'Jeg har forandret en anden persons liv'

Sidste år i juni så Chris Kendall et indslag i nyhederne, der ændrede hans liv.

»Det handlede om, at antallet af mennesker, der uegennyttigt har doneret et organ til et helt fremmed menneske, er blevet næsten fordoblet i løbet af et år. Jeg syntes, det var fantastisk. Det havde jeg ikke indset, at man kunne,« erindrer han.

»Men så sagde de 'næsten fordoblet til 15 personer'. Da jeg hørte det, gik der et lys op for mig. Jeg tænkte, at her kunne jeg gøre noget. Det var kunne ændre ens liv.«

Denne erkendelse blev begyndelse på en ni måneder lang rejse, som kulminerede med, at han blev en af de 23 mennesker i England, Wales og Nordirland, som i løbet det sidste år frivilligt og sågar begejstret har fået en del af deres krop bortopereret til fordel for et fremmed menneske.

Ny lov

I 2006 trådte den britiske 'Human Tissue Act', som tillader, at raske mennesker får fjernet organer, i kraft. De fleste donorer har brugt loven til at forbedre eller redde et sygt familiemedlems, en syg partners eller vens liv. Indtil da kom den britiske forsyning af organer udelukkende fra afdøde.

Siden 2006-07 er antallet af personer, som har gennemgået operationer for at blive 'levende donorer', steget med ikke mindre end 333 procent. Tal fra 2009-10 viser, at 1.140 levende personer har doneret et organ.

Transplantationskirurger understreger, at uden det stigende antal levende donorer, ville antallet af briter, der omkommer på grund af manglen på organer, være endnu højere. Hvert år dør 1.000 af de i alt 8.000 briter, som står på venteliste til at modtage et nyt organ. Vassilios Papalois, som er kirurg på Hammersmith Hospital i London, siger, at det stigende antal levende donorer er »den største præstation i britisk organtransplantation i de sidste 10 år«.

Loven har også gjort det muligt for Kendall og 22 andre at tage, hvad Papalois kalder »en heroisk beslutning« om at blive ikke bare levende ,men »altruistiske donorer« ved tilbyde kropsdele til en fremmed, selvom det kan gøre deres helbred mere sårbart.

For den 49-årige funktionær var det »ikke som at lægge en femmer i en indsamlingsbøsse eller give blod. For mig handlede det om at give et personligt bidrag til en god sag - hvilket jeg aldrig havde gjort før - og hjælpe et andet menneske på en positiv måde og gøre noget nyttigt for samfundet.«

Ægte motivation

Dagen efter at have set nyhedsindslaget ringede Kendall til afdelingen for organtransplantation på Southmead Hospital i Bristol i det sydvestlige England, hvor han arbejder for lokaladministrationen.

»Jeg blev inviteret til en vurdering, hvor jeg talte med ordningens koordinator, som var ret bramfri. Hun sagde ikke, at jeg var et godt menneske, men behandlede mig, som om jeg var skør, fordi jeg ville at gøre noget så usædvanligt,« siger han. Derpå fulgte ni måneder med fysiske og psykologiske tests. »En psykolog brugte flere møder på at spørge til min motivation for at vurdere, om den var ægte. De advarer dig om risikoen for infektioner og andre komplikationer i forbindelse med kirurgiske indgreb, og fortæller, at én ud af 3.000 operationer med fuld bedøvelse ender med patientens død.«

Der var også hans kone, Rachel, at tage hensyn til:

»Hun skulle med til møderne hos psykologen. Hvis hun havde modsat sig det, ville det ikke være blevet til noget. De giver dig ikke tilladelse til at blive donor, hvis ikke din familie bakker dig op,« fortæller Kendall.

»I første omgang var hun betænkelig ved idéen - hvis jeg døde, ville hun f.eks. blive alene med fire børn. Hun var også bekymret for mit helbred. Det tog tre-fire måneder, før hun lod sig overtale.«

Ingen helt

Kendall var meget syg i et par timer efter den fem timer lange operation i februar. Men han havde meget få smerter efter operationen og blev udskrevet efter blot tre dage. Seks uger senere var han tilbage på sin arbejdsplads.

Kendall og modtageren af hans nyre har udvekslet breve, og de to mænd mødtes for første gang i denne måned.

»Han er omkring 50 år gammel og ønsker at være anonym,« forklarer Kendall og tilføjer:

»Han ser utrolig sund ud. Før transplantationen var hans nyrefunktion nede på ni procent, og han tilbragte 10 timer om dagen i dialyse.« Mødet gjorde det klart for donoren, hvor meget han har opnået.

»Jeg har givet ham hans frihed og hans liv tilbage, hvilket også kommer hans kone til gode. De kan nu gøre ting, som de tidligere ikke kunne gøre. De kan tage på ferie og planlægge fremtiden. Det har givet mig en enorm tilfredsstillelse.«

Kendall fastholder dog, at han ikke er en helt.

»Jeg betragter ikke mig selv som uegennyttig, for jeg har også fået meget ud af det. Det har forvandlet en anden persons liv, men jeg har også fået det rigtig godt med mig selv.«

© Guardian & Information Oversat af Mads Frese