at ratificere en handelsaftale med EU, da de ellers mister støtten fra EU's udviklingsfond.

ELMER MARTINEZ

24. juni 2010

»Insekter, svamp og pesticider. Størrelse og modenhed. Hakker og pletter.«

Den belgiske fødevareinspektør remser op, mens han går langs tårnene af kasser med grønne bananer fra fjerne lande på vej til de europæiske supermarkeder. Denne morgen er det øko-bananer fra Honduras, der har lagt til kaj i Europas største frugthavn Antwerpen. Inden dagen er omme, vil de være lastet på flodpramme, lastbiler og tog med destination Hvert Hjørne af Europa. Imens vil skibet være på vej tilbage over dammen med gamle biler til det caribiske marked.

»Vidste I, at geigertællere reagerer på broccoli?,« spørger den pr-ansvarlige for havnen med et grin, og selskabet af afrikanske og europæiske journalister joker med, at den viden bør man holde fra sine kræsne børn.

Men for mange er Europas sikkerhedskontrol alt andet end en lattervækkende. De høje europæiske standarder opfattes nemlig ofte i verdens fattige lande som handelsbarrierer, der effektivt holder deres varer ude af Europa. Det er kun en af mange ligtorne i forhandlingerne om de såkaldte EPAer (European Partnership Agreements), der brydes om nu på 10. år. Det er frihandelsaftaler med en gruppe af særligt udvalgte lande: De 78 medlemmer af AVS, lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet, der er økonomisk set svage tidligere europæiske kolonier, der siden midten af 1970erne har haft privilegeret adgang til det europæiske marked. Det nye i EPAerne er, at Europa til gengæld kræver, at AVS-landene åbner deres markeder ifølge EUs krav helt op til 90 procent.

Input

Det er for at leve op til WTO-regler, der fastslår, at man ikke må diskriminere i international handel, lyder den ene forklaring. Det er fordi, at drømmen om at øget eksport også ville føre til udvikling i disse lande, langt fra har vist sig at realiseres i praksis, lyder en anden. Og det er der noget, der tyder på er rigtigt. I hvert fald havde den privilegerede markedsadgang ikke øget andelen af Europas import fra disse lande, da forhandlingerne gik i gang i 2000. Derfor var det helt nødvendigt, at investringer og varer også gik den anden vej, var argumentet.

Og så er det et spørgsmål om, at anse f.eks. de afrikanske lande som lige partnere, understreger Martin Dihm, repræsentant på DG Trade, EF-Kommissionens handelsafdeling. For, hvor man før så fordelagtig handelsadgang som blot en håndsrækning til den svage anden, er der i EPAerne lagt op til et ligeværdigt forhold. »Al udvikling har brug for input udefra. Bliver de for dyre har man et problem. Hvis de afrikanske bønder på grund af told skal betale alt for meget for gødning og pesticider, bliver deres produkter ikke konkurrencedygtige. Og det er ligeledes svært at bekæmpe malaria, hvis man har importtold på myggenet,« fastslår Martin Dihm.

For skrøbelige

Nej, siger en stor del af de berørte lande. EPAerne handler ikke om udvikling, men om, at Europa vil tjene på os uden hensyn til, at vores økonomier er for skrøbelige til at blive blottet. Og der er da også undersøgelser, der indikerer, at AVS-landene kan komme til at tabe betydeligt på den nye deal. Blandt andet vurderede en undersøgelse fra 2007, foretaget af Dansk Institut for Internationale Studier og Fødevareøkonomisk Institut, et handelstab for AVS-landene på omkring 1,2 mia. dollars, som følge af at EU-eksporten afløser egenproduktion og eksisterende lokal handel. EU kunne til gengæld forvente en gevinst på 1,7 mia. dollar.

Héléne Fiagan fra AVS-landenes sekretariat i Bruxelles afviser ikke, at de lande, hun repræsenterer, kan få gavn af at åbne markederne. Men man må være følsom over for deres udviklingsstadie, understreger hun.

»Hvis ens børn ikke lærer at kæmpe, klarer de sig dårligt i livet. Men man kan ikke smide dem ud på dybt vand før de kan svømme,« fastslår Héléne Fiagan.

Mistillid

Kampen om EPAene har været lang. Så lang, at al nyhedsværdi er forduftet og, som det ofte er tilfældet når det kommer til verdenshandel, er der tale om forhold så komplicerede, at de færreste medier orker at kaste sig over det. Når EUs journalistcenter har inviteret på studietur om EPAerne er det fordi, at alt tyder på, at de næste par måneder bliver knald eller fald for aftalerne. I slutningen af året mødes EU og den Afrikanske Union (AU) til topmøde i Libyen, og klog af skade vil man undgå, at det, for EU, så vigtige spørgsmål om hvorvidt migration og grænsekontrol skal blive obstrueret af dansen om EPAerne.

Kun omkring 15 lande har underskrevet. Hvor mange, der faktisk har ratificeret, for ikke at tale om implementeret, kan selv ikke DG Trade oplyse. En EPA-ansvarlig i Kommissionen vurderer således at det er nu eller aldrig. Hvis landene ikke underskriver, må aftalerne droppes.

Guerillakrig

I Afrika opfattes det i brede kredse som om, EU vrider armen rundt på de enkelte lande med truslen om, at de ellers vil blive frataget støtte fra EUs udviklingsfond. Det splitter de regionale samarbejder, og sender drømmen om øget Syd-Syd-handel endnu længere bort. Julius Sen, professor ved London School of Economics, mener, at trækkerierne mellem EU og de tidligere kolonier afspejler en bredere krise i det internationale handelssamarbejde.

»Vi lever i en tid præget af frygt. Det skaber en kolossal mistillid. Når det sker er handelssamarbejde det første offer,« fastslår Julius Sen, der betegner de nuværende forhandlinger som guerillakrigs-lignende. »Hvor man før kunne forhandle i større samlinger og med et længere sigt, er det nu én mod én. Man rykker hurtig ind og ud igen og har meget kortsigtede mål,« siger Julius Sen, der dog ikke tror på, at AVS-landene skal satse på status quo.

Europa er nemlig vågnet op til en nye virkelighed med store nye konkurrenter såsom Kina og Indien. Man vil ikke blive ved med at acceptere aftaler, der kun går en vej. »Spillets regler er ændret«.

Arrogant

Marc Maes, handelsansvarlig i udviklingsorganisationen 11.11.11 mener, at Europa løber om hjørner med de tidligere kolonier, når unionens forhandlere går til spørgsmålet som om Europa ikke har egne interesser, men kun tænker på de andres bedste. »Vi hører gang på gang, at EU skam ingen kommerciel interesse har i disse aftaler, men det er jo ikke rigtigt. Der er en voldsom kamp i gang om adgang til ressourcer og markeder i Afrika. Lige nu fører lande som Kina og Brasilien. EPAerne er del af et større strategisk plan fra EUs side, så vi kan ikke blive ved med at påstå, at det bare er i udviklingens navn,« siger Maes, der mener, at denne position gør det næsten umuligt for modparten at forhandle.

»Man bliver jo helt pacificeret, hvis man sidder over for en modpart, der ikke vil formulere, hvilke interesser vedkommende har. Dér er Kina mere klar i spyttet: Vi er her for at tjene penge. Hvor meget vil I have til gengæld for den?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu